Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F. Liebmann

Oprindelig forfatter FoxM
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

F. Liebmann, Frederik Michael Liebmann, 10.10.1813-29.10.1856, botaniker. Født i Helsingør, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). L. blev student fra Helsingør 1832 og begyndte straks at studere botanik. Under studiet besøgte han ofte sin lærer J. W. Hornemanns gæstfri hjem i Botanisk have der dengang lå ved Charlottenborg, og her lærte han sin tilkommende hustru at kende. Studiet førte ikke til eksamen, men Hornemanns sygdom og den anden botaniske professor J. F. Schouws politiske arbejde bevirkede at der var behov for assistance til undervisningen, og L. overtog 1837 undervisningen ved veterinærskolen (landbohøjskolen) som varetoges af universitetets lærere og vikarierede desuden ved universitetet. Efter et par tidligere rejser i Europa ønskede han at studere planterne i et tropisk, så godt som uudforsket område, og det lykkedes ham at få understøttelse fra universitetet og fra kongens kasse til en indsamlingsrejse i Mexico som han foretog 1840-43, i begyndelsen sammen med gartner C. L. Rathsack fra Botanisk have, fra 1842 alene. L. hjembragte foruden zoologiske, etnografiske og arkæologiske samlinger et overordentligt stort botanisk materiale, dels levende planter, af hvilket enkelte endnu er i live og andre repræsenteret i Botanisk have af deres afkom, dels tørrede planter, hvoriblandt mange hidtil ukendte arter som han gik i gang med at publicere, idet han delte arbejdet med A. S. Ørsted som 1845-48 havde studeret den beslægtede flora i Mellemamerika. Men de to forskere inddrog ikke udenlandske specialister i bearbejdelsen, derfor blev størstedelen ikke publiceret i rette tid. Hertil bidrog at der blev hårdt brug for L. i administrationen og ved undervisningen. 1843 blev han udgiver af Flora Danica, hvoraf han udgav tre fascikler, 1845 blev han igen docent ved veterinærskolen og samtidig ekstraordinær professor ved universitetet hvor han efter Schouws død 1852 overtog det ordinære professorat og direktørstillingen ved Botanisk have.

Til universitetsprofessoratet hørte desuden en særskilt tids- og arbejdskrævende undervisning af polyteknikerne. I sine breve fra Mexico gav L. udtryk for glæde over, at hans helbred ikke tog skade af det ugunstige klima; efter hjemkomsten blev han angrebet af tuberkulose hvad der blev anledning til hans tidlige død. L.s mere betydelige botaniske skrifter er alle systematiske; omhyggelige beskrivelser, ofte af arter af særlig vanskelige familier, udgivet i Videnskabernes selskabs skrifter eller Videnskabelige meddelelser fra Naturhistorisk forening; hertil kommer en række populære artikler hvor han bl. a. også kommer ind på plantegeografien. Store dele af hans samlinger er senere bearbejdet af udlændinge og hans planter hører til de mest udlånte blandt Botanisk museums samlinger. Algeslægten Liebmannia har fået navn efter ham. - En søn Axel Liebmann, født 30.8.1849, død 23.1.1876, blev student 1867 fra Metropolitanskolen og uddannedes derefter på konservatoriet samtidig med at han læste statsvidenskab og tog eksamen heri 1872. Han var 1873 medstifter af korforeningen og blev n.å. organist ved Garnisons kirke. Trods sin tidlige død efterlod han sig en række kompositioner; betydeligst er korværket Planternes Liv, med påvirkning fra Hartmann og Brahms.

Familie

Forældre: købmand, løjtnant ved det borgerlige artilleri Nicolai Christian L. (1784-1845) og Anna Cathrine Hofman Reemcke (1790-1861). Gift 1º 22.7.1846 i Kbh. (Frue) med Henriette Sophie Marie Hornemann, født 6.10.1823 i Kbh. (Frue), død 18.7.1853 sst. (Frue), d. af professor J. W. H. (1770-1841) og Marie J. Hornemann (1779-1830). Gift 2. gang 22.11.1854 i Kbh. (Frue) med Christine Johanne (Hanne) Permin, adopt. Olufsen, født 7.8.1832 i Helsingør, død 5.7.1918 i Kbh. (gift 2. gang 1874 med grosserer Egmond Julius Erichsen, 1830-88, gift 1. gang 1856 med Juliane Louise Permin, adopt. Clauswitz, 1837-73), d. af kontorist, løjtnant ved det borgerlige artilleri Hans Henrik P. (1805-37) og Dorothea Marie Søeborg (1810-39) og 30.6.1847 adopt. af professor C. F. R. O. (1802-55) og Magdalene F. E. S. Münter (1809-73).

Annonce

Udnævnelser

R. 1853.

Ikonografi

Mal. ca. 1830 (Botanisk centralbibl.). Foto.

Bibliografi

Fr. Meidell i Dansk t., 1900 471-87 609-29 (om slægten). Carl Christensen: Den danske botaniks hist. 1, 1924-26 363-77; II, s.å. 218-23 (bibliografi). A. Fox Maule i Botanisk t. LXIX, 1974-75 193f. Samme i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 194-97. - Breve og manus. på Botanisk centralbibliotek.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Fox Maule: F. Liebmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293567