Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl F. Clausen

Oprindelig forfatter FHLau
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl F. Clausen, Carl Frederik Clausen, 30.3.1902-27.11.1983, civilingeniør. Født i Århus (Skt. Pouls), død i Texas. C. blev student fra Viborg latinskole 1920 og cand. polyt. (bygningsingeniør) 1926. Efter forskellige ansættelser, bl. a. i Viborg amts vejvæsen, udvandrede han 1928 til Amerika hvor han derefter til 1941 var forretningsingeniør ved F. L. Smidth & Co., New York. Sidstnævnte år accepterede han et tilbud om at indtræde i War Production Board i Washington som regeringens cement-industri-ekspert. Senere under krigen blev han chef for Non-Metallic Building Material Section der havde ansvaret for al fremstilling og fordeling af cement, beton, gips, byggesten, isoleringsmaterialer osv. til direkte krigsformål såvel som den nødvendigste forsyning til civilbefolkningen. Stillingen medførte administration af to "limitation orders" samt hvervet som "Government Presiding Officer" for et par rådgivende industrikomiteer. Efter krigen var C. 1945-47 rådgivende ingeniør ved Pacific Portland Cement Co., San Francisco, og derefter til 1966 direktør for fabrikationsafdelingen i Portland Cement Association, Chicago. Under Koreakrigen 1950-52 var han påny til rådighed for den amerikanske regering. Efter sin afgang har C. udfoldet en betydelig virksomhed rundt i verden som rådgiver ved etablering af cementfabrikker og ved igangværende produktion. 1966-69 organiserede han et nyt Cement Research Institute i Indien, og i løbet af 1970'erne har han virket i Colombia, Indonesien, Korea, Mexico, Panama og Costa Rica.

C. har i årenes løb beklædt en lang række cementfaglige hverv og var i 1928 medstifter af den danske ingeniørsammenslutning i USA. Han har skrevet teknisk-økonomiske artikler i amerikanske og udenlandske tidsskrifter og været medarbejder ved håndbogen Industrial Minerals and Rocks samt "Encyclopedia Britannica". C. blev amerikansk statsborger 1936.

Familie

Forældre: kostskolelærer, senere rektor Claus Peter C. (1873-1948) og Amalie Krarup Olsen (1875-1966). Gift 4.4.1928 i Hørsholm med Elna Ruge, født 8.8.1905 i Potgietersrust, Sydafrika, d. af grosserer Albert Alexander R. (1864-1917) og Ida Teodora Wolf-Frandsen (1883-1950, gift 2. gang 1919 med bankdirektør P. Schultz).

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ingeniørens ugebl. 14.8.1970. Berl. t. 29.3.1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn H. Lauridsen: Carl F. Clausen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288429