H.A. Kramers

H.A. Kramers, Hendrik Anthony Kramers, 17.12.1894-24.4.1952, fysiker. Født i Rotterdam, død i Oegstgeest. 1916, under den første verdenskrig, ankom K. uventet til Kbh. for at studere fysik under Niels Bohrs vejledning. Han havde kort tid forinden aflagt sin kandidateksamen i Leiden under P. Ehrenfests vejledning og søgte nu i klar forståelse af de fremtidige muligheder inden for fysikken at komme i kontakt med den udvikling der var åbnet ved Niels Bohrs grundlæggende arbejder siden 1913. Og han blev således den første af Bohrs mange elever. K. blev her i landet til han 1926 blev kaldet som professor til Utrecht, hvorfra han 1934 vendte tilbage til Leiden som Ehrenfests efterfølger. I løbet af tiåret i Kbh. udviklede den unge kandidat sig til en af de førende teoretiske atomfysikere i verden. 1920, da universitetets institut for teoretisk fysik (nu Niels Bohr institutet) blev oprettet, udnævntes han til assistent og 1924 til lektor og blev derved grundlæggende i undervisningen i den videregående fysik på instituttet. Hans hustru var dansk og han levede sig stærkt ind i danske forhold, til hvilke han stedse bevarede en inderlig tilknytning. Med Niels Bohr og hans familie var han forbundet i et stærkt venskab. – K.s videnskabelige arbejder spændte meget vidt og var præget både af en dyb fysisk forståelse og en fremragende beherskelse af fysikkens matematiske apparat. I Kbh. var det i særdeleshed hans virke inden for atomfysikken som blev af afgørende betydning: hans videre udformning af det af Niels Bohr opstillede korrespondensprincip og brugen heraf til bestemmelse af spektralliniers intensiteter, et arbejde trykt i Videnskabernes selskabs skrifter som førte til doktorgraden i Leiden 1919; hans beregninger af intensiteter af spektrallinierne ved Stark-effekten; hans påvisning af at den provisoriske, halv-klassiske kvantemekanik ikke kunne føre til en forståelse af heliumatomet; hans delagtighed i det berømte arbejde af Bohr, Slater og K. om lysets vekselvirkning med stofferne som ganske vist ikke viste sig at være holdbart, men som blev af stor betydning for den efterfølgende udvikling imod en rationel kvantemekanik; og endelig hans bidrag til forståelsen af lysets brydning (dispersion), først alene og dernæst i samarbejde med W. Heisenberg, og som blev afgørende for Heisenbergs opstilling af den nye kvantemekanik.

Efter sin hjemkomst til Holland fortsatte K. sin omfattende forskning ikke alene inden for atomfysikken, men også inden for mange andre områder som fx magnetismen, den kinetiske teori for luftarter, den statiske mekanik og teorien for stærke elektrolyter. I Danmark havde han allerede i samarbejde med Helge Holst udgivet en populær fremstilling af Niels Bohrs atomteori, senere oversat til flere sprog, og 1933–38 udgav han et tobinds værk om den moderne kvanteteori som 1956 udkom på engelsk, og for hvilket han høstede stor anerkendelse. K. blev 1946 udnævnt til formand for The Scientific and Technological Committee of the United Nations Atomic Energy Commission. 1946–50 var han præsident for IUPAP (The International Union of Pure and Applied Physics). Hans videnskabelige afhandlinger blev samlet i Collecled Scientific Papers, Amsterdam 1956.