B. Kamphøvener

B. Kamphøvener, Bernhard Caspar Kamphøvener, 10.5.1813-20.7.1846, botaniker. Født i Køge, død sst., begravet sst. K. kom fjorten år gammel i apotekerlære i Køge og derefter i Viborg hvor han følte sig så ulykkelig, at han flygtede til Kbh. Her blev han student 1831. Hans tidligt vakte interesse for botanik og hans kendskab til den danske flora imponerede professor J. W. Hornemann der skaffede ham stipendier og Borchs kollegium. K. opgav snart det medicinske studium og helligede sig helt naturfagene, men da der dengang ingen afsluttende eksamen heri fandtes, endte han sine studier uden eksamen. 1837 blev det overdraget ham at undervise hvert andet år i forstbotanik ved Polyteknisk læreanstalt, et arbejde han røgtede med stor iver, men med stor utilfredshed over ikke selv at måtte eksaminere sine elever ved eksamen, hvad der gav sig udslag i en heftig bladpolemik med eksamenskommissionen (1840–41). Han foretog flere lange ekskursioner i Danmark, altid til fods og uden at tage tilstrækkeligt hensyn til en begyndende tuberkulose der snart nedbrød hans helbred og gjorde ham pirrelig og uomgængelig. En rejse gennem Tyskland og Italien til Sicilien 1842–44 hvorunder han samlede en mængde planter bragte kun ringe bedring, og da J. F. Schouw mente at et ophold i varme lande ville hjælpe ham, fik han ham ansat som botaniker ved Galatheaekspeditionen 1845. Det var et uheldigt valg, thi K.s pirrelighed gjorde ham ilde lidt om bord, og selv var han så utilfreds at han forlod skibet i Penang og rejste hjem til Køge hvor han døde et par uger efter sin ankomst. Som ekspeditionens botaniker gjorde han dog god fyldest, navnlig ved udforskning af Nikobarøernes flora. – K.s litterære produktion er minimal, men hans efterladte dagbøger og optegnelser, hvoraf et par senere er trykt, viser at han var en meget vidende og idérig botaniker. De indeholder iagttagelser og skildringer af den danske vegetation der er uden sidestykke i den samtidige litteratur, fx hans påvisning af kvellerens evne til sandbinding.