Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Als-Nielsen

Oprindelige forfattere MeHa og KMaBi

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Jens Als-Nielsen, Jens Aage Als-Nielsen, 21.1.1937, fysiker. Jens Als-Nielsen, som 1983 blev leder af fysikafdelingen ved Forsøgsanlæg Risø, har med fremragende evner for eksperimentalfysisk arbejde og med et betydeligt talent for fagligt organisatorisk arbejde bidraget væsentligt til udbygningen af den faststoffysiske forskning i landet, og han er internationalt en centralt placeret videnskabsmand inden for fagområdet. Jens Als-Nielsen blev student 1955 fra Struer statsgymnasium og blev efter eksamen 1961 som civilingeniør på EF-linjen, Danmarks tekniske højskole, ansat på fysikafdelingen ved det 1955 oprettede Forsøgsanlæg Risø. Han deltog her i udviklingen af udstyr til undersøgelse af neutroners spredning ved vekselvirkning med atomkerner samt i de dertil knyttede studier af faste stoffers egenskaber. Jens Als-Nielsen bidrog på meget væsentlig måde til at gøre Risøs fysikafdeling til et af de ledende laboratorier inden for dette forskningsområde. 1969 erhvervede han doktorgraden ved Kbh.s universitet på afhandlingen Studies in neutron physics.

Jens Als-Nielsen blev 1970 leder af afdelingens sektion for faststoffysik, og under hans ledelse gennemførtes en række forbedringer af det eksperimentelle udstyr, bl.a. etablering af en kold-neutronkilde, en udvikling som gjorde det muligt for forskningsgruppen at bevare sin internationalt anerkendte stilling. Jens Als-Nielsen tog desuden initiativet til at inddrage røntgenspredningsteknikken i faststofundersøgelserne. Han har på markant måde forbedret danske faststoffysikeres eksperimentelle muligheder ved bygning af et transportabelt udstyr til brug ved disse studier. Den nye forsøgsopstilling, som af Jens Als-Nielsen og danske og udenlandske fysikere især er benyttet ved anvendelse af synchrotronstråling fra acceleratoren DESY i Hamburg, karakteriseres som en af verdens bedste og forventes at blive af stor betydning for studiet af en række fænomener inden for kemi, fysik og biologi. 1983-93 var han afdelingsleder for Risøs fysikafdeling. Derefter var han 1993-95 ansat ved European Synchrotron Radiation Facility, Grenoble. 1995-2007 var han professor i eksperimentel fysik ved Niels Bohr Instituttet. Han har desuden været gæsteprofessor ved en række udenlandske universiteter, bl.a. MIT, USA 1976-77 samt ved University af California 2002.

Jens Als-Nielsens fagkundskab og organisatoriske evner er blevet udnyttet inden for en række videnskabelige sammenslutninger og komiteer, nationale og internationale. Her skal fremhæves hans medlemskab af en international gruppe med den opgave at undersøge mulighederne for at etablere et fælleseuropæisk synchro-tronstrålingsanlæg. Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1981 og af Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1983. Jens Als-Nielsen modtog Hewlett-Packard-prisen 1985 og Veluxfondens hæderspris 2009.

Annonce

Familie

Jens Als-Nielsen er født i Silkeborg.

F.: overlæge, dr.med. Aage Johannes A.-N. (1890-1979) og maler Doris Manniche (1896-1985). Gift 1. gang 28.4.1961 på Frbg. (Mariendal) med pianist Janne Savery, født 28.2.1938 i Gentofte, død 22.4.1986, d. af forstander, pianist Carl Maria S. (1896-1969) og musikpædagog Sigrid Aae (1901-70). Gift 2. gang 1.12.1990 med væver Lone Dietrich, født 5.11.1942, d. af lektor Egon Bork (død 1989) og Grete Juel-Hansen (død 2003)

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1970 215.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Knud Maack Bisgård: Jens Als-Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285878