Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Christian Oeder

Oprindelige forfattere CChr og PoThe
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Georg Christian Oeder, 3.2.1728-28.1.1791, botaniker, nationaløkonom. Født i Ansbach i Bayern, død i Oldenburg, begravet sst. O. studerede 1746-49 medicin, botanik og flere andre fag ved universitetet i Göttingen. Efter at være blevet dr.med. 1749 nedsatte han sig som læge i byen Slesvig. Her traf J. H. E. Bernstorff ham, og på anbefaling af bl.a. Albrecht von Haller, der havde været O.s lærer i botanik i Göttingen, blev O. udset til at beklæde et nyt professorat i botanik og økonomi ved Kbh.s univ. Oprettelsen af dette professorat var ikke universitetets ønske, men en del af et forsøg fra centraladministrationens side på at modernisere dette. – O. ankom til Kbh. 1751 og måtte, inden han kunne tiltræde professoratet, offentligt disputere. I feb. 1752 forsvarede O. derfor sin medicinske disputats De irritabilitate, hvor han videreudviklede Albrecht von Hallers irritabilitetslære. Disputatshandlingen blev nærmest en skandale, idet studenterne Carl Jensenius og især Christen Friis Rottbøll opponerede kraftigt især mod disputatsens sprog og logik. Universitetet udnyttede dette til at forkaste disputatsen. Da O. således ikke kunne blive professor ved universitetet, blev han i stedet ansat som kongelig professor i botanik med den opgave at anlægge en ny botanisk have ved Amaliegade. Denne botaniske have skulle være et hjælpemiddel ved praktiskøkonomiske studier i modsætning til universitetets botaniske have der var anlagt ud fra en medicinsk synsvinkel. O. fremsatte den plan, at haven skulle være en slags informationscentral for praktiske oplysninger om plantedyrkning. For at så mange som muligt kunne få nytte af de oplysninger der indsamledes ved haven, skulle der udgives et værk med afbildninger af de planter det drejede sig om. Regeringen godkendte planen, og O. fik som havens direktør pålæg om at udgive en Flora Danica med kobberstukne plancher af danske og norske planter. Værket begyndte at udkomme 1761. Inden da havde O. 1754-55 været på studierejser i Vesteuropa for at se på andre botaniske haver. Af betydning blev det også at han 1756-61 tog på undersøgelses- og indsamlingsrejse i Norge. Foruden til indsamling af planter brugte O. her tiden til at sætte sig grundigt ind i norske samfundsforhold, og han sendte beretninger hjem om disse emner til J. H. E. Bernstorff og A. G. Moltke. Det var også under opholdet i Norge, at O. udarbejdede nogle af de tekstværker der skulle knyttes til Flora Danica. O.s udkast blev overgivet til en kommission til bedømmelse. Som botanisk sagkyndig for kommissionen kritiserede O.s konkurrent botanikeren Georgius Tycho Holm O.s forslag kraftigt. Specielt kritiseredes O.s forslag om at planterne ikke skulle have navne, men kun numre. Så godt som alle Holms forslag blev tiltrådt af kommissionen og findes i den instruks som O. fik 1759. O. fulgte dog kun instruksen i behersket omfang. – 1760 var en del af den botaniske have ved Amaliegade anlagt. Den åbnedes dog først for publikum 1763. Allerede i vinteren 1760-61 var O. begyndt på at holde offentlige botaniske forelæsninger. Dette fortsatte han med til 1765 hvor han overlod arbejdet med forelæsningerne og den praktiske bestyrelse af haven til sin assistent Johan Zoëga for selv at koncentrere sig om arbejdet med indsamling til og udgivelse af Flora Danica. 1761-71 udkom ti hæfter med ialt 600 tavler. De praktisk-økonomiske håndbøger der skulle ledsage plancheværket, og som regeringen havde ventet sig mest af, blev aldrig færdige. Derimod udsendte O. tre botaniske bøger: Elementa botanicæ I–11, 1764-66 (tysk og dansk udg. s.å.), Nomenclator botanicus inserviens Floræ Danicæ, 1769 (tysk og dansk udg. s.å.) og Enumeratio plantarum Floræ Danicæ, 1770 (tysk udg. s.å.). I det første af værkerne kritiserede O. Carl v. Linnés nomenklatur hvor hver plante betegnes med et slægts- og et artsnavn. I modsætning hertil ønskede O. kun at operere med artsbegrebet, da han fandt slægtsbegrebet for subjektivt. Selv om dette videnskabeligt set var rimeligt, var det langt mindre praktisk end Linnés system. Værket viser dog at O. var en habil botaniker. Heller ikke for arterne ønskede O. at autorisere bestemte navne, men opregner i Nomenclator botanicus alle ham bekendte navne, uden specielt at vælge noget af dem. I Enumeratio plantarum går han et skridt videre og betegner ikke planterne med navne, men med de numre de havde i anerkendte botaniske værker. Dette var upraktisk og i klar strid med hans instruks af 1759. O. gjorde flere frugtesløse forsøg på at få såvel sin botaniske have som sin professorstilling indlemmet under universitetet hvor man dog ikke var interesseret i O.s person. Derimod blev hans botaniske have 1770 overdraget til universitetet for på denne måde at begrænse den kongelige partikulærkasses udgifter. O. beholdt dog sin gage og Johan Zoëga som assistent, men havde nu kun udgivelsen af Flora Danica som opgave. Allerede inden havde O. dog manifesteret sig på et andet område, idet han 1769 anonymt udsendte Bedenken über die Frage: Wie dem Bauernstande Freyheit und Eigenthum in den Ländern, wo ihm beydes fehlet, verschaffet werden könne? (dansk udg. s.å.). O. havde oprindelig udarbejdet skriftet efter opfordring af A. G. Moltke og på grundlag af sine iagttagelser på de botaniske indsamlingsrejser. Selv om skriftet var udsendt anonymt, foreligger der et koncept til en kabinetsordre i nov. 1769 om at udbetale O. 100 dukater for hans "økonomiske skrift". Man var altså på centralt hold ikke i tvivl om, hvem der havde skrevet det. I skriftet fremsatte O. den opfattelse, at statens tarv krævede en kraftigt voksende befolkning, og at dette kun kunne opnås ved at give bondestanden frihed og ejendom. Mens friheden, hvorved må forstås stavnsbåndets ophævelse, var et absolut krav, forstod O. ved ejendom en form for arvefæste hvor bonden som betaling for en ufortabelig brugsret skulle yde en årlig afgift fastsat uforanderligt, men beregnet i naturalier, så ydelsen ville følge prisudviklingen. Der burde ikke ydes hoveri. For gradvis at nå en sådan tilstand skulle hoveriet først fastsættes og begrænses. Dette ville efter O.s mening medføre udstykkelse af hovedgårdsjorder til bondebrug, da O. ikke mente at hovedgårdsjord kunne drives rentabelt på anden måde end ved hoveri. Der ville på denne måde ske en forøgelse af antallet af bondebrug, og folketallet ville stige. 1770 ændrede O.s karriere mønster. I april fik han til opgave at bearbejde materialet fra den 1769 afholdte første danske folketælling, og i august blev han sendt til Avnø for der at lede en forsøgsstation for inokulering af kvæg mod den kvægsyge der siden 1745 havde været et alvorligt problem. Allerede i november 1770 blev O. medlem af den da oprettede landkommission (senere benævnt general-Iandvæsenskommissionen) der afløste landvæsenskollegiet. O. fik her afgørende indflydelse på udformningen af hoveriforordningen af 20.1.1771 og steg nu hurtigt gennem embedsapparatet. 4.1.1771 udnævntes han til finansråd og 29.5. til deputeret i det nyoprettede finanskollegium der fik overopsynet med alle statens materielle og finansielle anliggender. O. havde været med til at planlægge kollegiets organisation og fik selv Norge som specielt arbejdsområde, hvilket må ses på baggrund af den viden om Norge som han havde samlet på sin botaniske indsamlingsrejse der. I feb. 1771 havde han også fået til opgave at udarbejde en plan for en økonomisk solid enkekasse, da de hidtidige forsøg i denne retning hurtigt havde ført til kassernes insolvens. Da O. indså, at civilstands-oplysningerne i 1769-folketællingsmaterialet var for dårlige til at beregne de nødvendige overle-velsestavler til dette formål, foranledigede han en særlig tælling med udførlige civilstandsoplysninger udført på Sjælland. Som resultat af dette arbejde udgav O. 1771 anonymt Raisonnemens Über Wittwen-Cassen hvor han vendte sig mod den type enkekasser der hidtil havde været oprettet i Danmark, og hvor der fastsattes et ensartet forhold mellem det engangsbeløb, der betaltes ved indtrædelse i kassen, og den senere årlige pension uden hensyntagen til den pensionsberettigedes alder ved indtrædelsen. O. var på dette punkt forud for sin tid.

O.s karriere var fra 1770 ikke længere knyttet til hans gamle velyndere J. H. E. Bernstorff og A. G. Moltke, der begge faldt i unåde, men til J. F. Struensee, omend forholdet til denne aldrig blev varmt. Selv om der ikke direkte rettedes anklager mod O. efter Struensees fald 17.1.1772, blev O.s stilling i Kbh. hurtigt uholdbar. Han afslog en udnævnelse til stiftamtmand i Bergen, men accepterede kort efter en udnævnelse til stiftamtmand i Trondhjem. Under et besøg i Slesvig kunne O. dog læse i avisen, at stillingen var blevet besat med en anden. O. blev i stedet udnævnt til landfoged i Oldenburg. Denne stilling var ganske vist lige så vellønnet som stillingen i Trondhjem, men et rent dommerembede uden synderlig indflydelse. Hertil kom, at det var kendt, at Oldenburg få måneder senere ville blive udskilt af monarkiet som led i mageskiftet med de russiske gottorpere. O. var uden synderlig juridisk viden og klagede sin nød til A. P.

Bernstorff, der var vendt tilbage efter Struensees fald, men fik af Bernstorff oplyst, at denne personligt havde virket for at det ikke skulle gå O. endnu værre. – O. forblev i stillingen i Oldenburg resten af sit liv, men interesserede sig stadig stærkt for danske forhold. En stor del af de skrifter han udsendte vedrører hans arbejde i Danmark, således om forsøgene med inokulation mod kvægsyge og om enkekasser. 1789 udsendte O. i V. A. Heinzes Sammlungen zur Geschichte und Staatswissenschaft Aufsätze betreffend die im Jahre 1769 in den Kgl. Dänischen Staaten vorgenommene Volkszählung. O.s manuskripter angående 1769-folketællingen var dog allerede 1786 blevet brugt i Materialen zur Statistik der dänischen Staaten II. O. var heller ikke helt uden forbindelse til Danmark efter forsættelsen til Oldenburg. Efter nedsættelsen af den store landbokommission 1786 genudsendte O. sit skrift om frihed og ejendom for bondestanden (med forskellige tillæg), og O. var en af de personer som C. D. Reventlow tilsendte sin store betænkning af 11.2.1788 om hoveriet til udtalelse. O. udarbejdede to afhandlinger om spørgsmålet, og disse indgik som materiale ved den videre behandling af sagen.

Annonce

Familie

Forældre: konrektor i Ansbach, senere præst i Feuchtwangen, dr.teol. Georg Ludwig O. (1694-1760) og Margrete Sibylle Hänlein. Gift 1 . gang 1755 med Charlotte Hedevig Ericius, født 30.9.1728 i Tønder, død 19.4. 1776, d. af overretsråd, justitsråd Moritz Christian E. (død 1753) og Anna Magdalena Jonas. Gift 2. gang 14.11.1776 med Catharina Gertrud Matthiesen, født 13.6.1755, død 24.3.1807, d. af justitsråd, rådmand i Altona Conrad M. (1723-89) og Agneta Gertrud Fleischer (1728-95).

Ikonografi

Mal. tilskrevet Charles Laland. Stik 1793.

Bibliografi

Kilder. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé V, 1902 248f; VII, 1906 479; VIII, 1917 tillæg 24-26. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I–II. 1904-07 (heri breve). Kabinetsstyrelsen i Danm., udg. Holger Hansen I-III, 1916-23. Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. samme I-V, 1927-41. Thorkild Kjærgaard: Konjunkturer og afgifter. C. D. Reventlows betænk. 1788 om hoveriet, 1980.

Lit. [Gerh.] v. Halem: Andenken an O., Altona 1793. J. K. Høsts Clio I, 1813 84-107. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814 IV, 1902. Holger Hansen i Hist. medd. om Kbh. III, 1911-12 525-36; V, 1915-16 190-94 196-98 200f. Luxdorphs dagbøger I, 1915-30. Carl Christensen: Den danske botaniks hist. I, 1924-26 69-84; II, s.å. 45-48 (bibliografi). Th. Stettner i Hist. Verein für Mittelfranken. Jahresbericht LXVI, Ansbach 1930 245-51. J. O. Bro-Jørgensen: Forsikringsvæsenets hist. i Danm., 1935 372-80. Hans Jensen: Dansk jordpolitik I, 1936 (reproudg. 1975) 95-191. Gottfr. Ernst Hoffmann i Archiv für Bevölkerungswissenschaft und Bevölkerungspolitik X, Lpz. 1940 87-102. Carl Haase i Oldenburger Jahrbuch XLIV, Oldenb. 1965 1-58 (heri breve). Johan Hvidtfeldt: Kampen om ophævelsen af livegenskabet i Slesv. og Holst., 1963 52-62. Peter Wagner i Urt, 1977 99-104. Fr. Skrubbeltrang: Det danske landbosamf. 1500-1800, 1978 325f. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979; XIII, s.å. Jean Anker i Centaurus, 1951 nr. 1 242-65.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christensen, Poul Thestrup: Georg Christian Oeder i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295235