L.V. Lorenz, Ludvig Valentin Lorenz, 18.1.1829-9.6.1891, fysiker. Født i Helsingør, død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). L. blev privat undervist og vidste allerede da han som 14-årig kom i Nykøbing katedralskole at hans livsgerning skulle være studiet af matematik og fysik. Efter studentereksamen 1846 beskæftigede han sig imidlertid med filosofi og religion, 1847 tog han anden eksamen ved universitetet i hebraisk, og han skrev små afhandlinger (utrykte) Om Døden og Om Troen med selvstændige, næsten matematisk prægede betragtninger. Senere udgav han anonymt under mærket L.L. pjecen Vor indre Kamp, 1865 hvor han advarede mod vedtagelsen af den reviderede grundlov.

1852 tog han eksamen i de anvendte naturvidenskaber, og 1854 fik han univ.s guldmedalje for en prisafhandling om den Fresnelske bølgeflades geometriske egenskaber og arbejdede 1857 så intenst med et matematisk problem om de flydende roterende legemers ligevægtsfigurer at han blev syg af overanstrengelse. Et problem af helt anden art havde imidlertid trængt sig på -det økonomiske. Han kunne ikke mere vente understøttelse fra hjemmet og tog derfor kort efter eksamen en huslærerplads hos grev Moltke-Hvitfeldt på ca. et år der hovedsagelig tilbragtes i Dresden. Efter sin hjemkomst fik han en assistentplads ved den fysiske samling og skoleundervisning i fysik og kemi. Da han havde besvaret universitetets prisopgave fik han fribolig på Borchs kollegium og senere i syv år det store Smithske stipendium. For hans fremtidige livsarbejde blev det af største betydning at han med stats- og universitetsunderstøttelse kunne tilbringe omtrent et år (1858-59) i Paris hvor han hørte forelæsninger, både matematiske og fysiske, af berømte mænd. Han lærte her brugen af det værktøj matematikken er for teoretisk-fysiske undersøgelser og førtes til at vurdere det højt, og han fik en så stor interesse for de problemer angående elasticitets- og lysteori som dyrkedes særlig i Frankrig at han selvstændigt tog arbejdet op, og i årene 1859-67 kom der flere afhandlinger fra hans hånd både i udenlandske tidsskrifter, i Videnskabernes selskabs publikationer og i Mathematisk Tidsskrift. Hans standpunkt er et oprør mod de da herskende teorier der skulle forklare lysets forskellige foreteelser. Man gik ud fra at lyset var en bølgebevægelse i en elastisk "æter" og tilføjede detaljerede antagelser om vekselvirkningen mellem denne og legemernes molekyler. L. fandt intet rationelt grundlag for disse antagelser idet det viste sig at de måtte være forskellige for hvert fænomen der skulle forklares. Det blev da hans formål at bygge en lysteori på så få fysiske forudsætninger som muligt og dernæst udvikle den ved matematikkens hjælp thi "Mathematiken trænger ind der, hvor Sanserne ikke rækker". Hans fysiske forudsætninger er at lysbevægelsen foregår i et medium således at de Fresnelske formler for intensiteten af det brudte og det tilbagekastede lys er gyldige. På dette grundlag udviklede han et sæt differentialligninger for lysbevægelsen som han først anvendte til at forklare dobbeltbrydning og polarisationsplanets drejning i legemer af rumlig periodisk struktur, og da han således erkendte at hans grundlag var brugeligt fandt han at der måtte bestå en vis sammenhæng mellem brydningsforholdet og vægtfylden af et gennemsigtigt legeme (Lorenz-Lorentz" lov, idet den hollandske fysiker H. A. Lorentz uafhængigt af L. havde udledt samme lov). Han målte da (1867-69-75) disse størrelser for en række væsker og dampe og fandt i hovedsagen forudsigelsen bekræftet. Hans lysteori forekom ham da velbegrundet. Senere kom der et arbejde af ham som fører til en fuldstændigere løsning af det gamle regnbueproblem end man hidtil havde haft, idet han angiver en løsning af det vanskelige matematiske problem om plane bølgers bøjning omkring en gennemsigtig kugle, herved foregribende senere arbejder af Mile og Debye. På grundlag af denne løsning beregner han ved hjælp af sollysets spredning i atmosfæren antallet af molekyler i rumfangsenheden - den første eksakte bestemmelse af det s.k. Avogadros tal som ellers tillægges lord J. W. S. Rayleigh.

L. har altså løst den opgave på lysteoriens område som han havde stillet sig. Når dette ikke fik den almene betydning man kunne have ventet skyldes det to ting: dels ejendommeligheder ved hans matematiske behandling idet han her som den autodidakt han var gik sine egne veje, dels at interessen for den elektromagnetiske lysteori blev den altoverskyggende. Også på dette felt har L. imidlertid haft de grundlæggende ideer, hvad der fremgår af et arbejde af ham i Vidsk. selsk. overs. 1867: Om Identitet af Lyssvingninger og elektriske Strømme. Det havde slået ham at der var analogi mellem hurtigt vekslende strømmes udbredelse ved induktion fra en leder til en anden og de transversale lyssvingningers forplantning, og da der tillige var en vis overensstemmelse mellem Kirchhoffs ligninger for sådanne elektriske strømme og hans egne for lysbevægelsen prøvede han på ved omformning at gøre overensstemmelsen fuldstændig, og det lykkedes så at han sluttede med at sige: "Resultatet af nærværende Undersøgelse, som er, at Lysets Svingninger er elektriske Strømme, hviler ikke paa og er derfor heller ikke afhængigt af nogen som helst fysisk Hypotese"; denne ytring er ikke helt korrekt da den omtalte omformning indebærer en ny antagelse, nemlig at den elektriske virkning bruger tid til sin udbredelse, en antagelse som han indfører ved hjælp af begrebet "retarderede potentialer" for hvilket han er ophavsmanden, og som senere blev af stor betydning for elektrodynamikkens udformning. Da det var L.s vane kun at arbejde med øjet fæstet på sine egne ideer vidste han ikke at J. C. Maxwell 1864 ad en ganske anden vej var kommet til samme resultat i fortolkningen af lysets natur. 1866 blev L. medlem af Videnskabernes selskab, og fra 1866 blev også hans borgerlige livsstilling bestemt. 1866-87 var han lærer ved Blågårds seminarium og ved den militære højskole (senere officersskolen). I denne sidste virksomhed befandt han sig vel og blev påskønnet; han har skrevet udmærkede lærebøger til brug for den, særlig Læren om Lyset, 1876 og Læren om Varmen, 1877. Den fysiske samling på den militære højskole gav ham "en kærkommen Lejlighed til at beskæftige sig med den praktiske Fysik" hvilket blev af stor betydning for hans senere videnskabelige virksomhed.

1872 offentliggjorde han en afhandling Om Bestemmelse af Varmegrader i absolut M aal der fik betydningsfulde følger. Et af hans resultater var at forholdet mellem et stofs ledningsevne for varme og elektricitet er lig den definerede absolutte temperatur. Da han ville prøve denne relation ved forsøg indså han at de hidtil benyttede metoder til bestemmelse af elektrisk ledningsevne var dårlige, og fandt da på en ny genial metode hvorved han (1873) bestemte kviksølvets ledningsevne i absolut elektromagnetisk mål nøjagtigere end det hidtil var sket. 1882 blev metoden præsenteret og diskuteret på en international kongres i Parts til fastsættelse af de elektriske måleenheder hvor L. repræsenterede Danmark. Det blev her erkendt at hans metode til bestemmelse af modstandsenheden var den simpleste og bedste, og kongressens førende navne gik ind for den; særlig lord W. T. Kelvins tilslutning glædede L. Tilskyndet heraf udførte han med offentlig understøttelse en bestemmelse af modstandsenheden, ohmen. Resultatet blev offentliggjort 1885 i Vidsk. selsk. skr. Ved omhyggelige målinger af denne art og målinger af metallers ledningsevner også for varme, både ved vandets frysepunkt og kogepunkt, fandt han at det ovennævnte forhold mellem et metals ledningsevne for varme og elektricitet er proportionalt med den absolutte temperatur; proportionalitets-konstanten kaldes i dag for Lorenztallet. - L. interesserede sig også for tekniske arbejder, konstruerede en forbedret dynamo og gav forslag til forbedring af telefonkabler, uden at arbejderne dog blev fuldført. I et efterladt manuskript giver han den fuldstændige teori for de elektriske strømme i telefonkabler.

Under dette rige videnskabelige arbejdsliv levede L. i beskedne økonomiske kår, men efter samtidiges vidnesbyrd uden utilfredshed dermed; han var en mand med små fordringer til livets materielle sider. Derimod glædede anerkendelse af hans videnskabelige fortjenester ham meget hvad tydeligt fremgår af breve fra ham til hans hustru fra Pariskongressen 1882. Sådan anerkendelse blev ham da også til del. 1877 blev han æresdoktor ved Uppsalauniversitetet. Breve til ham fra udenlandske videnskabsmænd viser deres respekt for ham, således opfordrer M. G. Mittag-Leffler ham i et par interessante breve i smigrende ord til at være medarbejder ved Acta Mathematica. 1887 fik han fra Carlsbergfondet det ærefulde tilbud om en stilling som fri videnskabsmand så at han kunne opgive sit undervisningsarbejde. Dog kun i fire år nød han godt af dette privilegium. Han døde pludselig af en hjertesvaghed.

L. var en af sin tids betydeligste fysikere, både på det eksperimentelle og teoretiske område; hans videnskabelige evner var store og omfattende. Dog blev han en ener, han dannede ikke skole. Da han aldrig blev knyttet til universitetet var hans adgang til påvirkning af unge studerende ringe; tilmed var han en dårlig lærer i den forstand at hvad han foredrog vel var korrekt, men ikke inciterende og ofte over tilhørernes horisont; hans skriftlige arbejder var tilmed tungt læsestof. Hans ungdoms frygt for ensidighed viste sig på en måde berettiget: hans interesse var udelukkende rettet mod de enkelte sager, ikke på at få andre med i arbejdet for dem. Dog bestod der et godt forhold mellem ham og den yngre fysiker og senere professor i fysik ved Kbh.s universitet C. Christiansen som ved nogle lejligheder har givet udtryk for sin taknemmelighed over for L.

Familie

Forældre: bager i Helsingør, løjtnant ved borgerartilleriet, senere købmand i Maribo Johann Gottfried L. (1796-1849) og Charlotte Christine Scherfin (1797-1885). Gift 12.8.1862 i Gentofte med Agathe Fogtmann, født 21.1.1831 i Kbh. (Trin.), død 26.10.1922 på Frbg., d. af urtekræmmer Laurids F. (1794-1865) og Ane Marie Maaen (1800-71). - Farbror til Godfred L.

Udnævnelser

Tit. professor 1876. Etatsråd 1887. -R. 1869. DM. 1883.

Ikonografi

Tegn. af S. Spies, 1899 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Niels Nielsen: Matematiken i Danm. II, 1910 73-75. Oeuvres scientifiques de L. L., 1898-1904. -III. tid. 21.6.1891. K. Prytz i Tidsskr. for physik og chemi XXX, s.å. 286-88. J. Appel i Danskeren VI, s.å. 363-75. Absalon Larsen i Fysisk t. XIII, 1914-15 129-48. N. J. Berendsen: Af en gammel journalists erindr., 1918 33. J. P. Madsen i Ingeniøren XXIX, 1920 605.

Mogens Pihl: Der Physiker L. V. L., 1939. Samme: Betydningsfulde da. bidrag til den klassiske fysik, 1972 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov 1972 48-56.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig