Christian Crone, Ulrik Christian Crone, 1.2.1926-2.8.1990, fysiolog. Efter matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra Østre Borgerdydskole 1944 studerede Christian Crone medicin. I studietiden nåede han foruden 1950-51 at være redaktør af "Studenterbladet" og medlem af Foreningen af yngre lægers repræsentantskab også ophold i Cambridge (1946) og Paris (1948-49) hvor han fulgte den kliniske undervisning. 1954 fik han Kbh.s univ.s guldmedalje for besvarelsen af en teoretisk medicinsk opgave om Virkningen af nogle farmaka på urinsyrens renale udskillelsesmekanisme. Efter turnustjeneste på Kbh.s kommunehospital knyttedes han 1953 til dettes III afd. hvor han medvirkede ved professor Poul Iversens afdelings skelsættende arbejder vedrørende udviklingen af den kunstige nyre. 1957 blev han videnskabelig assistent ved Kbh.s univ.s medicinskfysiologiske institut hvor han de følgende år, indtil sin udnævnelse til professor i fysiologi og bestyrer af med.-fysiol. institut A 1967, var beskæftiget med undervisning og videnskabeligt arbejde.

Med en videreudbygning af Aug. Kroghs arbejder tilvejebragte Christian Crone som led i studier over blodkapillærernes funktion det formale grundlag for indikator-diffusionsteknikken til belysningen af kapillærernes transportfunktion og udviklede herunder metoder til undersøgelse af enkeltkapillærers permeabilitet. 1961 blev han dr. med. ved Kbh.s univ. på en afhandling Om diffusionen af nogle organiske non-elektrolyter fra blod til hjernevæv hvor han kunne vise at glukosetransporten til hjernen sker ved enzym-kinetiske processer og ikke blot ved simpel diffusion som i andre kapillærområder. Disputatsen tilegnede han sin bror neurologen Henrik C. (1913-1956) "hvis utraditionelle livssyn" havde påvirket ham. 1961-62 havde Christian Crone et étårigt studieophold ved The Physiological Laboratory i Cambridge, 1970 og 1973 ved Mayo Foundation i Rochester, Minn., USA, og han fortsatte de følgende år sine studier inden for mikrocirkulationen, resulterende i prægnante værker som Capillary Permeability, 1970 hvis redaktør han var, og Træk af kapillærfysiologiens udvikling (universitetets festskrift 1974, i anledning af 100-året for Aug. Kroghs fødsel). 1984-85 var han gæsteprofessor ved Université Paris VII.

Med sine kredsløbsstudier var Christian Crone en inspirerende igangsætter for en række af yngre forskere, og hans virke inden for Carlsbergfondet skabte en videnskabelig grundforskning gode arbejdsmuligheder i Danmark. 1968 blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1980-85 sekretær i selskabet, og 1971-80 var han et meget aktivt medlem af Carlsbergfondets direktion, fra 1972 formand for Carlsberglaboratoriets bestyrelse. 1954-56 var Christian Crone medredaktør af tidsskriftet Dialog, 1963 modtog han Christian Bohrs mindelegat, 1966 Thorvald Madsens hæderspris, 1983 Novo-prisen.

Familie

Christian Crone blev født i København.

Forældre: cand. jur., senere forsikringsdirektør Frederik Lønborg C. (1888-1974) og Betty Bredsdorff (1886-1948). Gift 8.4.1949 i Gentofte (b.v.) med universitetslektor, cand. med. Monna Nyeborg, født 15.5.1926 i Kbh., d. af overlæge Otto N. (1895-1954) og Monna Kamstrup (1895-1951).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1961 168f. - H. V. Købke: Stamtavle over familien Bredsdorff, 1888, Lise Lund: Biskop Rasmus Møllers slægt, 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig