Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ejnar Hertzsprung

Oprindelige forfattere KPMo og PoHee
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ejnar Hertzsprung, 8.10.1873-21.10.1967, astronom. Født på Frbg. (Fred. ty.), død i Roskilde, urne i ukendtes grav, Solbjerg kgd. Fra sin astronomisk uddannede far arvede H. interessen for astronomi, og læsning af Julius Thomsen vakte også tidligt hans interesse for kemi. Kemien lovede imidlertid de bedste udsigter for en levevej, så efter at være blevet student 1892 fra Metropolitanskolen studerede han ved Polyteknisk læreanstalt og blev 1898 cand. polyt. med kemi som hovedfag. Efter et par års virke som kemiingeniør i St. Petersborg lærte han 1901 fotokemi hos Wilhelm Ostwald i Leipzig. Hermed var H. vel forberedt til sit kommende arbejde med at indføre fotografiske og spektroskopiske observationsmetoder i astronomien, metoder som blev af banebrydende betydning for den moderne astrofysiks opkomst. 1902 vendte H. tilbage til København og påbegyndte privat sin egentlige uddannelse i astronomi dels ved universitetsobservatoriet, dels ved Victor Nielsens privatobservatorium Urania hvor han arbejdede sammen med H. E. Lau. Med sine to nu klassiske artikler, Zur Strahlung der Sierne, offentliggjort 1905 og 1907 i Zeitschrift für wissenschaftliche Photographie, lagde H. grunden for måling af stjernernes lysstyrke ud fra deres spektre. Dette åbnede nye veje for udforskningen af stjernernes afstande, mælkevejens struktur og afstandene til andre mælkeveje, og for H. var vejen snart banet mod en karriere som professionel astronom. Han korresponderede med tidens ledende tyske astronom, Karl Schwarzschild, som 1909 inviterede ham på besøg i Göttingen. S.å. blev H. først ekstraordinær professor i Göttingen, og fulgte efter Schwarzschild til Potsdam som observatør ved det astrofysiske observatorium. 1919 blev han vicedirektør for det astrofysiske observatorium ved universitetet i Leiden, 1920 ekstraordinær og 1935 ordinær professor og sidstnævnte år tillige direktør for observatoriet. H. observerede også lejlighedsvis ved oversøiske observatorier, således 1912 på Mount Wilson, 1923–25 i Johannesburg og 1937 ved Lick observatoriet. Efter sin pensionering 1944 vendte H. tilbage til Danmark og bosatte sig i Tølløse hvor han indtil få år før sin død arbejdede flittigt som altid med korrespondance og udmåling af fotografiske plader med optagelser af dobbeltstjerner.

Der er ikke noget væsentligt felt inden for den moderne astrofysik som H. ikke har ydet bidrag til under den rivende udvikling, denne del af astronomien har gennemløbet i hans levetid. På flere punkter har han været med i pionerarbejdet for at lægge grundlaget. Han var helt i spidsen da teorien om stjernernes udviklingstrin blev skabt – udtrykkene kæmpe- og dværgstjerner skriver sig fra ham. Han var også med til at fastlægge sammenhængen mellem en 8-cepheistjernes periodelængde og dens absolutte lysstyrke. Allerede på Uraniaobservatoriet havde han med meget enkelt udstyr vist, hvorledes man kunne udnytte en idé af Henry til at danne stjernespektre. Han har udnyttet dette både til klassificering efter stjernetype og til fotometri ad fotografisk vej. Han har undersøgt bevægelsesforholdene i et stjernesystem i Ursa major, vist at plejadetågerne skyldes stjernesolenes belysning af støvskyer, og målt dobbeltstjerner både mikrometrisk og ved en fotografisk metode. De magellanske skyers afstand og bevægelse har han bestemt. Først og fremmest er H.s navn knyttet til Hertzsprung-Russelldiagrammet som sammenkæder absolut lysstyrke og temperatur for en gruppe af stjerner. Diagrammet udgør en hjørnesten for enhver udforskning af stjernernes dannelse og udvikling, det blev benyttet af H. allerede 1906, og 1913 uafhængigt fremsat af den amerikanske astronom H. N. Russell. Som ingeniør forstod H. at vælge hensigtsmæssige observationsmetoder, med sikkert teoretisk overblik planlagde han de mest lovende observationsprogrammer, og med sin formidable arbejdsevne samlede han endelig observationsdata i en målestok som leder tanken hen på Tyge Brahe der som den første satte astronomiske observationer i storstilet system. For H. stod observationsarbejdet altid i første række i overensstemmelse med hans motto: om du arbejder hårdt, finder du altid noget, og undertiden noget betydningsfuldt. Selv fandt han gennem et langt livs hårdt arbejde betydningsfulde resultater der til overmål sikrer ham en skelsættende plads i astronomiens historie. H. var medlem af ikke færre end 11 akademier i Europa og USA, således af Videnskabernes selskab fra 1919, og han blev æresdoktor i Utrecht (1923), Kbh. (1946) og Paris (1947). 1929 modtog han Royal Astronomicai Society's guldmedalje, 1937 Bruce guldmedaljen fra Astronomicai Society of the Pacific, og 1959 blev han hædret med Ole Rømermedaljen.

Familie

Forældre: forretningsfører, senere direktør i Statsanstalten for livsforsikring Severin Carl Ludvig H. (1839–93) og Henriette Christiane Charlotte Frost (1839–1915). -16.5.1913 med Henriette Mariette Augustine Albertine Kapteyn, født 16.11.1881 i Groningen, død 1956 i Holland, d. af professor Jacobus Cornelius K. (1851–1922) og C. E. Kapteyn-Kalsboven. Ægteskabet opløst.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Axel V. Nielsen i Planetarium I, London 1968 nr. 3. Bengt Stromgren i Oversigt over vidensk.s selsk.s virksomhed, 1968 121–25. Kaj Aage Strand i Dictionary of scientific biography VI, N. Y. 1972 350–53 (m. bibliografi). – Breve på Inst. for de eksakte vidensk.s hist., Århus univ.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Peder Moesgaard, Poul Heegaard: Ejnar Hertzsprung i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291244