Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Steffen Holmblad

Oprindelig forfatter EKJo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Steffen Holmblad, 30.12.1908-6.2.1979, civilingeniør. Født i Horsens (Klostersg.), død i Odense, begravet sst. (Thomas Kingos kgd.). H. blev student fra Horsens 1927 og afsluttede fem år senere sit ingeniørstudium på Polyteknisk læreanstalt. Straks efter sin eksamen blev han ansat som driftsleder i H. Rasmussen & Co.s Maskinfabrik og Jernstøberi, Odense. Dette firma der var et af provinsens førende jernindustrielle foretagender (centralvarmekedler, radiatorer, maskinstøbegods) kom til at danne rammen om hele hans erhvervsmæssige virksomhed, idet hans virke her kun blev afbrudt af et års arbejde i Kenya som ingentør i firmaet Lime Limited, Nairobi, samt et ophold i USA hvor han 1935–36 ved Massachusetts Institute of Technology drev videregående studier inden for administration og støberiteknik. Kort efter sin hjemkomst herfra forfremmedes han 1937 fra sin stilling som støberileder til administrerende direktør for virksomheden, og i de følgende år gennemførte han en rationalisering og modernisering af firmaet, hvilket i væsentlig grad styrkede dets position på såvel det indenlandske som det udenlandske marked. Strukturrationaliseringen indebar bl. a. nedlæggelse af filialer i København (1939) og Århus (1937) samt opførelse af en ny støberifabrik i Hjallese 1947–48. Såvel i 1950erne som 1960erne udvidedes virksomheden betydeligt, og H. overtog 1955 (-64) direktørposten i det oprettede datterselskab, Tasso Støbegods, Århus, ligesom han ved firmaets overtagelse af aktiemajoriteten i De forenede Jernstøberier 1969 også blev administrerende direktør for dette selskab. I en halv snes år (fra 1965), inden han 1976 trak sig tilbage, havde han desuden sæde i virksomhedens bestyrelse. Som følge af sin meget indgående indsigt i støberibranchen og jernindustrien i det hele taget valgtes H. til en lang række betydende poster og tillidshverv. Han var formand for Foreningen af danske jernstøberier 1953–63 og varetog i flere perioder præsidentposten i internationale støberiorganisationer. I flere af jernindustriens større virksomheder sad han som bestyrelsesformand eller -medlem, således bl. a. i Thrige-Titan (formand 1965–74), Haustrups Fabrikker (1963–69) og Ths. B. Thriges fond (1964–79, formand 1972–79). Han engagerede sig stærkt i det lokale erhvervsmæssige og politiske arbejde. 1946–50 og 1954–59 var han medlem af Odense byråd hvor han ledede venstres gruppe, og derudover i en længere årrække i bestyrelsen for Odense havn, Odense handelsstandsforening og Tietgenskolen. Fra 1952 var han medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber.

Familie

Forældre: driftsbestyrer, cand. polyt. Carl Frederik Sophus H. (1864–1939, gift 1. gang med Hella Tørsleff, død 1901) og Calla Tørsleff (1876–1965). Gift 19.12.1936 i Charlottenlund (Messiask.) med Anne-Lise Mollerup, født 3.2.1915 i Hellerup, d. af professor, dr. phil. Peter Johannes M. (1872–1937) og Anna Essemann (1875–1953).- Bror til N. E. H.

Udnævnelser

R. 1956.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Torkil Baumgarten: Familien Tørsleff, 1913. Tidsskr. for industri, 1956 156f. Politiken 30.12.1958. Fyens stiftstid. 29.12.1978. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Korr Johansen: Steffen Holmblad i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291455