K.G. Hansen, Kaj Georg Hansen, 2.4.1906-21.5.1998, fysiker. Født i Skårup, Svendborg amt. H. har som lærer, som lærebogsforfatter og som redaktør bidraget til udbredelsen af kendskabet til naturvidenskaben, og han har som medlem af adskillige faglige foreninger og kommissioner sat præg på fysik- og kemiundervisningen i skolen. Han er student fra Odense katedralskole og blev 1929 cand.mag. fra Kbh.s universitet med ekperimentel fysik som hovedfag. Et par år før embedseksamen fik han ansættelse som honorarlønnet assistent ved universitetets biofysiske institut, det senere fysisk laboratorium II, og her lagdes grunden til H.s videnskabelige hovedinteresse, den elektromagnetiske strålings virkning på biologisk materiale, et engagement som bl.a. førte til et mangeårigt arbejde ved Finseninstituttet, et antal faglige artikler og til doktorgraden (1948) på en afhandling om hudens transmission af synligt og ultraviolet lys. Men H.s betydeligste indsats er frugten af en fundamental kærlighed til undervisningen og en uegennyttig interesse for at beskytte og fremme formidlingen af de naturvidenskabelige fag, først og fremmest inden for skolens område. H. blev som nybagt kandidat ansat ved Øregård gymnasium og virkede her i 33 år. Samtidig underviste han ved kurser på N. Zahles skole, ved adgangskurser til læreanstalterne og ved kurser på biofysisk institut. Fra de allerførste år var H.s undervisning grundigt forberedt og sikker, præget af hans ubehag ved den upræcise eller sprogligt ubehjælpsomme fremstilling. H. var vel rustet da han 1958 blev ansat ved Kbh.s univ.s fysiske laboratorium I hvor han efterfulgte J. K. Eriksen som leder af kurset i fysiske undervisningsforsøg. Et meget stort antal gymnasielærere vil fra dette kursus og fra talrige efteruddannelseskurser huske H. som den myndige demonstrator der har sans for og evne til at skelne det væsentlige fra det mindre vigtige. H.s erfaring, støtte optimisme og store arbejdsevne har ført til medlemskab af adskillige faglige foreninger og kommissioner, bl.a. til den mangeårige ledelse af Danmarks fysik- og kemiundervisningskommission der indtil 1980 fungerede som rådgivende organ for undervisningsministeriet. H. var i 15 år formand for Foreningen af fysik- og kemilærere ved gymnasier og seminarier og modtog 1968 Gymnasieskolernes lærerforenings hæderspris og guldmedalje. Som pensionist fortsætter H. på 35. år sit arbejde i Fysisk tidsskrifts redaktion, ligesom han fortsat er en hovedkraft ved det af Selskabet for naturlærens udbredelse oprettede ungdomslaboratorium. Som påskønnelse for sit mangfoldige virke modtog H. 1980 H. C. Ørsted medaljen i sølv.

Familie

Forældre: kommunelærer, senere viceskoleinspektør Anders Christian H. (1883-1965, gift 2. gang 1927 med Magda Johanne Pedersen, 1896-1972) og Karen Elise Marie Hansen (1884-1924). Gift 27.7.1930 i Solbjerg k. med Ellen Olga Emilie Frederiksen, født 10.3.1907 i Kbh., d. af fabrikant Martin Valdemar F. (1870-1941) og Olga Mathilde Steinbeck (1878-1937).

Udnævnelser

R. 1964.

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1948 179. – Fysisk t. LXXVIII, 1980 97-102. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig