Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alfred Hansen

Oprindelige forfattere FoxM og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Alfred Hansen, Hans Alfred Hansen, 2.10.1925-29.1.2008, botaniker. Alfred Hansen blev student fra Statens og hovedstadskommunernes kursus 1945 og cand.mag. med botanik som hovedfag 1953. Efter syv år ved landbohøjskolens afdeling for systematisk botanik kom han 1960 til Botanisk museum hvor han ledte det danske herbarium og nøje fulgte floraens udvikling med speciel interesse for indvandringen af for Danmark nye arter. Ved egne afhandlinger og som koordinator af andres medvirkede han til at samleværket Danmarks topografiskbotaniske undersøgelse, som sattes i gang af C. H. Ostenfeld i 1904, nu er afsluttet. Siden 1973 stod han som udgiver af E. Rostrups klassiske ekskursionsflora, og han ledede mange af Dansk botanisk forenings ekskursioner.

Alfred Hansens vidtstrakte plantekendskab gjorde ham naturligt til dansk medarbejder ved den store europæiske flora, Flora Europaea, som udkom 1964-80. På en lang række indsamlingsrejser til øer i Middelhavet og Atlanterhavet fandt han helt nye arter og nye voksesteder for tidligere beskrevne arter. Han var medarbejder på projektet Flora Macaronesica som sigtede imod en så vidt muligt fuldstændig kortlægning af plantevæksten på Madeira, Azorerne og De kanariske øer. Resultaterne blev publiceret i Flora Macaronesica Checklist (1993). Alfred Hansen havde stor interesse for historie og personalhistorie og skrev blandt andet mange nekrologer over danske botanikere. Ved lister i Botanisk tidsskrift hvert tredie år registrerede han dansk botanisk litteratur, og 1963-79 udgav han Den danske botaniske litteratur 1940-1959 med korte biografier.

Familie

Alfred Hansen er født i Snekkemose, Rise sogn, Ærø.

Annonce

Forældre: parcellist Ole H. (født 1894) og Kirsten Hansen (født 1901). Gift 28.4.1961 i Kastrup med lærer Ragnhild Wadier Gregersen, født 27.12.1939 i Kastrup, d. af ingeniør Christen Hansen Gregersen (1903-74) og Karen Binderup Wacher (født 1904).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Dansk botanisk arkiv XXI, 1963 136-38 (m. bibliografi, fortsat i Botanisk t.). Taxon XXI, Utrecht 1972 730f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Fox Maule, Merete Harding: Alfred Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290659