P.A. Hansen

P.A. Hansen, Peter Andreas Hansen, 8.12.1795-28.3.1874, astronom. Født i Tønder, død i Gotha, begravet sst. Allerede i Tønder skole viste H. store anlæg for matematik og fysik, og hans interesse holdt sig da han efter sin konfirmation kom i urmagerlære i Flensborg. Faderen modsatte sig hans ønske om at studere videre, og efter endt læretid 1818 drog han på vandring, var bl.a. i Berlin. 1819 nedsatte han sig som urmager i Tønder. En søsters sygdom 1820 bragte ham i forbindelse med en matematisk interesseret læge, Dirks, og denne overtalte faderen til at give H. lov til at rejse til Kbh. for at studere hos lederen af den danske gradmåling, H. C. Schumacher. Denne blev snart klar over H.s store evner, fik ham først anbragt ved gradmålingen i Holsten og 1821 ved den danske gradmåling. 1822 fik han ansættelse ved observatoriet i Altona hvor hans virksomhed snart tiltrak sig opmærksomhed. Han var bl.a. medarbejder ved det af Schumacher stiftede Astronomische Nachrichten. 1825 efterfulgte han J. F. Encke som direktør ved observatoriet i Gotha og virkede her til sin død i næsten 50 år. Flere gange afslog han lokkende tilbud, fx 1839 fra Dorpat, 1847 fra Königsberg og 1857 fra Kbh. H.s arbejder ligger både inden for den praktiske og den teoretiske astronomi. I stedet for det gamle, tarvelige observatorium byggede han 1857 et nyt, og de mange praktiske erfaringer han herunder gjorde fik senere stor betydning for andre observatorier. Han har således ved sine arbejder: Methode mit dem Fraunhoferschen Heliometer Beobachtungen anzustellen, 1827, Theorie des Aequatoreals, 1855 og Theorie des Passageinstruments, 1858 lagt et grundlag som nu er klassisk. Også til teoretisk geodæsi, dioptrik og sandsynlighedsregning gav han bidrag. Men det som mere end noget andet har sikret ham plads blandt de største astronomer er hans arbejder henhørende under himmelmekanikken, særlig perturbationsteorien. Allerede 1829 offentliggjorde han i Astronomische Nachrichten grundtrækkene i sin teori som han senere videre udviklede dels i selvstændige værker, dels i Videnskabsselskabernes skrifter i Berlin, Leipzig og Paris. Bl.a. gav han betydningsfulde bidrag til den vanskelige teori for månens bevægelse. Det praktiske resultat heraf var hans 1857 af det britiske admiralitet udgivne Tables de la lune, som har haft grundlæggende betydning, om end de nu ikke længere kan tilfredsstille kravene til nøjagtighed.

Sammen med C. F. R. Olufsen udgav han Tables du soleil, 1853 (supplement 1857) som afløste F. Carlini-Bessels indtil de selv afløstes af U. J. J. Leverriers. – H. var medlem af henved tyve lærde selskaber og fik tre gange Royal Astronomicai Societys guldmedalje. – Gehejmeråd.