Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joachim Frederik Schouw

Oprindelige forfattere FoxM og cbech
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Joachim Frederik Schouw, Joachim Friderich Schouw, 7.2.1789-28.4.1852, botaniker, politiker. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). S. fik ingen skolegang men en nødtørftig privatundervisning; alligevel lykkedes det ham at blive student 1808 og 1811 cand.jur., en uddannelse der gav ham det første levebrød som volontør i kancelliet. Men det var naturstudiet han havde lyst til. Allerede i drengeårene fattede han interesse for planter, som 15-årig fulgte han M. Vahls forelæsninger, og også under jurastudiet fik han tid til at følge undervisningen i botanik. Denne videnskab var i Danmark præget af tradition med vægt på artsbeskrivelse og systematik, men S. fik øje på nye strømninger i udlandet hvor studiet af plantegeografi var ved at vinde frem med skrifter af Alexander v. Humboldt og G. Wahlenberg. En botanisk rejse til Norge 1812 gav ham indtryk af fjeldplanternes fordeling i zoner der vekslede med højden over havet, en fordeling som han først og fremmest tilskrev de ydre fysiske forhold. Hans studier førte i første omgang til disputatsen Dissertatio de sedibus plantarum originariis, 1816, hvor han i undren over plantearters geografisk adskilte udbredelse til trods for fælles klimaforhold kommer ind på det væsentlige, men stadig uløste problem om organisk livs opståen og arternes oprindelse og udvikling. Disputatsen vakte en sådan interesse at han med støtte fra fonden ad usus publicos og Johan Bülow 1816–20 kunne foretage en studierejse til Tyskland, Italien, Schweiz og Frankrig. Mens studierne i de mellemeuropæiske lande var en blanding af undersøgelser og indsamling i naturen og teori og samtaler med kolleger på universiteterne havde udforskningen af Italien et særligt formål. Humboldt havde skildret tropernes plantevækst og Wahlenberg den arktiske og nordligtempererede flora, derfor fandt S. det nyttigt at behandle et varmt tempereret område, og dertil valgte han Italien. Efter hjemkomsten stod S. over for valget mellem jura og botanik; lykkeligvis var forståelsen for hans evner for den sidstnævnte videnskab så stor at han allerede 1821 udnævntes til ekstraordinær professor i botanik. 1822 udkom hans hovedværk Grundtræk til en almindelig Plantegeographie med tilhørende atlas. En tysk udgave besørgede han selv, mens uddrag af værket oversattes til engelsk og fransk af andre. Værket er en sammenfatning og kritisk vurdering af de da eksisterende arbejder, samarbejdet med hans egne undersøgelser og med mange nye tanker. S. anser også her klimaet for langt den vigtigste årsag til planternes fordeling og opdeler jordens plantevækst i 22 "riger", karakteriseret ved de fremherskende plantefamilier. Hans opfattelse af klimaets betydning førte til klimatologiske arbejder som Skildring af Veirligets Tilstand i Danmark, 1826 og Spécimen geographiae physicae comparativae, 1828. Efter plantegeografien havde S. til hensigt at udgive et større værk om Italiens plantevækst, og han uddybede sine italienske studier på en rejse 1829–30; men andre forhold lagde beslag på ham og kun første del af værket udkom 1839. Ved J. W. Hornemanns død 1841 blev han direktør for Botanisk have og 1845 ordinær professor.

Årsagen til forhalingen af S.s videnskabelige arbejde var interesse for samfundsforhold på to områder, politik og folkeoplysning. Mens han tidligere havde udgivet adskillige populære botaniske og geografiske artikler i andre tidsskrifter gik han senere over til at udgive sit eget tidsskrift Dansk Ugeskrift 1831–36 og 1842–46, efterfulgt af Dansk Tidsskrift 1847–50 hvortil han selv skrev mange bidrag. To samlinger af tidsskriftartikler og foredrag udgav han 1837 og 1845 under titlen Natur-Skildringer I-II. Til den vægtige populærvidenskab hører også hans geografiske skrift Europa. En letfattelig Naturskildring, 1832, som oversattes til mange sprog. S. gjorde en stor indsats for at få naturhistorie styrket på universitetet og indført i skolerne, men var her forud for sin tid; langt senere blev hans forslag taget op og for størstedelen gennemført. S. var ivrig skandinavist og var blandt medindbyderne til det første skandinaviske naturforskermøde i Göteborg 1839. For det følgende, i Kbh. 1840, stod han selv som organisator. Et led i hans folkeoplysende virke var stiftelsen af Naturhistorisk forening 1833 og n.å. af Selskabet til haveculturens fremme (senere Det kgl. danske haveselskab). I det gryende folkestyre efter udstedelsen af forordningerne om stænderforsamlinger hørte S. til de fremtrædende debattører. Han blev helt og holdent det oplyste liberale borgerskabs mand der med glæde så kongemagt og adel trængt tilbage, men var ikke mindre på vagt over for et muligt proletært folkestyre. Han var ligeledes ivrig for bevaring af den eksisterende trykkefrihed – han blev medstifter af Selskabet for trykkefrihedens rette brug 1835 – hans offentlige fremtræden i denne sammenhæng havde dog forinden gjort ham en smule suspekt i regeringens øjne. Og når han alligevel to dage før åbningen af den første stænderforsamling i Roskilde 1834 blev udpeget som kongevalgt medlem for universitetet – selv var han som ikke-grundejer ikke valgbar – må det ses som en indrømmelse til den vågnende liberale opposition. I denne hørte han til de moderate. Han blev straks udpeget til forsamlingens præsident med 37 stemmer mod 11 til den konservative biskop J. P. Münster. L. N. Hvidt der måtte ses som handelsstandens repræsentant fik atten.

S. røgtede sit hverv som præsident med kløgt og myndighed men var ikke bange for selv at tage ordet i debatten. Der er ingen tvivl om at hans ledelse af den første offentlige politiske debat var medvirkende til det gode forløb af møderne samtidig med at valget af samme person til leder i flere på hinanden følgende samlinger skabte en ensartet forretningsgang. Han valgtes derefter også på forsamlingen i Viborg med alle stemmer mod en, og genvalgtes indtil 1840 da han ophørte med at være kongevalgt medlem, sikkert på grund af kongens (regeringens) utilfredshed med hans hævdelse af stænderforsamlingernes selvstændighed. Men da han 1847 og 1848 på ny udpegedes var han forsamlingernes selvskrevne præsident.

Annonce

Blandt de spørgsmål han beskæftigede sig med var skole- og fattigvæsen, men hans hovedinteresse var dog det principielle vedrørende den offentlige debat og formerne for og indholdet i et kommende folkestyre. Hans tidsskrift Dansk Ugeskrift blev et nationalliberalt talerør indtil han selv standsede udgivelsen 1846 efter at censuren havde forhindret offentliggørelsen af en artikel heri. Han delte tidligt den anskuelse at de kongerigske stænder burde forenes, og han argumenterede for fuld offentlighed om forhandlingerne. Da forfatningsspørgsmålet efter Christian VIIIs død 1848 kom op igen s.å. udsendte S. sammen med H. N. Clausen et skrift om en ny statsforfatning hvorefter Holsten skulle udskilles mens Slesvig skulle sende medlemmer til kongerigets fælles rigsdag, men herudover have et lokalparlament. Med hensyn til vælgergrundlaget var forslaget konservativt idet der fortsat skulle være stændervalg – og med rigelig hensyntagen til de dannede: embedsstanden. Da Kbh. besluttede sig for politisk handling var S. medindbyder til Casinomødet, og hans hjem var rammen om de liberale lederes forhandlinger. Han blev medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, valgt i Randers, og blev forsamlingens præsident. Efter grundlovens gennemførelse valgtes han i Kbh. til landstinget, men afslog formandsposten, og 1850 nedlagde han sit mandat af helbredsgrunde.

S. hørte til den nationalliberale bevægelses pionerer, og hans indflydelse i det offentlige liv var betydelig selv om hans anskuelser lå betydeligt til højre for de folk der gennemførte forfatningsændringen. Han var stærkt virksom ved modtagelsen af Bertel Thorvaldsen 1838, og fik sin plads på J. V. Sonnes frise. Efter Thorvaldsens ønske indtrådte han i det nye museums bestyrelse. – Medlem af Videnskaberens selskab 1823. -Etatsråd 1847.

Familie

Forældre: vinhandler Paul S. (1751–1800) og Sara Georgia Liebenberg (1761–1826). Gift 24.4.1827 i Kbh. (Slotsk.) med Susanne (Susette) Marie Augustine Peschier Dalgas, født 14.9.1798 i Fredericia, død 5.3.1844 i Kbh. (Frue), d. af præst ved den Fransk ref. kirke i Fredericia Jean Marc D. (1756–1811) og Marie (Manette, Mariette) Aldebert (død 1813); søster til C. Dalgas.

Udnævnelser

R. 1836. DM. 1840. K. 1849.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1823, efter dette en gentagelse. Mal. af samme 1828 (Fr.borg), 1836 (Hirschsprung) og udateret (Farmaceutisk læreanstalt). Litografi af A. M. Petersen, 1838, efter forlæg af Jensen. Mal. af W. Marstrand, 1840 (Fr.borg), af samme større version (folketinget), efter dette litografi af E. Bærentzen og en lang række litografier, bl.a. 1841, 1848, 1852 og på gruppebillede af Viborg stænder 1844 efter tegn. af L. A. Smith, talrige træsnit samt stik bl.a. af A. Weger, 1851. Mal. af D. Monies, 1841, litograferet af samme 1842. Afbildet på S. Schacks mal. 1843 af salvingen 1840 (St.mus.) og på tegn. dertil (Kgl. bibl.). Flere silhouetter af N. Chr. Fausing (Kgl.bibl.) og af andre (Fr.borg). Afbildet på tegn. af den Stampeske kreds af W. Marstrand (Thorvaldsens mus.). Afbildet på J. Sonnes frise 1846–48 (på Thorvaldsens mus.). Tegn. af C. Købke. Buste af H. V. Bissen, 1851 (St.mus.; Fr.borg; Kbh.s univ.; glyptoteket), i marmor 1853 (Studenterforeningen i Kbh.), i bronze 1854 (Frue plads, Kbh.), i marmor af J. Schroll, 1856, i lille gengivelse i biscuit fra Den kgl. Porcelainsfabrik (Fr.borg) samt gengivet i træsnit 1856 af H. C. Henneberg efter tegn. af P. C. Skovgaard. Silhouet i træsnit i Corsaren 1853. Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860–64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg) og på tegnede og malede forarbejder dertil (folketinget). Afbildet på E. Henningsens mal., 1896, af naturforskermødet 1847 (Kbh.s univ. Fr.borg).

Bibliografi

[Fr. Barfod] i Skand. folke-kalender 1843 162–89 og 1844 186–217. J. A. Hansen: Politiske skildr, af afdøde da. mænd I, 1854 79–157. H. N. Clausen i Dansk månedsskr. IV, 1856 273–366. N. Neergaard: Under junigrundloven I, 1892 (reproudg. 1973). Carl Christensen i Botanisk t. XXXVIII, 1923 1–56 (heri S.s selvbiografi i ordenskapitlet). Samme: Den danske botaniks hist. I, 1924–26 254–76; II, s.å. 165–79 (bibliografi). Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I-II, 1931–34. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979. -Papirer i Kgl. bibl., Rigsark. og Botanisk centralbibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Fox Maule, Claus Bech: Joachim Frederik Schouw i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297163