Simon Paulli (anatom)

Simon Paulli, 23.2.1865-18.11.1933, anatom. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., urne på Solbjerg kgd. Udgået af en gammel lægeslægt og som dattersøn af anatomen Ludvig Jacobson følte P. sig stærkt kaldet til at fortsætte slægtstraditionerne. Efter studentereksamen 1882 fra Haderslev læreres skole gik han ind i det medicinske studium og blev kandidat 1889. Den almindelige lægegerning lå ikke for ham, og han søgte derfor assistentpladsen i anatomi ved veterinær- og landbohøjskolen hos professor H. Krabbe. Efter ansættelsen læste han samtidig til dyrlæge og tog 1893 veterinæreksamen. I disse år udarbejdede han et udmærket komparativt arbejde over de fra næsehulen udgående lufthuler i kraniet hos pattedyrene og erhvervede 1899 på dette arbejde den medicinske doktorgrad. For at få kendskab til moderne anatomiundervisning og videnskabens stærke fremskridt foretog P. 1899-1900 en udenlandsrejse. Først opholdt han sig i Kiel hos Walt. Flemming for at studere histologi og embryologi og søgte derefter Karl Gegenbaur i Heidelberg, den kendte forsker over sammenlignende anatomi, et område der i særlig grad havde P.s interesse. Ved Krabbes afgang rykkede P. op og blev hans efterfølger, først som lektor og fra 1903 som professor. Højskolen fik i ham en fremragende lærer der gav faget en stærk udvikling og skabte en videnskabeligt smuk institution. Mens der tidligere fortrinsvis havde været forelæst over hestens anatomi lagde P. vægt på en komparativ fremstilling af husdyrenes anatomi. Med rette tillagde han anatomien den største betydning som grundlæggende fagstudium hans topografisk-anatomiske dissektioner og seriesnit var for de studerende en uvurderlig hjælp senere i kirurgien. I sin fremstilling af det meget omfattende stof tilstræbte P. at drage hovedlinjerne skarpt frem, og han understregede dette ved en egenartet, myndig foredragsform hvor han med inciterende kraft og koncentration og stringent slutten sammen om emnet slog hovedpunkterne fast. Denne energiske, formelle fremtræden skabte stor respekt om hans person; de studerende betragtede ham som en streng, men retsindig lærer og eksaminator. Forelæsningerne anskueliggjordes ved et meget righoldigt og smukt tavlemateriale og ved fortrinlige demonstrationer på kadavere der var hærdet ved formalininjektion således at organerne ikke deformeredes ved præparationen. Denne konserveringsmetode, som P. indførte (Formolinjektion zur Demonstration des Situs viscerum bei den Haussäugetieren, 1909) blev senere efterlignet i udlandet. Disputatsen blev P.s vigtigste videnskabelige ydelse; senere supplerede han dette arbejde med undersøgelser over pneumatiske rum hos æsel og zebra (festskrift for B. Bang, 1928). Sammen med J. E. V. Boas beskrev han elefanthovedets anatomi i et monumentalværk i to bind, The Elephant's Head, 1908-25. Nævnes bør også en afhandling om Os rostri hos oksen (Anatomischer Anzeiger LV, 1922); tidligere kendte man ikke denne knogle der findes hos ca. 50 pct. af de voksne dyr. En anatomisk lærebog for veterinærstuderende nåede P. ikke at få udarbejdet, men en del af det fortrinlige illustrationsstof han i årenes løb havde samlet blev offentliggjort i en mindre lærebog for landbrugsstuderende (1914), og denne bog har også været til stor hjælp for de veterinærstuderende. Sammen med Gerhard Petersen udgav han 1917 en vejledning i dissektionsteknik, en kunst P. var mester i hvad talrige museumsstykker vidner om. – Ved jernbaneulykken ved Bramminge 1913 blev P.s hustru dræbt og han selv såret, og dette mærkede ham stærkt og svækkede utvivlsomt hans senere videnskabelige produktivitet. Han var i det ydre den særmærkede strengt-korrekte videnskabsmand, men i sit inderste en personlighed præget af gammel fin slægtskultur, var musikalsk og havde følelse for kunst; 1903-20 docerede han periodevis hestens anatomi på kunstakademiet.