Kai Larsen, 15.11.1926-23.8.2012, botaniker. Kai Larsen blev student fra Frederiksborg 1946 og cand. mag. med botanik som hovedfag 1952. S.å. blev han videnskabelig assistent ved Kbh.s univ., fra 1955 var han amanuensis, fra 1962 lektor ved Danmarks farmaceutiske højskole og 1963 blev han den første professor i botanik ved Århus univ. Her forestod mange store opgaver. Botanisk institut skulle indrettes, undervisningen, foreløbig til 1. del, skulle etableres og grundlaget for en forskning lægges. Heldigvis havde byen en botanisk have med en dygtig gartner og Kai Larsen fik i løbet af få år bygget et meget smukt drivhusanlæg i tilslutning til haven. Ligeledes fik han opbygget et herbarium med planter fra hele verden og fremskaffet de nødvendige forsøgsarealer, laboratorier og bibliotek således at botanisk institut blev af internationalt format. Kai Larsen var professor til 1996.
1947 var Kai Larsen på en ekspedition til Grønland, og emnet for hans første publikationer var grønlandske planter; derefter samlede han planter på flere rejser i Sydeuropa og udgav en række afhandlinger om dyrkningsforsøg og kromosomundersøgelser af disse, sammenlignet med danske og andre europæiske planter. For Danmark kortlagde han ranunkelfamiliens og, sammen med Anfred Pedersen, en række andre familiers udbredelse. 1958 kom han første gang til Thailand hvor han siden samlede og studerede flere gange. Efter en række foreløbige afhandlinger under navnet Studies in the flora of Thailand påbegyndtes under redaktion af Kai Larsen i samarbejde med Tern Smitinand i Bangkok og Bertel Hansen i Kbh., et fuldstændigt floraværk over Thailands højere planter, Flora of Thailand, med bidrag af specialister fra hele verden. Selv arbejdede Kai Larsen bl.a. med de asiatiske planter af ingefærfamilien og tropiske bælgfrugttræer.
Til studiets begynderundervisning udgav han Kormofyternes taxonomi, 1973, desuden bidrog han til Rolf Dahlgrens lære- og håndbogsværk for viderekomne studerende og forskere, Angiospermernes taxonomi I-IV, 1974–76. Hertil kom en lang række artikler i populære tidsskrifter og, sammen med Bertel Hansen, den danske udgave af Billeder af Nordens flora I-III, 1965.I alt skrev han mere end 260 bøger og videnskabelige artikler om plantegeografi og botanisk taxonomi.
Kai Larsen var bestyrelsemedlem for Moesgård 1964-86, for Naturhistorisk museum, Århus 1977-97 og for Dansk botanisk forening 1964-82.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.