C.H.H. Bornebusch

C.H.H. Bornebusch, Aage Carl Heinrich Hartmann Bornebusch, 29.1.1886-13.6.1951, jordbundsbiolog, forstander ved statens forstlige forsøgsvæsen. Født i Radsten sg, død i Springforbi, begravet Hillerød kgd. B. var tredje generation af en forstmandsslægt hvis stamfader Wilhelm B. var indvandret fra Tyskland og havde fået ansættelse som skovrider på grevskabet Hardenberg på Lolland. Han blev efterfulgt i stillingen af B.s far, og B.s ældste bror Thorstein B. (1865–1948) blev også skovrider på Hardenberg (nu Krenkerup). B. tog alm. forberedelseseksamen 1902 og blev forstkandidat 1910. Han fortsatte studierne på landbohøjskolen hvor han studerede grundvidenskaberne 1911–12, samtidig med at han assisterede P. E. Müller med videnskabeligt arbejde. Efter nogle års arbejde med skovplanlægning fik B. mulighed for at beskæftige sig mere indgående med jordbundsbiologiske studier idet han 1916–21 var skovfoged i Store bøgeskov hos skovrider H. Mundt, Sorø akademis 2. skovdistrikt. B. fik her rig lejlighed til at studere skovbundsfloraen, og grundlaget blev lagt for de af ham opstillede skovbundstyper hvis artssammensætning er "et levende reagens for skovjordens tilgængelige plantenæringsstoffer" (Dansk Skovforenings Tidsskr, 1920 50). B.s tidlige skriftlige arbejder om skovbundens plantevækst var af en sådan kvalitet at de åbnede mulighed for oprettelse af en stilling for ham som biologisk medarbejder ved Statens forstlige forsøgsvæsen hvor han 1.4.1921 fik en ret selvstændig forskerstilling under A. Oppermann. B.s studier blev nu koncentreret om skovjordens dyreverden der påvirker jordens struktur og dermed planteverdenens artssammensætning og vækstvilkår. Forskningsresultatet blev en doktorafhandling The Fauna of Forest Soil, 1930, der belyser mikrofaunaens betydning for omsætningen i skovbunden. De mikroskopiske dyrs stofskifte blev bestemt ved hjælp af Aug. Kroghs mikrorespirationsapparat.

Dette var aldrig før forsøgt, og B.s påvisning af at deres betydning i visse jordbundstyper var større end regnormenes har dannet grundlag for alle senere undersøgelser af jordbundens mikrofauna. Endnu betragtes doktorafhandlingen og B.s floristiske skovbundsstudier som banebrydende forskning. Efter Oppermanns død blev B. først konstitueret og senere udnævnt til forstander ved Statens forstlige forsøgsvæsen som han ledede 1931–50. Med denne stilling fulgte et betydeligt administrativt arbejde, og B. var mere forsker end administrator. Et af de praktiske arbejder der trængte sig på for skovbruget, og som B. tog op, var spørgsmålet om fremskaffelsen af skovfrø af forskellige arter og racer som kunne forøge skovenes ydeevne. B. var blandt initiativtagerne ved oprettelsen af Dansk skovforenings frøudvalg der var den institution der satte dette arbejde i gang, og udvalgets første formand 1936–50. I 1948 deltog B. i en studierejse til Sydgrønland med det formål at planlægge forsøg med trædyrkning.

B. var forfatter til over 100 afhandlinger med forstlige og jordbundsbiologiske emner. Hans arbejder er især trykt i Det forstlige Forsøgsvæsen i Danmark og i Dansk Skovforenings Tidsskrift. Desuden finder man artikler af B. i Fauna og Flora, Dansk Natur – Dansk Skole, Forstwissenschaftliches Centralblatt (Berlin) m.m. Hans vigtigste afhandlinger Skovbundsstudier og The Fauna of Forest Soil er trykt i Det forstlige Forsøgsvæsen VIII, 1923–26 og XI, 1930. Som forstander for Statens forstlige forsøgsvæsen havde B. rig lejlighed til at deltage i kongresser, møder og studierejser i de fleste europæiske lande. Han var Danmarks repræsentant i Centre Internationale de Silviculture, medlem af repræsentantskabet for Nordisk skovunion, korresponderende medlem af Finska forstsamfundet og Svenska skogsvårdsforeningen. Han var censor ved skovbrugseksamen ved landbohøjskolen. På grund af sygdom tog B. sin afsked 1.4.1950. – C. Mar. Møller skrev i nekrologen: "Hans helt igennem redelige videnskabelige indstilling prægede ham også som menneske."