Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marie Hammer

Oprindelige forfattere MeHa og SLT

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Marie Hammer, Marie Signe Hammer, 20.3.1907-25.5.2002, entomolog. Marie Hammer blev student fra Rungsted 1926 og tog magisterkonferens i zoologi 1932. Allerede året før havde hun berejst Island, bl.a. med henblik på jordbundens mikrofauna; 1935 skrev hun s.m. søsteren Aase Jørgensen (senere Koie) den livfulde rejseskildring Island rundt. Efter konferensen arbejdede Marie Hammer 1934-37 på Statens plantepatologiske forsøg i Lyngby og udgav nogle artikler om kløversnudebillen (1934-36) og kløversækmøllet (1937), delvis s.m. P. Bovien, samt artiklen om bladlus, Aphidae (i Zoology of the Faroes, 1932). 1936-48 arbejdede hun for Statens vildtbiologiske undersøgelser og publicerede med R. Spärck o.a. nogle undersøgelser over vildtets maveindhold samt alene Investigations on thefeeding habits of the house-sparrow and the tree-sparrow, 1948.

1933 deltog Marie Hammer i Knud Rasmussens 7. Thule-ekspedition til Østgrønland for at studere jordbundens mikrofauna af især springhaler (collembola) og mosmider (oribatei). Disse undersøgelser blev grundlaget for flere afhandlinger om begge dyregrupper i Meddelelser om Grønland, deriblandt Collemboles, 1938, og Oribalids, 1946 i The zoology of East Greenland, samt disputatsen 1944, Studies on the oribalids and collemboles of Greenland hvori de økologiske betingelser for mikrofaunaens levevis belyses og A. Wegeners kontinentalforskydningsteori antydes som zoogeografisk forklaring. Endnu et par afhandlinger om begge dyregrupper fra Canada fulgte, men det blev oribatiderne der blev Marie Hammers skæbne. I sit fortsatte arbejde med disse miders udbredelse blev hun en af vore mest berejste entomologer. Hun berejste Canada, Alaska og Rocky Mountains 1948-49, Mexico, Argentina, Chile og Bolivia 1954-55, Panama, Ecuador, Peru, Chile og Argentina 1957-58, Hawaii, Fiji, New Zealand og New Guinea 1962-63, Vestpakistan, Indonesien, Tonga, Vestsamoa og Tahiti 1969-70 samt Java og Bali 1973-74. Overalt på disse og andre rejser samlede hun oribatider og beskrev bl.a. i Videnskabernes selskabs biologiske skrifter 150 for videnskaben nye slægter og op imod 1000 nye arter. Under bearbejdelsen af dette enorme materiale blev Marie Hammer mere og mere overbevist om rigtigheden af teorien om dyrenes spredning ved kontinenternes bevægelser. Klart udtales det første gang i en afhandling om Mucronothrus nasalis. Lund 1965, der antages at have eksisteret i 200-300 millioner år, senere i afhandlingerne om New Zealand (1968), Samoa (1973) og Vestpakistan (1977), og sin endelige udformning fik det i den vigtige afhandling s.m. John A. Wallwork A review of the world distribution of oribatid mites in relation to Continental drift, 1979 der overbevisende sætter de 696 sikkert kendte slægters udbredelse i forbindelse med hvad man ved om fastlandenes bevægelser de sidste 200 millioner år. Hun beskrev bl.a. sine mange rejser i erindringsbogen Forsker i fem verdensdele, 1981.

Marie Hammer modtog Tagea Brandts legat 1956.

Annonce

Hendes mand, Ole Hammer, blev magister i zoologi 1936, var 1933-37 assistent hos Math. Thomsen på landbohøjskolen ved undersøgelser over stuefluens biologi og disputerede 1941 på Biological and ecological investigations on flies associated with pasturing cattle and their excrement om fluelarvernes succession i en kokasse. 1944-76 var Ole Hammer forstander for Statens biavlsforsøg hvor han navnlig gjorde en stor indsats til bekæmpelse af bipesten såvel som af landbrugets for bierne skadelige, overdrevne brug af giftmidler.

Familie

Marie Hammer blev født i København (Skt. Jakob); begravet på Asminderød kirkegård, Fredensborg.

Forældre: beregner, senere direktør for Pensionsforsikringsanstalten, dr.phil. Niels Rasmussen Jørgensen (1879-1967) og Alma Kirstine Thunbo (1878-1960). Gift 9.10.1936 i Kbh. (b.v.) med zoolog, dr.phil., leder af Statens biavlsforsøg Ole Gregers H., født 20.6.1911 på Frbg., død 15.1.1996, s. af ingeniør Peder Pedersen H. (1872-1936) og fotograf Elise Margrethe Henning Jensen (1878-1960).

Ikonografi

Foto (Zool. mus. og Kgl. bibl.).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1945 148f; sst. 1942 68f (Ole H.). – Kai L. Henriksen: Oversigt over da. entomologis hist., 1921-37 485. – S. L. Tuxen: Dansk entomologisk bibliografi 1936-77. Manus, på Zool. mus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, S. L. Tuxen: Marie Hammer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290534