Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.E. Malmstrøm

Oprindelig forfatter PHBen

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P.E. Malmstrøm, Povl Egon Malmstrøm, 10.8.1917-26.7.1985, civilingeniør. M. blev student fra Vestre Borgerdydskole 1935, cand.polyt. som bygningsingeniør 1941, var i de følgende år ansat ved forskellige rådgivende ingeniørvirksomheder og beskæftigede sig også med forskningsopgaver, bl.a. en undersøgelse om "svingninger i jord", udført for Akademiet for de tekniske videnskaber 1956. Han stiftede 1950 eget rådgivende firma der hurtigt blev et af de forende inden for det rationaliserede byggeri, montagebyggeriet. Sammen med arkitekt Eske Kristensen skabte han vore første egentlige elementhuse, bl.a. Høje Tåstrup og Høje Gladsaxe. M., der var en idérig og nyskabende ingeniør, projekterede et skolehjem til 200 børn i Grækenland til hvilket elementerne blev fremstillet i Danmark, og 1957 ansatte FN ham som ekspert ved oprettelse af et boligcenter på Island. M. har gjort en meget betydelig indsats for Dansk ingeniørforening. Allerede 1943 kom han ind i foreningens repræsentantskab som en af de dengang unge oprørere. 1948-54 var han formand for bygningsingeniørgruppen, 1948 kom han ind i hovedbestyrelsen, og 1962-66 var han foreningens indtil da yngste formand. I hans formandstid blev der vedtaget nye forenklede love, ligesom foreningens administration blev rationaliseret. Han har endvidere været formand for redaktionsudvalget for Ingeniøren 1951-53, for bestyrelsen for A/S Teknisk forlag 1966-71 og for Foreningen af rådgivende ingeniører 1967-70. M. var medlem af planlægnings- og byggeudvalget for Danmarks tekniske højskole og Danmarks ingeniørakademi samt af ministeriet for offentlige arbejders udvalg vedrørende byggeri i Kastrup 1957-72 og formand for den af samme ministerium nedsatte dommerkomité vedrørende den internationale idékonkurrence om en fast trafikforbindelse over Storebælt. Desuden var han medlem af planlægningsrådet for de højere uddannelser 1965-68 samt formand for undervisningsministeriets udvalg vedrørende harmonisering af ingeniøruddannelserne 1966-68, og medlem af eksamenskommissionen (byggeteknik) for den under handelsministeriet hørende tekniske undervisning 1958-65. Han var 1965-71 medlem af Danmarks teknisk-videnskabelige forskningsråd samt af en lang række råd og udvalg vedrørende byggeriet. M. blev medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber 1961 og fik tildelt byggeriets produktivitetspris for 1963 og Stockholms Byggnadsförenings hederspris 1964. Æresmedlem af Dansk ingeniørforening 1972.

Familie

P.E. Malmstrøm blev født i København (Islands Brygges sogn) og døde på Frederiksberg; begravet på Bispebjerg kirkegårds ny fællesgrav.

Forældre: tømrer Svend Aage Emil M. (1890-1969) og Johanne Christensen (1891-1964). Gift 28.3.1942 i Fredericia (Trin.) med Bodil Margrethe Peuckert Rasmussen, født 16.11.1917 i Kbh., død 6.7.1995, d. af direktør Jens Richardt Emil R. (1878-1942) og oversygeplejerske Anna Magdalene Peuckert (1877-1946).

Annonce

Udnævnelser

R. 1961. R.1 1966.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Ingeniørens ugebl. 7.4.1962. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. H. Bendtsen: P.E. Malmstrøm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294069