Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N. Hartz

Oprindelige forfattere EKr og SAAnd
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

N. Hartz, Nikolaj Eeg Kruuse Hartz, 23.8.1867-7.5.1937, palæontolog. Født i Randers, død på Frbg., begravet Måløv kgd. H. blev 1885 student (Randers), fik magisterkonferens i botanik 1895 og blev dr.phil. 1909. Allerede i studietiden foretog H. 1889 en videnskabelig ekspedition sammen med zoologen W. Lundbeck til Godthåb-Julianehåbdistriktet i Grønland, og n.å. til Diskobugten m.m. 1891–92 deltog H. i Ryder ekspeditionen til Scoresbysund og Angmagssalik på østkysten af Grønland og opdagede bl.a. planteforsteninger fra Rhåtlias på Kap Stewart som han senere bestemte under et studieophold i Stockholm hos G. Nathorst. For første gang forelagdes på basis af iagttagelser gennem et helt år (1891–92) en omfattende redegørelse for en arktisk flora, 1895. 1900 undersøgte H. desuden Christian IXs land som leder af skibsafdelingen på Carlsbergfondets ekspedition til Østgrønland under G. C. Amdrup. Fra disse rejser hjembragtes rige samlinger. H.s hovedindsats kom imidlertid til at ligge inden for Danmarks geologi, efter at han 1896 på en særlig bevilling var blevet assistent ved Danmarks geologiske undersøgelses moselaboratorium og under et studieophold i Stockholm hos Gunnar Andersson havde lært den tids arbejdsmetoder at kende. I hans første, banebrydende arbejde fra 1899 s.m. E. Østrup, Danske Diatoméjord-Aflejringer, påviser han således at disse søaflejringer stammer fra en mellemistid (interglacialtid) og gør udførligt rede for deres indhold af planterester som i forbindelse med lejringsforholdene tydeligt viser at vi her i landet har haft sådanne mellemistider. Han påviser således ikke blot at granen har været almindelig her i landet i disse mellemistider, men også at en del nu sjældne planter var meget almindelige dengang, bl.a. taks, kristtorn og avnbøg, og i en kort efterskrift meddeles det første fund af den amerikanske åkande, Brasenia purpurea, i en interglacial mose her i landet. Disse resultater og det delvis af ham indsamlede knoglemateriale dannede grundlaget for den senere konstatering af menneskets tilstedeværelse i Danmark i sidste interglacialtid. 1901 følger en redegørelse for plante- og dyrelevningerne i det af V. Milthers opdagede "Allerødlag" i Allerød teglværksgrav i Nordsjælland, og H. påviser derigennem at laget stammer fra en forbigående varmere tid på overgangen mellem istiden og efteristiden. N.å. samles disse iagttagelser herfra og fra lignende forekomster i afhandlingen Bidrag til Danmarks senglaciale Flora og Fauna, 1902. De fortsatte undersøgelser over de interglaciale moser i Midtjylland førte bl.a. til det interessante fund 1905 af en nordamerikansk halvgræs, Dulichium spathaceum, i moserne. Ydermere inddroges de i mange istidsjordlag forekommende "ravpindelag", samt brunkulslagene i Midt- og Vestjylland i undersøgelsen, og de omfattende resultater samledes derefter i den betydningsfulde doktorafhandling Bidrag til Danmarks tertiære og diluviale Flora, 1909, der ligesom de andre afhandlinger er trykt i Danmarks geologiske undersøgelses skrifter. Ligeledes kastede H. sig med stor iver over eftersøgningen af de ældste primitive stenredskaber – eolitherne – i vore interglaciale moser og i yngre lag, men resultaterne vakte stærk modstand. Af særlig betydning var derimod fundet 1913 af en pilespids i ferskvandslagene i klinten ved Nørre Lyngby i Vendsyssel, idet det tidsmæssigt udvidede menneskets historie i Danmark betydeligt. 1913 tog H. sin afsked fra Danmarks geologiske undersøgelse og blev prokurist i broderens forretning, Standard Mønsterforretning, hvori han allerede tidligere havde været ansat. 1919 blev han meddirektør i det samme firma der nu var omdannet til Marius Hartz A/S, og 1930 gik han over i bestyrelsen. Fra 1899 var H. tillige lærer ved Statens lærerhøjskole, dog med en afbrydelse 1919–31, og under første verdenskrig var han medlem af brændselsnævnet af 28.2.1917. Korresponderende medlem af Svenska sällskapet för antropologi och geografi 1901. H. modtog Berzeliimedaljen. En fossil planteslægt fra Grønland, Hartzia, er opkaldt efter ham.

Familie

Forældre: skomager Carl Peter H. (1836–1912) og Christine Margrethe Bøggild (1836–1916). Gift 15.8.1901 på Dyrefjord, Island, med Anna Berg, født 28.8.1880 på Kjelle ved Tønsberg, Norge, død 18.1.1971 i Nykøbing S., d.af hvalfanger, kaptajn Lauritz Jacob B. (1845–1907) og Martha Bull (1856–1925). – Far til Lauritz H.

Udnævnelser

R. 1900.

Annonce

Ikonografi

To mal. af Lauritz Hartz, 1927. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1910 51. – J. Vahl: Slægtebog over Chr. Nielsens afkom II, 9, 1892 16. S. A. Andersen i Naturhist. t., 1937 78. K. Jessen i Botanisk t. XLIV, 1937 242f. Samme i Medd. fra da. geol. foren. IX, 1938 237–40 (m. bibliografi). A. Garboe: Geologiens hist. i Danm. II, 1961 420–24. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kristiansen, S. A. Andersen: N. Hartz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290863