Peder Nielsen Horrebow

Peder Nielsen Horrebow, 14.5.1679-15.4.1764, astronom, fysiker. Født i Løgstør, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Frue k.). Faderen var fattig og først i syttenårsalderen kom den velbegavede unge mand i Ålborg lærde skole. Han havde megen fingerfærdighed, så han kunne bidrage til sit underhold ved at skære signeter og reparere mekaniske og musikalske instrumenter. Han læste på egen hånd Euklid og Longomontanus' Astronomia Danica. 1703 blev han student og kom til universitetet hvor Ole Rømer, som havde fattet interesse for ham, gjorde ham til sin assistent. H. hjalp bl. a. med til at forsyne de astronomiske instrumenter med delekredse. 1705 tog han teologisk attestats, men et par år efter måtte han forlade Kbh. for at være huslærer hos baron Frederik Krag til Stensballegård i Jylland. Her blev han til 1711 da han vendte tilbage til Kbh. Ole Rømer var død året før, og L. Schive var blevet professor i astronomi. H. tog imod en beskeden stilling som acciseskriver og giftede sig; i dette ægteskab fødtes tyve børn, af hvilke de tretten levede. 1714 døde professor i astronomi Rasch, og H. henvendte sig personlig til kongen som fattede interesse for ham og gav ham løfte efter tur på det første ledige professorat. Efter sin tur skulle Holberg have succederet Rasch, men da han var i udlandet, overlod han H. professoratet mod at beholde sin anciennitet, hvilket gav anledning til endeløse stridigheder med den bjergsomme H. der, da det kom til stykket, ikke ville give afkald på ancienniteten. 1716 blev han magister, 1720 universitetets notar og 1722 medlem af konsistorium. 1725 disputerede han for den medicinske doktorgrad og blev 1747 medlem af Videnskabernes selskab. H. fandt ved sin ansættelse observatoriet på Rundetårn i en meget dårlig forfatning. Han fik bevillinger til reparation og forbedringer, og han anstillede i årene 1716–20 en stor mængde observationer, især for at fuldende de observationsrækker som Ole Rømer havde påbegyndt på sit privatobservatorium Tusculanum ved Vridsløsemagle på Sjælland. Disse observationer var udført med den største nøjagtighed som datidens instrumenter tillod. De havde blandt andet til formål at bevise at jorden bevæger sig om solen, ved at man efterviste at vinklen mellem synslinjerne til Vega og Sirius ændrede sig i årets løb. H. fik virkelig bekræftet Ole Rømers resultater og udgav 1727 sine iagttagelser i Copernicus triumphans. Disse målinger har dog nu kun historisk interesse, idet man senere har opdaget at ændringerne kun skyldtes forandringer i urets gang på grund af temperaturvekslinger gennem året. Den store brand i 1728 greb ødelæggende ind i H.s virksomhed. Fra Trinitatis kirke sprang ilden over til Rundetårns observatorium som var af bindingsværk. H. mistede næsten alle sine ejendele. Kun et skrin med nogle af Ole Rømers og hans egne skrifter reddedes, men instrumenterne ødelagdes. Dette var et hårdt slag for H. som havde sin store familie at forsørge. Hans velynder, overceremonimester Vincents Lerche, trådte dog straks hjælpende til, forærede ham nogle bøger, gav ham adgang til sit bibliotek og lod planetmaskinen i tårnet reparere. 1730 blev der bevilget 300 rdl. til reparation af tårnet og instrumenterne, men der gik lang tid før alt kom i orden igen, og man fik ikke så gode instrumenter som dem Ole Rømer og H. i forening havde konstrueret. Først 1741 blev observatoriet tilfredsstillende, da der blev bygget et mindre tårn på toppen af Rundetårn, forsynet med ækvatoreal og meridianinstrument. Men da var H.s kraft allerede brudt af alder og næringssorger. Han måtte da lade sine sønner Christian og Andreas besørge observationerne. H. var ikke alene en dygtig og flittig observator. Hovedparten af sin tid og sine kræfter brugte han på at revidere den teoretiske astronomi på grundlag af Rømers observationer. Han opfandt en ny metode til bestemmelse af et steds geografiske bredde. Med samme instrument observerer man kulminationshøjderne af to stjerner med kendte deklinationer. Disse har man udvalgt således at den ene kulminerer lige så langt syd for zenit som den anden nord for zenit. Virkningerne af fejl på grund af kikkertens hældning vil da ophæve hinanden. Denne metode blev, trods sin godhed, snart glemt. Den blev 1883 genopdaget af en amerikansk astronom Andrew Talcott. Den bærer nu begges navn og anvendes fx ved præcisionsmålinger, ved hvilke de geografiske polers småbevægelser skal bestemmes. H. forstod at tage hensyn til instrumentfejlenes indflydelse på observationer med meridiankreds, længe før Tobias Mayer 1756 fremsatte sin teori for disse fejl. H. holdt både forelæsninger om astronomi og fysik ved universitetet. Han havde et anset navn i udlandet og var medlem af videnskabsselskaberne i Paris og Berlin, foruden af det danske. Da Peter den Store besøgte Kbh. 1716 opfordrede han H. til at komme til Rusland. – Af hans astronomiske skrifter er de vigtigste Ars interpolandi, 1731, Basis astronomiae. 1734–35, i hvilket sidste han gav en livlig skildring af Kbh.s brand 1728. En udgave af hans matematiskfysiske skrifter udkom 1740–41 i tre kvartbind. Et fjerde bind, Adytum astronomiae med det endelige grundlag for en Rømer-H.sk astronomi i form af stjernepositioner og soltabeller blev aldrig trykt, men findes i manuskript på Det kgl. bibliotek. – H. tog som nævnt den medicinske doktorgrad 1725, vel mest for at forsøge at forbedre sin økonomi ved lægepraksis. Disputatsen har kun interesse ved at give et billede af, hvorledes den pietistiske stahlianisme fra Halle trængte ind i Danmark. Den er nærmest et familieinteriør, idet hans erfaringer væsentligst omfatter helbredstilstanden hos hans kone og deres tyve børn.