Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Olaf Pedersen

Oprindelige forfattere MeHa og MPihl
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Olaf Pedersen, 8.4.1920-3.12.1997, fysiker, videnskabshistoriker. Født i Egtved. 1938 blev P. student fra Kolding højere almenskole (nu Kolding gymnasium) og påbegyndte studiet af fysik ved Kbh.s universitet, afsluttet med cand.mag.-eksamen og magisterkonferens 1943 med relativitetsteori som speciale. Efter sin eksamen blev han 1944 ansat ved Randers statsskole hvor han virkede til han 1956 blev amanuensis i fysik ved Århus universitet, 1958 docent og 1967 professor efter oprettelsen i 1965 af det af ham skabte Institut for de eksakte naturvidenskabers historie. Uanset smukke tilbud fra udlandet forblev han tro mod Århus universitet. Bortset fra studierejser til udlandet, således til Paris 1949-50, søgte han ofte fornyelse i det college, St. Edmonds House i Cambridge, hvoraf han var medlem. Han deltog meget aktivt i det internationale samarbejde inden for videnskabshistorien hvor hans omfattende sprogbeherskelse var ham til stor gavn. Han var således styrelsesmedlem af den internationale union for videnskabshistorie og vicepræsident for den internationale astronomiske unions kommission for astronomiens historie og redaktør af det første bind af denne kommissions planlagte firebinds værk General History of Astronomy. 1978 blev han medlem af Videnskabernes selskab. – Af offentligheden var han måske særlig kendt for sin medvirken i TV-serien Spørg Århus. P.s stærke og omfattende videnskabelige virke faldt inden for de eksakte videnskabers historie, i særdeleshed astronomiens, men omfattede også mere alment kulturelle emner. Blandt hans hovedværker kan nævnes disputatsen fra 1956 Nicole Oresme og hans naturfilosofiske system (skrevet i samarbejde med hans lærer fra gymnasietiden Mogens Pihl, men det var P. der udførte det væsentligste arbejde), Historisk indledning til den klassiske fysik (eng. udgave 1974 under titlen Early Physics and Astronomy), A survey of the Almagest fra 1974, indeholdende en omfattende analyse og vurdering af Ptolemaios' store værk Almagest, hans skildring af det europæiske universitetslivs opståen og første udvikling i Studium generale der udkom på dansk 1979, på engelsk 1998; endvidere skal nævnes hans lille bog fra 1962 Middelalderens verdensbillede og den lille, udmærkede lærebog fra 1975 Matematik og naturbeskrivelse i oldtiden. I hans sidste bog, Naturerkendelse og theologi i historisk belysning, 1996 konfronteres naturvidenskabelig og teologisk tilværelsestolkning fra græsk oldtid til 1800-tallet.

Men som et af P.s videnskabelige hovedværker bør også nævnes hans oprettelse og senere videreførelse af Institut for de eksakte naturvidenskabers historie ved Århus universitet, som indtager en enestående stilling her i landet. Et søgt samlingspunkt for alle historikere inden for naturvidenskaberne, og et sted hvor han og hans medarbejdere udførte et frugtbart arbejde. Endelig bør også nævnes hans mangeårige virke som redaktør af det internationale tidsskrift for medicinens og naturvidenskabernes historie, Centaurus, hvorved dette blev bragt op på et højt internationalt niveau. P. var endvidere en af initiativtagerne til etablering af et videnskabshistorisk museum i Århus. I 1983 åbnede et mindre mueum herom, hvils samlinger senere indgik i Steno Museet, der åbnede i1993.

Familie

F: malermester Hans Henrik P. og Jensine Larsen. Gift 8.7.1945 i Egtved med Anna Simone Madsen, født 7.10.1921 i Egtved, d. af smedemester Peter Carl Sofus M. og Anna Hansen.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1956 226f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Mogens Pihl: Olaf Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295575