J. Lindhard

J. Lindhard, Jens Peter Johannes Lindhard, 25.4.1870-11.10.1947, fysiolog, gymnastikteoretiker. Født i Dalby, Fakse hrd, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). L. blev indtil sit 14. år undervist af sin mor, var derefter et par år i handelslære og et år på Askov højskole og tog 1889 præliminæreksamen ved universitetet. Efter at have aftjent sin værnepligt og et år som løjtnant blev han 1893 student, privat dimitteret og cand.med. 1898. Der fulgte nu nogle års lægevirksomhed af forskellig art, først som reservelæge i hæren, dernæst som læge ved kryolitbruddene i Ivigtut (marts 1899-maj 1900), som kandidat og senere 2. reservelæge ved Middelfart sindssygeanstalt (1900-02) og endelig som praktiserende læge i fødeegnen med bopæl i Karise 1902-06. Han deltog derefter som læge i Danmarks-ekspeditionen til Østgrønland 1906-08, men foretog desuden fysiologiske undersøgelser. Det indsamlede materiale blev offentliggjort efter ekspeditionens hjemkomst og dannede indledningen til L.s talrige og i flere henseender banebrydende arbejder. De nærmest følgende års virksomhed var væsentlig helliget respirations- og kredsløbsfysiologien en del af de offentliggjorte undersøgelser er udført i samarbejde med dr. Karl Hasselbalch på Finseninstituttets laboratorium og med professor August Krogh på Dyrefysiologisk laboratorium. Af de fra denne periode stammende arbejder har navnlig undersøgelserne over åndedrættets regulering og over hjertets virksomhed sat sig blivende spor. I samarbejde med Krogh lykkedes det at udvikle en metode til bestemmelse af hjertets minutvolumen, en metode der har dannet grundlag for alle senere arbejder på dette område. 1914 disputerede L. for den medicinske doktorgrad på en afhandling om hjertets minutvolumen i hvile og under arbejde. Da gymnastik 1909 indførtes forsøgsvis som fag ved skoleembedseksamen ansattes L. som midlertidig lærer i anatomi og gymnastikteori ved universitetet, og hans fysiologiske arbejder har derefter for en stor del været anlagt med gymnastikteorien for øje. Ved at opbygge denne under ligeligt hensyn til pædagogiske og fysiologiske synspunkter har han frembragt en nyskabelse som har haft afgørende betydning for vurderingen og tilrettelæggelsen af legemsøvelser.

Hans mål var at gøre legemsøvelser i skolen til et skolefag til hvilket der såvel med hensyn til grundlaget som med hensyn til læreruddannelsen stilles de samme krav som til skolens øvrige fag. Han understregede også betydningen af at mands- og kvindegymnastikken hver for sig fandt sin egen udformning, eftersom mænds og kvinders fysik påviseligt er forskellig. Dette resulterede blandt andet i et nyt gymnastiksystem for kvinder udarbejdet af Agnete Bertram, en tidlig elev af L. Hans tanker vakte modstand navnlig inden for de stærkt traditionsbundne gymnastiske kredse i Skandinavien; men arbejdets videnskabelige standard sikrede gymnastikteorien en blivende plads ved universitetet, og 1916 udnævntes L. til docent i gymnastikteori, 1917 til professor extraordinarius. Hans arbejdsmuligheder udvidedes betydeligt ved oprettelsen af universitetets gymnastikteoretiske laboratorium 1920. Han overtog 1930 stillingen som forstander for Statens gymnastikinstitut (nu Danmarks højskole for legemsøvelser, DHL) og bibeholdt denne frem til 1940 efter at han 1935 tog sin afsked som professor ved universitetet og chef for laboratoriet. Han virkede 1923-31 som docent i fysiologi ved Tandlægehøjskolen, fra 1910 som lærer i fysiologi ved Teilmanns kursus og var 1916-34 censor ved medicinsk embedseksamen, først i anatomi, senere i fysiologi. Siden 1929 var han medudgiver af det internationale tidsskrift Arbeitsphysiologie. Hans lærebog i Den specielle Gymnastikteori foreligger i tre danske (1914, 1918 og 1927), to engelske (1934 og 1949) og en spansk udgave (1945). I de seneste år frem til sin død 1947 er hans videnskabelige arbejder væsentlig faldet inden for muskelfysiologien og måske er det inden for dette område at hans mest tankevækkende og idérigeste publikationer (herunder en større monografi) foreligger. De bærer på en gang præget af hans skarpe kritiske sans og hans dristige, men særdeles frugtbringende evne til at udnytte enhver mulighed som det foreliggende materiale frembyder. L. var en meget produktiv skribent; hans form var skarp når han kritiserede, men hvert ord var overvejet; hans omhyggelige ordvalg og fuldendte stil gør det til en fornøjelse at læse hans bøger. - Medlem af Videnskabernes selskab 1925.