Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyge W. Böcher

Oprindelig forfatter FoxM
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Tyge W. Böcher, Tyge Wittrock Böcher, 25.10.1909-15.3.1983, botaniker. Født i Kbh. (Chr.), død i Gentofte (Jægersborg), begravet Gilleleje kgd. B.s interesse for planterne i Danmark viste sig allerede i hans barndom og ungdom, og en gerning inden for dansk botanik blev målet for hans studier som efter studentereksamen fra Metropolitanskolen 1928 førte til magisterkonferens i botanik 1934. Efter ansættelse 1934-36 som videnskabelig assistent ved landbohøjskolens arvelighedslaboratorium kom B. til Københavns universitets planteanatomiske laboratorium hvor han var amanuensis 1936-54, fra 1946 tillige lektor i planteanatomi. 1934-36 underviste han i biologi ved Københavns kommunes fortsættelseskursus. 1938 blev B. dr. phil. på afhandlingen Biologicai Distributional Types in the Flora of Greenland. 1954 udnævntes han til ekstraordinær, 1965 til ordinær professor i botanik, og 1959 fik han oprettet institut for planteanatomi og cytologi (cellelære) hvis første bestyrer han var. - Som botaniker er B. særdeles alsidig. I studieårene vaktes hans interesse for den dengang nye videnskab, plantecytologi, og hans undersøgelser af planternes arveanlæg som de fremtræder i kromosomerne indtager en betydelig plads i international sammenhæng, ligesom de har virket som inspiration for andre danske botanikere. I plantegeografien, specielt den økologiske, har B. videreført traditionerne fra Eug. Warmings og C. Raunkiærs dage, udvidet deres metoder og inddraget den nye cytologiske viden. Til de klassiske metoder i naturen er føjet nye med dyrkning under ens kår af differentierede økologiske racer af de enkelte arter fra forskellige egne af verden. Dyrkningsforsøgene udføres på Botanisk haves forsøgsmark og for arktiske planters vedkommende i havens arktiske drivhuse. Inden for planteanatomi har B. særligt beskæftiget sig med planter som er tilpasset ekstreme vækstbetingelser. Også til morfologi og taxonomi har han givet vægtige bidrag, specielt til den grønlandske flora.

Som student var B. botaniker på Scoresbysund-komiteens 2. Østgrønlandsekspedition hvor hans siden aldrig svigtende kærlighed til Grønland blev vakt, og den grønlandske flora har været emne for mange af hans videnskabelige og populære arbejder. B. har senere ledet ekspeditioner til Vestgrønland 1946 og 1958 og er medlem af styrelsen for universitetets arktiske station på Disko. Fra rejser i Europa har han hjembragt erfaringer og planter til forsøgsmarken og arbejdet i laboratoriet. 1958 blev han rådgivende redaktør for Danmark af værket Flora Europea og 1965 medlem af komiteen for kortlægning af Europas flora.

Uden for Europa har B. ledet en ekspedition til Argentina 1955 med Knud Rahn og J. P. Hjerting som deltagere og studeret fjerne landes flora på kongresekskursioner. B. har været rådsmedlem af International Association of Plant Taxonomists og var 1964-67 præsident for International Organization of Biosystematists. 1971 blev han medlem af Videnskabernes selskab, og han er medlem af adskillige udenlandske videnskabelige selskaber og æresmedlem af Botanical Society of the British Isles fra 1955.

Annonce

B.s inspirerende fremstillingsform gør ham til en udmærket popularisator, og han har haft en stor andel i folkeuniversitetets udvikling og fremgang. 1935-42 og 1951-66 var han medlem af bestyrelsen for Dansk botanisk forening, fra 1960 som formand. 1967-72 var han medlem af redaktionskomiteen for værket Danmarks Natur hvori han selv har skrevet en lang række af de botaniske bidrag. - Naturfredningen har i B. haft en energisk forkæmper inden for Danmarks naturfredningsforening, sjællandske fredningsplanudvalg og i naturfredningsrådet som han var medlem af 1961-72, fra 1969 som formand. 1973 fik han naturfredningsprisen. Blandt B.s mange værker kan, foruden disputatsen og en række lærebøger, nævnes Vegetationen paa Randbøl Hede. 1941, Oceanic and Continental Vegetational Complexes in West Greenland. 1954, Grønlands Flora. 1957, sammen med K. Holmen og K. Jakobsen (2. udg. 1966, eng. udg. 1968), Experimenlal and Cytological Studies on Plant Species, I-XIV, 1953-77, Botanical Studies in the Atuel Valley Area, Argentina I-III, sammen med J. P. Hjerting og K. Rahn, 1963-72, Anatomicai Studies in Xerophytic Apophyllous Piants I-11 sammen med O. Lyshede, 1968-72, Ecogeographical Classification of Arctic Vegetation 1977 og Structural and Ecophysiological Pattern in the Xero-Halophytic Q Grass, Sporobolus rigens, sammen med Peter Olesen, 1978. Den arktiske planteslægt, Boechera er opkaldt efter ham.

Familie

Forældre: læge Johannes Emil Einar B. (1877-1940) og sanger Cathinca Andersen (1876-1929). Gift 16.4.1935 i Kbh. (Helligg.) med senere tandlæge Kirsten Inger Jensenius, født 25.11.1912 i Kbh., (Chr.), død 20.5.1981 i Jægersborg), d. af kommunelærer, senere bladtegner og illustrator Herluf M. (1888-1966) og Ellen J. Petersen (1886-1976). -Bror til Steen B. B.

Udnævnelser

R. 1962. R.1 1971.

Ikonografi

Barneportr. af Johs. Grenness ca. 1911. Kultegn. af samme 1922. Tegn. af Jenseniusbl.a. 1938. Foto.

Bibliografi

Carl Christensen: Den danske botaniske lit. 1912-39, 1940. Alfr. Hansen: Dansk botanisk lit. 1940-59, 1963, med efterfølgende lister i Botanisk t. - Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. 1938 208f. - A. Bayer: Slægten Bayer, 1912. Ulrikslekten Bugge, Oslo 1948.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Fox Maule: Tyge W. Böcher i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288017