Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul la Cour

Oprindelig forfatter JThArn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul la Cour, 13.4.1846-24.4.1908, fysiker, højskolelærer. Født på Skærsø ved Ebeltoft, død i Askov, begravet på valgmenighedens kgd. sst. Slægtens danske stamfader Pierre Dornonville de la Cour kom 1732 som 16-årig til Danmark som lærer i fransk. Han var født i Tyskland, hvortil hans forældre var flygtet fra Frankrig. la C.s far var en dygtig og anset landmand, men sønnen skulle efter familiens og eget ønske være præst. Han blev student fra Randers latinskole 1864, men med mdl. i græsk. Det var kun naturvidenskaberne der havde hans interesse. 1869 tog han magisterkonferens i fysik med meteorologi som hovedfag. De næste tre år gik med at aftjene værnepligt som korporal, være lærer på Lyngby landbrugsskole, hvor broderen Jørgen var forstander, og foretage studierejser til Norge, England, Italien og Holland hvor besøget gjaldt den moderne meteorologis grundlægger Buijs Ballot. Fra 1.4.1872 til 1.4.1877 beklædte la C. stillingen som underbestyrer ved det nyoprettede meteorologiske institut. Disse år brugte la C. dog også til at arbejde videre med sine opfindelser. Han havde allerede 1871 fået Videnskabernes selskabs sølvmedalje for måling af skyhøjder. 1874 fik han guldmedalje for stemmegaffel-telegrafien der løste den opgave at sende flere telegrammer samtidigt gennem samme tråd. Opfindelsen beror på at en elstrøm der sluttes og brydes af en stemmegaffel (tonestrøm) vil kunne sætte en stemmegaffel med samme svingningstal i bevægelse, men ikke påvirke andre stemmegafler. la C. søgte patent i USA, men en amerikaner Elisha Gray der arbejdede med de samme ideer fik patentet, og la C. havde ikke råd til at føre en retssag. la C. arbejdede så videre på en mere fuldkommen løsning af problemet ved hjælp af tonehjulet. Tonehjulet er et jerntandhjul hvis tænder passerer tæt forbi en elektromagnet. Sendes en tonestrøm gennem elektromagneten og hjulet er i passende fart, vil hjulet rykke en tand frem for hvert strømstød og derfor gå rundt med en fart der er lige så konstant som stemmegaflens svingninger. Samme tonestrøm vil få to tonehjul til at gå absolut synkronisk – uanset deres indbyrdes afstand – og ledningen kan nu udskiftes sikkert mellem flere sæt telegrafapparater. Tonehjulet er vel la C.s smukkeste opfindelse og den eneste, der gav et beskedent økonomisk udbytte og 1883 John Scott medaljen.

1878 blev højskolen i Askov omdannet til en udvidet højskole med videregående undervisning. Opmuntret af sin hustru der havde været elev på Askov tog la C. mod tilbuddet om en lærerstilling i naturvidenskab ved højskolen. Det blev opgaven på en skole, hvor historien var hovedfaget, at undervise unge uden særlige forudsætninger i matematik og fysik. la C. fulgte Grundtvigs råd om at gå historisk til værks. Når læreren fører eleven ad de veje menneskeslægten selv har fulgt for at Tinde lovene, og han bringer dem til selv at være med til at opdage og finde dem på ny, da bliver det fundne i en ganske anden grad deres ejendom, end når det blot fremstilles som et færdigt resultat. Denne geniale pædagogiske metode er nedfældet i Historisk Matematik. 1881 (manus.; 4. udg. 1942 ved Dan la Cour) og Historisk Fysik, 1896–1901 (s.m. J. Appel; 3. udg. 1966). Af mere polulære bøger kan nævnes Tidens Naturlære, 1899. la C. var medarbejder ved Hverdagsfysik, 1898 sammen med C. Christiansen og K. Prytz og Menneskeaandens Sejre, 1904 sammen med Helge Holst. la C. var ivrig gymnast og virksom for gymnastikkens udbredelse; han skrev en lille lærebog, Menneskelegemet, især beregnet for delingsførere, der udkom i mange oplag. la C. var en strålende lærer elsket og beundret af eleverne. Han var så klar i sin fremstilling, selv så grebet af sit emne og så glad for at meddele sig at han uvilkårligt rev sine tilhørere med. Ikke blot med sine ord, men med sin ranke og rene personlighed blev han et forbillede for mange unge. Var emnet en forsker der også var en kristen personlighed som han følte sig i overensstemmelse med, som M. Faraday eller Louis Pasteur, kunne hans fremstillingsevne hæve sig til ædel kunst. I sine foredrag uden for skolen talte la C. ofte om stjernehimlen så jævne bønder forstod og sent glemte foredraget, der også ofte rummede et personligt vidnesbyrd om livssyn og tro.

I Askov var der ikke megen tid til opfindelser. Dog opfandt la C. 1883 lystelegrafen ud fra den erkendelse at øjet er et rumsinstrument, og øret et tidsinstrument. Det er irrationelt at skibe korresponderer om natten med korte og lange lysblink i tid. I lystelegrafen kunne man se morsetegnene i prismekikkertens synsfelt glide forbi som lysende streger og prikker. Anvendelsen krævede international anerkendelse, og inden dette kom i orden havde G. Marconi opfundet den trådløse telegraf. Som fysiker og meteorolog var la C. optaget af at udnytte vindkraften i vort energifattige land. Arbejdet begyndte på grundlag af en beskeden årlig bevilling på 4000 kr. med bygningen af en lille vindmølle. Da forsøgsresultaterne syntes lovende blev det muligt 1897 for en bevilling på 27000 kr. at bygge den store forsøgsmølle i Askov efter P. V. Jensen-Klints tegning. Den årlige bevilling til forsøgene blev på 12000 kr. der senere blev nedsat til 7000. Denne særprægede bevilling blev altid livligt debatteret i rigsdagen. – I årene før århundredskiftet grundlagde la C. så den betydningsfulde videnskab som kaldes aerodynamikken. Han sendte en luftstrøm med kendt hastighed gennem en tunnel og undersøgte vindens virkning på forskellige overflader og møllemodeller. Han fandt at vinden ikke virker vinkelret på en plan flade, at virkningen er meget større på en krum eller knækket flade end på en plan, at en møllevinge modtager mere energi end der indeholdes i den luftstrøm der direkte rammer den. Det sidste skyldes en sugning på bagsiden som la C. meddeler, at J. J. Voigt og Johan Irminger allerede tidligere har konstateret. Resultatet af disse forsøg blev offentliggjort i Ingeniøren, 1897 og Forsøgsmøllen I og II, 1900 samt refereret ret udførligt af P. Vinding i Salmonsens Konversations Leksikon, 2 udg., under vindmotorer. – Den el-strøm møllen producerede blev først brugt til elektrolyse af vand. Ilten og brinten blev opbevaret i gasbeholdere. Energien blev brugt på den måde at knaldgasflammen som er meget varm ramte et tungt smelteligt stof zirkonilte der så udsendte et blændende hvidt lys. Ved århundredskiftet blev Askov højskoles foredragssal og gymnastiksal oplyst med brintlys. 1902 gik la C. over til den alm. akkumulator og Thomas Edisons kultrådslampe.

Annonce

For at kunne udtage en konstant arbejdsmængde af den ustadige vindkraft konstruerede la C. Kratostaten som løste opgaven udmærket, og som han stillede store forventninger til – også økonomisk, men det viste sig at et vippeforlag der på en enkel måde kunne regulere remmens spænding ikke var nok til at sikre dynamoen mod overbelastning. Hertil føjedes la Cour-nøglen der afbrød strømmen når møllen gik i stå, men atter sluttede den når møllen igen tog fat. Til el-værker anbefalede la C. den kendte 4-vingede klapsejlsmølle – ikke fordi den udnyttede vinden særlig godt, for det gjorde den ikke -men fordi den var enkel, billig, selvregulerende og driftsikker. Små vind elværker måtte have en petroleumsmotor som reservekraft. 1903 oprettede 22 landskendte mænd med la C. i spidsen Dansk Vind Elektricitets Selskab (DVES) med den opgave at give vejledning ved anlæg af små el-værker, udbrede oplysning gennem kurser og Tidsskrift for Vindelektricitet. Ved la C.s død fire år senere var der allerede oprettet 77 vind elektricitetsværker ud over landet. Ved oprettelsen af elektricitetskommissionen 1907 blev la C. den første formand, og han blev titulær professor 1894.

la C. havde interesser der ikke var begrænset til naturvidenskaberne. 1899 oprettede han Askov valgmenighed og fik bygget kirke og præstebolig. Forud herfor var han ofte taler ved de kirkelige søndagsmøder på Askov højskole. – Denne mærkelige professor ved forsøgsmøllen i Askov der, som man sagde, lavede lys og kraft af regn og blæst, var kendt ud over landet, og hans ord havde vægt selv på områder hvor han ikke var fagmand. Direktøren for den polytekniske læreanstalt G. Hagemann sagde: Det er Poul la Cours store fortjeneste at han har lært den danske bonde at sige "Du" til naturvidenskaben. Mange af hans elever ville føje til: Han lærte os at skaberen ikke bliver mindre fordi skaberværket er forunderligt og stort. Ikke mange har øvet en betydningsfuldere gerning i vort folk end la C.

Familie

Forældre: proprietær Lauritz la C. (1802–75) og Ellen K. Poulsen (1809–75). Gift 1. gang 4.4.1873 i Kbh. (Vartov) med Hulda Christine Nielsen Birkedal Barfod, født 28.6.1850 i Kbh. (Frue), død 5.12.1878 i Askov, adoptivd. (1851) af historiker Frederik B. (1811–96) og Emilie Birkedal (1813–97). Gift 2. gang 2.6.1882 i Kbh. (Vartov) med Christine Marie Marstrand, født 30.7.1851 i Kbh. (Helligg.), død 11.1.1927 på Rønshoved højskole, d. af bager og brygger Troels M. (1815–89) og Caroline E. Carlsen (1812–59). – Far til Dan la C. Bror til J. C. la C.

Udnævnelser

R. 1902.

Ikonografi

Litografi af I. W. Tegner, 1890, efter foto, og af Harald Jensen, 1895. Træsnit af A. Bork, 1900. Afbildet på E. Henningsens mal. Fra Askov højskole, 1902 (Fr.borg), gentagelse (Ribe kunstmus.). Buste af Johs. Kragh, 1908 (Fr.borg; Randers statsskole). Mal. af J. C. Schlichtkrull, 1913 (Askov højskole). Foto. -Mindesten af N. Hansen Jacobsen i Skibelund krat, 1913.

Bibliografi

P. la C. i Julebogen, 1903 111–25. – L. F. la Cour: Slægten la Cour, 2. udg. 1951. Fr. v. Jessen i III. tid. 30.12.1900; sst. 3.5.1908. H. Holst i Fysisk t. VI, 1907–08 185–99. L. Moltesen i Gads da. mag., 1907–08 638–41. Holger Begtrup, Th. Thomsen og Even Marstrand i Hojskolebl., 1908 625–36. J. Appel i Dansk årbog, 1908 80–84. Samme i Højskolebl., 1913 985–92. M. Andersen Nexo i Politiken 29.4.1908. Even Marstrand: P. la C, 1912 (særtryk af Askov lærlinge, 1912 3–88). Samme: Omkr. Askov, 1924 51–70. Samme i Minder fra folkehøjskolen, ved N. Olav Nielsen II, 1945 69–89. J. Th. Arnfred i Dansk tekn. museum. Årbog 1967, 1968 11–40. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
J. Th. Arnfred: Poul la Cour i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293173