Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C. Raunkiær

Oprindelig forfatter CChr

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C. Raunkiær, Christen Christiansen Raunkiær, 29.3.1860-11.3.1938, botaniker. C. Raunkiærs forældre var særprægede personligheder fra hvem han arvede nogle af sine stærkeste karaktertræk, et ukueligt arbejdsmod, parret med en god portion stædighed, og sans for filosofi og poesi. Efter landsbyskolegang og et år på Østbæk folkehøjskole blev han optaget på et studenterhold på Gotfred Rodes højskole på Skovgård i Ordrup hvorfra han dimitteredes som privatist 1879. Han valgte straks botanik som specialstudium og tog magisterkonferens deri 1885. I sin studentertid var han desuden stærkt interesseret i filosofi under påvirkning af S. Heegaards forelæsninger, en interesse han bevarede livet igennem og som på flere måder har præget hans videnskabelige arbejder, selv om hans stærkt udviklede logik og sans for realiteter dæmmede op for hans trang til filosofiske spekulationer.

1885–88 var han alumnus på Borchs kollegium, men årene derefter blev økonomisk ret vanskelige for ham da han måtte leve som timelærer og lavtlønnet plantebestemmer i Botanisk have. Bedre blev det da han fik nogle understøttelser til rejser og videnskabeligt arbejde, og da han 1900 blev lærer ved Statens lærerhøjskole. I en halv snes år (til 1911) boede han på sin lille ejendom Blide ved Jonstrup hvor han midt i naturen skabte sine banebrydende arbejder. 1908 blev han docent i botanik ved Kbh.s univ., og 1911 blev han E. Warmings efterfølger som professor.

Som botanisk forsker fulgte C. Raunkiær allerede som student sine egne veje, og hverken den botaniske professor F. Didrichsen eller docenten, E. Warming synes at have haft større indflydelse på hans studier selv om hans første små publikationer (1882–87) er anatomiske detailarbejder som talrige andre fra den periode. Hans første betydelige arbejde er Myxomycetes Daniae (Botanisk T. XVII, 1888), en beskrivelse af de i Danmark fundne slimsvampe og grundlæggende for vort kendskab til disse organismers udbredelse. Han var i disse år stærkt interesseret i svampe og i dansk floristik hvilket sidste førte ham til udarbejdelsen af Dansk Exkursions-Flora, 1890, et fortrinligt arbejde der siden kom i stadig forbedrede udgaver og hvis principper er fulgt i Dansk feltflora, red. Kjeld Hansen, 1981.

Annonce

I årene efter eksamen berejste han de nordfrisiske øer og klitterrænet i Holland, og et resultat deraf blev hans første plantegeografiske afhandling Vesterhavets Øst- og Sydkysts Vegetation (Festskrift i Anledning af Borchs Kollegiums 200-Aars Jubilæum, 1889) hvori zonedelingen i disse egnes plantesamfund for første gang beskrives. Warming, der 1886 var blevet professor i Kbh., var selv begyndt på lignende studier efter i flere år at have arbejdet med en systematisk inddeling af de nordiske planters "livsformer", og der skete nu det mærkelige at de to botanikere på Warmings initiativ byttede opgaver således at C. Raunkiær nu skulle fortsætte med studier over danske planters livsformer. Med denne opgave arbejdede C. Raunkiær en halv snes år, og resultatet blev hans store værk De danske Blomsterplanters Naturhistorie. I. Enkimbladede, 1895–99, et for sin tid enestående værk, uden sidestykke i noget lands litteratur, hvori næsten alle danske enkimbladede arter behandles på grundlag af egne undersøgelser morfologisk, anatomisk og biologisk. Desværre foreligger det kun på dansk og er derfor ikke så kendt som det fortjener. Under arbejdet med det mægtige stof fik C. Raunkiær rig lejlighed til teoretiske og spekulative betragtninger over udvikling, arv, hensigtsmæssighed osv., og i en lang indledning til bogen fremsætter han klart og logisk sine for den tid bemærkelsesværdige anskuelser derom, tanker som andre forskere, som W. Johannsen, med hvem C. Raunkiær ofte drøftede dem, senere arbejdede videre med.

Da C. Raunkiær nu skulle fortsætte med lignende studier af de tokimbladede arter stødte han på uoverskuelige vanskeligheder med at indordne deres mange livsformer i et morfologisk system, men fandt at en biologisk karakter der er en livsbetingelse for planterne bedre egner sig som grundlag for et system, fx den der betinger at planter i vort klima kan overvintre. En sådan karakter fandt han i den afstand de overvintrende knopper findes fra jordoverfladen, og på dette grundlag udarbejdede han sit geniale system over livsformerne eller biologiske typer som han først kaldte dem, med fem klasser med nye, af ham skabte navne. Det nye system blev først forelagt i Botanisk forening 1903 og udførligt begrundet i Typers biologiques pour la géographie botanique, (OVS, 1905) og i Planterigets Livsformer og deres Betydning for Geografien, 1907 hvori han tillige viser hvorledes man i livsformernes fordeling i ét område har et middel til at karakterisere dets "planteklima" hvis lufttemperatur og nedbørsmængde året rundt han anskueliggjorde på en ganske ny måde ved sine "hydrotermfigurer".

I sit næste større arbejde, Livsformernes Statistik som Grundlag for biologisk Plantegeografi (Botanisk T. XXIX, 1908) viser han ved flere eksempler hvorledes man talmæssigt kan give et billede af et områdes planteklima ved at udregne samtlige dets arters procentvise fordeling i livsformklasserne og deraf konstruere dets "biologiske spektrum", som sammenlignet med det af C. Raunkiær udregnede normalspektrum for alle jordens plantearter giver et koncist udtryk for områdets særpræg. I flere afhandlinger har C. Raunkiær vist sine metoders brugbarhed og værdi, navnlig efter at han havde prøvet dem på en rejse til Dansk Vestindien 1905–06 og til middelhavslandene 1909–10.

Det lå nær at livsformerne og det biologiske spektrum også med udbytte kunne anvendes ved studiet af snævert begrænsede plantesamfund. En ny botanisk disciplin, plantesociologien, var netop da genstand for manges studier især i Sverige og Schweiz, men C. Raunkiær var ikke tilfreds med de der anvendte metoder som han fandt alt for meget hvilende på skøn. Han udarbejdede derfor en ny, cirklingsmetoden, hvorefter man optæller alle arter i en række tilfældigt valgte små arealer inden for et samfund, begrænsede af en cirkel med radius 10 cm og derefter bearbejder de fundne tal statistisk. Han beskrev denne metode i Formationsundersøgelse og Formationsstatistik (Botanisk T. XXX, 1909) og viste dens anvendelse i Formationsstatistiske Undersøgelser paa Skagens Odde (sst. 1913) og i flere senere afhandlinger. Den først nævnte afhandling bærer det karakteristiske motto: Tal er Videnskabens Versefødder, og fra da af præger den statistiske behandling af det undersøgte materiale, ofte efter optælling og måling af tusinder af individer, en række af hans skrifter, og statistik blev efterhånden en hel mani hos ham så han anvendte den på de mest forskellige objekter.

Han forstod at benytte tal og at se de ofte godt skjulte fejlslutninger som statistisk beregning kan indeholde. Hans cirklingsmetode er uden tvivl særdeles eksakt og har med udbytte været anvendt af flere danske botanikere, men den kræver et fuldstændigt kendskab til alle lokalitetens arter i alle deres livsstadier, og er derfor vanskelig at anvende i områder hvis flora man ikke er fortrolig med. Den mødte derfor en del kritik som C. Raunkiær besvarede i den stærkt polemiske afhandling Om Valensmetoden (Botanisk T. XXXIV, 1916). Han var tilbøjelig til straks at tillægge sine ideer en alt for stor rækkevidde, men han forstod også at modificere og tillempe dem efterhånden som han arbejdede videre med dem. Dette skete i afhandlingen Recherches statistiques sur les formations végétales, 1918 og i Dominansareal, Artstæthed og Formationsdominanter, 1928.

C. Raunkiærs plantegeografiske arbejder blev efterhånden kendt i udlandet og hans ideer, klare logik og krav om eksakte metoder højt vurderet, og 1934 kunne sytten af hans herhen hørende afhandlinger udgives på engelsk i et stort oplag, The life forms of plants, and statistical plant geography.

Foruden de nævnte større og mere generaliserende afhandlinger har C. Raunkiær skrevet en række andre om detailstudier hvoraf nogle belyser hans metoders anvendelighed, andre er biologiske og systematiske. Mest følgerig blev hans meddelelse fra 1903, Kimdannelse uden Befrugtning hos Mælkebøtte (Botanisk T. XXV), hvori han beskriver sine berømte kastreringsforsøg med bortskæring på et tidligt stadium af alle blomstens dele undtagen frugtknuden som alligevel satte modent spiredygtigt frø (apogami). I flere afhandlinger beskæftiger han sig med artsvariation (småarter, varieteter, biotyper) og indførte et nyt begreb, isoreagenten som den sidste systematiske enhed. I tre Isoreagentstudier, 1925, 1926 og 1933 anvendes dette begreb bl.a. på Eremitageslettens Tjørne og Søndermarkens Ege.

Mangfoldige var de emner C. Raunkiær beskæftigede sig med, og ofte optog de ham for en tid sådan at hans tanker og tale kun drejede sig om dem som da han 1919 med sand lidenskab arbejdede med de problemer han søgte at løse i den højst interessante, men ikke uangribelige afhandling Egern, Mus og Grankogler. En naturhistorisk Studie.

C. Raunkiær var i mange år kun lidt kendt uden for de videnskabelige kredse som i ham så en af vore skarpest tænkende og idérigeste forskere og hædrede ham som sådan – medlem af Videnskabernes selskab 1902 og æresdoktor ved Kbh.s univ. ved jubilæet 1929. Han interesserede sig ikke for en popularisering af sin videnskab hvad han fandt unyttigt og tidsspildende. Hans åndelige niveau lå meget højt, og kun få kunne følge ham i hans tankers flugt under de talrige diskussioner han yndede at føre på tomandshånd. Han var en inciterende lærer for videnskabeligt interesserede studenter, men blev let for lærd i den mere elementære undervisning.

For den store offentlighed blev han først et kendt navn da han som medlem af Dyrehaveudvalget fremsatte sit meget diskuterede forslag om en alternativ benyttelse af Jægersborg dyrehave og Jægersborg hegn som dyrepark. Han kendte Dyrehaven som ingen anden og har bl.a. beskrevet og opmålt alle dens gamle ege, tjørne og bøge. Fra omkring 1925 tog han virksom del i Danmarks naturfredningsforenings arbejde og var dens videnskabelige konsulent i en række sager; i en afhandling i foreningens årsskrift 1928–29, Naturfredningens nationaløkonomiske Betydning. En naturvidenskabelig Redegørelse viste han at selv små indgreb i den stabile natur kan få følger hvis rækkevidde man ikke kan forudse.

C. Raunkiær led i perioder af en depression der hindrede ham i strengt videnskabeligt arbejde. Hans rastløse ånd fandt da beskæftigelse i læsning, først og fremmest af danske digte. Han fandt deri et emne for statistisk behandling, nemlig en opgørelse af hvilken rolle planter har spillet for vore digtere, og han søgte at vise om deres og dermed almenhedens kendskab til vore planter er vokset i tidernes løb eller ej. På grundlag af sine samlinger herom (nu i Det kgl. bibliotek) udgav han tre bøger, Hjemstavnsfloraen hos Hedens Sangere, Blicher og Aakjær, 1930, Mælkebøtten i dansk Poesi, 1931 og Planterne i den religiøse Digtning, s.å., åndfulde essays der viser en side af hans natur, hans sans for poesi som han ikke kunne give udtryk for i sine botaniske skrifter.

Familie

C. Raunkiær blev født på Ravnkærgård, Lyne sg. ved Varde, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Forældre: gårdejer Johan Christian Hansen (1826–1904) og Ane Thjellesen (1823–1901). Navneforandring 25.5.1912. Gift 1. gang 19.5.1888 i Varde med Ingeborg Marie Andersen (Ingeborg Raunkiær), født 11.10.1863 i Varde, død 8.9.1921 på Frbg., datter af fabrikant Hans Peter Andersen (1832–87) og Nielsine Andrea Schack (1835–1905). Ægteskabet opløst 1915. Gift 2. gang med Agnete Seidelin, født 5.11.1874 i Århus, død 4.6.1956 i Frederikssund, datter af købmand, senere bankdirektør Jens Christian Seidelin (1827–88) og Christiane Dorothea Rosenstand (1838–1908). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 5.9.1925 på Frbg. (b.v.) med Christine Farvine Nelly Nielsen, født 21.3.1879 i Kbh. (Matth.), død 25.11.1959 i Vedbæk, datter af sigtefabrikant, senere portner Carl Frederik Nielsen (1832–99) og Christine Delcomyn Petersen. – Far til Barclay Raunkiær Farbror til Kristian Raunkjær og Palle Raunkjær.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Carl Christensen: Den danske botaniske lit. 1880–1911 1913 105–07 191. Samme: Den danske botaniske lit. 1912–39, 1940 8–12 (bibliografi). – Selvbiografi i Promotionsfesten 1929 i anledn. af Kbh.s univ.s. 450 års jubilæum, 1930 131–36. Friesia VI, 1961 283–90 (brev). - Carl Christensen: Den danske botaniks hist. I, 1924–26 836–45. Ove Paulsen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1937–38 67–89. Samme i Naturens verden XXII, 1938 240–48. K. Gram i Botanisk t. XXXXIV, s.å. 255–59. Henning E. Petersen i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov s.å. 157–66. A. Fox Maule i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 især 217–19. C. Raunkiær: Fra en vestjysk hedegård i tiden ca. 1865-75 (erindr.), 1964. – Papirer i Kgl. bibl., Botanisk centralbibl. og Botanisk museum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christensen: C. Raunkiær i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296201