Erik Zeuthen

Erik Zeuthen, 15.11.1914-10.1.1980. Født i Hareskovby, død i Virum, begravet Ulstrup kgd. Z. blev student 1933 fra Birkerød statsskole hvis rektor H. V. Brøndsted var Z.s morbror. Brøndsted, der nogle år senere blev professor i almindelig zoologi ved Kbh.s univ., vakte Z.s interesse for biologi og anbefalede ham at studere zoofysiologi. I studietiden havde Z. August Krogh som lærer; han studerede på den tid betydningen og udnyttelsen af iltgradienten, dvs. faldet i ilttrykket i vævet mellem et dyrs overflade og dets stærkt arbejdende og dermed iltforbrugende muskler. Som studerende deltog Z. i Kroghs undersøgelser af disse forhold i flyvende insekter og fugle; sammen gjorde de bl.a. den interessante iagttagelse at skarnbassen ved små bevægelser forvarmer sine flyvemuskler til ca. 30° før den begynder at flyve. Sammen med studiekammeraten K. Schmidt-Nielsen deltog Z. også i Kroghs undersøgelse af vandoptagelse og vandpermeabilitet i frøæg og unge larver. Under et ophold 1936 hos embryologen John Runnström i Stockholm fik Z. interesse for at studere encellede organismer. 1939 tog han magisterkonferens i zoofysiologi. Efter militærtjenesten, som blev kort som følge af demobiliseringen ved den tyske besættelse, arbejdede Z. videre på zoofysiologisk laboratorium med undersøgelser af luftskiftet i fugles åndedrætsorganer, emnet for hans konferens. Ved disse undersøgelser som han har beskrevet i Vidensk. selskabs biol. medd. 1942, kom han ind på fuglelungens eventuelle funktion ved varmereguleringen (fugle har ikke svedkirtler).

Z. vendte så tilbage til cellebiologien som han fik interesse for under opholdet hos Runnström. Han ville studere ægcellens stofskifte og vækst. K. Linderstrøm-Lang og Heinz Holter på Carlsberg laboratoriet havde netop udviklet et mikrorespirometer, bygget over princippet i den Cartesianske djævel (dykker). 1940-46 arbejdede Z. på Carlsberg laboratoriet med bl.a. at udvikle den nævnte dykker så den kunne bruges til hans fysiologiske undersøgelser. Med dykkeren kunne han foretage respirationsmålinger på enkelte celler, hvor man tidligere kun havde kunnet måle på cellepopulationer eller vævsdele. Han udviklede også en dykkerdragt. I den periode Z. arbejdede på Carlsberg laboratoriet benyttede han, efter opfordring af Gunnar Thorson, tre somre til målinger af stofskiftet hos visse dyr fra Øresund under deres udvikling fra æg- til voksenstadiet. Arbejdet udførtes på et meget beskedent marinbiologisk laboratorium i Helsingør. De overraskende måleresultater førte Z. ind på en omfattende undersøgelse som han har behandlet i sin disputats Body size and metabolic rate in the animal kingdom, 1947.

1945 vendte Z. tilbage til zoofysiologisk laboratorium som videnskabelig assistent, var 1946-51 universitetsadjunkt, 1951-56 amanuensis og 1956-57 lektor i sammenlignende fysiologi. Foruden at varetage sin undervisning af studenter fortsatte han sine marinbiologiske studier, dels herhjemme og dels ved studieophold i udlandet, således ved Hopkins Station of Stanford University, Californien (1948-49), University of California, Berkeley (1948-49 og 1956-57) m.fl. Ved undersøgelser af respirationsintensiteten af befrugtede marine æg fandt Z., at der ved iltoptagelsen var cykliske svingninger i takt (synkront) med celledelingen. Til et nøjere studium af cellens cyklus måtte man nødvendigvis have et bedre egnet forsøgsobjekt end de sæsonbestemte marine æg. Z. fandt 1950 protozoen Tetrahymena pyriformis velegnet; denne ciliat kunne dyrkes uden tilstedeværelse af andre organismer og var let at holde i kultur. I samarbejde med en studerende, Otto Scherbaum fra Østrig, lykkedes det Z. 1952 ved at udsætte en population af nævnte celle for kortvarige kulde- eller varmepåvirkninger at få mange af cellerne i populationen til at dele sig samtidig. Ved denne synkroniseringsmetode fik Z. og medarbejdere et cellemateriale der kunne undersøges fysiologisk fra celledeling til celledeling og i mængder, tilstrækkelige til biokemiske analyser. I artiklen Oxygen uptake as related to body size in organisms (The quarterly review of biology XXVIII, 1953) vurderer Z. resultaterne af sine undersøgelser af stofskiftet i relation til legemsstørrelsen hos store celler op til mg-store dyr. Han mener, at iltoptagelsen for disse varierer med cellens respektive dyrets masse, mens den for større dyr snarere varierer med dyrets overflade. Artiklen har haft vidtrækkende betydning, og den er stadig aktuel for biologer. Den blev genoptrykt 1967 i The Bobbs-Merrill Reprint, Series in the Life Sciences, og blev 1980 optaget på listen Citation Classics i Current Contents, ISI.

1957 blev Z. efter kræftforskeren Albert Fischers død forstander for Carlsbergfondets biologiske institut. 1961 blev han tillagt titlen professor. Det ansås for sandsynligt at cancerproblemet, hvormed der arbejdedes på instituttet, måtte kunne angribes ud fra kendskab til almindelige cellers vækst. Z. var klar over, at skulle Tetrahymena kunne anvendes i arbejdet med nævnte problem, måtte man finde en metode hvorved det blev muligt at retardere dens vækst i en specifik fase uden at naboceller i andre faser blev påvirket. Ved Z.s død 1980 var dette problem stadig uløst. – Z. var sekretær i Dansk biologisk selskab 1954-56, medlem af Videnskabernes selskab fra 1958, formand for Nordisk forening for celleforskning 1967-71 og præsident for den skandinaviske sektion af Society of Protozoologists fra 1967 til sin død. – Z.s litterære produktion var meget omfattende. Han var forfatter eller medforfatter til mere end 160 videnskabelige arbejder, bl.a. artiklen om luftskiftet i fuglelungen (1942), disputatsen (1947) og afhandlingen om iltoptagelse i relation til legemsstørrelse (1953). Inden for populærvidenskab skrev Z. bl.a. en bog om livets opståen og udvikling (2. bind i serien Mennesket og naturen, 1952). Z.s eksperimentelle teknik var uovertruffen; videnskabsmænd kom fra nær og fjern for at lære hans dykkermetode. – Z. fik tildelt Thunberg-medaljen, Kungl. fysiografiska sållskapet, Lund 1966 og Novoprisen 1969.