Rasmus Bartholin

Rasmus Bartholin, 13.8.1625-4.11.1698, fysiker, matematiker, læge. Rasmus Bartholin blev student fra Herlufsholm 1642 og drog efter nogle års studier i København til Leyden hvor han immatrikuleredes 1646. N.å. tog han af hensyn til fremtidige ansættelser magistergraden i København, men drog atter til udlandet hvor han blev til 1656, først fire år i Leyden, derefter længere tid i Frankrig og i Italien hvor han 1654 blev dr. med. i Padova, og endelig kortere tid i England.

I Leyden grundlagdes Rasmus Bartholins hovedinteresse, matematikken, og om hans anseelse allerede da vidner det at det blev betroet ham at udgive Fr. v. Schootens forelæsninger over Descartes' matematik (1651, heri en selvstændig afhandling af Bartholin). Han blev også stærkt opfyldt af Descartes filosofi.

I Frankrig stiftede han bl.a. venskab med den fremragende matematiker Fl. de Beaune og tilbød sin hjælp ved udgivelsen af dennes forelæsninger. Samarbejdet kom dog ikke i stand mens de Beaune levede, men hans efterladte spredte notater blev af Rasmus Bartholin bearbejdet og samlet til en helhed der udkom 1659. Dette værk der 1683 optryktes som vol. II af Descartes' geometri har Bartholin altså reddet for efterverdenen.

Han vendte hjem da der kunne skaffes ham et professorat i matematik som han tiltrådte 1.2.1657, og allerede aug. s.å. blev han tredje professor i medicin. I de også for universitetet vanskelige krigsår holdt han forelæsninger over begge fag og arbejdede flittigt idet der fra disse år foreligger en række matematiske afhandlinger og fra 1664–65 observationer af den store komet. 1671 blev han ordinær professor i medicin, men allerede 1678 blev han efter ansøgning professor honorarius uden undervisningspligt.

Frederik 3. overdrog Rasmus Bartholin at udgive Tyge Brahes observationer på grundlag af de håndskrifter som var afkøbt Kepplers efterladte, og der anvistes penge til medhjælp og til vederlag for Bartholin. Blandt de mest betroede hjælpere var Ole Rømer der senere blev gift med Bartholins datter. Ved Frederik 3.s død var afskriften omtrent færdig, men der kunne nu ikke skaffes penge. Astronomen abbed Picard fra Paris der kom til København for at bestemme Uraniborgs beliggenhed fik da observationerne og Ole Rømer med til Paris hvor han mente at kunne skaffe de fornødne midler, men dette lykkedes heller ikke. Originalhåndskrifterne kom tilbage til Danmark. Man har, vistnok med urette, bebrejdet Bartholin at dette arbejde ikke blev fremmet; det der blev færdigt er omhyggeligt udført.

Rasmus Bartholins videnskabelige hovedværk er opdagelsen 1668 af dobbeltbrydningen i islandsk kalkspat (Experimenta crystalli Islandici disdiaclastici, 1669). I dette arbejde redegøres først så indgående for krystalform, spalteretninger, karakteristiske vinkler m.m. at Bartholin med rette ved siden af Steno nævnes som krystallografiens grundlægger.

Derefter berettes om det aldrig før sete, at en lysstråle der trænger ind i krystallen derinde deler sig i to, hvoraf kun den ene følger Descartes' brydningslov. Bartholin måler brydningsforholdet for den "ordinære" stråles brydning. Denne lov er dog ikke rigtig, men Newton opstillede lidt senere også en urigtig lov. Dette første danske eksperimentalfysiske arbejde, hvorved Danmark kom til at deltage i 1600-tallets store fysiske fremskridt sendte Bartholin til Henry Oldenburg der som sekretær ved Royal Society befordrede et resumé i Philosophical Transactions. Det fik yderligere betydning ved at det lykkedes Huyghens at forklare dobbeltbrydningen ud fra sin bølgeteori for lyset og derved blev så overbevist om dennes rigtighed at han fik mod til at offentliggøre den.

Rasmus Bartholin blev 1671 lærer for prins Jørgen, var 1675–93 assessor i højesteret, universitetets rektor 1666, 1674 og 1683, blev 1667 kgl. mathematicus. Som læge indførte han kininen som middel mod andendagsfeberen (malaria). Hans universitetstaler viser ham som en nøgtern, fornuftig mand, en kraftig modstander af disputationerne og en ivrig forkæmper for det danske sprog for at kunne bringe kundskab til det menige folk (talen De studio linguæ Danicæ, 1674, optrykt i H. Bertelsen: "Danske Grammatikere", I, 1915; dansk oversættelse ved C. Behrend, 1914). Han ejede Lindholm ved Roskilde. Ved sin død testamenterede han en del af sin formue til videnskabelige og filantropiske formål.