Jacob Winsløw

Jacob Winsløw, Jacob Benignus Winsløw (Winslow), 17.4.1669-3.4.1760, anatom. Født i Odense, død i Paris, begravet i den senere nedrevne kirke St. Benoit. W. blev student 1687 fra Odense gymnasium og begyndte som faderen at studere teologi hvori han nåede så vidt at han prædikede flere gange og var færdig til attestats. Han følte sig imidlertid gennem årene mere tiltrukket af naturvidenskaberne og den Bartholinske skoles mænd hvorfor han ret pludseligt opgav teologien for ivrigt at kaste sig over studiet af lægevidenskaben. Han kom i huset hos tidens betydeligste kirurg i Kbh. Johannes de Buchwald som da var barberernes amtsmester, for der at lære kirurgi og i praksis gå til hånde ved de kirurgiske operationer; udøvende kirurg blev W. dog aldrig på grund af sin store ængstelighed for blødning. W. blev siden prosektor hos anatomiprofessoren Caspar Bartholin (1655-1738) ved dennes offentlige demonstrationer af anatomi på amfiteatret og viste sådanne evner at han af Holger Jacobæus, der ligesom Bartholin havde studeret under vejledning af W.s grandonkel Niels Stensen, blev tilskyndet til at fortsætte sine anatomiske studier for om muligt at blive anatomicus regius, den stilling der var oprettet for Stensen, men ikke besat efter dennes rejse til Italien. Blandt den lovende W.s velyndere var foruden de nævnte Ole Rømer og gehejmeråd Matthias Moth der sendte W. på den obligatoriske studierejse til fremmede universiteter med kongeligt stipendium. 1697 drog W. sammen med sin rejsevante lærer de Buchwald til Holland hvor han i over et år hos tidens bedste mænd studerede ikke alene anatomi, men også medicin, kirurgi og obstetrik, foruden at han også tog praktisk undervisning hos en jordemoder. Opholdet i Holland blev af den største betydning for W. idet han ikke alene erkendte forskellen på den skolastiske måde hvorpå lægestudiet endnu dreves i Kbh., og den gennemført praktiske måde hvorpå undervisningen var ordnet i Holland, men også erkendte, hvad han siden hele livet holdt fast ved, at det vigtigste for lægekunstens fremme var en fuldt ud praktisk anvendelse i klinikken af den rene videnskabs og ikke mindst af antatomiens og fysiologiens resultater. 1698 drog W. til Paris, Europas åndelige centrum, hvor han kom til at opholde sig resten af sit lange liv. W. begyndte flittigt at studere kirurgi samt anatomi hos den ansete anatom og otolog Joseph-Guiscard Du Verney (1648-1730) men studierne afbrødes ret pludseligt af religiøse anfægtelser som befordredes dels ved disputationer om religiøse emner bl.a. med den jævnaldrende Oluf Worm, en sønnesøn af den store læge og arkæolog, og dels ved læsning af den gamle katolske kirkefyrste Jacques-Bénigne Bossuets skrifter. W.s overgang til katolicismen fuldbyrdedes 1699 gennem samtaler med og ophold hos Bossuet som da W. aflagde den katolske trosbekendelse skænkede ham sit fornavn; siden kaldte W. sig altid Jacques-Bénigne Winslow. I øvrigt faldt W. hurtigt til ro i den katolske tro og genoptog studierne hos Du Verney, men understøttelserne fra Danmark ophørte efter trosskiftet så W. måtte klare sig igennem de første trange år ved Bossuets og andre katolske velynderes materielle støtte. 1705 tog W. lægeeksamen, fik ret til at praktisere og blev læge ved Hotel-Dieu.

Du Verney gjorde nu W. til sin assistent og senere til sin vikar ved de anatomiske forelæsninger og demonstrationer og 1708 blev han på dennes anbefaling medlem af Académie Royale des Sciences. W.s udkomme var nu sikret, og om end han blev en søgt og i alle samfundsklasser skattet læge, der også på grund af sine store anatomiske kundskaber hidkaldtes af kolleger i diagnostisk vanskelige tilfælde, kunne han dog hellige størstedelen af sin tid til sine anatomiske undersøgelser og forelæsninger; 1710 blev han læge ved Hopital general og ved Bicétre; 1721 udnævntes han til professor i kirurgi og 1728 til Docteur-Régent ved Paris' medicinske fakultet. Hans ry var nu blevet så stort at studerende og lærde fra hele Europa strømmede til hans lærestol; af hans fremmeligste danske elever skal blot nævnes Simon Crüger, af de mange andre kun schweizeren Albrecht v. Haller. Ved Du Verneys død 1730 blev W. forbigået til fordel for sin tidligere elev, den videnskabeligt og pædagogisk fremstående F. C. Hunauld, og først efter dennes død blev W. 1743 professor i anatomi og kirurgi ved Jardin Royal, næsten 74 år gammel, men dog i fuld arbejdskraft. To år efter indviede han, hædret og æret som samtidens største anatom, det nye anatomiske amfiteater i Rue de la Bucherie, for hvis opførelse han havde virket, med en række forelæsninger og demonstrationer; professoratet beklædte han til 1758 da han på grund af en stærkt tiltagende døvhed tog sin afsked. Både som menneske og videnskabsmand stræbte W. i sit lange liv ærligt efter at følge sit forbillede Niels Stensen og dennes forskrifter for videnskabelig forskning. Ved sit talent for anatomiske iagttagelser, sin systematiske grundighed og utrættede flid nåede W. da også store resultater, og hans anatomiske, fysiologiske og komparativ-anatomiske arbejder, der snart anerkendtes som banebrydende, er prægede af fuldkommen eksakt videnskabelig forskning og indeholder en mængde iagttagelser af blivende værdi.

I årene 1711-43 skrev W. henimod 30 afhandlinger i Mémoires de l'Académie Royale des Sciences, om emner fra musklernes anatomi og fysiologi samt om den for kirurgien så vigtige topografiske anatomi, bl.a. om organernes lejring i bryst og bughule (foramen Winslowii), om leddenes og brystkassens bevægelser og om knæledbruskenes betydning etc. W. skrev flere andre arbejder end de nævnte om forskellige emner, bl.a. om skadeligheden af høje hæle, af for snævre korsetter og en række studier over misfostres udvikling. Et arbejde, hans thesis om dødstegnene, der blev en bestseller i Europa, oversat til italiensk, svensk og engelsk 1751, tysk 1754, blev 1868 oversåt til dansk af V. Heise i Sorø skoles program. 1732, da W. var 63 år gammel, udkom hans berømte Exposition anatomique de la structure du corps humain hvori han giver en fortræffelig og topografisk præget, til dels nyordnende fremstilling af menneskets anatomi, der også tager sigte på praktisk lægevirksomhed. Bogen udkom i 32 udgaver i forskellige lande, blev oversat til latin (W. skrev på fransk), engelsk, tysk, hollandsk og italiensk og blev benyttet som værdifuld håndbog af studenter og kirurger i hele Europa et godt stykke ind i næste århundrede. Fra Danmark gjordes gentagne forgæves forsøg på at få W. tilbage. W. omfattede stedse sit fædreland med varm interesse og var yderst hjælpsom mod de landsmænd der besøgte ham i Paris eller studerede hos ham; af disse berettes vel om hans udtalte disputerelyst, men tillige om hans beskedne elskværdighed, hans ærlige og samvittighedsfulde karakter.