Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Petrus Philomena de Dacia

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Petrus Philomena de Dacia, Peder Nattergal, 1290-1305, astronom, matematiker. Der er kun få samtidige vidnesbyrd om P.s levned og virksomhed. Han omtales først i et brev fra årene 1286-90 fra provincialen for de tyske dominikanere, Herman von Minden, der takker en vis P. de D. i Bologna for en gave i form af et sindrigt astronomisk instrument kaldet en spera insperata, hvis art ikke er nærmere fastslået (måske en armillarsfære). Videre roses giveren som "den nye Thaïes" og opfordres til at komme til Tyskland. En mere præcis dato er 31.7.1291, da P. de D. dictus Philomena i Bologna lagde sidste hånd på sin nedenfor omtalte Sacrobosco-kommentar. Året efter nævnes han et par gange som medlem af den tyske "nation" ved Bolognas universitet. Hans tilknytning til Italien bekræftes i disse år af en traktat om astrologi som en vis magister Romanus angiver at have skrevet på opfordring af sin lærer Petrus philomena canonicus Rolkendis. Alt tyder på at han omkring 1290 har været lærer i Bologna hvor der allerede dengang fandtes en speciel lærestol i astronomi og astrologi; han har næppe beklædt denne, men sikkert været magister artium, omend muligvis fra et andet universitet. Hvis Rolkendis er en forvanskning af Roskildensis har P. været kannik i Roskilde og i udlandet ernæret sig ved et præbende herfra. Dette udelukker, at han (som ofte tidligere antaget) har været dominikaner. At han senere er vendt tilbage til Danmark fremgår af et brev vedrørende en dansk studerende ved kurien fra pave Bonifacius VIII, dateret 4.7.1304 og stilet til biskoppen af Ribe, prioren for Skt. Knuds kloster i Odense, og Petrus Philomena canonicus Roskildensis. Dette tyder på at P. på dette tidspunkt har haft en vis position i den kirkelige administration i Danmark. Roskilde-obituariet indeholder ingen notits om hans død, så han må antages igen at have forladt landet og fundet sin grav i det fremmede. Lidt flere oplysninger fremgår af P.s værker der i samtiden var meget udbredte; der kendes endnu op imod 200 håndskrifter som på en eller anden måde er knyttet til hans navn. Først blandt disse værker er hans kommentar fra 1291 til Johannes Sacroboscos Algorismus vulgaris (udg. af M. Curtze) der var en af middelalderens mest anvendte lærebøger i aritmetik og algebra. Kommentaren udmærker sig bl.a. ved en ny og forbedret metode til uddragning af kubikrødder, men dens matematikhistoriske forudsætninger er endnu ikke helt belyst. Et mere trivielt matematisk værk er en Tabula multiplications over produkterne af tallene to og to fra et til 59, beregnet til brug for astronomer der regnede i 60-talssystemet. En meget større udbredelse (med mere end 50 bevarede håndskrifter) havde hans Kalendarium med tilhørende canones eller brugsanvisning (udg. efter et enkelt håndskrift af benediktinerne på Monte Cassino). Det var en astronomisk kalender for en 76-årig periode begyndende 1292, som i stor udstrækning kom til at erstatte en lignende kalender af Robert Grosseteste der var løbet ud 1284. Den tilstræbte en større nøjagtighed end forgængerens ved at give tidspunkterne for middelmånens faseskifter med en usikkerhed på et kvarter. Et nyt træk var en kolonne med solens deklination for hver dag i året. Denne koordinat var gennem året 1274 bestemt ved observation med et astrolabium af en anonym astronom i Roskilde; det kan endnu ikke afgøres om det var P. selv, eller om denne benyttede en kollegas resultater. En lignende kolonne dukker op 1296 i en kalender af Guillaume de St. Cloud i Paris, hvor P.s kalender også er udarbejdet ifølge visse af håndskrifterne. I tilslutning til kalenderen må nævnes en Declaratio super compotum der er en kommentar til den populære Compotus metricus manualis fra 1100-tallet, og videre en Tabula lunae, et diagram ved hvis hjælp man kan finde det himmeltegn månen ses i i hver enkelt måned, når man kender dens alder (i dage efter nymåne). Den kaldes også Tabula medicorum og har sikkert været til brug for læger til bestemmelse af de rette tider for åreladning. Også en Tabula solis med angivelse af solens længde gennem en fire-årig periode omtales i P.s værker og er for nylig identificeret i et håndskrift. Langt større interesse knytter der sig til en Tractatus eclipsorii (udg. m. kommentar af F. Saaby Pedersen) der beskriver konstruktionen og anvendelsen af et instrument til mekanisk udregning af formørkelser. Denne regnemaskine synes at være den første i sin art og forløberen for talrige senere varianter. Den angives at være konstrueret i Paris (antagelig kort før 1300), men teksten forklarer også hvorledes instrumentet kan benyttes i Roskilde. De hidtil nævnte skrifter er alle autentiske værker af P. Hans navn har imidlertid også været sat i forbindelse med en vis Petrus de Sancto Audomaro (dvs. fra St. Omer) som i enkelte håndskrifter kaldes Petrus Dane(sic) de Sancto Audomaro og har efterladt sig to skrifter der begge er blevet til i Paris i 1290erne. Det ene er en Tractatus de semissis (udg. af F. Saaby Pedersen) som beskriver en regnemaskine til bestemmelse af planeternes længde med et minimum af tabelopslag og uden trigonometriske udregninger: instrumentet er en forbedring af et lignende aequatorium beskrevet omkring 1260 af Campanus de Novara i Paris. Noget eksemplar har ikke overlevet, men en moderne rekonstruktion findes i Videnskabshistorisk museum i Århus. Det andet skrift er en Tractatus novi quadrantis fra 1293, omhandlende en speciel astronomisk kvadrant opfundet 1288 af den jødiske astronom Jacob ben Mahir (Profatius Judaeus) i Marseille eller Montpellier. De to Petrus' har således begge arbejdet i Paris inden for det samme tiår med nærtbeslægtede emner, og E. Zinner har derfor fremsat den hypotese, at det drejer sig om en og samme person hvilket er muligt under forudsætning af at P. i nogle år har haft et præbende fra St. Omer. Spørgsmålet er endnu ikke sikkert afklaret, omend sandsynligheden taler for at det var forskellige personer. Selvom dette skulle være tilfældet, er omfanget og originaliteten af P.s autentiske skrifter nok til at vise ham som den betydeligste skandinaviske astronom i middelalderen, hvis indflydelse endnu mærkes langt op i 1400-tallet. Et specielt træk ved værkerne er mangelen på direkte hentydninger til astrologien som næppe har haft P.s hovedinteresse; herved adskiller han sig klart fra det andet store navn i dansk middelalderastronomi, Nicolaus de Dacia, hvis store værk Libri tres anaglypharum fra ca. 1450 helt igennem sigter på astrologiske anvendelser af astronomien.

Bibliografi

Bullarium Danicum, udg. Alfr. Krarup, 1932 834. -Bibliotheca Casinensis IV, Monte Cassino 1880 232-47. G. Eneström: Anteckningar om matematikern P. de D. och hans skrifter = Öfversigt af kongl. vetensk.akad.s förhandl. III, 1885 15f; VIII 65-70; 1886 57f. P. de D. in algorismum vulgarem Johannis de Sacrobosco commentarius, udg. Maximilian Curtze, 1897. Moritz Cantor: Vorlesungen über Gesch. der Mathematik II, Lpz. 1900 90f. Ellen Jørgensen i Hist. t. 8.r.III, 1910-12 253-60 og V, 1914-15 346. Samme i Nord. t. för bokoch biblioteksväsen XIX, Upps. 1933 194f. Ernst Zinner: Gesch. der Sternkunde, Berlin 1931 332 336 358. Samme i Nord. astronomisk t. XIII, 1932 136-46 (ty. overs. i Archeion XVIII, Rom 1936 318-29). G. Rasch i Prominent Danish scientists, udg. V. Meisen, 1932 12-15. Paul Lehmann: Skandinaviens Anteil an der lateinischen Lit. und Wissensch. des Mittelalters, München 1936 = Sitzungsberichte der Bayerischen Akad. der Wissensch. Philos.-hist. Abt. II 52f. Olaf Pedersen i Vistas in astronomy IX, London 1968 3-10. Samme i Dictionary of scientific biography X, N.Y. 1974 540-42. Samme: P. de D. A problem of identity, with a survey of the manus., 1976 = Cahiers de l'institut du moyen-age grec et latin XIX. Fritz Saaby Pedersen i P. de D.: Tractatus instrumenti eclipsium, 1978 = sst. XXV. Samme: Petrus de S. Audomaro: Tractatus de semissis, 1979 = sst. XXXIII.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Olaf Pedersen: Petrus Philomena de Dacia i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295731