Aug. Krogh, Schack August Steenberg Krogh, 15.11.1874-13.9.1949, fysiolog. Født i Grenå, død i Vangede, urnen nedsat St. Karlsminde, Torup sg. K. blev i en tidlig alder sat i Grenå realskole hvor han mener undervisningen ikke bragte ham synderligt udbytte.

Hans interesse for naturfagene vaktes tidligt gennem læsning af A. Paulsen: Naturkræfterne, 1874–79 og A. Lutken: Opfindelsernes Bog, 1877–81, og han eftergjorde alle de forsøg som det lykkedes ham at lave apparater til. Han udviklede hermed en evne til apparatkonstruktion med begrænsede hjælpemidler som blev af stor betydning i hans forskning.

Samtidig var han en ivrig iagttager af dyrelivet. 1891 kom K. i Århus katedralskole uden at udbyttet af undervisningen blev større. I denne periode ledtes naturinteressen mod botanikken af C. Raunkiærs Exkursionsflora som K. tillagde en stor andel i at han kom til at studere naturhistorie. Da K. 1893 blev matematisk student valgte han først at tage den medicinske forberedel-seseksamen som foruden fysik og kemi også omfattede zoologi og botanik.

Efter aflagt eksamen 1895 besluttede han sig endeligt for et magisterkonferensstudium i zoologi. Af afgørende betydning for valget var bekendtskabet med zoologen William Sørensen som var en gammel ven af familien og med hvem K. som dreng havde foretaget ekskursioner i Grenås omegn. På William Sørensens opfordring supplerede K. sine studier med fysiologi og anatomi som kun doceredes ved det medicinske fakultet. Her fik Chr. Bohrs forelæsninger afgørende betydning for K.s valg af fysiologi som forskningsfelt.

Han begyndte 1896 selv at eksperimentere privat, bl.a. med svævemekanismen hos myggelarven Corethra. Emnevalget blev typisk for K. som også i sin senere forskning viste forkærlighed for emner der gav anledning til anvendelse af fysikkens love til belysning af fysiologiske mekanismer. Allerede på dette tidlige tidspunkt blev K. klar over sine særegne evner som eksperimentator ved at benytte sig af hvad han kaldte "visuel tænkning". Han kunne frembringe klare synsbilleder af selv kompliceret apparatur, så han kunne tilpasse forsøgsopstillingen til den fungerede perfekt i synsbilledet før han begyndte den endelige tegning af opstilling og apparatur.

1897 henvendte K. sig hos Chr. Bohr for at få yderligere vejledning i eksperimentel fysiologi, og han blev optaget i det fysiologiske laboratorium hvor han foretog forsøg over frøernes hud- og lungerespiration under Bohrs vejledning (Vidensk. Selsk. Oversigt 1899). I 1899 tog K. magisterkonferens i zoologi og blev umiddelbart efter ansat som assistent på fysiologisk laboratorium. Tiden hos Bohr blev af afgørende betydning for hans udvikling som fysiolog, med understregning af betydningen af kvantitative undersøgelser og af kravene til den eksperimentelle tekniks tilstrækkelighed og præcision.

Som assistent hos Bohr fortsatte K. studierne over frøernes åndedræt der resulterede i disputatsen 1903, Frøernes Hud- og Lungerespiration. Da K. lavede sine første respirationsfysiologiske undersøgelser mente man at lungerne var en kirtel der secernerede ilt ind i blodet og fjernede kuldioxid. K. havde vist at i frøhuden, der også fungerer som åndedræts-organ, foregår iltoptagelsen udelukkende ved diffusion, dvs. ved en rent fysisk proces. Ved hjælp af mikrotonometeret som er et i princippet enkelt apparat hvori en få mm3 stor luftboble bringes i diffusionsligevægt med blodet, påviste K. at også i lungerne foregår luftskiftet udelukkende ved diffusion. Disse og andre undersøgelser over luftskiftet i lungerne hos dyr og menneske bragte K.international anerkendelse. – 1908 blev fysiologi, meget på grund af K.s initiativ, indført som fast fag i gymnasieskolen. Dette nødvendiggjorde at fysiologi blev doceret ved universitetet for de fremtidige gymnasielærere.

Desuden onskede det matematisk-naturvidenskabelige fakultet at etablere dyrefysiologien som en basisdisciplin for zoologien. K. var selvskreven til lærerposten som docent i dyrefysiologi der oprettedes 1908. Et dyrefysiologisk laboratorium fulgte 1910. Allerede 1908 udkom K.s Lærebog i Menneskets Fysiologi for Gymnasiet som sammen med hans undervisning af de naturhistoriestuderende blev grundlaget for en fysiologiundervisning i Danmark af uovertruffet omfang og kvalitet. På det nyoprettede laboratorium udførte K. i samarbejde med lægerne, ægtefællen Marie Krogh og J. Lindhard, en række undersøgelser over åndedrættet, stofskiftet og blodkredsløbet i hvile og under arbejde som blev grundlæggende for arbejdsfysiologien.

Under dette forskningsarbejde kom K.s evner for apparatkonstruktion til fuld blomstring og resulterede bl.a. i det elektromagnetiske cykelergometer til måling af arbejde, et luftanalyseapparat med en præcision på 1/1000 pct., samt vippespirometre af forskellig type til måling af iltforbrug og derigennem stofskiftets størrelse hos dyr og menneske. Apparaterne fremstilledes på laboratoriets værksted og mange blev solgt til andre laboratorier og til hospitaler herhjemme og i udlandet. Stofskifteapparatet til bestemmelse af menneskets iltforbrug under basalomstændigheder blev i en lang årrække et standardudstyr i klinikken og således en vigtig indtægtskilde for laboratoriet, idet alle indtægter fra salg af K.s apparater gik til laboratoriets drift.

K.s interesse for dyrenes stofskifte ledte til det almen-fysiologiske problem om temperaturens betydning, og han beskrev den særegne sammenhæng der stadig kendes som Kroghs temperatur-stofskiftekurve. En samlet fremstilling af stofskiftets kvantitative forhold fremkom 1916 i monografien The Respiratory Exchange of Animals and Man. Undersøgelserne over kredsløbet og stofskiftet i hvile og under arbejde ledte naturligt ind på spørgsmålet om iltforsyningen til de arbejdende muskler og dermed hårkarrenes funktion. K. viste at musklerne regulerer blodforsyningen gennem åbning og lukning af hårkarrene.

Undersøgelserne indbragte ham 1920 Nobelprisen i medicin og fysiologi, og Yale universitetet indbød K. til at holde en række forelæsninger over emnet, The Silliman Lectures, som blev grundlaget for monografien Anatomy and Physiology of Capillaries der udkom 1922 og senere i reviderede og udvidede udgaver. – Under opholdet i USA blev K. bekendt med F. G. Banting og C. Bests vellykkede forsøg på at fremstille insulin til behandling af sukkersygepatienter.

K. blev klar over at det ville vare længe for insulinproduktionen blev stor nok til at komme udlandet til gode, og han opnåede tilladelse fra Toronto universitetet, der havde patentrettighederne, til at forsøge en produktion i Danmark. Sammen med lægen og sukkersygespecialisten H. C. Hagedorn fik K. i løbet af få måneder begyndt en insulinproduktion og et udviklingsarbejde der hurtigt gav Danmark en førende stilling inden for insulinproduktionen og sukkersygebehandlingen, og Nordisk insulinlaboratorium skabtes som en selvejende institution. K. har redegjort for udviklingen i Insulin. En Opdagelse og dens Betydning (Kbh.s univ.s festskr., nov. 1924).

Dyrefysiologisk laboratorium var blevet et internationalt forskningscenter der for længst havde sprængt de snævre rammer. The Rockefeller Foundation som K. havde indledt forhandlinger med 1923 skænkede midler til et fysiologisk institut som på K.s initiativ kom til at rumme laboratorier for medicinsk biokemi og fysiologi foruden laboratorier for zoofysiologi og gymnastikteori.

K. lagde et stort arbejde i planlægningen af laboratorierne og deres indretning, og instituttet der toges i brug 1928 blev et mønsterinstitut for fysiologisk forskning (Institute of Physiology, University of Copenhagen. The Rockefeller Foundation. Methods and Problems of Med. Education XVIII, 1930). Bygningsfællesskabet mellem zoofysiologisk laboratorium og det gymnastikteoretiske laboratorium under J. Lindhards ledelse fulgtes af en genopblomstring af arbejdsfysiologien i 30rne, hvor hovedvægten blev lagt på det hårde muskelarbejdes fysiologi.

Baggrunden for disse undersøgelser, der støttedes økonomisk af Folkeforbundets sundhedsorganisation, var den kraftige vækst af konkurrenceidrætten og sundhedsmyndighedernes interesse for idrættens legemlige og helbredsmæssige virkninger. Under et besøg i USA i begyndelsen af 30rne traf K. atomfysikeren Harold C. Urey der netop havde isoleret det tunge vand, hvis nytte til fysiologiske formål K. hurtigt havde indset. Urey overdrog K. den første prøve tungt vand hvormed K. påbegyndte rækken af isotopundersøgelser, bl.a. målinger af membraners og cellers vandpermeabilitet. Dette forskningsafsnit inden for den almene fysiologi afrundede K. med den monografiske afhandling The active and passive exchange of inorganic ions through the surface of living cells and through membranes generally (Proc. Roy. Soc, Ser. B, 1946).

I slutningen af 30rne nedsattes boligopvarmningsudvalget under Akademiet for de tekniske videnskaber med K. som formand, idet problemerne omkring boligopvarmningen skulle undersøges både udfra et sundhedsmæssigt og et fysiologisk synspunkt. K. deltog meget aktivt i udvalgets arbejde, og han konstruerede mikroklimatografen til kontinuert registrering af temperatur og luftfugtighed forskellige steder på kroppens overflade ved forskellig påklædning i rum opvarmet på forskellig måde, fx behandlet af K. i Boligopvarmningsproblemet fra fysiologisk Synspunkt, Varme Nr. 6, 1942. Indtil 20rne havde K. lagt hovedvægten på forskning inden for humanfysiologien.

Den videnskabelige stab han knyttede til laboratoriet samt flertallet af videnskabelige gæster fra indog udland var medicinere og menneskefysiologer. Men midt i 20rne begyndte K. i stigende grad at tage biologiske og dyrefysiologiske emner op til behandling, og han sluttede sin forskerbane med at hellige sig sit yndlingsområde, den sammenlignende fysiologi. I årene omkring 1930 gennemførte K. en række grundlæggende kvantitative undersøgelser over de opløste organiske stoffer i ferskvand og havvand for at afgøre et gammelt stridsspørgsmål om disse stoffers ernæringsmæssige betydning.

K. påviste at stofferne generelt spillede en underordnet rolle som føde for de vandlevende dyr. I umiddelbar fortsættelse fulgte undersøgelserne over de vandlevende dyrs saltstofskifte, baseret på iagttagelsen at ferskvandsdyr generelt er udrustet med mekanismer for aktiv optagelse af salt fra det omgivende vand. Undersøgelserne resulterede i monografien Osmotic Regulation in Aquatic Animals. Cambridge, 1939. 1939 holdt K. igen en række forelæsninger i USA der publiceredes i monografien The Comparative Physiology of Respiratory Mechanisms. Philadelphia, 1941.

Før sin afgang som professor 1945 havde K. indrettet laboratorium i sin nyopførte bolig hvor han i sit otium studerede fysiologien hos insekter i flugt. Som så ofte før tænkte K. på sit forskningsprojekts samfundsmæssige sider, idet han til studierne anvendte det vigtige skadedyr vandregræshoppen.

Han opnåede økonomisk støtte fra The Anti-Locust Research Centre i London som satte ham i stand til at ansætte den unge zoolog Torkel Weis-Fogh som medarbejder, og som fortsatte undersøgelserne efter K.s død. Til yderligere belysning af spændvidden af K.s forskerpersonlighed kan nævnes at han i århundredets begyndelse var optaget af problemet om betydningen af den stigende afbrænding af fossilt brændstof, særlig kul, for fremtidens klima gennem tilførslen af kuldioxid til atmosfæren, samt havenes rolle som optager af den dannede kuldioxid.

Han udførte pionerundersøgelser til belysning af problemet under en ekspedition til Grønland, hvor han ved hjælp af mikrotonometeret gennemførte en række målinger af kuldioxidspændingen i atmosfæren og i vandet under rejsen over Atlanterhavet og i Grønland, publiceret i Medd. om Grønland, 1904. I forbindelse med sine marinbiologiske studier i 30rne, bl.a. udført på det amerikanske havundersøgelses skib Atlantis, blev K. optaget af dyrelivets livsbetingelser, særlig ernæringen, i dybhavet, som behandledes i afhandlingen Condilions of life al greal depth in the ocean, 1934. – K.s indflydelse på dansk og international humanfysiologi, medicin og andre sider af sundhedsplejen var stor og let at dokumentere.

Hans indflydelse på dyrefysiologiens udvikling er sværere at vurdere, men den er utvivlsomt overordentlig stor. Ikke mindst K.s monografier har fået vid udbredelse, og de kan ikke undgå at have påvirket brede kredse af fysiologer og biologer verden over. Hver monografi repræsenterer den første og væsentligste syntese af problemer og begreber inden for centrale områder af dyrefysiologien.

Monografiernes varige betydning understreges af at osmoregulationsbogen og respirationsbogen er blevet genoptrykt som klassikere i henholdsvis 1966 og 1968. K. der forblev engageret i forskningens kår og samfundsmæssige betydning forsøgte i sine sidste leveår at overtale Videnskabernes selskab tit en indsats for organiseringen af forskningsarbejdet og for forbedring af forskningens kår efter den lange stagnationsperiode omkring den anden verdenskrig.

Han afsluttede 1949 sine forgæves forsøg på at gennemføre reformplanerne for selskabet med en demonstration i form af et åbent brev, hvori han i protest meddelte sin tilbagetræden fra selskabet for at påkalde offentlighedens opmærksomhed og interesse for sagen.

Skridtet var velovervejet fra K.s side og karakteristisk for hans personlighed der var præget af kompromisløse holdninger som genkendes fra William Sørensen. K. havde i sit kontor en buste af Sørensen med dennes valgsprog: "I sidste instans afhænger alt af karakteren" som K. havde gjort til sit eget.

Familie

Forældre: skibsbygger, senere brygger Andreas Viggo Detlef K. (1848–1925) og Marie Magdalene Bolette Dreckmann (1842–1927). Gift 24.3.1905 i Kbh. (b.v.) med Birte Marie Jørgensen (Marie K.), født 25.12.1874 på Vosegård, Husby sg., Odense amt, død 26.3.1943 i Kbh. (Johs.), d. af gårdejer Anders J. (1830–95) og Ane Christensen (1837–1920).

Ikonografi

Buste af Rik. Magnussen, 1918 (Zoofysiolog, lab.). Tegn. af L. Kaganas, 1938 (Fr.borg) og Andreas Friis, 1942 (sst.). Mal. af Regitze Brøndsted udst. 1949. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Vidensk. medd. fra da. naturhist. foren. CXI 1948–49 XVII-XXX og ATV medd., 1949 39–50. Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1903 118–29.

Lit. A. Krogh: En nordslesv. bondeslægts hist., 1933. Kaj Berg i Arosia VIII, 1928 18–21. R. Spärck i Vidensk. medd. fra da. naturhist. foren. 1948–49 V-XVI. P. Brandt Rehberg i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1950 183–203. Samme i Naturens verden XXXIV, 1950 1–35. Samme i Dansk medicinhist. årbog 1974 7–28. A. Hemmingsen i Naturhist. tid., 1950 8–16. T. Weis-Fogh i Entomologiske medd., 1951 435–45. C. Barker Jørgensen i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 447–88.

Papirer iKgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig