Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar Poulsen

Oprindelig forfatter KGH
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Valdemar Poulsen, 23.11.1869-23.7.1942, fysiker, opfinder. Født i Kbh. (Trin.), død i Gentofte, begravet sst. P. blev 1889 student fra Borgerdydskolen på Christianshavn, 1890 cand.phil. Fra 1889-93 drev han forskellige studier, var bl.a. i lære på en maskinfabrik i Århus. 1893-98 var han ansat ved Kbh.s telefonselskabs tekniske afdeling. 1898 opfandt P. en elektromagnetisk fonograf som han kaldte telegrafonen. Med den kunne man optage menneskelig tale ved magnetisering af en hærdet ståltråd og ved påfølgende aftastning få talen gengivet i en telefon. Der blev oprettet to selskaber til videre udvikling og udnyttelse af opfindelsen: Telegrafonen, Patent Poulsen A/S (1900-16) og Dansk Telegrafonfabrik A/S (1903-17). P. var medlem af selskabernes bestyreiser fra henholdsvis 1902 og 1910. Selskaberne endte med at gå i likvidation. Opfindelsen fik, trods sin tekniske og videnskabelige interesse, ikke større praktisk betydning da gengivelsen var for svag. Med den senere enestående udvikling af forstærker- og højttalerteknikken har princippet fået udstrakt anvendelse i wire- og taperecorderen (båndoptageren).

Trådløs telegrafi indledtes med de af G. Marconi 1895 konstruerede gnistsendere hvormed han kunne frembringe på hinanden følgende dæmpede elektromagnetiske bølgetog med indbyrdes store mellemrum, såkaldte diskontinuerte svingninger. En væsentlig ulempe ved gnistsenderen var at den ikke kunne afstemmes til en bestemt frekvens, så det var udelukket at flere trådløse telegrafistationer samtidig kunne benyttes i samme område uden at forstyrre hinanden. De lange pauser mellem bølgetogene var endvidere årsag til at gnisttelegrafi var langsommelig, og at systemet var aldeles uegnet til telefoni. Man var klar over at problemerne ville blive løst hvis man kunne frembringe vedvarende, udæmpede radiobølger, såkaldte kontinuerte bølger. 1903 viste P. hvorledes man ved videre udvikling af den af W. Duddell 1900 opfundne "fløjtende lysbue" kunne fremstille en generator for sådanne bølger. Duddell-kredsen består af en jævnstrømsbuelampe, shuntet med en serieforbindelse af en selvinduktionsspole og en kondensator. Når buen tændes, opstår der vedvarende, udæmpede svingninger i kredsen, og da lysbuen ved strømvariationerne skiftevis udvides og sammentrækkes, udsender den gennem den omgivende luft kontinuerlige lydbølger med konstant frekvens, dvs. en tone. Den fløjtende bue kan ikke anvendes direkte i en radiosender da den ophører med at svinge ved frekvenser over ca. 104 Hz. For at få overført tilstrækkelig store energimængder fra svingningskredsen til radiobølger, udsendt fra en tilkoblet antenne, skal svingningsfrekvensen være 105 Hz eller derover. P. viste at dette kunne opnås ved at lade buen brænde i brint der er stærkt varmeledende, og i et kraftigt magnetfelt, vinkelret på buen, samt ved at anvende vandkølet kobberanode i buelampen. P. kunne derved frembringe kontinuerlige bølger med frekvenser på nogle hundrede kiloherz. Hermed havde man en ydedygtig generator for kontinuerte, højfrekvente radiobølger så det blev muligt at etablere selektiv radiotelegrafi samt radiotelefoni.

P. udtog allerede 1904 patent på forskellige anordninger for buens anvendelse til trådløs telefoni. S.å. var den første buegenerator til radiotelegrafi opstillet i Lyngby. Der var i begyndelsen betydelige problemer med modtagerteknikken. I de indledende forsøg benyttede man kohæren som detektor i modtagerne, men den var ret upålidelig. Senere benyttedes krystaldetektorer der var velegnet ved trådløs telefoni, men ikke til trådløs telegrafi. En afgørende forbedring opnåedes ved indførelsen af "tikkeren". Med den kunne man opnå telegrafihastigheder på omkring 30 ord pr. minut. Den tekniske udvikling af P-systemet skyldtes ikke mindst P.s gode ven og nære medarbejder, professor P. O. Pedersen der bl.a. klarlagde P-buens teori. Professor Absalon Larsen skrev i en nekrolog over P.: "V. P. var geniet, P. O. P. den klare tankes repræsentant". I de nærmest følgende år tog udviklingen og anvendelsen af P-systemet fart. 1906 oprettedes til kommerciel udnyttelse af P-systemet et engelsk selskab, The Amalgamated Radio Telegraph Company som byggede stationen Culler-coats ved Newcastle og påbegyndte bygningen af en stor transatlantisk station i Knockroe på Irlands vestkyst; men selskabet måtte likvidere 1907. Samme år installeredes en forsøgsstation i dampskibet Hellig Olav som på rejse til New York modtog telegrammer fra Lyngby over en afstand på 3300 km. 1908 stiftedes Det kontinentale syndikat for Poulsen-Telegrafi A/S, til udnyttelse af P.-patenter. 1909 etableredes i USA selskabet Federal Telegraph Company som i løbet af få år udbyggede et omfattende net af P-stationer i USA. 1912 oprettede selskabet regelmæssig forbindelse mellem P-stationer i San Francisco og Honolulu, og i de nærmest følgende år leverede firmaet et større antal P-stationer til den amerikanske marine, bl.a. til en forbindelse mellem Washington og Panamakanalen (1914) og til en forbindelse over Stillehavet: San Diego i Californien, Pearl Harbour på Honolulu, og Cavite på Filippinerne. Da USA 1917 gik ind i første verdenskrig byggede de straks en kæmpemæssig P-station, Lafayettestationen med to stk. 1000 kW Poulsenbuer ved Bordeaux. 1912 stiftedes et nyt engelsk selskab, Universal Radio Syndicate, som 1913 oprettede en fast telegrafforbindelse mellem Ballybunion i Irland og New Brunswick i Canada.

Annonce

Under den første verdenskrig overtoges alle P-stationerne af de respektive landes militære autoriteter. Firmaet C. Lorenz, Berlin, der havde erhvervet patentrettighederne for Tyskland, leverede i årene lige før krigen et betydeligt antal P-stationer til den tyske krigsmarine der i hemmelighed installerede P-stationer i alle sine større skibe og byggede mange store landstationer. Dette fik meget alvorlige konsekvenser i krigens første år. I de sidste krigsår og i årene umiddelbart efter blev der bygget flere meget kraftige P-stationer i Frankrig og Holland, i disse landes kolonier og i Italien. De første danske radiofoniudsendelser fandt sted 1922 over en på Lyngby radio opstillet buesender. Endnu 1930 var der verden over mange P-stationer i drift, væsentlig store telegrafistationer for lange bølgelængder, men så blev systemet ret hurtigt fortrængt af elektronrørgeneratoren. P. lagde med indførelsen af kontinuerte radiobølger grunden for rationel radioteknik og muliggøreisen af radiofoni. Han regnes derfor med rette for at være en af radioens største pionerer. P. skrev bl.a. En Metode til Fremstilling af kontinuerlige elektr. Bølger og disses Anvendelse til traadløs Telegrafi (i Fys. Tidsskr. 5, 1906). Og La téléphonie sans filament (Rapport officiel où Congrès internat. des applications électriques, Turin 1912). – P. tildeltes 1907 Videnskabernes selskabs guldmedalje, 1909 blev han dr.phil.h.c. ved Leipzigs univ., 1914 medlem af Videnskabernes selskab og 1929 dr.techn.h.c. ved Polyteknisk læreanstalt, 1932 æresmedlem af Elektroteknisk forening, 1935 medlem af Ingenjörsvetenskapsakademien i Stockholm, vicepræsident i The Institute of Radio Engineers for året 1936 og 1937 medlem af det s.å. stiftede Akademiet for de tekniske videnskaber. Ved 70-års dagen 1939 stiftede dette akademi en efter P. opkaldt guldmedalje som han selv som den første modtog s.å. – P. var 1914-17 medlem af bestyrelsen for Fysisk forening, 1916-40 medlem af direktionen for Selskabet for naturlærens udbredelse, 1918-35 medlem af repræsentantskabet for Danmarks amerikanske selskab, 1927-34 medlem af Dansk elektrisk komité, 1928-41 medlem af bestyrelsen for KTAS.

Familie

Forældre: assistent i justitsministeriet, senere højesteretsassessor Jonas Nicolai Johannes P. (1836-1914, gift 2. gang 1878 med Marie Elisabeth Lemming, 1854-1911) og Rebekka Magdalene Brandt (1848-73). Gift 1. gang 21.9.1894 på Frbg. med Frederikke Marie (Mary) Rasmussen, født 9. 10.1868 i Kbh. (Fødsst.), død 24.7.1921 i Gentofte, adoptivd. af sognepræst i Rø, senere i Nyker, Christian Henrik Otto R. (1824-92) og Betty (Betzy) Marsilia Camilla Struch (1829-1913). Gift 2. gang 5.10.1923 i Veggerløse med Asta Stoltz Nielsen, født 3.11.1899 i Ågerup, Sømme hrd., død 24.11.1974 i Kbh. (gift 2. gang 1929 med fh. gårdejer Søren Christian Villadsen, 1887-1970), d. af gårdejer Peder Christian Stoltz N. (født 1872) og Kirsten Kathrine Jensen (født 1875). Ægteskabet opløst. – Far til Chr. P.

Udnævnelser

F.M.1. med krone 1913. K2. 1923. K1. 1939.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. Industriens mænd 1903-04 (Fr.borg). Træsnit 1907. Malet s.m. P. O. Pedersen af Knud Larsen, 1915 (Fr.borg). Tegnet s.m. Niels Bohr af Otto Christensen, 1935 (Fr.borg), tegn. af samme, 1939. Mosaik af Ejnar Nielsen, 1939 (Stærekassen). Buste af Johs. Bjerg, 1939 (Danm.s radio). Medalje af H. Salomon, 1939. Mal. af Karen Trier Frederiksen, 1940 (Polyteknisk læreanstalt). Livsmaske (Fr.borg). Tegn. af Sophus Jürgensen og af R. Storm Petersen. Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXII, 1928 27-34. – P.O. Pedersen i Ingeniøren XLVIII, 1939 E 113-22. Absalon Larsen og Fr. Heegaard sst. LI, 1942 E 101-07. P. O. Pedersen: Livsskildringer, 1941 9-22 83-91. Martin Knudsen i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1942-43 75-79. Absalon Larsen: Telegrafonen og den trådløse og opfinderparret V. P. og P. O. Pedersen, 1950 = Ingeniørvidensk. skr. 1950:2. K. Dannefeldt Bøthner i Danm.s tekn. museum. Årbog 1968, 1969 7-22. Samme: Lyd fra fortid til nutid, 1977. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. G. Hansen: Valdemar Poulsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295913