Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Stensen

Oprindelig forfatter ESno

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Stensen, Niels Steensen, skrev sig selv Nicolaus Stenonis; den nu hyppigst brugte form Steno beror på en fejlagtig reduktion af Stenonis, 1.1.1638-25.11.1686, anatom, biolog, geolog, teolog. På fædrene side var Niels Stensen af skånsk præsteslægt. Moderens familie er ikke nærmere kendt. Faderen havde en driftig guldsmedeforretning og vintapperbod på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne og havde store leveringer til hoffet. Moderens nye ægteskab synes at have medført at Niels Stensen allerede 1645 flyttede hen til sin senere svoger, renteskriveren Jørgen Carstensen i Boldhusgade. Fra sit 3. til sit 6. år var Niels Stensen svagelig og vænnede sig til mere at lytte til voksnes samtaler end deltage i kammeraters leg. Gennem vennen Jacob Henrik Paulli v. Rosenschild fik Niels Stensen i dennes far Simon Paulli en lærer som Niels Stensen ærede som en far. Men han må også have oplevet og lært en del i guldsmedeværkstedet; i chaos-manuskriptet (fundet 1946 af G. Scherz i nationalbiblioteket i Firenze) fra 1659 kan man se at Niels Stensen tidligt har fået interesse for metaller og mineraler. Han eksperimenterede med svovl og salpeter, blandede guld og sølv "in phiala nostra", og han konstruerede både en hydraulisk maskine, et mikroskop og et teleskop samt udtænkte en bedre metode til linseslibning end den af René Descartes opfundne.

Fra 1648–56 gik Niels Stensen i Vor Frue skole hvor hans senere kærlighed til stringent videnskabelig forskning fremmedes af betydelige lærere som matematikeren Jørgen Eilersen og naturforskeren Ole Borch. 1650 blev han immatrikuleret ved universitetet; han fik Thomas Bartholin til præceptor og kastede sig over studier i medicin, fysik og kemi. Trods krigen mod svenskerne 1657–59, hvor Niels Stensen formentlig deltog i byens forsvar, synes han ifølge chaos-manuskriptet flittigt at have drevet boglige studier såvel i universitetsbiblioteket på Trinitatis kirkes loft som hos lærde københavnere der stillede deres private biblioteker til rådighed for studerende. Manuskriptets 90 tætskrevne foliosider på latin er nedskrevet marts-juli 1659 og viser hans brede belæsthed inden for værker af Bartholin, Johs. Kepler, Galilei, Paracelsus og andre naturvidenskabsmænd; men fremfor alt vakte Descartes' Discours de la Méthode og Principia philosophiae hans interesse og skærpede hans kritiske sans således at han allerede da så sig i stand til at analysere og korrigere Descartes' urigtige opfattelser inden for det biologiske område ud fra dennes egen metode. Dog kunne den analytiske metode ikke finde anvendelse hvad angik det religiøse – "et retskaffent menneske er aldrig uden Gud – overalt og intetsteds er vi hjemme, så længe vi ikke er i himlen" hævder Niels Stensen over for Descartes' altruisme. Han havde allerede da skrevet uddrag fra jesuiten Jeremias Drexels Joseph Aegypti prorex descriptus (München 1640) med dens moralske nytteanvisninger om ydmyghed og gudstro, renhed og laster.

Efter tre år ved Københavns universitet drog Niels Stensen efteråret 1659 på studierejse. Via Rostock til Amsterdam hvor han med anbefalingsskrivelse fra Bartholin begyndte studier hos lægen og anatomen Gerhard Blaës (Blasius). Her gjorde han 7.4.1660 sin store opdagelse da han ved dissektionen af et fårehoveds blodkar og nerver mærkede spidsen af sin skalpel bevæge sig frit gennem en hulhed i ørespytkirtlen for at ende med at støde mod tænderne. Han havde fundet kirtlens udførselsgang "såvidt jeg ved ikke beskrevet af nogen tidligere". 1662 benævntes kanalen efter Niels Stensen i J. van Hornes anatomiske lærebog. Niels Stensen havde selv ikke publiceret sit fund, men da Blaës 1661 prøvede at tilskrive sig æren så Stensen sig nødsaget til at forsvare sin prioritet (i Apologiae prodromus, 1663 og i De musculis et glandulis observationum specimen, 1664). 8.7.1660 holdt Niels Stensen disputation i Amsterdams Athenæum under forsæde af anatomen Arnold Senguerd. Hans Disputatio physica de thermis (tr. 1660; fundet 1959 af G. Scherz i Philadelphia, USA) var led i en række skolastiske studier. Den handler om varme mineralkilders bestanddele og er en mineralogisk-geologisk studie der peger hen mod Niels Stensens senere geologiske pionergerning.

Annonce

1661 rejste Niels Stensen til Leiden hvor han immatrikuleredes ved Hollands ældste universitet, og fortsatte sine studier under vejledning af og i venskab med medicineren Franz de la Boë (Sylvius) og anatomen van Horne der 1662 havde beskrevet brystlymfegangen. Boë var kendt for sin forskning af hjernen og af kirtlerne, hans kemiske laboratorium gjaldt for en seværdighed, og studenterne lærte han tillige klinik ved sygesengen. Ole Borch var samtidig med Niels Stensen i Leiden, og sammen overværede de adskillige dissektioner under Boë; nært venskab knyttedes også til to hollandske, senere berømte videnskabsmænd, lægen Jan Swammerdam, der sammen med Marcello Malphigi grundlagde den mikroskopiske anatomi, og Reinier de Graaf der 1672/73 beskrev ægfolliklen.

I Leiden publicerede Niels Stensen syv afhandlinger om kirtler i mundhule, gane og ved øjnene; han skelner mellem glandulae conglomeratae med udførselsgange og glandulae globatae, lymfeknuderne uden udførselsgange. Kirtlernes sekretudskillelse er for Niels Stensen en ren mekanisk proces, og viser ham som ægte elev af Descartes. Man havde tidligere ment at tårerne dannedes i hjernen og via hule nerver førtes ned til øjnene når hjernen ved sindsbevægelse trak sig sammen. Det lykkedes nu Stensen at redegøre for tårekirtlernes bygning og for tårevæskens udskillelsesvej - endnu benævnt Stensens kanaler. I Observationes anatomicae, 1662 – egentlig fire afhandlinger – betoner han "hvor omhyggeligt den alvise skaber har sørget for at intet urent besudler hovedet, denne kongetrone. Ørets, øjnenes og næsens hulrum skal holdes fugtige ... og alligevel finder man ingen overflod, hverken i næse, øje eller mund, når Du lever efter naturens orden". Fra Bartholin erfarede han i et brev af 20.11.1662 "Det ny vokser dag for dag, fordi Din pen og Dit skarpe øje ikke kender til hviledage".

Fra 1662–63 kastede Niels Stensen sig over studiet af hjertet hvor han som den første fremhæver at hjertet kun består af muskelfibre og at det ikke er sædet for livsvarmen eller udspring for livsånden (Nova musculorum et cordis fabrica, 1663). Han distancerede sig hermed fra Galéns og Descartes' skolastiske fysiologi – og det lykkedes Niels Stensen at påvise hjertemuskelfibrenes forløb. I De musculis ..., tilegnet kong Frederik III, lader han på bogens titelblad gengive fire tegninger af bl.a. sit skema for muskelbevægelser, tungens muskelanordning, lymfekarrene og navlestrengen, på barokvis omkransende tre dissektionssnit af hjertemuskelfiberstrukturen. Niels Stensen påviser her, som en af de første, hjertemusklens egenfunktion foruden dens påvirkelighed via nerveimpulser og påviser tillige de tværstribede musklers uændrede volumen under sammentrækning – det sidste et årelangt stridsspørgsmål, først endeligt løst godt 200 år senere. Det er også her han omtaler sit "eksperiment" med en hund med underbinding af hovedpulsåren (aorta) hvorved der kommer lammelse af benene hvilket igen ophører ved løsnen af snoren.

Under Leidenårene blev han ven med Baruch Spinoza der på grund af sin fritænkeriske filosofiske lære var fordrevet fra Amsterdams jødiske menighed og netop i disse år udgav sin "R. des Cartes Principiorum philosophiae Pars I & II. More Geometrico demonstratae", 1663, hvori han forklarer sine synspunkter med anvendelse af Descartes' matematisk analytiske principper. Niels Stensens anatomiske undersøgelser bragte ham selv mere og mere ind på at cartesianernes opfattelse af legemet som en maskine uden en af Gud påvirket sjæl måtte være fejlagtig – som han senere skrev til Leibniz: "Når disse herrer filosoffer har taget således fejl hvad angår de materielle ting, som er tilgængelige gennem sanserne, hvilken sikkerhed kan man så have for, at de ikke tager fejl, når de taler om Gud og sjælen?" Endnu fastholder Niels Stensen dog "sin fædrene lære, ikke så meget fordi jeg fra tidligere tid følte en trosoverbevisning i mig, men fordi studiet af naturen og min udenlandsrejse gav min beskæftigelse en anden retning".

1664 vendte han imidlertid tilbage til København i håb om ansættelse som anatom ved universitetet hvor Thomas Bartholin af helbredshensyn havde opgivet sine forelæsninger. Skønt denne udtalte sig anerkendende om Stensen blev det dog Bartholins egen søstersøn Matthias Jacobsen (Jacobæus) der i august 1664 knyttedes til universitetet – foreløbig som professor i geografi; de anatomiske forelæsninger bortfaldt. Som Niels Stensen mange år senere anfører: "Da jeg overvejede, at skylden ikke var min, fandt jeg mig tålmodigt i Guds førelse, og selvom jeg ikke sparede nogen anstrengelse for at hævde min uskyldighed, så friede Gud mig dog fra at stræbe efter hævn, skønt jeg oftere havde særdeles god lejlighed, og det ikke manglede på folk, som æggede mig". Han forlod København samme år og over Köln kom han 7.11. til Paris hvor han blev de følgende syv måneder. Hans religiøse uro var blevet større, og i den lærde Melchisedech Thévenots hjem førte han religiøse samtaler med andre videnskabsmænd, ligeledes ved universitetet.

I et Annunciata kloster mødte han den til katolicismen konverterede danske adelsdame Hedwig von Rantzau med hvem han drøftede konfessionelle spørgsmål. Hun anbefalede ham at læse Luthers skrifter hvad der efter hendes mening ville føre ham til katolicismen. Også Thévenots niece synes at have påvirket Niels Stensen religiøst. Hans største indsats under pariseropholdet var Discours ... sur l'anatomie de cerveau ... (foredrag trykt med fire illustrationer 1669) hvor han gør op med Descartes' spekulative, men ufysiologiske beskrivelse af hjernen i Le Traité de l'Homme (1664) og med englænderen Thomas Willis' fantasifulde lokalisationslære i Cerebri anatome, nervorumque descriptio et usus (1664). Som Niels Stensen udtrykker det: "Utilstrækkeligheden af systemerne for hjernen, fejlene ved den metode, man har fulgt for at dissekere den", gør at han "ærligt og oprigtigt" må erkende intet at kende til hjernens anatomi. "Willis giver os et højst besynderligt system ... og man bør ikke regne Cartesius det til last, om hans system for hjernen ikke helt og holdent stemmer med erfaringer". Niels Stensen afliver bl.a. Descartes' idé om koglekirtlens (corpus pineale) bevægelser ved træk og irritation af nervetråde og fremhæver nødvendigheden af omhyggelige dissektioner hvor man undgår forandringer af hjernen som følge af dårlige arbejdsbetingelser, skadelige væsker, sår eller lægemidler og fremhæver her komparativ anatomis betydning.

Samtidig med sin kritiske nihilisme giver Niels Stensen inspirerende forslag til forbedringer inden for den anatomiske dissektionskunst. Inden Niels Stensen efteråret 1664 forlod Paris var han 4.12. in absentia blevet promoveret til dr.med. i Leiden. I Paris havde han nået at observere den hjertemisdannelse der nu går under navnet Steno-Fallots tetrade. Teksten Embryo monstro affinis Parisiis dissectus synes dog først at være affattet omkring 1672/73 – og tryktes da i Bartholins Acta medica et philosophica Hafniensia. Via Montpellier rejste Niels Stensen til Pisa hvor storhertug Ferdinand II af Medici modtog ham og skaffede ham optagelse i kredsen af lærde naturforskere i Firenze (Accademia del Cimento). Han sikrede ham desuden økonomisk, og fra april 1666 havde Stensen bolig i Palazzo Vecchio og kunne arbejde i Spedale S. Maria Nuova i Firenze. Foråret 1666 var Niels Stensen i Rom hvor han besøgte byens biblioteker og plejede venskab med Marcello Malpighi og kirurgen Giovanni Riva der særlig beskæftigede sig med lymfekarundersøgelser. I et brev fra Rom 25.5 1666 fortæller Stensen hvorledes han har set på mikroskoper og teleskoper og også har dissekeret en skildpadde hvis ben bevægede sig flere dage efter at hovedet var fjernet, en observation han inddrog i sine muskelstudier.

Samtidig førte Niels Stensen religiøse samtaler med jesuitter. Nadverproblemet var samtidig blevet en realitet for ham, og han besluttede sig til at overveje sagen grundigt ved personligt studier, i første omgang uden diskussioner med andre, men på grundlag af Bibelen, ikke blot ud fra latinske oversættelser af gl. og nye testamente, men også ud fra gamle hebræiske og græske håndskrifter. Samtidig fortsatte han sine anatomiske studier.

Efteråret 1666 færdiggjorde han med støtte af og trykketilladelse fra matematikeren Vincenzio Viviani sin Elementorum myologiae specimen: seu musculi descriptio geometrica, 1667 (manuskriptet er 1957 skænket Det kgl. bibliotek i København) hvori er indføjet afsnittet om dissektionen af hajfiskene oktober og november 1666. Den geometriske beskrivelse af musklernes funktion er vel nok et af hans betydeligste værker, men også det mest omstridte. Det er tilegnet storhertugen og søger efter Descartes' metode at bevise at musklers bygning kan reduceres til et parallelepipedum (et af seks parallelogrammer afgrænset geometrisk legeme) for dermed at godtgøre at musklen ved sammentrækning ikke øger volumen for at optage livsånden – en fejltagelse der skyldtes tidligere ukendskab til muskelstrukturen. Han påviser også at muskelbevægelser kan udløses ikke blot via nerverne, men tillige direkte – hvorved han foregriber Albrecht von Hallers irritationslære. Det hele uddybes med hjælp af fire tavler hvor også de parallelfasede musklers udspring og tilhæftning beskrives, og ledsages af et brev til Thévenot hvori samtidige forskeres kritiske indvendinger afvises. Arbejdet præges af at Niels Stensen altid betragter form og funktion som uadskillelige dele i sine anatomisk-biologiske studier.

Dissektionerne samme år af hajen (Carcharodon Rondeletii) i Accademia del Cimento og senere på året fra det såkaldte Salvians svin, hajen (Dalatias licha Bonaterre), viste at hajerne var æglæggende, og at Testes mulitbres hos disse levendefødende dyrs hunner var en æggestok. Derved foregreb han hollænderen R. de Graafs "follikel" opfattelse (trykt 1672) – og udtrykte den bedre end de Graaf selv. Men undersøgelserne af hajerne førte Niels Stensen ind på et nyt forskningsfelt: geologien. Han forbavsedes over ligheden mellem dyrenes kraftige tænder og de "glossopetrae" (tungesten) der var fundet i klipperne på Malta og andre steder. Overtroen havde travlt med sådanne "stentunger" der af naturvidenskabsmændene ansås for at være dannet af naturens formende evne. Niels Stensen påviste nu at tungestenene fra Maltas jordlag og den nulevende hajs tænder måtte have samme oprindelse. De måtte være tænder fra en fortidshaj som siden var blevet indesluttet i klippelagene mens Malta hævedes op af havet.

Hans geologiske interesse øgedes ved rigdommen i det toskanske landskab af fossile dyre- og planterester, og af malme og mineraler. Derved fik han grundlaget for sit andet skelsættende værk De solido intra solidum naturaliter contento dissertationis prodromus – om faste legemer naturligt indlejrede i andre faste legemer (trykt 1669). Han hævder, som enkelte før ham, at jordskorpen er bygget af lag oprindelig nedfældet i det hav der dækkede jorden i lange fortidsperioder, og at aflejringerne først senere er hærdede. De "faste legemer" i lagene som ligner dyre- og planterester er virkelig sådanne. Bøjningerne i de oprindelig vandrette lag må skyldes kræfter (ild, vand m.m.) der har frembragt brud og forskydninger i jordskorpen. Ved således at give en forståelse for jordlagenes indbyrdes aldersforhold bliver han med rette anset som den videnskabelige geologis grundlægger idet han indfører den induktive metode i stedet for løse spekulationer. Inden udgivelsen havde han tilmed påbegyndt sit Indice di cose naturali der afsluttedes 1671/72. Dette katalog (fundet 1953 og publiceret af G. Scherz 1958) indeholder en oversigt over hans for sin tid særdeles homogene samling af fossiler, krystaller og mineraler.

Niels Stensen blev også den første der interesserede sig for krystallers form og dannelse, og hans Prodromus ... og Indice ... viser hans banebrydende indsats. I Prodromus ... omtaler han at et efterfølgende værk om emnet skulle være opdelt i fire dele, men det udkom aldrig. Med ledsagende figurer beskriver Niels Stensen som den første loven om vinkelkonstans – hans matematiske stringens, kombineret med skabende fantasi får udløsning inden for krystallografien som den havde fået det inden for muskellæren. Han henfører de sammensatte krystalformer til de mere simple, og anfører at krystalakserne dannes af pyramide- og søjleakser; ny krystalmaterie sætter sig ikke på alle flader, men mest på spidsens eller endefladernes sider. Det sker ikke samtidigt på alle flader eller i samme mængde. Der bliver ofte udækkede steder tilbage ved hjørnerne eller midt på en flade. Selv om Prodromus ... således blev en foreløbig afhandling må Niels Stensen karakteriseres som skaberen af den krystallografiske videnskab.

Samtidig med den intense naturvidenskabelige forskning var hans religiøse uro i stadig vækst. 1667 besøgte han i maj Rom og på tilbagevejen overværede han 9.6. i Livorno en Kristi legemsfest, hvor processionen gjorde et stort indtryk på ham. Foruden den påvirkning han var ude for ved omgang med de katolske naturforskere i akademiet mødte Niels Stensen i Firenze to kvinder der kom til at influere på ham. I St. Vincensklosteret traf han nonnen Maria Flavia del Nero af fornem florentinsk familie; hun solgte materiale til hans anatomiske studier i klosterets apotek – og søgte samtidig at vinde ham for den katolske tro. Foråret 1667 fik hun ham indført i familien Arnolfini; Lavinia Cenami Arnolfini (1631–1710), gift med Luccas gesandt ved Medicihoffet, var en stærk og dybt religiøs personlighed. Han kunne vel indrømme hende at han hos katolikkerne havde set meget der ikke mishagede ham og hos protestanterne visse ting der ikke behagede ham, men han fandt dog ikke tilstrækkelig motivering til et så alvorligt skridt som en konversion. Over for dette forsigtigt formulerede svar udbrød hun: "Om mit blod dog formåede at bevise Eder at det er nødvendigt, da kalder jeg Gud til vidne på at jeg i dette øjeblik ville give mit liv for Eders frelse". Dette rystede Niels Stensen der tog ordene bogstaveligt, og svarede at han endnu aldrig hos nogen havde set en sådan kærlighed til Gud og næsten.

Allerede tidligere havde Niels Stensen omtalt det indtryk det gjorde på ham at katolske venner havde ført et liv som stod over de protestanters han havde mødt, og dette trosbevis havde gjort dybt indtryk på ham. Under pres af hendes skriftefader, den lærde pater Savignani, og fordi hun erklærede Niels Stensen ikke at ville se ham mere før han havde konverteret følte Stensen pludselig sit hjerte så voldsomt forvandlet af Guds nåde at han blev overbevist. Dette skete allehelgensdag den 2. nov. 1667 – og han vendte tilbage til fru Lavinia og bad sammen med hende et Te Deum laudamus i gesandtskabskapellet. Niels Stensen fik nu ro i sit sind, og fem dage senere aflagde han den katolske trosbekendelse for 8.12. samme år at afsværge sin protestantiske tro.

Omtrent samtidig modtog han et kongebrev hjemmefra, dateret Glückstadt 29.10.1667, hvori han med løfte om en årlig sum af 400 rdl., svarende til en professors gage, hjemkaldtes. Hans nylige konversion og igangværende forskning var dog formentlig blandt de vigtigste årsager til at det kom til at trække længe ud med hjemrejsen. I hvert tilfælde tilbragte han de følgende år med rejser i Italien, Sydøsteuropa og Holland også selv om han efteråret 1668 fik en ny kaldelse fra Frederik III og Griffenfeld som han havde studeret sammen med i sin tid i Leiden. Han opgav sin bolig i Palazzo Vecchio, forskede i gruber på Elba og i Volterra og var senere samme år i Rom, Napoli og Bologna. Samtidig glædede han den bibliofile kong Frederik III med et smukt indbundet eksemplar af akademiets Saggi di naturali esperienze. 1669 rejste han over Venedig til Innsbruck for at uddybe sine krystallografiske arbejder. Juni samme år deltog han i Nürnberg i det leopoldinsk-karolinske akademis møder. Herfra sejlede han til Wien hvor han blev ti dage. Med støtte fra storhertugen rejste han videre gennem Ungarn hvor han i bjergværkerne fik lejlighed til "nærmere at se med egne øjne, hvad der om metallerne ofte er svært at forstå ud fra forfatternes bøger".

Han havde næsten opgivet tanken om at vende hjem til Danmark – og rejste gennem Böhmen til Prag og kom 1670 til Holland hvor han blev fire måneder. Under opholdet i Amsterdam hvor Niels Stensen skulle formidle bogkøb for storhertugens efterfølger Cosimo III, indvikledes Niels Stensen i livlige forhandlinger om religiøse spørgsmål; særlig præsten Johannes Sylvius optrådte som de reformertes advokat. Forholdene nødsagede imidlertid Stensen til at rejse til Firenze hvor Cosimo lod ham indlogere i et hus med have på venstre Arnobred samtidig med at han opfordrede ham til at arbejde videre med De solido ... Den hastige afrejse fra Amsterdam hindrede Niels Stensen i at færdiggøre drøftelserne med Sylvius, og 15.7. sendte Stensen ham et brev (Examen objectionis) som affødte et svar med heftige angreb fra Sylvius. Da storhertugen fik det berettet tilskyndede han Niels Stensen til at afbryde sine videnskabelige studier og hellige sig "den højst nødvendige opgave" at tage del i trosdebatten.

En række skrifter blev resultatet deraf, men de blev først trykt i årene 1675–77 efter at have cirkuleret bl.a. i Holland. De vigtigste er Nicolai Stenoms ex pluribus ad Johannem Sylvium ... scriptis binae epistolae, altera de propria conversione, altera de infelici ipsius Sylvii... responso, 1677, hvori Niels Stensen giver de mere forstandsmæssige grunde for sin overgang til katolicismen, idet han dog hævder at den virkelige vished kommer fra andre kilder, og Scrutinium reformatorum, samme år (ty. udg. 1678) hvor han sammenligner reformationsforsøgene inden for den katolske kirke med dem inden for den protestantiske. Han sammenligner også dem alle med de forklaringer som den hellige skrift og den sunde fornuft giver; deraf mener han så at man kan slutte hvilke der har været af Gud. Han opstiller stoffet efter hvad han kalder "sin metode", dvs. som en art overskuelige regnskabskolonner der på det trosmæssige område skal kunne give nassten naturvidenskabeligt eksakte resultater. I skriftet findes egentlig det klareste udtryk for hans teologiske form.

Niels Stensen blev aldrig den bindstærke forfatter i troens sager, han holder sig til de enkelte grundvæsentlige spørgsmål som han søger at belyse stringent og enkelt. Til skriftkredsen fra denne periode hører også hans 1671 skrevne Ad novae philosophiae reformatorem de vera philosophia epistola (tr. 1575) rettet til Spinoza der 1670 havde publiceret en Tractatus theologico-politicus. Han søger deri først at vise den sikkerhed og fred den katolske kirke skænker og påviser dernæst svaghederne i Spinozas system. Nogen videre diskussion med Spinoza opnåede Niels Stensen dog aldrig.

Fra 1671 synes Niels Stensen at have genoptaget sine geologiske studier. For Cosimo III beså han mineralsamlingen i Pisa og samlede sin egen og Cosimos i Palazzo Pitti i Firenze; det er den Indice ... katalogiserer. Sommeren samme år arbejdede han i Moncodeno i Grignamassivet ved Comosøen med undersøgelser over den aristoteliske teori om antiperistasis hvilken han påviser hviler på forkert grundlag. Lillejuleaften samme år modtog han imidlertid breve fra sin familie i Danmark der oplyste ham om at Christian V ikke så så strengt på trosproblemer som sin far. Heri støttedes kongen af Griffenfeld trods præstestandens protester. 13.2.1672 fik Griffenfeld udvirket en ny hjemkaldelse der gav Niels Stensen ret til fri religionsudøvelse. Storhertugen stillede Stensen frit, men opfordrede ham til snarest at vende tilbage som lærer for sin søn.

19.5.1672 begyndte Niels Stensen hjemrejsen og kom 13.7. til København hvor han flyttede ind hos søsteren Anna. Da han ikke blev ansat som universitetsprofessor, men som "anatomicus regius" holdt han private dissektioner i sine forældres hjem, nu i Studiestræde. Gennem hans bidrag til Bartholins Acta ... og ud fra Holger Jacobæus' efterladte manuskript kan man følge "den uforlignelige prosektors" anatomiske virke i København. 13.9. samme år dissekeredes et pindsvin, senere en bjørn og i begyndelsen af oktober tillige i universitetets anatomiske teater liget af en for tyveri hængt soldat; senere fulgte private dissektioner af en kat, et egern, to rensdyr, en ørn, en kalv m.m. Fra 8.-18.2.1673 holdt Niels Stensen endelig offentlige dissektioner i anatomiteatret.

Demonstrationen af et kvindelig og et rensdyr skulle danne den officielle indledning til Niels Stensens lærergerning i hovedstaden. I Bartholins Acta ... er tiltrædelsesforelæsningen (Prooemium demonstrationum anatomicarum in Theatro Hafniensi anni 1673) trykt. Den er et godt eksempel på hvor elegant, åndfuldt og klart Niels Stensen udtrykker sig; ligesom i De solido ... kan han hæve sig til poetisk flugt og glimtvise udsyn af stor virkning. Han udtaler bl.a. at "kun verden lover mere og større end den giver, mens naturen giver mere og større end den lover". Det er, siger han, "anatomiens sande formål for tilskueren at fremhæve sjælens værd ved kroppens underbare kunstværk og ved beundring af begge dele at nå til erkendelse og kærlighed til skaberen". I forelæsningens slutning forekommer det næsten ordsprogsagtige "pulchra quae videntur, pulchriora quae scientur, longe pulcherrima quae ignorantur" (smukt er det vi ser, smukkere hvad vi ved, og allerskønnest hvad vi ikke fatter"). "Ignorantur"s betydning har i denne sammenhæng været drøftet livligt; det kan udlægges som det endnu uudforskede, men har med Niels Stensens religiøse sindsstemning snarere været et udtryk for Gud som den uerkendbare.

Niels Stensen fortsatte sin anatomiske undervisning med forelæsninger og demonstrationer; han blev afæsket svar om sikkerheden ved blodtransfusion hvortil han bemærker at da man ikke kender blodets natur kan man heller ikke overføre blod med sikkerhed; enhver indsprøjtning i blod er farlig og mod naturen som har indesluttet blodet så omhyggeligt. Men noget egentlig nyt bringer hans gerning ikke; hans åndelige og religiøse udvikling og hans færden blandt den af den franske gesandt beskyttede lille katolske menighed i København gjorde hans stilling vanskelig. Dertil kom at Johan Brunsmand noget taktløst og næppe uden brod sendte sin oversættelse 1673 Francisci Spirae Fortvifflelsis Historie om dennes svingen mellem katolicisme og protestantisme til Niels Stensens søster hvorefter der udviklede sig en heftig polemik, præget af Brunsmands voldsomhed og iver og Stensens beherskede og rolige form; så sent som 1680 var Niels Stensen endnu i brevveksling med Brunsmand.

I Firenze var man blevet klar over de vanskeligheder Niels Stensen havde i Danmark, og da vennen Magalotti 1674 besøgte Sverige, fik han i opdrag at overrække Niels Stensen et brev om genansættelse i Firenze og 300 daler som rejsepenge til udbetaling i Hamburg. 5.6. indgav Niels Stensen sin afskedsansøgning hos Griffenfeld, og 14.7. fik han rejsepas efter det sidste år ingen offentlige demonstrationer at have udført. 27.10. udnævntes Ths. Bartholins søn Caspar Bartholin (1655–1738) og nevøen Holger Jacobæus til professorer ved universitetet. Efter et ophold i Leiden var Niels Stensen i december tilbage i Italien hvor han fra 1675 varetog kronprinsens, den senere Ferdinand IIIs opdragelse. Til dette formål skal Niels Stensen have skrevet en desværre nu forsvundet Trattato di morale per un Principe. Fra nu var hans naturvidenskabelige virksomhed næsten ophørt, og han forberedte sig på et arbejde i kirkens tjeneste. 1680 foretog han dog en dyredissektion i Celle og fire år senere i Hamburg gjorde han notater til nye hjerne- og nervestudier.

1. påskedag 1675 læste han sin første messe i Annunciatakirken i Firenze efter dagen før at være blevet præsteviet. Han havde forinden aflagt kyskheds- og fattigdomsløftet. De to følgende år udfoldede han en omfattende propagandavirksomhed ved siden af opdragelsen af kronprinsen; som skriftefader og sjælesørger hjalp han mange, ligesom han virkede flittigt for de fattige. Sin gamle lærer og ven Ole Borch svarede han november 1675 frimodigt og mildt om lykken ved sin konversion: "Herren har brudt hans lænker". 1677 kaldtes han af hertug Johann Friedrich af Hannover til biskop dér. Hertugen havde gennem sin søster, den danske dronning Sophie Amalie lært Niels Stensen at kende ved besøg i København 1674 og ønskede nu Stensen som apostolisk vikar. Som Niels Stensen skrev 8.9.1677 fra Pisa: "Hvis den hellige Fader og De afgør, at planen om at kalde mig til biskop kommer fra Gud, så er jeg beredt til at underkaste mig den guddommelige vilje". Han udnævntes 2.8. samme år til biskop af Titiopolis, et ikke-eksisterende område. Reelt var hans virkefelt foruden hertugens lande Braunschweig og Lüneburg det apostoliske vikariat over store dele af Nordtyskland og senere også over Danmark.

Det var med bekymring Niels Stensen tog mod det krævende hverv hvortil han nu forberedte sig; som jesuittergeneralen udtrykte det: "Niels Stensen var et mirakel af dyd og visdom". Barfodet drog Stensen sommeren 1677 for tredje gang til Rom hvor han ved audiens hos pave Innocens XI modtog sin udnævnelse. Sit biskoppelige segl smykkede han med et hjerte med et deri stående kors; allerede 1669 havde han anvendt dette symbol i et brev til vennen Malpighi. 19.9. fandt bispevielsen sted, og godt en uge senere forlod Niels Stensen Rom for at virke i Nordtyskland. Med streng askese gik han ind til det arbejde han udøvede med de største krav til såvel andre som sig selv. Han førte i Hannover et i materiel henseende fattigt, men åndeligt overmåde krævende liv – trods rundelig støtte fra hertug Johann Friedrich: Pengene brugtes til fattigstøtte.

Trediveårskrigen havde skabt fortsat uro i hans bispedømme, og ved siden af sin embedsgerning blev Niels Stensen tvunget ind i forskellige teologiske kontroverser, udløbere af hans tidligere nævnte skrifter om konversionen og om reformatorerne. 1677 udsendte han med støtte fra Cocimo III Defensio et plenior elucidatio epistolae depropria conversione, året efter anonymt Catholische Glaubens – Lehr vom Fegfeur og samme år også anonymt Scrutinium Reformatorum das ist: Kurtzer und klarer Beweis ... Vor einigen Jahren in lateinischer Sprache beschrieben hvilket udløste skarpe angreb fra professor Christian Nold i Københvan og fra professor J.W. Baier i Jena. Også i disse skrifter kommer Niels Stensens gode egenskaber som saglig debattør for dagen; men han drives ud i en række enkelte spørgsmål hvormed han kun beskæftiger sig fordi han føler det som en pligt ikke at svigte kirken; ofte sukker han over diskussionernes ørkesløshed – samtidig med at han havde et særdeles godt forhold til byens protestantiske præster.

Med filosoffen Leibniz der året inden var blevet hertugens rådgiver og bibliotekar diskuterede han, særlig dennes tanker om trossynkretisering; Leibniz var overbevist om fornuftens magt mens Stensen anså kirkens læreautoritet som troens fundament. "Var religionen en menneskeopfindelse, kunne dennes (ɔ: Leibniz') lære være klog og beroligende, men den udelukker nådegaven og mener alt kan ske ved naturlige kræfter". Og om disse reunionsbestræbelser konkluderer Niels Stensen: "hvem der vil være allesteds, er intetsteds". Leibniz viste stor respekt for Stensen og opfordrede ham til at genoptage sin videnskabelige forskning. I Hannover sluttede Johann von Rosen, en officer ved hertugens hof sig til Niels Stensen, og han konverterede september 1678 for at følge og vidne om Niels Stensen gennem de følgende år. Af Rosens erindringsskrift erfares det at "Stensen sov på en stråsæk og fastede hver fredag indtil aften, at han denne dag gav sin middagsmad til en fattig, som han betjente ved bordet og gav en god almisse ved afskeden".

1679 døde hertug Johann Friedrich som Niels Stensen havde fået til 1678 at skaffe en katolsk præst til København med virke i de franske og spanske ambassaders kapeller. Hans bror Ernst August blev – trods sin tolerance over for Stensen – tvunget til at indstille katolsk gudstjeneste i Hannover hvorfor Niels Stensen 1680 forlod byen og tog ophold i Münster som lydbiskop for fyrstbiskop Ferdinand af Fürstenberg i Paderborn, samtidig med at han vedblev at forvalte størstedelen af sit tidligere virkeområde. Også her drev Niels Stensen under streng fasten og biskoppelige visitatser til fods sit tros-ivrige arbejde for konfirmationer af de unge og for præsteindvielser; mildt men bestemt krævede han præsteskabet til regnskab for deres virke. Alvorlige problemer var for Niels Stensen også de ofte verdslige indstillinger af adelens sønner til høje gejstlige embeder; som Stensen beskriver det, valgene skete – "rationibus spiritus et carni" – ud fra en blanding af ånd og kød. Her forfattede han skriftet om håndspålæggelse og hyrdepligten Parochorum hoc age (tr. 1684) og behandlede heri urkirkens fuldkommenhedsstræben i modsætning til sin egen tids lunkenhed.

Da fyrstbiskoppen døde 1683 flyttede Niels Stensen i protest mod intrigerne omkring valget af den nye ærkebiskop Wilhelm fra Fürstenberg og efter en manende skrivelse til pave Innocens XI til Hamburg. Der var kun en lille katolsk menighed dér, og protestanternes aggressive holdning førte til gentagne sammenstød. Dertil kom at Niels Stensens asketiske idealisme i vide kredse også blandt egne trosfæller mødte modvilje og modstand. Niels Stensen følte med rette at hans arbejde i disse Hamburger ikke bar frugt og længtes mod en tids ro og eftertanke i Italien; 1684 indbød Cosimo III ham til Livorno, og 16.7.1685 gav propagandakongregationen ham tilladelse til at rejse til Italien. Men inden da ønskede Niels Stensen at besøge Hannover og København. Ti dage i august opholdt han sig hos familien i Danmark hvor han kun varetog konfirmationer for lukkede døre. December samme år forlod han Hamburg for, ledsaget af von Rosen, at tage til Schwerin efter anmodning fra den i Paris boende hertug Christian I Ludvig af Mecklenburg-Schwerin, idet stedets lille katolske menighed var i vanskeligheder.

Den stedlige katolske præst, der var svagelig, døde i midten af november 1686, opofrende plejet dag og nat af Stensen der selv samtidig plagedes af nyre-kolikker. Han fortsatte alligevel sine prædikener og messer, støttet af von Rosen når smerterne blev for svære. Han spiste utilstrækkeligt, sov kun nogle få timer, påklædt, på en stol. Men ligefuldt priste han Guds barmhjertighed og ønskede kun at dø i fuldkommen underkastelse til den hellige kirke. "Han bevogtede sit eget underliv, der var opdrevet som et trommeskind og undrer sig over at det ikke er sprængt. Jeg lider heftige smerter ... men Gud giv mig tålmod til at udholde det" (von Rosen). Han skrev nogle sidste breve til Cosimo III og sin "moder i Jesus Kristus" Lavinia Arnolfini i Firenze. Med ordene: "Jesus, vær mig Jesus, min forløser" udåndede han tidligt om morgenen 25.11.1686 - uden at have opnået skrifte eller sakramente fra den fra Lübeck tililende pater - formentlig som følge af en svær nyrebetændelse eller nyrevejskræft, og 6.12. samme år begravedes han i slotskapellet. På Cosimos befaling førtes hans kiste – indregistreret som en kasse bøger – til Firenze, hvor den 13.10.1687 nedsattes i krypten af San Lorenzo-basilikaen. 1953 overførtes Niels Stensens jordiske rester under en højtidelig procession hvori også danske deltog til en antikkristelig sarkofag i et sidekapel af San Lorenzo-kirkens korsarm. Sarkofagen dækkes dagligt af bønskrifter, og i 1964 sendtes akterne for saligkåring og helgenkåring af Niels Stensen til Rom. En redegørelse på 1100 sider publiceredes 1974.

Familie

Niels Stensen blev født i København, døde i Schwerin og er begravet i krypten under San Lorenzo-kirken i Firenze, 1953 overført til kapel i kirken.
Forældre: guldsmed Sten Pedersen (død 1644, gift 1. gang med N. N.) og Anne Nielsdatter (død 1664, gift 1. gang med Henrik Kur, død 1632, gift 3. gang med guldsmed Peder Lesle, død 1647, gift 4. gang med guldsmed Johan Stickman, død 1663). Ugift.

Ikonografi

Tegning Mal. (Med.-hist. mus.). Mal. tilskrives J. Sustermans (Uffizierne, Firenze), efter dette kopier o.l., bl.a. malet portr. i blomsterkrans (forhen Kloster Neustift ved Brixen), tegn. (Kgl. bibl.), fresko af E. Vigeland ca. 1904 (Kbh.s rådhus), fresko af O. Cattani (univ. i Fribourg, Schweiz), linoleumssnit af K.J. Almquist, 1938, glasmal. (anatomisk inst., Innsbruck) og mal. af bl.a. Hunstiger og V. Wils. Mal. muligvis forestillende Stensen tilskrives ligeledes Sustermans, næppe overbevisende. Mal. (S. Anna kirkes præstegård i Schwerin), efter dette – formentlig med mellemled – kopi af C. A. Lorentzen (anatomisk inst., Kbh.), efter denne kopi af Fr. Vermehren, 1888 (Fr.borg), litografi 1865 og 1867, træsnit af H.P. Hansen 1873, 1886, 1893 og et moderne træsnit. Tegn. fra før 1753, muligvis gengivende tabt mal. Terracottarelief formentlig italiensk fra 1600-tallet (Fr.borg, dep. i Mineralogisk mus.), efter dette relief af Vincenzo Consani, 1883, på epitafium (S. Lorenzo, Firenze). Afbildet på tegnet udkast til dekoration i univ. af Constantin Hansen udst. 1862. Buste af Carl Hartmann, 1887 (Skt. Knuds skole og Jesu Hjerte kirke, København), af E. Ølsgaard, 1900 (landbohøjskolens mineralogiske saml.; Stenos Apotek, Kbh.) og af Hans Wienhausen. Afbildet på mal. af V. Neiiendam 1918, 1919 samt udst. 1943 og 1951, og på pastel af O. Matthiesen, 1939. Statue af M.S. Elo, 1929, af G. Eickhoff, 1962 (ved universitetsbibliotekets 2. afd., Kbh.) og statue af R. Brückner-Fuhlrott (biskopshaven, Schwerin), relief af samme (biskoppen af Schwerin). Mal. af Constance Holmgaard. Mosaik af Annelise Leichhauer (Skt. Josephs hosp., København). Medalje. Frimærke af C. Slania, 1969, efter tegn. af Jane Muus. Mal. af Italo Rettineto (Uffizierne, Firenze). – Mindetavle 1934 (Domus Medica, København). Mindestele af E. Utzon-Frank, 1938. Udkast til monument af J.J. Bregnø s.å. – G. Metzler i Varden IX, 1911 163– 78. G. Scherz i Hist. Medd. om København, 1962 177–216. Annelise Thomasen i Dansk Geologisk Forenings årsskr., 1974 1–4. Samme i M. Bierbaum og A. Faller: Niels Stensen. Anatom, Geologe und Bischof 1638–1686. Munster Westfalen, 1979 152–66.

Bibliografi

Bibliografi. Mededelingen van het Nederlands instituut te Rome XXXVIII. Niels Stensen III, Haag 1976 135–56.

Udg. Foreløbig medd. til en afhandl, om faste legemer, udg. Aug. Krogh og V. Maar, 1902 (eng. udg. ved H. Oldenburg, London 1671 og ved J.G. Winter. N.Y. 1916 (faks. udg. 1968), ty. udg. ved K. Mieleitner, Lpz. 1923 (rev. udg. 1967) og russ. udg. ved V.V. Belousov og I.I. Safranovskij, Leningrad 1957). Opera philosophica, udg. Vilh. Maar I–II. 1910. Niels Stensens værker i oversættelse, ved R.E. Christensen m.fl. I, 1939 = Klassisk dansk medicin II. Opera theologica, udg. Kn. Larsen og G. Scherz I–II. 1941–47 (bd. 1. 2. udg. 1944). A Dissertation on the anatomy of the brain, udg. Edv. Gotfredsen, 1950 (rev. udg. ved G. Scherz, 1965). Niels Stensen and his Indice, udg. G. Scherz, 1958 = Acta hist. scientiarum naturalium et medicinalium XV. Disputatio physica de thermis, udg. samme og E. Coturri, Montecatini 1966. Geologicai papers, udg. samme I, 1969 = Acta hist. scientiarum naturalium et medicinalium XX (heri bibliografi).

Kilder. Epistolae et epistolae ad eum datae, udg. G. Scherz I–II. 1952. Niels Stensen: Brief über meine Konversion, overs. samme, 1967. Osnabrugen. Beatificationis et canonizationis servi Dei Niels Stensen... positio super introductione causae et supei virtutibus ex officio concinnata, Rom 1974 = Sacra congregatio pro causis sanctorum officium historicum XXXVIII (heri breve og bibliografi).

Lit. C.C. Gosch: Udsigt over Danmarks zoologiske litteratur 11,1, 1873 149–256; III, 1878 70–81 (bibliografi). A.D. Jørgensen: Niels Stensen, 1854 (rev. udg. ved G. Scherz, 1958). Stenoniana, udg. Vald. Meisen og Kn. Larsen, 1933. Kn. Larsen i Kirkeliist. saml. 6.r.II, 1936–38 511–53. Anker Aggebo: Danmarks store søn Niels Stensen, 1937. Axel Garboe: Niels Stensens geologiske arbejdes skæbne, 1948 = Danmarks geologiske undersøgelse 4.r.III,4. Samme: Niels Stensen and Erasmus Bartholinus, 1954 = sst. 4.r.III,9. Samme: Geologiens historie i Danmark I, 1959 50–75. Karen Plovgaard: Niels Stensen, 1953. Stenoniina catholica I-VII, 1955–61. Gustav Scherz: Vom Wege Niels Stensens, 1956 = Acta hist. scientiarum naturalium et medicinalium XIV. Samme i Fund og forskn. V-VI, 1958–59 19–33 og XVI, 1969 43–52. Samme: Niels Stensen Bildbuch, Würzburg 1962. Samme: Niels Stensen, 1963 = Gads biografiserie. Pionier der Wissenschaft, udg. samme, 1963 – Acta hist. scientiarum naturalium et medicinalium XVII (heri udvalgte tekster af Niels Stensen samt breve). Samme: Niels Stensen. Denker und Forscher im Barock, Stuttg. 1964. Stensen and brain research in the 17. century, Proceedings of the international hist. symposium on Niels Stensen, udg. samme, Oxford 1968 = Analecta medico-historica III. Dissertations on Stensen as geologist, udg. samme, 1971 = Acta hist. scientiarum naturalium et medicinalium XXIII. Max Bierbaum og Ad. Faller: Niels Stensen, Munster 1959 (2. opl. 1979, heri bibliografi). Johann v. Rosen: Erinnerungen an Msgr. Niels Stensen, udg. G. Scherz, Hildesheim 1962. Egill Snorrason: Niels Stensen. En students notater fra 1659, 1966. Karl Bjarnhof: Støv skal du blive, 1972. Københavns universitet 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979; XIII, s.å. Kirkens fattige tjener, Niels Stensen og Danm., red. Ole Kongsted m.fl., 1981.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason: Niels Stensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297825