O.G. Petersen, Otto Georg Petersen, 26.3.1847-16.6.1937, botaniker. Født i Tersløse, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). P. blev student 1866 fra Sorø og tog magisterkonferens i botanik 1875.1 flere år ernærede han sig som lærer og manuduktør, og da han 1878 fik en lille assistentstilling ved Botanisk museum begyndte hans embedsbane: han var 1882-86 docent i planteanatomi ved universitetet, 1883-86 bibliotekar i Botanisk have, 1886-93 docent for farmaceuterne og plantebestemmer, fra 1893 var han lektor, 1902-18 professor i systematisk botanik ved landbohøjskolen. – P. fik sin videnskabelige uddannelse i en periode, da morfologi og anatomi var de mest intenst dyrkede afsnit af botanikken, og han fulgte denne moderetning ved i første række at gøre anatomiske studier, mens han livet igennem kun lejlighedsvis beskæftigede sig med systematik og floristik, som fx da han 1896 beskrev Lille Vildmoses vegetation. Allerede 1874 skrev han et par anatomiske afhandlinger og efterhånden erhvervede han sig en betydelig teknisk færdighed og metodik der blev yderligere øget ved et studieophold 1878 i Strasbourg hos H. A. de Bary. I de følgende år publicerede han en række større og mindre skrifter, de fleste meget specielle detailarbejder af den ældre anatomiske skole og uden indbyrdes sammenhæng, men alle grundige og omhyggelige arbejder; de vigtigste og af varigst betydning turde være hans doktordisputats: Bicollaterale Karbundter og beslægtede Dannelser, 1882 og Bidrag til Scitamineernes Anatomi, 1893. Efter hans ansættelse ved landbohøjskolen fik hans anatomiske studier et mere ensartet formål, nemlig en undersøgelse af visse vigtige forhold hos vore skovtræer, således om Stivelsen hos vore Løvtræer under Vinterhvilen, 1896, om træernes rodliv (1898) og om årringdannelsen (hvorom han skrev flere afhandlinger; hans samlede resultater publiceredes i Undersøgelser over Træernes Aarringe, 1904). Til denne gruppe af hans publikationer hører også den meget nyttige håndbog Diagnostisk Vedanatomi, 1901 og hæftet Forstbotaniske Undersøgelser, 1906, hvori han beskriver en række interessante iagttagelser, bl.a. om Nogle Egekrat i Jylland. De nævnte og adskilligt flere skrifter står i nær forbindelse med P.s stilling som lærer i forstbotanik. Mens hans forelæsninger over elementær botanik var yderst stereotype og lidet vækkende, ofrede han et stort arbejde på det så godt som helt nye undervisningsfag som han måtte lægge til rette fra bunden af. 1896 udgav han en autograferet lærebog i forstbotanik der i meget udvidet form blev trykt 1908 (2. udg. 1920). P.s sidste og største arbejde er Træer og Buske. Diagnoser til dansk Frilands-Trævækst, 1916, en dendrologi der udfyldte et føleligt savn i vor litteratur, selv om den for en stor del er en kompilatorisk, dansk bearbejdelse af fremmede værker og ikke ganske fejlfri. – Medlem af Videnskabernes selskab 1894. – Også broderen Lorents Christian Severin Petersen, født 17.5.1840, død 2.3.1929, kastede sig efter lærereksamen 1861 over botanikken. Hans speciale blev de højere danske svampe, hvorom han 1895 udgav det populære skrift Det højere Svampeflor og1907-11 Danske Agaricaceer. Desuden udgav han Vore Sangfugle, 1878 og Danske Sommerfugle, 1885.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Gerlev, Jens Christian P. (1800-95) og Marie Kirstine Jespersen (1814-1900). Gift 1. gang 13.12.1878 i Kbh. (Johs.) med Agnes Julie Josefa Lisette Louise Mariane Jacobine Rauch, født 16.12.1853 i Kbh. (Slotsk.), død 2.7.1880 sst. (Holmens), d. af kapelmusikus Peter Theodor Ferdinand R. (1817-71) og Julie Marie Døcker (1820-1900). Gift 2. gang 10.3.1886 i Kbh. (Jac.) med Anna Sophie Dorothea Dorph, født 12.11.1853 i Haderslev, død 19.9.1937 på Frbg., d. af adjunkt i Haderslev, senere inspektør ved Haderslev læreres skole, premierløjtnant, direktør Poul D. (1824-1907) og Hansine Marie Schultz (1830-68).

Udnævnelser

R. 1908. DM. 1918.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Videnskabernes selskab, 1897 (Vidensk. selskab). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1882 50-52. O. G. P. i Soranerbl. II, 1918 49-52 57-60 og IV, 1920 81-83 94f (erindr. fra Sorø). – Carl Christensen: Den danske botaniks hist. I, 1924-26 672f o.fl.st.; II, s.å. 475-80 (bibliografi). Samme i Botanisk t. XLIV, 1938 239-41. A. Mentz i Dansk skovforen.s t. XXII, 1937 534-37. H. G. Olrik i Soranerbl. XXII, s.å. 51f. Ove Paulsen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1937-38 57-65. A. Fox Maule i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 21 lf. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig