H. Hou-Jensen

H. Hou-Jensen, Hans Marius Hou-Jensen, 8.5.1893-16.10.1940, anatom. Født i Fårevejle, død i Kbh., urne på Fårevejle kgd. H.-J. blev student 1911 fra Roskilde, men tog først lægeeksamen 1921 da han måtte forsørge sig selv ved undervisning og andet arbejde. Efter nogle måneders kandidattjeneste på Finseninstituttet hos V. Rubow rejste H.-J., da der under en influenzaepidemi var lægemangel på Færøerne, til Sandoy og virkede derfra som kommunelæge i første halvår af 1922. S.å. blev han yngste prosektor i mikroskopisk anatomi hos professor Fr. C. C. Hansen ved universitetets normalanatomiske museum hvor der dengang kun var to prosektorer, den yngste skiftende, den ældste (Aug. Jurisch, 1881–1955) fast ansat i makroskopisk anatomi. H.-J., der som student følte sig tiltrukket af anatomien og 1916–17 var demonstrator anatomiæ, ɔ:dissektionsassistent hos prosektor, havde nu fået den stilling han ønskede for at kunne dyrke anatomien, og holdt trods de vanskelige arbejdsforhold ud i denne beskedne stilling i elleve år i forventning om at blive professor i Århus hvor der var tale om at oprette et anatomisk institut. 1929 ansattes H.-J. som docent ved Tandlægehøjskolen. Imidlertid døde Fr. C. C. Hansen 1934 uventet, og kort efter udnævntes H.-J., som eneste ansøger, til professor i anatomi ved Kbh.s universitet. I sin prosektortid hvor H.-J. også drev megen privat manuduktion i anatomi skrev han disputatsen Die Verästelung der Arleria renalis in der Niere des Menschen, eine historischanalomische Uniersuchung (særtryk af Zeitschrift für die gesamte Anatomie, I. Abt. XCI, 1929) som han forsvarede for doktorgraden 1930. N.å. kom Über die Anordnung der Blulgefässe im Intestinum ileum og 1934 Die Papillae foliatae des Menschen. Disse arbejder som hver på sin måde yder værdifulde bidrag til vor viden om de behandlede emner viser H.-J. som en talentfuld blodkarforsker, en grundig og redelig videnskabsmand af den klassiske deskriptive anatomis og histologis skole. I H.-J.s år som prosektor var studenternes antal i stærk stigning hvad der gjorde arbejdsforholdene ved det gamle og i mange henseender dårligt indrettede institut stedse vanskeligere, navnlig også fordi der ikke fra Fr. C. C. Hansens side blev gjort noget for at tillempe eller udvide undervisningen efter de med årene forandrede forhold således at uroen om og utilfredsheden med faget stadig i disse år var voksende til trods for at H.-J. loyalt gjorde hvad han kunne for at råde bod derpå. Da H.-J. overtog professoratet gik han straks i gang med at reorganisere undervisningen og instituttet, et kæmpearbejde som han gik til med sin glødende iver for faget og sine store evner som pædagog, støttet af sin mangeårige nøje kontakt med studenterne og viden om deres tarv; hovedparten af arbejdet måtte han selv tage på sig; først 1938 lykkedes det ham at få oprettet en lektorstilling i anatomi og siden yderligere to assistentstillinger ved museet. H.-J. fornyede forelæsningsformen, tilrettelagde det store undervisningsstof på praktisk måde, omorganiserede det histologiske kursus, udvidede den anatomiske studiesal med mængder af nye og for undervisningen anvendelige præparater og begyndte udlån af knogler til studenterne. Desuden gik han snart i gang med forarbejderne til en lærebog i sit fag som han også på talrige studierejser til nordiske og fremmede universiteter havde sat sig grundigt ind i. Studenterne, der tidligere hovedsagelig havde måttet nøjes med privat manuduktion, strømmede nu i overvældende antal til lærestolen i anatomi, og pladsmangelen blev så akut at H.-J. for at alle kunne høre ham, også måtte påtage sig at det arbejde at fordoble sine undervisningstimer. Laboratorierne på instituttet der under hans forgænger havde været strengt lukket for alle ikke ansatte, åbnede H.-J. nu for frivilligt arbejdende videnskabsmænd, bl. a. til at drive antropologiske studier, og han satte også sine assistenter i gang med videnskabelige arbejder. Arbejdet på at få opført et nyt anatomisk institut der havde været stedse mere påkrævet og debatteret i en lang årrække, men under hans forgænger var gået helt i stå, genoptog H.-J. med al sin energi og evne til at samarbejde med andre, og han lagde megen tid og kraft i sammen med arkitekten K. Gottlob at udarbejde de detaljerede planer og tegninger til det nye institut som bevilgedes på finansloven 1939–40, men som han ikke nåede at se fuldført. Det toges i brug 1942 under navnet medicinskanatomisk institut og viste sig anvendeligt de følgende næsten 40 år, hvor efterhånden tre sideordnede professorer og adskillige afdelingsledere skulle klare H.-J.s enorme arbejdsindsats. 1980 overflyttedes instituttets virke til Panuminstituttet. I de få år H.-J. virkede som professor i anatomi fik han således udrettet meget for faget og for undervisningen deri, men tiden hertil måtte han tage fra sit videnskabelige arbejde som han så hen til at kunne genoptage når han havde fået det nye institut åbnet. Ved hele sin færd som videnskabsmand, lærer og menneske, hjertevarm, hjælpsom, klog og stilfærdig, vandt H.-J. studenternes og sine medarbejderes tillid og respekt, så det vakte almindelig sorg da han pludselig døde ved et ulykkestilfælde. H. deltog 1939 sammen med Poul Nørlund i den fornyede undersøgelse af den formodede jarl af Bothwell (Hepburn) i Fårevejle kirke og det var i høj grad hans votum der bevirkede at man fastholdt mumiens identitet.