Carsten Olsen

Carsten Olsen, Carsten Erik Olsen, 1.3.1891-19.8.1974, botaniker, plantefysiolog. Født i Kbh. (Johs.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). O. blev student fra Østre Borgerdydskole 1910 og mag.scient. med botanik som hovedfag 1916. 1919-61 var han ansat ved Carlsberglaboratoriet, hvor han allerede fra 1916 havde arbejdet som gæst. Som botaniker var han elev af Eug. Warming og C. Raunkiær, som plantefysiolog af W. Johannsen og kemikeren S. P. L. Sørensen. Hans produktion i årene til og med disputatsen 1921 afspejler klart hans store viden og opfindsomhed inden for begge felter. Fra studieårene stammer en afhandling om kornelfamilien i Grønland, som er helt præget af Warmings principper; samtidig (1914) og tre år efter kom Raunkiærpåvirkede skrifter om plantevækster i vore tørvemoser og om mosser der vokser på træernes stammer og grene. 1918 fik han universitetets guldmedalje for en økologisk afhandling om mosser og karplanter i egeskove og egekrat. Samtidig arbejdede han på disputatsen Studier over Jordbundens Brintionkoncentration og dens Betydning for Vegetationen, særlig for Plantefordelingen i Naturen. Det var almindelig anerkendt at de enkelte plantearter er afhængige af jordbundens surhedsgrad og kalkindhold; i disputatsen får vi for første gang en Raunkiær-analyse af et stort antal voksesteder fra eng og skov fulgt op af flittige laboratorieundersøgelser af jorden og af dyrkning i kontrolleret jord og i vandkultur med varieret tilsætning af næringsvæsker. Foruden brintionkoncentrationen pH (surhedsgraden) undersøgte han mængden af næringsstoffer i jorden og planterne og deres afhængighed af pH og af hinanden ligesom han kom ind på kvælstofomsætningen. Med disputatsen som oversattes til engelsk har O. lagt et vigtigt grundlag for vor tids botaniskøkologiske forskning. Den første reaktion kom allerede 1922 med Raunkiærs Forskellige Vegetationstypers forskellige Indflydelse paa Jordbundens Surhedsgrad, forhold som O. havde berørt i disputatsen. For O. selv lagde arbejdet grundlag for endnu 50 års strengt kritiske studier over plantearters individuelle ernæringsforhold og deres kemiske forudsætninger under stadig iagttagelse af forholdene i naturen. Udviklingen af nye apparater har medført at målinger der 1921 var tidkrævende nu kan udføres langt hurtigere og tilmed nøjagtigere; samtidig fik O. nye metoder at arbejde med, eksempelvis tog han i 1930erne, i samarbejde med den senere nobelpristager G. Hevesy og andre, radioaktive isotoper i anvendelse ved sine forsøg. Omkring 1950 rettede han sin opmærksomhed mod symbiose, det forhold at en organisme i samliv med en anden organisme kan udnytte egenskaber hos denne som den selv mangler. Til almindelig forvirring for florister indførte han i nordsjællandske søer den varmekrævende vandbregne Azolla der lever i symbiose med arter af blågrønalger som kan udnytte luftens kvælstof. Resultaterne publiceredes 1970 hvor han også påpegede at Azolla kun kan trives i bestemte søtyper. I sin sidste publikation (1971) har han fremlagt nye beviser på at plantearters forskellige optagelseshastighed for de enkelte næringsstoffer er bestemmende for deres tilpasning til forskellige voksesteder. O. arbejdede oftest alene; for dem der kendte ham var han en morsom og hjælpsom mand, over for nye bekendtskaber var han noget reserveret.