Christen Sørensen Longomontanus

Christen Sørensen Longomontanus, Christen Langberg, Christen Lomberg, 4.10.1562-8.10.1647, astronom, matematiker. Efter 11 års skolegang i Viborg blev den snart 26-årige Christen Sørensen Longomontanus student 1588 og påbegyndte et universitetsstudium. Allerede 1589 fik han imidlertid læreplads hos Tyge Brahe. Gennem ti år, først på Hven og siden i Prag, blev han Tyge Brahes mest betroede assistent og selv uddannet til helbefaren forsker med ansvar for observationsprogrammer såvel som teoretiske arbejder. I et par år, 1597-99, mellem Hven- og Pragtiden, besøgte Longomontanus en række tyske universiteter og var imm. 1598 i Rostock hvor han s.å. blev mag.phil. Han er formentlig identisk med Christianus Severini Danus imm. 1598 i Rostock.

Efter Tyge Brahes død opholdt han sig en tid 1601 hos Holger Rosenkrantz "den lærde" på Rosenholm, og senere samme år rejste han med Steen Bille (1565-1629) til Trondhjem. Hjemme igen blev Longomontanus 1603 rektor ved sin gamle skole i Viborg, og fra 1605 påbegyndte han som professor pædagogicus i København mere end 40 års virke som universitetslærer. 1607 overtog han det matematiske professorat som 1621 blev opnormeret til astronomisk lærestol, hvis indehaver kaldtes "Mathematicus Superior".

Med sit hovedværk, Astronomia Danica, løste Tyge Brahes danske arvtager en dobbelt opgave, dels at grundlægge en tradition på højt niveau for universitetets undervisning i astronomi, og dels at fuldende en teoretisk astronomisk lærebygning på grundlag af observationsarbejdet fra Hven som Longomontanus i perioden 1607-16 supplerede med observationer foretaget med beskedent og hjemmegjort udstyr. Værkets tre udgaver fra 1622, 1640 og 1663 øvede en betydelig indflydelse og blev i Danmark simpelthen den grundlæggende astronomibog frem til Ole Rømers tid.

Christen Sørensen Longomontanus gør omhyggeligt rede for de tre verdensbilleder, det Ptolemaiske, det Copernikanske og det Tychoniske, og han stiller læseren frit i valget mellem de fænomenologisk ækvivalente systemer. Selv foretrækker han et Tycho-Copernikansk kompromis hvor jordkloden nok er verdens midtpunkt, men dagligt roterer om sin egen akse. Desuden lader han jordaksen langsomt ændre sin orientering for at forklare jævndøgnspræcessionen, og han lader solens baneplan vippe ganske lidt og langsomt for at forklare de af Tyge Brahe opdagede ændringer af fiksstjernernes bredder siden oldtiden.

Longomontanus byggede sine geometriske modeller på antagelsen af jævne cirkulære delbevægelser, og han anså Johannes Keplers forslag om elliptiske planetbaner med solen i det ene brændpunkt for en alt for dristig generalisation, selvom han måtte indrømme at specielt Mars' bevægelse kunne reddes på denne måde. De største individuelle afvigelser mellem Longomontanus' modeller og observationsgrundlaget var på 5′ for de ydre og 10′ for de indre planeter. Regneteknisk benyttede og videreudviklede Longomontanus prosthaphairese-metoden som Tyge Brahe havde udviklet i samarbejde med Paul Wittich. Denne metode bygger på trigonometriens additionsformler og erstatter multiplikation og division med de simplere additions- og subtraktionsoperationer ligesom i den logaritmiske regnemetode, som Neper (John Napier) offentliggjorde 1614. I solteorien fandt Longomontanus, at retningen til apogæum ved ekstrapolation bagud i tiden traf retningen til forårspunktet år 3967 f.Kr. Derfor regnede han dette som året for verdens skabelse, og som sådant blev det indført i hans almanakker og i senere danske almanakker frem til 1911. I en disputatsserie fra 1627-29 om tid og tidsregning søger Longomontanus af dette resultat at udlede en sidste frist for dommedags indtræden.

Longomontanus bestemte solens baneeccentricitet til ¹/₂₈, og da 28 er et perfekt tal, antog han at denne parameter såvel som planeternes baneeccentriciteter og banehældninger er uforanderlige i tidens løb. Sådanne argumenter synes vel i dag mærkværdige, men ligger helt på linje med fx Keplers spekulationer over regulære polyedre som arkitektonisk princip i verdensbygningen, og de viser altså blot Longomontanus som et ægte barn af sin tid. I tillæg behandler Astronomia Danica nye emner uden hævdvunden plads i tidligere astronomisk litteratur, fx Galileis iagttagelse med kikkert af bjerge på månen og en udførlig afhandling om nye stjerner og kometer. Efter Tyge Brahe var kometer blevet himmellegemer, hvis baner formentlig kunne bestemmes empirisk, mens de tidligere var anset for atmosfæriske fænomener som måtte behandles i den meteorologiske del af naturfilosofien. Hovedværket bringer også en fyldig instruktion i astrologiens regnemetoder, som i fire disputatser fra 1621-25 følges op af en fremstilling af den traditionelle astrologis tydningslære.

På sine gamle dage måtte Longomontanus imidlertid tage afstand fra astrologien. 1642 indrømmede han således modstræbende over for Ole Worm at have stillet for tronfølgeren prins Christian et horoskop der uden navns nævnelse var optaget som et regneeksempel i Astronomia Danica.

1636 udgav Longomontanus i disputatsform en slags betænkning om undervisningen i matematik i skolen og på universitetet, og 1639 fulgte så hans andet hovedværk, Introductio in Theatrum Astronomicum. Her fortalte Longomontanus kort, hvorledes den væsentligste fornyelse af astronomien siden oldtiden blev virkeliggjort på Hvens kongeligt udstyrede astronomiske teater og kun kunne fastholdes af nye generationer, såfremt observations-praksis vedligeholdes i vekselvirkning med teoridannelse og undervisning. I sit sigte er værket en betænkning om indretning, bemanding og brug af det planlagte observatorium på regenskirkens Rundetårn, hvormed København fik et universitetsobservatorium en generation før oprettelsen af observatorierne i Paris og Greenwich. Værkets sidste side omtaler kikkerten der vel kunne forstørre, men ikke være til nogen særlig nytte for positionsastronomien. Dengang var dette rigtigt, idet kikkerten først omkring 1670 blev udviklet til sigteinstrument ved montering af trådkors og mikrometer.

1612 og siden i perioden 1627-46 udsendte Longomontanus en række skrifter om cirklens kvadratur. Han forsøgte ved spekulationer over tallene 6, 7 og 8 og deres formodede mystiske betydning at udlede værdien 78/43 √3 for π. Der er tale om en ret grov tilnærmelsesværdi, så det kan nok undre dels at Longomontanus åbenbart tog dette arbejde alvorligt og dels at en række af samtidens matematikere, Pell, Paul Gúldin, Giles Roberval, Réné Descartes, Bonaventura Cavalieri og Thomas Fincke fandt det umagen værd at tage til skarpt genmæle.