Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Bohr

Oprindelig forfatter SRoz

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Bohr, Niels Henrik David Bohr, 7.10.1885-18.11.1962, fysiker. Ved sin mere end 50-årige videnskabelige virksomhed har Bohr stillet sig på række med de allerstørste i fysikkens historie. Hans grundlæggende afhandlinger om atomernes bygning fra 1913 har været banebrydende og åbnet helt nye perspektiver for udviklingen af atomfysikken. Senere, da kernefysikken kom i forgrunden, var det igen Bohr, der opstillede principperne for forståelsen af fænomenerne. En lige så stor bedrift var løsningen af de erkendelsesteoretiske problemer som man var konfronteret med under atomfysikkens udvikling og som syntes at føre til uovervindelige paradokser.

Det var atmosfæren i de forstående forældres hjem der bidrog til udviklingen af Bohrs interesser og evner. Faderen, den kendte fysiolog Christian Bohr, var også stærkt interesseret i fysik og havde selv udført eksperimentelle arbejder på dette område. Desuden var han under sine studier af den menneskelige organisme stødt på erkendelsesteoretiske problemer der lignede dem der senere er kommet frem i atomfysikken, og Bohr fremhæver at han fra diskussionerne i det fædrene hjem har hentet de første impulser til at beskæftige sig med disse emner. Efter studentereksamen 1903 (fra Gammelholm latin- og realskole) begyndte Bohr at studere fysik.

Der fandtes dengang ingen særskilt lærestol i teoretisk fysik, og det var naturligt at Videnskabernes selskab der i 1905 efter forslag fra Bohrs lærer, prof. C. Christiansen, udskrev en prisopgave i fysik valgte som emne en eksperimentel undersøgelse af væskers overfladespænding ved benyttelse af de af J.W. Rayleigh teoretisk behandlede væskestrålebølger. Bohr gennemførte arbejdet i faderens laboratorium. Opgaven stillede store krav til præcision og til fingerfærdighed ved blæsning af de nøjagtigt formede elliptiske glasrør. Besvarelsen blev afleveret 1906 og belønnet med selskabets guldmedalje 1907. Afhandlingen er Bohrs eneste offentliggjorte eksperimentelle arbejde. Den bærer vidnesbyrd om hans interesse for og forståelsen af betydningen af den eksperimentelle forskning. Denne indstilling førte senerehen til at hans institut blev indrettet til både teoretiske og eksperimentelle studier, og mange af de eksperimentelle arbejder der udgik derfra bærer præg af Bohrs ideer og hans indsigt i de tekniske detaljer. I prisopgaven har Bohr også på flere punkter udvidet og suppleret Rayleighs teori.

Annonce

1909 tog Bohr magisterkonferens, og 1911 disputerede han på en afhandling over metallernes elektronteori. Behandlingen af emnet var baseret på den klassiske fysiks principper, i særdeleshed på den klassiske elektronteori. Med en fin beherskelse af den statistiske mekanik kunne Bohr vise at visse af metallernes egenskaber umuligt kunne forklares udfra den klassiske fysiks love. I denne konstatering lå allerede kimen til den kvantemekaniske behandling af fænomenerne i atomernes mikroverden. Her viste sig også et træk karakteristisk for hele Bohrs videnskabelige arbejde: ved hvert problem at stræbe efter at trænge helt ned til de grundlæggende principper.

Efter doktordisputatsen tog Bohr på en studierejse til England. Han opholdt sig først en tid i Cambridge hvor en af den tids store pionerer inden for elektronteorien, J.J. Thomson, virkede. Dernæst rejste han til Manchester hvor Ernest Rutherford var professor. Forbindelsen med Rutherford skulle blive af største betydning for Bohr og blev indledningen til et livslangt venskab. Rutherford stod netop midt i sit afgørende arbejde over atomets struktur. Ved at undersøge alfa-partiklers spredning i forskellige stoffer kunne han vise at atomet bestod af en i forhold til dets udstrækning lille, positivt ladet kerne hvori praktisk taget hele atomets masse var koncentreret, og et antal uden om kernen kredsende, negativt ladende elektroner.

Under sit ophold i England udarbejdede Bohr en teori for ladede partiklers gennemgang gennem materie, et problem som han senere med mellemrum kom tilbage til. Men hovedresultatet af samværet med Rutherford var at Bohr efter sin hjemkomst til Danmark i hurtig rækkefølge udarbejdede tre afhandlinger om atomernes og molekylernes bygning (publiceret juli-nov. 1913 i "Philosophical Magazine"), afhandlinger der danner en milepæl i atomfysikkens historie. Rutherfords atom ligner på en måde vort solsystem, blot i mikroskopisk målestok, men det blev hurtigt klart at det ikke kunne behandles på samme måde som det makroskopiske planetsystem der følger den sædvanlige klassiske fysiks regler. Efter disse regler må et elektrisk ladet legeme der bevæger sig i en bane omkring et punkt udsende stråling. Atomets elektroner ville altså hele tiden tabe energi, deres baner indsnævres mere og mere, og det ville ende med at elektronerne styrtede ind i kernen: et sådant atom kan ikke være stabilt. Man ville også komme i strid med den kendsgerning at atomerne udsender stråling med nogle ganske bestemte, for hvert grundstof karakteristiske bølgelængder (liniespektrum).

Bohr indså at spørgsmålet om atomernes stabilitet måtte sættes i forbindelse med eksistensen af virkningskvantet. Omkring århundredskiftet havde den tyske fysiker Max Planck ved at analysere hvorledes strålingen fra glødende legemer fordeles på forskellige bølgelængder vist at strålingsenergien ikke kan være ubegrænset delelig, men udsendes og optages i endelige portioner, kvanter, bestemt ved en naturkonstant, det såkaldte virkningskvantum. Dette er så lille at det praktisk talt ikke spiller nogen rolle ved beskrivelsen af vor makroskopiske verden der beherskes af den klassiske fysiks love. Men går man ned til atomare dimensioner får man at gøre med virkninger hvis størrelse er sammenlignelig med virkningskvantet som derfor må spille en rolle ved beskrivelsen af atomerne. Bohrs teori gik da ud på at elektronerne kun kan bevæge sig omkring kernen i visse ganske bestemte baner. I kriteriet for hvilke baner der er de tilladte, "stationære", indgår virkningskvantet som et væsentligt led. Desuden postulerede Bohr at elektronen i sin stationære bane ikke udsender stråling – hvilket jo er et radikalt brud med den klassiske elektrodynamik – og derfor bibeholder en konstant energi. Strålingen udsendes og optages udelukkende ved at elektronen skifter fra én bane til en anden. Differencen mellem energierne i de to baner udsendes eller optages i form af stråling hvis bølgelængde afhænger af den frigjorte – eller absorberede – energi i henhold til en formel hvori også virkningskvantet indgår. Som en overbevisende bekræftelse på sin models bærekraft kunne Bohr teoretisk udlede formlen for bølgelængderne i brintspektret (brintatomet har af alle grundstoffer den enkleste struktur med kun én elektron omkring kernen). Den viste sig at være i fuld overensstemmelse med den af J.J. Balmer opstillede formel der sammenfatter det empiriske materiale. Også den af Bohr beregnede værdi af konstanten der indgår i Balmer-formlen svarede nøjagtig til den målte værdi. Den viste sig at være en kombination af tre fundamentale størrelser: elektronens masse og ladning samt virkningskvantet.

Efter at have virket i et år som privatdocent blev Bohr 1914 udnævnt til docent i fysik ved Københavns universitet med den opgave at undervise medicinstuderende. Senere på året tog han orlov, og til trods for rejsevanskeligheder forårsaget af krigen tog han imod Rutherfords indbydelse til i et år at virke som lektor ved universitetet i Manchester. Opholdet kom dog til at vare indtil 1916, og efter hjemkomsten overtog Bohr det specielt til ham oprettede professorat i teoretisk fysik. 1918 påbegyndtes bygningen af et institut på en grund der var erhvervet for et beløb på 80.000 kr. indsamlet blandt en kreds af private. I marts 1921 indviedes Universitetets institut for teoretisk fysik på Blegdamsvej i København, et sted der skulle danne rammen om både teoretisk og eksperimentel forskning. Derudover blev der på instituttet skabt muligheder for at modtage udenlandske medarbejdere og på denne måde give hele arbejdet en bredere basis. Mange af den tids fremtrædende teoretikere har i længere eller kortere tid været gæster på instituttet og deltaget i de årlige sammenkomster hvor man i fri diskussion søgte at finde frem til en vurdering af opnåede resultater og modtog impulser til fremtidigt arbejde.

Bohrs model leverede selve grundlaget for forståelsen af atomernes liniespektre. Men endnu havde man ingen udbygget teori til den mere detaljerede beskrivelse af de atomare fænomener. Her kunne det af Bohr fremsatte korrespondensprincip yde hjælp som vejviser. Som nævnt er der en væsentlig forskel mellem de lovmæssigheder der gælder i den makroskopiske verden og dem der beskriver mikroskopiske, atomare systemer. I det første tilfælde anvendes den klassiske fysik, i det andet spiller virkningskvantet en afgørende rolle. Til trods for denne forskel er der en vis forbindelse, korrespondens, mellem de to områder. Den fremtræder i grænsetilfælde hvor det fx drejer sig om elektroner i atomet der bevæger sig i de yderste baner. Kendskabet til resultater beregnet ad klassisk vej giver et fingerpeg om hvad man skal forvente i atomteorien. Metoden er ikke entydig, men i Bohrs hånd har den, navnlig takket være hans skarpe intuition, vist sig at være yderst frugtbar.

Bohr stillede sig nu det mere vidtrækkende mål også at udlede andre atomegenskaber der afhænger af hvorledes de forskellige elektroners baner er grupperet omkring kernen. Dertil hører i første række de kemiske egenskaber. De slægtskabsforhold der hersker mellem forskellige grundstoffer træder tydeligt frem i det periodiske system. Her opstilles grundstofferne i en rækkefølge således at stoffets nummer inden for skemaet svarer til kernens ladning målt med elektronens ladning som enhed, eller, hvad der går ud på det samme, til antallet elektroner i det neutrale atom. Bohr ønskede nu at forklare hvorledes de nævnte egenskaber afhænger af stoffets nummer i det periodiske system. Hans fortolkning af grundstoffernes periodiske system forelå 1921, og hans arbejde over atomernes struktur blev belønnet med Nobelprisen 1922. Teorien fik en smuk bekræftelse ved opdagelsen af et nyt grundstof der skulle stå på den endnu ubesatte plads med nr. 72 i det periodiske system. På basis af Bohrs skema kunne man forudsige at stoffet måtte have lignende kemiske egenskaber som zirkonium og ikke – som man tidligere havde forventet – som sjældne jordarter. To forskere, hollænderen Dirk Coster og ungareren George Hevesy, der på det tidspunkt arbejdede på instituttet, fandt da også stoffet i zirkoniumholdige mineraler og kaldte det for hafnium efter Københavns latinske navn Hafnia.

I udviklingen af kvantefysikken skete 1925 og de følgende år et gennembrud ved udformningen af en sammenhængende matematisk teori, kvantemekanik, til behandling af atomare fænomener. En konsekvens af den nye teori var de af W. Heisenberg opstillede ubestemthedsrelationer. Disse udsiger at det for visse par af fysiske størrelser, fx atomets sted og dets impuls (eller hastighed) gælder at de ikke begge på én gang kan måles med vilkårlig nøjagtighed, men at produktet af unøjagtighederne ved målingen af de to størrelser aldrig kan gøres mindre end virknings-kvantet. Jo bedre man bestemmer den ene, desto mindre nøjagtig kan man måle den anden. Ubestemthedsrelationerne førte til alvorlige vanskeligheder af erkendelsesteoretisk karakter fordi de var i strid med selve grundlaget for den tilvante kausale beskrivelse af fænomenerne. En afklaring af de tilsyneladende paradoksale forhold kom, da Bohr 1927 fremsatte det såkaldte komplementaritetssynspunkt som vil blive omtalt senere.

I det følgende decennium vendte fysikernes interesse sig mod atomkernerne. På dette område havde man samlet et betydeligt eksperimentelt materiale fra kunstige kerneomdannelser, ikke mindst takket være de i 1930erne udviklede nye hjælpemidler. I store apparater kunne ladede atomare partikler accelereres op til hastigheder der gjorde dem virksomme ved bombardement og omdannelse af atomkerner. En ny kraftig udvidelse af mulighederne for kerneomdannelser åbnede sig ved opdagelsen af neutronen, en partikel med omtrent samme masse som brintkernen, protonen, men i modsætning til denne uden elektrisk ladning. Neutronen er særlig egnet til brug ved kerneforsøg fordi den på grund af manglende ladning ikke frastødes af kerner og lettere kan trænge ind i dem. Bohr indså betydningen af denne udvikling, og instituttets udrustning blev lagt om med henblik på det nye felt. I tilbygningerne til instituttet anbragtes et højspændingsanlæg til 1 million volt samt en cyklotron færdigbygget 1938, den første der kom i funktion i Europa. 1935 fik Bohr i anledning af sin 50-årsdag 0,6 gram radium som gave. Stoffet blev brugt til fremstilling af neutronkilder.

På det teoretiske område blev Bohr igen ophavsmand til et afgørende fremskridt. Siden opdagelsen af neutronen var man klar over at denne ved siden af protonen måtte indgå som byggesten i kernerne (fælles betegnelse: nukleoner). Forsøg med langsomme neutroners virkning på kerner havde imidlertid givet overraskende resultater. I 1936 fremsatte Bohr en idé der gav mulighed for at forstå disse forhold. Ifølge hans teori sker omdannelsen af kernen der rammes af en neutron i to tempi. I første omgang optages neutronen i kernen. På grund af den tætte sammenpakning af nukleonerne i kernen og vekselvirkningen mellem dem vil neutronens energi hurtigt fordeles mellem mange nukleoner. Den tilførte energi kan gå bort i form af stråling, og den indkomne neutron forbliver indfanget i kernen. Men ved de tilfældige fluktuationer i energifordelingen kan det også hænde at en nukleon får så megen energi at den overvinder bindingskræfterne og river sig løs fra kernen. Der tegner sig en interessant analogi med de forhold der hersker i en væskedråbe. Tilfører man dråben energi ved at opvarme den vil molekylernes bevægelse blive livligere. Den ene mulighed er at den tilførte energi går bort i form af varmestråling – dråben afkøles. Ved de tilfældige fluktuationer i energifordelingen mellem molekylerne kan det imidlertid også ske at et af molekylerne ved overfladen får så megen energi at det kan rive sig løs fra dråben – væsken fordamper.

Bohrs dråbemodel af kernen eller teorien om den sammensatte (compound) eller intermediære kerne, så enkel den end var, viste sig at være meget effektiv. Et overbevisende eksempel på teoriens rækkevidde var dens anvendelse på tunge kerners spaltning (fission). Som et led i en række systematiske undersøgelser af stoffernes opførsel under bombardement med neutroner kom turen til uran, det dengang tungeste kendte grundstof med nr. 92 i det periodiske system. Resultatet var gådefuldt fordi der bl.a. dannedes barium med nr. 56. Dette stred mod al tidligere erfaring om kerneprocesser hvor de nydannede kerner kun afviger lidt fra de oprindelige. Opklaringen kom fra dråbemodellen. Tunge kerner kan nemlig når de "opvarmes" også udføre svingninger hvorunder de får en aflang form og derefter spaltes i to omtrent lige store dele. Ved en nærmere analyse af fissionsfænomenet indså Bohr at urans to isotoper med henholdsvis massetal 235 og 238 måtte have forskellige fissionsegenskaber, en omstændighed der skulle få en overordentlig stor praktisk betydning. Ved fissionsprocessen frigøres en umådelig stor energimængde. Ved forsøg udført på instituttet blev denne energi målt og fundet at være i overensstemmelse med den teoretisk beregnede værdi.

I 1939 publicerede Bohr i samarbejde med J.A. Wheeler en detaljeret teori for fissionsprocesserne. De fragmenter urankernen spaltes i under fission er ikke blot mere energirige men også meget tungere end de partikler man tidligere havde til rådighed ved forsøg. De baner som de beskriver ved gennemgang gennem luftarter, og som kan studeres i et tågekammer ser helt anderledes ud end dem man indtil da havde haft kendskab til. Fænomenet tiltrak sig Bohrs opmærksomhed og vakte påny hans gamle interesse for spørgsmålet om atomare partiklers gennemgang gennem stoffer. Han videreudviklede teorien til at omfatte de tunge partiklers opførsel og gav en samlet fremstilling af hele emnet i en grundlæggende afhandling af 1948.

Den anden verdenskrigs udbrud i september 1939 og den tyske besættelse af Danmark i april 1940 stillede Bohr over for mange problemer. Arbejdet på instituttet kunne nok opretholdes, og det var endda lykkedes at bygge en ny accelerator, men mangelen på materialer til den eksperimentelle afdeling og udenlandske tidsskrifter var særdeles følelig. Spekulationer over dagens praktiske vanskeligheder blandede sig med bekymringer angående krigens forløb og udfald. Muligheden for atomkerneenergiens udnyttelse beskæftigede også Bohr. Allerede 1939 var det blevet klart – og dette blev fremhævet af Bohr i et foredrag i Selskabet for naturlærens udbredelse – at det teoretisk var muligt at fremstille en atombombe, men at opgaven ville stille uhyre store krav til ressourcerne. Visse oplysninger tydede på at man i Tyskland arbejdede med sagen, og dette måtte naturligvis vække stor ængstelse. At der også kunne være noget i gære på allieret side fremgik af en indbydelse sendt til Bohr ad hemmelig vej om at komme til England. Bohr afslog af frygt for eventuelle repressalier mod instituttet og dets medarbejdere.

I efteråret 1943, efter bruddet mellem den danske regering og besættelsesmagten var faren for Bohrs sikkerhed vokset. I slutningen af september fik han en advarsel om at han ville blive arresteret og ført til Tyskland, og han måtte derfor flygte til Sverige. Efter et kort ophold i Stockholm blev han med en britisk maskine fløjet til England og kom derfra til USA som medlem af den britiske gruppe videnskabsmænd der deltog i arbejdet på fremstillingen af et kernevåben. Af sikkerhedsmæssige grunde rejste Bohr i USA under navnet Nicholas Baker. På dette tidspunkt var projektet allerede vidt fremskredet.

Samtidig lå mulighederne for et fremtidigt rustningskapløb med kernevåben klart for dagen, og Bohr blev meget optaget af tanker om hvordan en sådan udvikling kunne forhindres. Den eneste vej, mente han, var at der på et tidligt tidspunkt indledtes forhandlinger med Sovjetunionen angående et samarbejde om anvendelse af kerneenergien til fredelige formål. Chancen for at et sådant initiativ – der i sig selv ville bidrage til at skabe tillid – kunne lykkes lå bl.a. i, at det drejede sig om en helt ny sag der åbnede vide perspektiver for menneskehedens velfærd. Desuden var den ikke belastet med en forhistorie og prestigehensyn der ofte skaber uovervindelige vanskeligheder. Et sådant samarbejde måtte nødvendigvis også føre til en mere åben verden med en deraf følgende forbedring af tillidsforholdene mellem landene. Bohr fremstillede sine tanker i henvendelser til præsident Roosevelt der syntes lydhør over for dem. En række fremtrædende amerikanske og britiske personligheder gik ind for Bohrs ideer, men disse mødte på modstand hos Churchill.

I august 1945 vendte Bohr tilbage til Danmark. Da var kernevåben netop blevet anvendt mod Japan, og i en artikel i "Times" advarede Bohr indtrængende mod de farer der truede civilisationen. I årene derefter fortsatte han sine anstrengelser for at fremme de ovenfor skitserede tanker. Men da var den kolde krig mellem Øst og Vest i fuld gang. Som et sidste forsøg fremlagde Bohr i 1950 hele sagen som han indtil da havde behandlet fortroligt for offentligheden i form at et Åbent brev til De forenede Nationer (brevet er aftrykt i bogen "Niels Bohr"). Det indeholder teksten af Bohrs memoranda til Roosevelt og en appel om større åbenhed i verden som vejen til samarbejde og forebyggelse af katastrofale følger af teknikkens udvikling. Det åbne brev fik ikke umiddelbart den ønskede virkning på grund af den politiske krise omkring Koreakrigen som netop faldt sammen med brevets offentliggørelse. Men de tanker som Bohr havde fremsat deri er stadig aktuelle, og udviklingen har kun bekræftet deres gyldighed.

Samtidig lagde Bohr et stort arbejde i planlægningen og gennemførelsen af en omfattende udvidelse af instituttet og dets ressourcer. Nye bygninger opførtes i tilknytning til de gamle, og senerehen indrettedes ved Risø en eksperimentel afdeling med en moderne accelerator til kernefysiske undersøgelser.

Lige fra sin ungdom var Bohr stærkt optaget af erkendelsesteoretiske spørgsmål. I kvantefysikken førtes han, som tidligere omtalt, til dybtgående problemstillinger der fandt afklaring i det komplementaritetssynspunkt som han fremlagde 1927 ved en kongres i Como. Kvantefysikken havde stillet fysikerne over for et dilemma der havde voldt meget hovedbrud. Det var den mærkelige eksperimentelle opdagelse at elektronerne – der var kendt som partikler med bestemt masse og ladning – under visse omstændigheder kan opføre sig som bølger. Allerede fra tidligere arbejder af Planck og Einstein vidste man at også lyset kan opvise en dobbelt karakter. Lysets egenskaber beskrives normalt ved hjælp af et bølgebillede, men det kan også opføre sig som små partikler, lyskvanter. Fra teoretisk side stødte man ligeledes på vanskeligheder ved forsøg på at bringe ubestemthedsrelationerne i samklang med principperne for den tilvante naturbeskrivelse.

Angående en nærmere redegørelse for Bohrs komplementaritetssynspunkt der bragte opklaringen af disse tilsyneladende paradokser må henvises til hans essaysamlinger Atomfysik og naturbeskrivelse, navnlig beretningen i samling II om diskussionerne med Einstein. Bohr går ud fra en omhyggelig og fordomsfri analyse af betingelserne for iagttagelse af atomare objekters opførsel. I al korthed kan situationen beskrives således. På den ene side har vi en iagttagelsesanordning der efter sagens natur må være makroskopisk. Her må såvel forsøgsopstillingen som selve fænomenet, indbefattet måleresultaterne, beskrives ved hjælp af begreber fra den klassiske fysik som vort sprog er tilpasset til. Dette indebærer igen at man principielt ser bort fra vekselvirkningen mellem måleinstrument og objekt. På den anden side har vi et mikroskopisk objekt for hvilket denne vekselvirkning er af betydning. Den kan jo aldrig blive mindre end et virkningskvantum som til trods for sin lidenhed spiller en rolle i atomar skala. Denne vekselvirkning mellem objekt og apparat – som man altså på grund af det sidstes makroskopiske karakter principielt er afskåret fra at kontrollere – bevirker at målingen af to størrelser der er forbundet ved ubestemthedsrelation (fx en elektrons sted og hastighed) vil føre til billeder der er modstridende i den klassiske begrebsramme. Sådanne to aspekter betegnede Bohr som komplementære, i den forstand at de – selv om de er uforenelige i den makroskopiske beskrivelse – begge er uundværlige i sammenfatningen af vor viden om objektet. Det afgørende er imidlertid at der ikke foreligger nogen logisk modstrid fordi – som Bohrs analyse viser – de to komplementære forhold ikke kan optræde ved brugen af samme apparat, men kræver forskellige forsøgsopstillinger. Dette er en følge af ubestemthedsrelationerne, og kvantemekanikkens logisk konsistente system giver netop plads for de komplementære fænomener.

En af komplementaritetens konsekvenser er at man i atomfysikken ikke kan opretholde den tilvante kausale beskrivelsesmåde. Denne indebærer jo at fysikkens love i princippet tillader at forudsige resultater af en måling foretaget under givne forsøgsbetingelser på et enkelt objekt. Atomfysikkens love derimod giver, på grund af den ukontrollerbare vekselvirkning mellem apparat og objekt, kun sandsynligheden for udfaldet af en bestemt måling. Man kan derfor kun forudsige den statistiske fordeling af resultaterne af målinger foretaget på mange ens objekter under samme forsøgsbetingelser.

Blandt dem der ikke ville acceptere den statistiske beskrivelse var Albert Einstein. I 25 år havde han forsøgt, ved hjælp af skarpsindigt konstruerede tænkte eksperimenter, at imødegå de nye synspunkter. Gang på gang viste Bohr imidlertid at Einsteins argumenter ikke kunne stå for en nærmere prøvelse. Den ovenfor citerede beretning om Bohrs samtaler med Einstein danner derfor et vægtigt bidrag til diskussionen om emnet.

Komplementaritetssynspunktet er en af virkningskvantets eksistens nødvendiggjort generalisation af det klassiske kausalbegreb, og det har en enorm rækkevidde. Lige fra begyndelsen har Bohr gjort opmærksom på at komplementære forhold også forekommer på andre områder. Han var, især i de senere år af sit liv, meget optaget af at diskutere sådanne sammenhænge, specielt i biologien.

Internationalt samarbejde i videnskaben betød for Bohr ikke blot et praktisk problem, men var en integrerende del af hans livssyn. Mange steder i verden har han på forskellig måde støttet den videnskabelige forskning. Han var en drivende kraft bag oprettelsen af det europæiske center for kerneforskning, CERN, i Geneve. Han organiserede og husede i 5 år på sit institut CERNs teoretiske afdeling. Og da denne 1957 blev overført til Geneve afløstes den i København af Nordisk institut for teoretisk atomfysik, NORDITA, der skulle få en overordentlig stor betydning for det nordiske samarbejde på dette område. Bohr var også medlem af Board of Governors for Weizmann-instituttet i Rehovoth og virkede på at fremme dets udvikling. Men det var først og fremmest på Instituttet for teoretisk fysik – i 1963 officielt omdøbt til Niels Bohr institutet -at Bohr praktiserede sine tanker om internationalt samarbejde. Mange hundrede videnskabsmænd fra næsten alle lande hvor fysisk forskning drives har gennem årene været lang- eller korttidsgæster på instituttet og derigennem knyttet det net af personlige forbindelser og venskaber der befæstede grundlaget for et frugtbart fælles arbejde. I denne sammenhæng kan også nævnes at Bohr 1933 var blandt initiativtagerne til oprettelse af Komiteen til støtte for landflygtige åndsarbejdere og var siden aktivt medlem af dette. Takket være sine forbindelser i andre lande var han i stand til at skaffe nye stillinger til mange videnskabsmænd der i 1930'erne måtte forlade Tyskland og Italien. Og til en række fysikere blandt flygtningene gav han i lange perioder arbejdsmuligheder på instituttet i København.

Den autoritet som Bohr i tidens løb havde fået i Danmark satte ham i stand til at spille en betydelig rolle i forskellige samfundsnyttige bestræbelser. Det var karakteristisk for ham at når han blev stillet over for en sag han mente var værd at gå ind for nøjedes han aldrig med at støtte den alene med sit navn, men ønskede at yde en aktiv indsats. Her skal nævnes nogle af de vigtigste opgaver Bohr var med til at løse. Nationalfondet til bygning af Nationalmuseet som Bohr var en af initiativtagerne til gennemførte 1925 en indsamling der indbragte 2,6million kr. Dette beløb, sammen med et bidrag fra staten, gjorde det muligt at indrette det nuværende nationalmuseum i Prinsens palæ. – Fra 1939 var Bohr præsident for Det kgl. danske videnskabernes selskab (som han havde været medlem af siden 1917). – I en årrække fungerede han som præsident for Den danske kræftkomité. – Han var med til at stifte Det danske selskab. – I mange år var han formand for det af H.C. Ørsted stiftede Selskab til naturlærens udbredelse. – Oprettelsen af Statens almindelige videnskabsfond 1952 skyldes for en stor del Bohrs initiativ og hans evne til at argumentere over for regeringen og rigsdagen. – Det var også efter Bohrs idé og takket være hans bestræbelser at man 1955 oprettede Atomenergikommissionen (som han blev formand for) og byggede forsøgsanlægget på Risø.

Med sine banebrydende arbejder har Bohr åbnet for nye veje til forståelsen af naturens love. Han har kunnet bringe klarhed ind i nye vigtige områder af fysikken og finde sammenhæng i erfaringer der tilsyneladende lå fjernt fra hinanden. Hans påvisning af komplementære forhold har således fået betydning langt ud over fysikkens egentlige domæne. Resultaterne af hans arbejde er nedfældet i talrige afhandlinger og essays, men adskillige resultater som Bohr var kommet til før andre er blevet liggende som notater og udkast. Dette lå i at han stillede usædvanligt store krav til formen der for ham var en lige så vigtig del af helheden som indholdet, og dette førte mangen gang til at en publikation blev stærkt forsinket eller endda helt opgivet.

Bohrs samlede værker er under udgivelse (Collected Works. Amsterdam 1972-, beregnet til ca. 10 bind), forsynet med omfattende kommentarer og kildemateriale. En række af artikler og erkendelsesteoretiske emner findes i tre essay-samlinger: Atomteori og naturbeskrivelse i Festskr. udg. af Kbh.s univ., 1929 (som bog 1958), Atomfysik og menneskelig erkendelse, 1957 og Atomfysik og menneskelig erkendelse II, 1964.

Bohrs betydning for fysikkens udvikling må imidlertid også bedømmes på baggrund af den kolossale indflydelse som han gennem flere decennier udøvede på sin tids forskning og som rakte til praktisk talt alle dele af verden. Gennem sine afhandlinger, men ikke mindst gennem den personlige kontakt der skabtes under udenlandske fysikeres besøg i København, under diskussionsmøder, og under Bohrs egne rejser, samt gennem sin omfattende korrespondance virkede Bohr igangsættende og inspirerende i et omfang hvis rækkevidde næppe kan overvurderes.

Bohr var æresdoktor ved 30 fakulteter, almindeligt medlem af 30 og æresmedlem af 24 akademier og andre videnskabelige selskaber. Han var æresborger i Narssaq. Foruden Nobelprisen modtog han en række priser og medaljer, bl.a. Atoms for Peace Award, samt den første af Dansk ingeniørforening til hans ære indstiftede Niels Bohr medalje. Han var dekoreret med mange inden- og udenlandske ordener, derunder – som en af de få personer der ikke er statsoverhoveder eller medlemmer af kongelige familier - med elefantordenen. I 1931 fik han tildelt æresboligen på Carlsberg.

Familie

Niels Bohr blev født i København (Garn.) og døde i Valby, København; urne sst. (Ass.).

Forældre: læge, fysiolog Chr. Bohr (1855–1911) og Ellen Adler (1860–1930). Gift 1.8.1912 i Slagelse (b.v.) med Margrethe Nørlund, født 7.3.1890 i Slagelse, død 21.12.1984, d. af apoteker Alfred Christian Nørlund (1850–1925) og Emma Ottine Sophie Holm (1862–1926); søster til N.E. Nørlund og Poul Nørlund. Far til Aage Bohr. Bror til Harald Bohr.

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1931. K2. 1937. K1. 1946. SK. 1955. R. E. 1947.

Ikonografi

Tegn. af Alfred Schmidt (Fr.borg). Mal. af Jul. Paulsen, 1924. Buste af Vitalis Gustafson ca. 1924. Mal. af O. Sievert, 1926 (Fr.borg). Tegn. af Carl Jensen ca. 1929. Relief af M. Meden, 1932 (det danske studenterhus i Paris). Mal. af Jul. Paulsen ca. 1934 (Æresbol., Carlsberg). Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1935. Tegn. af L. Kaganas, 1938 (Fr.borg). Mal. af Johs. Nielsen, 1940. Mal. af W. Scharff ca. 1941. Tegn. af Otto Christensen, 1941, af Andreas Friis, 1942 (Fr.borg). Mal. af W. Scharff, 1955 (Fr.borg). Buste af H. Isenstein, 1955 (Weizmann inst., Israel; Fr.borg). Tegn. af Hans Bendix ca. 1956 og 1963. Medalje af H. Salomon, 1956. Buste af J. Gudmundsen-Holmgreen, 1956-59 (Risø). Buste af Wolfram D. Riggenbach, 1957 (sst.). Mal. af Daniel Hvidt ca. 1957. Statuette af Hans W. Larsen ca. 1957. Mal. af Henrik Sørensen ca. 1959 (Vidensk. selsk.). Frimærke, 1963, af C. Slania efter tegn. af V. Bang. Linoleumssnit af K. J. Almquist. Buste modelleret af Johs. V. Jensen. Livsmaske. Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Nuclear Physics 41, 1963 7–12.

Udg. Niels Bohr Collected Works I –, 1972-. Lit. Niels Bohr Et mindeskrift i Fysisk t. LX, 1962 (med ufuldstændig bibliografi). S. Rozental i Politiken 21.11.1962. Mogens Pihl i Kristeligt dagblad 6.7.1963. L. Rosenfeld: indledning til Niels Bohr: On the constitution of atoms and molecules, 1963 s. XI-LIV. N. B. memorial session, arner, physical soc, i Physics today XVI, N. Y. 1963 21–64. Niels Bohr, hans liv og virke fortalt af en kreds af venner og medarbejdere, 1964. L. Rosenfeld i Dictionary of scientific biography II, 1970 239–54. C. Møller i Politiken 18.11.1972.

Papirer Niels Bohr arkivet på Niels Bohr instituttet. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stefan Rozental: Niels Bohr i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287304