Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nils Foss

Oprindelige forfattere MeHa og FHLau
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Nils Foss, Nils Utke Foss, 11.5..1928, civilingeniør, direktør. Født på Frbg. F. blev student fra Gentofte statsskole 1946 og cand.polyt. 1952. Han var salgsingeniør i firmaet Torben Søderberg 1953-54 og rejste derefter til USA hvor han 1954-55 var kvalitetskontrolingeniør i Tracerlab Inc., Boston, 1955-56 udviklingsingeniør hos Donner Scientific Company, Californien, samt 1956-60 European marketing manager for samme firma. 1956 var han medstifter af og til 1968 administrerende direktør for A/S N.Foss Electric, Hillerød, derefter formand for bestyrelsen. 1969 blev han administrerende direktør for F. L. Smidth & Co., en post han forlod 1976. Sidstnævnte år blev han medindehaver af firmaet N.Foss & Co. F. var administrerende direktør for A/S Foss Electric 1981-91.

F. er typen på den moderne, teknisk velfunderede og bestandigt initiativtagende industrileder der tager de skiftende opgaver som udfordringer. På F. L. Smidth moderniserede han organisationen og arbejdsformen – ikke uden kampe og vanskeligheder; men da han forlod firmaet efter kun syv af de maksimalt ti år han havde tilmålt sig selv havde han skabt et delvis nyt, åbent verdensfirma. Sin indsats har han, med meget andet fra sin tilværelse, skildret i den spændende erindringsbog Hvor der handles. Kapitler af mit erhvervsliv, 1977.

P. var medlem af industrirådet 1971-91 og af dettes forretningsudvalg 1974-84; han er formand for Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling fra 1971 og sidder desuden i bestyrelsen for forskellige virksomheder og selskaber, bl.a. A/S Sadolin og Holmblad (formand 1970-89), A/S Kemisk Værk Køge, A/S Dannebrog Holding (formand 1993-97) og BP Olie-Kompagniet A/S. "De korte perioders mand" har man kaldt ham. En undtagelse var dog en hovedbestyrelsespost i det konservative folkeparti hvor han, som hos F. L. Smidth, blev i syv år. En eventuel politisk karriere opgav han angiveligt fordi de interne stridigheder i partiet i begyndelsen af 1970erne gik ham på. En vis rolle spillede det nok også at han havde vanskeligt ved at betragte en sag fra et rent partipolitisk synspunkt – var for tilbøjelig til at se "fornuft" andre steder og hos andre partier. I et interview fra 1975 i forbindelse med hans bebudede afgang fra F. L. Smidth placerede han sig på hvad han kaldte den socialkapitalistiske front – et frit erhvervsliv der tager tilbørligt hensyn til samfundet. Ved det sidste forstod han også medbestemmelsesret og spredning af ejendomsretten – opfattelser som han vist endnu står ret ene med mellem danske erhvervsledere. F. var en varm tilhænger af Danmarks indtræden i EF og var blandt dem der overvejede at placere sin virksomhed syd for grænsen hvis folkeafstemningen i 1972 havde resulteret i et nej. F. var formand for Dansk flygtningehjælp 1989-96.

Annonce

Familie

F: civilingeniør Erling F. (1897-1982, gift 2. gang med Kirsten Broe, født 1919) og Bodil Inger Utke-Philip (1919-76). Gift 1. gang 12.1.1952 med Karen Colbjdrnsen, født 9.8.1929 i Stockholm, d. af direktør, civilingeniør Bjarne C. (født 1895) og Rannveig Bruusgaard (født 1901); ægteskabet opløst 1975. Gift 2. gang 30.9.1975 i Gentofte (b.v.) med indretningsarkitekt Dorte Grete Sachs, født 2.1.1940 i Kbh., d. af fabrikant Hans S. (født 1906) og Grete Welander (født 1908).

Udnævnelser

K. 1998.

Bibliografi

N. F.: Hvor der handles, 1977 (selvbiografi). Interview i Berl.tid. 13.4.1975 og Politiken 20.6.1976. – Struer dagbl. 31.1.1975. Politiken 10.5.1978. Birgitte Ersbøll i Berl.tid. 18.11.1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Finn H. Lauridsen: Nils Foss i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289609