Ebbe Rasmussen

Ebbe Rasmussen, Ebbe Kjeld Rasmussen, 12.4.1901-9.10.1959, fysiker. Født i Odense (Vor Frue), død i Kbh. (Johs.), begravet sst. (Vestre). R. blev student (Nykøbing F.) 1919, cand.mag. (fysik, kemi, matematik, astronomi) 1926, fik univ.s guldmedalje 1928, blev dr.phil. 1932, videnskabelig assistent ved fysisk laboratorium, Polyteknisk læreanstalt 1926–28, ved univ.s institut for teoretisk fysik 1928–42, tillige fysiker ved Radiumstationen (Kbh.) 1924–34, og lærer i fysik ved N. Zahles seminarium 1927–33; 1942–56 professor i fysik ved Den kgl. veterinær- og landbohøjskole, og fra 1956–59 professor i fysik ved Kbh.s univ. – Allerede i studieårene blev R.s pædagogiske evner erkendt; han assisterede 1921–25 ved forskellige øvelseskurser i fysik på universitetet og landbohøjskolen. Efter embedseksamen arbejdede R. med fysiske problemer der havde tilknytning til hans arbejde på Radiumstationen, og besvarelsen af en prisopgave angik udvikling af en metode til måling af svage ioniseringsstrømme med henblik på måling af γ-stråling fra emanationspræparater; sådanne fremstillede han på Radiumstationen til stråleterapi. 1928 blev han ansat som videnskabelig assistent ved univ.s institut for teoretisk fysik. Her var atomfysik det centrale studieemne, og da et væsentligt middel til forståelse af atomernes bygning var undersøgelser af deres (optiske) spektre fattede R. straks interesse for at tage fat på dette nye forskningsområde. Han fik på kort tid indrettet en afdeling for spektroskopi på instituttet. 1929 udsendte han sit første spektroskopiske arbejde der var en kortlægning af den infrarøde del af Hgll-spektret. Fra sit arbejde på Radiumstationen nærede han stærk interesse for en undersøgelse af spektret fra Raemanation (radon), en yderst vanskelig opgave da han kun kunne få ret begrænsede mængder af denne gas til rådighed. I disputatsen Serier i de ædle Luftarters Spektre beskriver R. hvorledes det lykkedes ham at få meget stærke lyskilder ved at udforme sine spektralrør med hulkatode, som anvendt af Fr. Paschen, og ved at forurene den undersøgte ædelgas med lidt af en anden passende valgt ædelgas. Herved opnåede han at få et stærkt forøget liniemateriale i buespektrene fra neon, argon, krypton og xenon. R. opdagede derved nye spektraltermer, opnåede sikrere værdier for de indre kvantetal (j) for allerede kendte termer og påviste herved større ligheder mellem spektrene af ædelgasserne end man hidtil havde erkendt. Ved undersøgelserne af spektret fra Raemanation benyttede han udladningsrør med emanation iblandet en anden ædelgas som He, Ne eller Ar. R. opnåede herved et spektrum som tillod en meget nøjagtig analyse af radonatomets energiniveauer. Radons spektrum lignede ganske spektrene fra de øvrige ædelgasser; termserierne viste sig at være homologe. I de nærmest følgende år undersøgte R. spektrene fra radium og barium.

Efter et års studieophold (1933) hos spektroskopikeren Fr. Paschen ved Physikalisch-Technische Reichsanstalt i Berlin gav R. sig i kast med at undersøge spektralliniers hyperfinstruktur der beror på egenskaber ved atomkernerne. Ud fra hyperfinstrukturen kunne han drage slutninger om kernernes mekaniske, magnetiske og elektriske momenter. Studiet af atomkerner var på den tid blevet yderst aktuelt. Undersøgelserne nødvendiggjorde en langt bedre spektralopløsning end man kunne opnå med selv de bedste sædvanlige spektrografer. Men med interferensspektroskoper, hvori lyset fra en i forvejen isoleret spektrallinie sendes gennem en Fabry-Perot etaion, lykkedes det R. at få den fornødne opløsningsevne. På grundlag af sine resultater beregnede han sammen med berlineren Hans Kbpfermann, som var gæst på Niels Bohr institutet, det mekaniske moment af cobolt-, vanadium- og scandiumkernerne, samt foretage en nøje analyse af nogle vanadiummultipletter. Sammen med J. M. Lyshede bestemte han tilsvarende det mekaniske moment af zinkisotopen Zn⁶⁷, og i 1940 publicerede han tre artikler om en større undersøgelse af sølvspektret. – Selv efter 1942, da R. blev professor ved Den kgl. veterinær- og landbohøjskole hvor pladsforholdene var ringere og undervisningsbyrden større end på Niels Bohr institutet, lykkedes det for R. at kunne fortsætte sin eksperimentelle forskning.

R. fik hurtigt indrettet et spektroskopilaboratorium på højskolen idet han med velvilje fra Niels Bohr institutet kunne overtage flere af dets spektroskopiske instrumenter; endvidere fik han ved støtte fra industrien anskaffet de nødvendige højspændingskilder. Han undersøgte i samarbejde med V. Middelboe flere ædelgasisotopers spektre, og sammen med J. Koch, Aa. Bohr og V. Middelboe publicerede han resultaterne af hyperfinstrukturmålingerne samt beregninger af de undersøgte isotopers mekaniske kernemomenter (kernespin).

I en lang periode (1939–53) var R. sekretær i Selskabet for naturlærens udbredelse, fra 1956 medlem af dets direktion. 1947–57 var han en højt skattet efor for veterinær- og landbohøjskolekollegiet; R. blev medlem af Vidensk.s selskab 1951, og i foråret 1959 blev han, få måneder før han døde, dets sekretær. 1956 blev han medlem af atomenergikommissionen og dennes forretningsudvalg, og s.å. medlem af Akad. for de tekn. vidensk. Som professor ved Kbh.s univ. 1956–59 blev næsten hele hans tid optaget af forskelligt arbejde med planlægningen af H. C. Ørsted institutet; opførelsen blev påbegyndt 1958. R. var en dygtig lærer; hans forelæsninger på universitetet i spektroskopi og hans forelæsninger på landbohøjskolen i fysik var forbilledlige ved deres klarhed og velafbalancerede indhold. Resultaterne af sine videnskabelige arbejder publicerede han i en længere række afhandlinger (1929–55). Foruden et betydeligt antal populærvidenskabelige tidsskrift- og leksikonartikler skrev han s.m. C. Møller den fortræffelige bog Atomer og andre Smaating, 1938. Endvidere skrev han flere lærebøger i fysik til brug ved undervisningen på landbohøjskolen. R. var bidragyder til Bogen om Kaj Munk, 1946. R. og Kaj Munk lærte hinanden at kende i gymnasiet, og i studieårene sluttede de et nært og livsvarigt venskab.