Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel Odel

Oprindelig forfatter CRJan
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Axel Odel, Axel Nicolai Odel, 16.11.1891-11.3.1977, civilingeniør. Født i Kbh, død i Hørsholm, begravet i Kbh. (Ass.). O. havde en lang karriere bag sig inden for søværnet, før han blev direktør for Industrirådet. I årene 1909-13 blev han uddannet på Søværnets ingeniørskole, blev derefter ingeniørassistent i søværnet, studerede 1916-18 ved Technische Hochschule i Berlin og blev efter hjemkomsten marineingeniør i søværnet. Året efter blev han værftsingeniør ved orlogsværftet og 1921-43 var han dettes underdirektør. 1943-47 var O. derefter afdelingschef ved statsbanerne. Hans virkelige arbejde lå dog et helt andet sted under besættelsen og de første efterkrigsår. Allerede 1941 var han trådt uden for nummer på orlogsværftet for at blive udenrigsministeriets kommitterede i industrisager. Bag denne titel skjulte sig et virke som kontrollant af priser og vilkår for de leverancer til den tyske værnemagt som industrien måtte påtage sig. Han gjorde her en betydelig indsats for at begrænse fortjenesterne på det udførte arbejde. Som en anerkendelse for hans arbejde som kommitteret blev han 1945 udnævnt til formand for revisionsudvalget for tyske betalinger, et udvalg der havde til opgave at gennemføre en undersøgelse af indtægterne ved arbejde der var udført for tyskerne. – Gennem sit arbejde i årene fra 1941 var O. kommet i snæver kontakt med industrien og dens organisationer, og 1947 blev han udnævnt til direktør for Industrirådet, en post han beklædte til 1961. Karakteristisk for hans virke her var evnen til at samarbejde og uddelegering af kompetence til medarbejderne. O. betegnes som en person der ikke trængte sig frem i forgrunden. Efter sin afgang som direktør var O. medlem af Industrirådet til 1972. – Som direktør for Industrirådet fik O. sæde i mange udvalg og nævn. Desuden var han 1926-45 medlem af Dansk standardiseringsråd, 1939-77 af Akademiet for de tekniske videnskaber samt lærer og censor ved en række af søværnets skoler.

Familie

Forældre: møbelsnedker Niels Peder Pedersen (1852-1938) og Nikoline Mariane Jensen (1856-1928). Navneforandring 1916. Gift 30.12.1916 med Elisabeth Kirstine Haas, født 7.3.1890 i Kbh., død 8.9.1975 på Frbg., d. af skibssnedker Heinrich Wilhelm H. (1858-1925) og Emma Hansen (1861-1904).

Udnævnelser

R. 1929. DM 1938. K2. 1949.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børsen 16.11.1951 og 15.11.1961. Tidsskr. for industri, 1961 361 f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. R. Jansen: Axel Odel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295231