Eug. Warming

Eug. Warming, Johannes Eugenius Bülow Warming, 3.11.1841-2.4.1924, botaniker. Født på Manø, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). Efter faderens død fik W. sin opvækst hos moderens familie ved Vejle og Kolding, og 1859 blev han student fra Ribe. Hans stærke interesse for plantelivet førte til et studium af naturhistorie hvorunder han med iver fulgte Jap. Steenstrups og G. Forchhammers forelæsninger i zoologi og geologi, mens botanik i højere grad blev selvstudium, fordi han ikke følte at A. S. Ørsteds undervisning gav ham tilstrækkeligt udbytte. Derimod fulgte han interesseret Chr. Vaupell som 1860-62 holdt privatforelæsninger over de danske skove. Udbyttet heraf har præget hans senere forskning. Mod slutningen af studiet fik W. en enestående mulighed for at lære plantevæksten i et helt fremmed område at kende. P. W. Lund i Brasilien søgte en sekretær og hjælper iøvrigt, specielt en ung botaniker. W. fik chancen og tilbragte tre år i Lagoa Santa hvor han brugte sin fritid til studier og indsamling. Hjemme igen tog han sin magisterkonferens 1868 og studerede derefter et par måneder i München, tidens absolutte knudepunkt for kundskab om Brasiliens planteliv hvor K. F. P. v. Martius' store samlinger opbevaredes og hvorfra monumentalværket Flora Brasiliensis blev udgivet. På det tidspunkt var W. allerede begyndt at publicere sine egne samlinger i Symbo-Ice ad floram Brasilice centralis cognoscendam der 1867-93 udkom i 40 particulæ med bestemmelser af ham selv og andre. Samtidig udgav han arbejder med analyse af forskellige planters opbygning og allerede 1871 blev han dr.phil. på afhandlingen Er Koppen hos Vortemælken en Blomst eller en Blomsterstand? hvor han viser at det drejer sig om en blomsterstand af stærkt reducerede han- og hunblomster. 1872 døde Ørsted, W. syntes selvskreven til at overtage hans professorat og indstilledes dertil af fakultetet. Men en kreds af studenter og botanikere skev til kultusminister C. C. Hall og opfordrede ham til at konstituere F. Didrichsen i embedet; ministeren fulgte opfordringen og Didrichsen blev docent og senere professor og direktør for Botanisk have. Samtidig overdroges det til W. at holde øvelser i planteanatomi og specialforelæsninger. 1882 oprettedes Stockholms högskola (univ.) og W. modtog tilbuddet om et professorat ved denne. 1886 trak Didrichsen sig tilbage og W. blev professor ved Kbh.s univ.

W.s videnskabelige indsats er mangfoldig, hans hovedbedrift at have skabt grundlaget for den botaniske økologi. Hovedværket Plantesamfund. Grundtræk af den økologiske Plantegeografi udkom 1895, oversattes delvis revideret til tysk, polsk og russisk og nåede 1909 sin endelige, udvidede form på engelsk under titlen Oecology of Piants. An introduction to the study of plant communities. I Plantesamfund gør W. rede for de enkelte voksesteders sammensætning af jordbunden og påvirkning af vejret og lyset og analyserer derefter den naturlige bevoksning på de pågældende steder idet han gør opmærksom på de enkelte arters tilpasning til deres voksested og til hverandre. En sådan sammenfatning kræver indgående kendskab til arternes opbygning og udvikling efter spiring; tilbageblik på W.s mange forudgående arbejder vidner om hans forudsætninger. Efter disputatsen fulgte rent anatomiske arbejder om pollendannelsen 1873 hvor han påviste tetrade- og tapetdannelsen og den store afhandling De l'ovule (Ann. sci. nat. bot. VI, 1878), hvor han tilsvarende undersøgte frøanlægget og også der viste dannelsen af fire celler men ikke drog den slutning at dette også var en tetradedannelse. Planternes vegetative dele er behandlet bl.a. i Forgreningsforhold hos Fanero-gamerne, 1872 og Om Skudbygning, Overvintring og Foryngelse, 1884 (Naturhist. Foren.s festskr.), blomsterne i Die Blüthe der Compositen, 1876 og flere mindre afhandlinger mest om danske planter. Direkte frem til Plantesamfund fører to indgående beskrivelser af helt forskellige egne som han kendte af selvsyn, Om Grønlands Vegetation, 1888 og Lagoa Santa, 1892. Hovedværkets tema fulgtes op bl.a. i Om Planterigets Livsformer, 1908. W. havde planlagt beskrivelse af alle danske plantesamfund men nåede af Dansk Plantevækst kun at få udarbejdet de tre bind Strandvegetation, 1906, Klitterne, 1907-09 og Skovene, 1916-19. W.s arbejdsevne strakte tillige til videre systematisk arbejde. Til Martius' Flora Brasiliensis bearbejdede han 1876 de to familier Vochysiaceae og Trigoniaceae og 1881-1901 udgav han seks store arbejder om den mærkelige familie af tropiske vandplanter Podostemaceae. Til undervisningen udarbejdede W. lærebøgerne Haandbog i den systematiske Botanik, 1879 og Den almindelige Botanik, 1880. Begge udkom i adskillige udgaver, oversattes til mange sprog og anvendtes i mange år ud over Europa. I senere udgaver er enkeltområder omarbejdet af andre og Den systematiske Botanik blev til to bøger W.s Frøplanterne og L. Kolderup Rosenvinges Sporeplanterne.

W.s undervisning var inspirerende og han fik indført tre-dages studenterekskursioner som også resulterede i beskrivelser af danske plantesamfund. Som igangsætter var W. utrættelig og som medlem af Carlsbergfondets direktion gennem 32 år skaffede han det økonomiske grundlag for forskningen. Dette kom ikke mindst det nordligste Danmark til gavn i en række skildringer af grønlandske planter af ham selv og andre, og i værkerne Botany of the Færöes, 1901-08 og The Botany of Iceland som han tog initiativ til og var redaktør af. W. var medlem af en lang række videnskabelige selskaber; blandt hans æresbevisninger var det svenske videnskabsakademis store Linnémedalje i guld som nu findes i farmaceutisk højskoles Linnésamling. – W. var en myndig mand der havde nøje indseende med virksomheden i de institutioner der stod under hans ledelse. Han var en mand med stærke sympatier og antipatier og kunne være hård i sin dom over dem han ikke kunne lide, og skarp i sine indlæg i de ikke få polemikker han tog del i. På den anden side var han en indflydelsesrig støtte for dem, hos hvem han sporede evner og fremdrift. Han tog ikke offentlig del i politik men lagde ikke skjul på, at han med sin kristne og konservative indstilling fandt en åndsretning som brandesianismen og radikal politik lige utiltalende. Han var en varm patriot, og genforeningen 1920 var en af de festligste begivenheder i hans liv. Mens han i mange år havde sine nærmeste forbindelser i Tyskland, sluttede han sig i sine sidste år mere til engelske og franske fagfæller. Sit brasilianske herbarium solgte han til Botanisk museum. Tre slægter af blomsterplanter er kaldt Warmingia.