Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.K.A. Schousboe

Oprindelig forfatter CChr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

P.K.A. Schousboe, Peder Kofod Ancher Schousboe, 17.8.1766-26.2.1832, botaniker, konsul. Født i Rønne, død i Tanger, begravet sst. S. blev privat dimitteret 1785 og studerede naturhistorie, især botanik, hos C. F. Rottbøll og M. Vahl. Med understøttelse af Johan Bülow foretog han 1791–93 en videnskabelig rejse til Spanien og Marokko hvis resultat blev det fremragende og grundlæggende skrift Iagttagelser over Væxtriget i Marokko, 1800 med parallel dansk og latinsk tekst, der også udkom på tysk og så sent som 1874 oversattes til fransk. 1797 blev S. assessor i økonomi- og kommercekollegiet og 1798 medlem af Videnskabernes selskab. 1797–98 sendtes han af regeringen til Spanien for at opkøbe heste og får, og 1800 blev han dansk konsul i Tanger, 1821 generalkonsul for Marokko. Med undtagelse af et par ophold i Marseille boede han i Tanger fra 1800 til sin død, foruden med embedsforretninger beskæftiget med naturhistoriske, økonomiske og sproglige studier. I de senere år var det navnlig havalgerne der interesserede ham. Han foretog store indsamlinger af disse planter som han beskrev i et omfangsrigt manuskript og lod afbilde på 431 farvede tegninger, men nåede ikke at få det publiceret. Hans spanskfødte enke søgte 1836 at få hans samlinger og manuskripter solgt til den danske regering der imidlertid kun gik ind på at købe dubletter af algerne (nu i Botanisk museum). Det øvrige blev af familien overladt til É. Cosson i Paris hvor algerne blev bearbejdet og publiceret, til dels med S.s egne beskrivelser, af Éd. Bornet i Mém. soc. se. nat. XXVIII, 1892 (Les algues de P. K. A. Schousboe). – Tre forskellige planteslægter er kaldt Schousboea.

Familie

Forældre: prokurator Hans Lerche S. (ca. 1735–91) og Elsebeth Margrethe Topp (1739–1820). Gift Antonia, død tidligst 1848.

Ikonografi

Stik af G.-L. Chrétien efter tegn. af Fournier.

Annonce

Bibliografi

Jul Bidstrup: Stamtvl. over familien Koefoed fra Koefoedgaard, 1887 (fot. optr. 1976) 5. Carl Christensen: Den danske botaniks hist. I, 1924–26 123; II, s.å. 140–42 (bibliografi). – Breve i Botanisk centralbibl., Kgl. bibl. og (til Johan Bülow) på Sorø akad.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christensen: P.K.A. Schousboe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297162