H.O.G. Ellinger

H.O.G. Ellinger, Heinrich Oscar Günther Ellinger, 30.12.1857-5.4.1947, fysiker, politiker. Født i Kbh. (Fred. ty.), død på Frbg., begravet sst. (Frbg. kgd.). E. tog præliminæreksamen i Helsingør 1874, 1. del af eksamen for bygningsingeniører 1879, blev student, privat dimitteret, 1881, fik universitetets guldmedalje for en opgave inden for elektricitetslæren 1882 og tog magisterkonferens i fysik 1883. Han underviste allerede i sin studietid og var 1883-91 lærer ved søofficersskolen, 1884-86 tillige ved Metropolitanskolen. Hans væsentligste lærergerning lå ved veterinær- og landbohøjskolen hvor han ansattes som hjælpedocent i fysik 1886, blev docent 1887 og var professor 1895-1926. Hans videnskabelige arbejder omfattede optiske undersøgelser og 1892-93 målinger af hvorledes de dengang nyopdagede elektriske bølger brydes i vand og alkohol. Hans forelæsninger udmærkede sig ved stor klarhed der også prægede den serie lærebøger han udgav 1887-96, omfattende magnetisme og elektricitet, fysik, meteorologi, varme, mekanisk fysik, lyset og lysets interferens, polarisation og brydning. Alle udkom i flere oplag ligesom hans lærebøger i fysik for folkeskolen, mellemskolen og realklassen. Hans populærvidenskabelige Naturen og dens Kræfter, 1898 indeholdt en rigdom af anvisninger til forsøg som kunne gøres med de simpleste midler og var af afgørende betydning for mange kommende teknikere og naturvidenskabsmænd ved at give dem interesse for og et første kendskab til fysikken som blev bestemmende for deres livsstilling.

E. var politisk interesseret fra ungdommen, tilhørte højre, var ledende senior i Studenterforeningen i det bevægede kampår 1884-85, deltog i selvbeskatningen til Kbh.s befæstning og i højres organisation i Kbh. og dets agitation landet over. Han valgtes til folketinget 1898 i Frbg. 1. kreds, tabte kredsen til Johan Ottosen 1901, genvandt den 1903 og beholdt den til han trak sig tilbage 1918. Han var formand for højres folketingsgruppe 1909 og 1915-16 og for højres forretningsudvalg 1908-15. Hans politiske holdning havde sin rod i højres kamp mod venstre i provisorieårene. Han var og blev højremand, ikke mindst i forsvarssagen. Hans saglige styrke, skarpe ræsonnement, smittende humør og slagfærdighed i debatter gjorde ham vellidt også blandt modstandere. Han var tillige en god forhandler med den respekt for realiteter der sætter resultater højere end teorier. Han indså tidligt at misforholdet mellem højres betydelige stemmetal og ringe repræsentation i folketinget kunne udlignes ved forholdstalsvalg, men så længe højre havde flertal i landstinget kunne han ikke komme igennem med sine tanker. Da højre mistede flertallet i landstinget og grundlovsforhandlingerne kom i gang indledte E. sammen med Albert Abrahamsen og Poul Rasmusen fortrolige forhandlinger med ministeriet Zahle der februar-marts 1915 førte til det endelige forlig om grundloven af 5. juni 1915 og om forholdstalsvalg. Da striden om salget af De vestindiske øer til USA var ved at føre til valg som E. ønskede at undgå under krigsforholdene, gav han med et brev til Zahle anledning til nye forhandlinger som på grund af uenighed i den konservative gruppe om både sagen og E.s initiativ førtes af grev Mogens Frijs og konsul Frederik Hey og førte til optagelse af en konservativ, en venstremand og en socialdemokrat i ministeriet og folkeafstemning om salget af øerne. Som bymand og repræsentant for en konservativt indstillet mellemstand interesserede E. sig i det politiske arbejde især for embedsmændenes stilling og for tekniske, sociale og kulturelle spørgsmål. Det skyldtes væsentligst ham at forhandlingerne om Christiansborg slots genopførelse 1906 bragtes ud over det døde punkt.

1916-28 var E. direktør for veterinær- og landbohøjskolen og satte med målbevidst, undertiden noget kraftfuld energi skel i dens historie. Efter langvarige og ikke altid lette interne forhandlinger fik han 1918 enstemmig tilslutning i rigsdagen til betydeligt nybyggeri ved højskolen og 1919 til en udvidelse af lærerkorpset. Han fik indstiftet en større officiel årsfest 8.3., årsdagen for loven om højskolens oprettelse 1856, og stræbte i det hele efter at veterinær- og landbohøjskolen skulle have rang med højere læreanstalter, men hans forslag 1919 om indførelse af særlige doktorgrader, dr. med. vetr. og dr. agro blev først virkeliggjort 1934. Den kritik 4. hovedrevisorat fremsatte af byggearbejderne tilbageviste E. 1928 i landstinget. E. gik ud af folketinget 1918, men vendte tilbage til det politiske arbejde som landstingsmand for 1. landstingskreds 1921-32. I denne periode faldt også hans medlemskab af hovedbestyrelsen for den konservative vælgerforening for Kbh. og Frbg. Hans vidtspændende interesser førte ham ind i meget organisationsarbejde. Han var medstifter af hjælpeforeningen for polytekniske eksaminander 1879, var formand for Foreningen af 1860 1897-1925, formand for Frbg. skolekommission 1919-37, formand for Det kgl. danske haveselskab 1922-39 og præsident for De samvirkende danske haveselskaber 1922-25 og 1931-34. I studenterforeningen havde han arrangeret og spillet komedie i sine yngre år. 1902-34 var han formand for Cæciliaforeningen og fra 1930 til sin død formand for kvartetselskabet Breuning-Bache.