Hans Klenow, 7.2.1923-21.2.2009, biokemiker. Hans Klenow blev 1947 magister i biokemi ved Kbh.s universitet og var 1949-56 videnskabelig assistent ved universitetets institut for cytofysiologi. Gennem støtte fra bl.a. Egmont H. Petersens fond arbejdede han 1952-53 ved United States Public Health Service under National Institutes of Health, Bethesda, Maryland, USA.

Hans Klenow var 1956-64 afdelingsforstander ved Fibigerlaboratoriets biokemiske afdeling og var 1964-90 professor i biokemi ved det medicinske fakultet ved Kbh.s univ. I denne periode var Hans Klenow i en del af 1972 gæsteprofessor i biologi og kemi ved Massachusetts Institute of Technology, USA.

Hans Klenow beskæftigede sig i sin forskning med nucleotidernes kemiske forhold og deres omdannelser i organismen. I engelsk-sprogede internationale tidsskrifter er publiceret talrige videnskabelige artikler hvis emne hovedsagelig er omsætning af nucleotider og biosyntesen af DNA (desoxyribonucleinsyre). Allerede disputatsen 1957 (Ribosefosfaiestrenes enzymatiske omsætning) varslede om interessen for nuclein-syrernes biokemi, og Hans Klenow er blandt de danske forskere der har gjort sig gældende på dette område.

Hans Klenow fik 1974 konsul Ernst Carlsens ærespris. Han var 1968-74 medlem af Statens lægevidenskabelige forskningsråd og 1962-64 formand for Biokemisk forening. Hans Klenow blev 1975 indvalgt i Videnskabernes selskab. Han modtog 1985 Novo-prisen.

Familie

Hans Klenow blev født på Frederiksberg; begravet på Søllerød kirkegård.

Forældre: civilingeniør, senere afdelingsingeniør Erik William Robert K. (1891-1982) og Rigmor Fanny Hilda Maxen (født 1895). Gift 1.7.1949 i Søllerød med sygeplejerske Margrethe Felbo, født 6.4.1924 på Frbg., d. af hovedkasserer Immanuel F. (1888-1966) og Isabella Jørgensen (født 1880).

Udnævnelser

R. 1971. R1. 1979.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1958 148f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig