Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Laxmand

Oprindelig forfatter HBruun
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Poul Laxmand, d. 22.6.1502, til Vallen m.v., rigshofmester. Død i Kbh., begravet i Vor Frue kloster i Helsingør. Ved sine slægtsforbindelser med mænd som Erik Krummedige, Hans Laxmand og Iver Axelsen Thott var L. forudbestemt til en fremtrædende stilling inden for den gruppe af højadelen der så sin hovedopgave i at holde kongedømmet i skak. Dertil hørte også Eggert Frille, hos hvem han blev opdraget. En anden vigtig forudsætning for hans politiske optræden var hans umådelige godsrigdom. Hans udgangspunkt lå øst for Øresund; det var Ågerup ved Lund (Laxmands Åkarp) og fædrenegården Vallen i Halland. Ca. 1490 samlede han jordegods i Nordsjælland; bl.a. købte han Asserbo hvad der påførte ham en forbitret proces med Oluf Oxe; senere føjedes hertil fynske besiddelser, navnlig Nielstrup ved Svendborg samt parter i Arreskov og Sandholt. Under disse hovedgårde lød ca. 900 bøndergårde; dertil kom kobstadejendomme i ni byer. I statstjenesten kom L. ind omtrent samtidig med kong Hans' tronbestigelse. Senest 1480 fik han Sølvesborg len i pant, og 1482 blev han lensmand på Krogen; begge len beholdt han til sin død. 1483 blev han ridder og medlem af rigsrådet. Endnu gennem det meste af 80erne var hans politiske rolle dog tilbagetrukken; men 1489 udnævntes han – uvist under hvilke omstændigheder – til rigshofmester og nåede dermed frem i forreste række. Hans indenrigspolitiske program er så godt som ukendt. Udadtil synes han personlig at have sluttet sig til den handelspolitik der i hans embedstid gav sig udslag i en skarpere kurs over for hansestæderne med tilsvarende begunstigelse af nederlænderne. I de langtrukne forhandlinger om unionens genoprettelse deltog han 1494–97, 1495 som leder af den danske delegation; man tør uden tvivl tilskrive ham en virksom andel i den først tøvende, siden kraftige politik der omsider førte til målet. Særskilt må her fremhæves hans slægtskab med en af det svenske unionspartis førere, Arvid Trolle; en hemmelig sammenkomst mellem disse to mænd 1497 er et vigtigt led i det diplomatiske forspil til sommerens afgørende felttog. I dette deltog rigshofmesteren personligt.

L.s ved denne tid tilsyneladende meget stærke position undermineredes inden længe gennem hans strid med kirken eller rettere med en indflydelsesrig gruppe af bisperne. Munkeordnerne havde han intet udestående med; navnlig i sine yngre år skænkede han betydelige gaver til forskellige klostre, og den taknemmelighed hvormed fremfor alt karmeliterne i Helsingør havde årsag til at mindes ham, har sat sig synlige spor bl.a. i Paulus Helies omtale af ham; påfaldende mange af hans adkomstbreve vidner om forretningsforbindelser med klostrene, navnlig Esrum. Også med den aristokratiske ærkebiskop Jens Brostrup synes han at have kunnet samarbejde. Allerede 1493–95 kom han imidlertid, først på embeds og siden på egne vegne, i skarp konflikt med den stridbare Roskildebiskop Niels Skave der trods ærkebispens advarsel stod ham stejlt imod. Langt alvorligere følger fik hans sammenstød med Jens Brostrups eftermand, den bonde-fødte Birger Gunnersen. Modsætningerne skærpedes, da ærkebispen påstod, at der ved en sammenkomst af adelige på Sølvesborg kort efter Ditmarskertoget 1500 skulle være dannet en art sammensværgelse "paa Kongens argeste og værste". Forbitrelsen herover drev rigshofmesteren så vidt, at han ved et møde på Helsingborg ikke blot behandlede ærkebispen meget hånligt, men endog åbent undsagde ham; fejden udsattes dog efter kongens henstilling til efter næste herredag. Stilstanden blev imidlertid ikke overholdt, og Birger følte øjensynligt sin stilling i højeste grad truet. Til efterårets herredag indfandt han sig ikke, men indsendte i stedet et vidtløftigt og voldsomt klageskrift, rettet navnlig mod L. og Niels Hak; han truede heri endog med appel til paven. Om rigsrådets forhandlinger i den anledning vides positivt kun det ene, at en af rigshofmesterens mest fremstående tilhængere, Oluf Stigsen Krognos, ved tylvtered måtte rense sig for ærkebispens beskyldning vedrørende Sølvesborgmødet.

Så meget er dog sikkert, at kongen endnu enten ikke har troet på anklagerne eller – måske snarere – i den kritiske udenrigspolitiske situation ikke har fundet tidspunktet belejligt til et opgør. Politiske divergenser mellem ham og hans første embedsmand har der utvivlsomt været nok af. L. måtte som følge af sine besiddelsers udsatte beliggenhed og sine svenske slægtsforbindelser være stemt for en fredelig losning af den fornyede konflikt med Sverige og gik så vidt, at han var med til at skrive et brev til det svenske rigsråd, hvori det hed: "Findes Bristen hos vor kære, naadige Herre, tvivler os intet paa, at hans Naade lader os jo blive sig mægtig". Foreløbig trådte modsætningen dog ikke åbent frem. I sommeren 1502 deltog L. som en af flådens anførere i det mislykkede undsætningstogt til Stockholm. På hjemvejen blev han tilbage i Kalmar hvor hans datters fæstemand Abraham Eriksson (Gyllen-stierna) førte befalingen; han lod her byens borgerskab sværge kongen troskab og tog sig i øvrigt af slottets proviantering. Disse træk kendes fra hans egen indberetning (13.6.) hvis mærkelige undertone af selvforsvar synes at vidne om en vis nervøsitet. Kort efter kom han selv til Kbh. Da han her efter en samtale med kongen 22.6. var på vej fra slottet til sin gård på Østergade blev han på Højbro overfaldet af to adelsmænd, Bjørn Andersen Bjørn og Ebbe Strangesen; sidstnævnte stødte en daggert i hans bryst og kastede ham derpå ud fra broen med det hånlige udråb: "Du hedder Laxmand, altsaa hører du hjemme i Vandet!"

Annonce

Kong Hans viste straks alle tegn på deltagelse; han overværede messerne for den afdødes sjæl og lod sin vogn ledsage liget til Helsingør. Men kort efter slog han til. 29.7. indfandt kongen sig personligt på Sjællands landsting for at "kundgøre", at L. havde stået i forræderisk forbindelse med svenskerne, og at hans gods derfor var beslaglagt af kronen; kun hvis arvingerne ville tage ansvaret for hans gerninger kunne de få det igen. 8.11. fik rigsrådet bevismaterialet forelagt, og da den anklagedes nærmeste frænder frafaldt forsvaret, tildømte rådet kongen alt hans gods. Sagen forfulgtes derefter videre gennem tilsvarende domme på de forskellige landsting. Det praktiske resultat blev konfiskationen af alt den afdødes uhyre jordegods; det gik hårdt ud over børnene, hvis seje kamp for at få i det mindste deres mødrenearv tilbage først under Frederik I kronedes med held, da de ved en dom 1526 fik tilkendt Asserbo med noget mere gods. – Selvfølgelig satte disse hændelser sindene i stærk bevægelse, og tidligt opstod det rygte, at kongen selv havde stået bag ved drabet; tanken lå nær, da drabsmændene gik fri for straf og Ebbe Strangesen tilmed kort efter optoges i rigsrådet. Drabet var måske tilfældigt, men dommen var det i hvert fald ikke.

Det bratte omslag i kongens holdning i løbet af juli må skyldes, at han nu mente at have fået de fornødne beviser i hænde. Hvorfra tilskyndelsen udgik vides ikke; men nærmest ligger det at tænke på rigshofmesterens højgejstlige modparti der lededes af ærkebiskoppen, men hvortil også hørte de nye bisper i Roskilde og Odense, Johan Jepsen Ravensberg og Jens Andersen (Beldenak); spor af sidstnævntes særegne juridiske begavelse har man med god grund ment at finde i selve den fra romerretten hentede procesform. Domspræmisserne tillægger L. en tredobbelt brøde: han skal have ægget "alt Sveriges Raad" til ulydighed mod kongen, have sendt hemmeligt bud til oprørerne i Stockholm og endelig åbenlyst have udtalt, at Hans havde været Danmark "en skadelig Herre og Konning". Det sidste er rimeligvis rigtigt; men denne ytring havde i sig selv næppe været nok til at fælde ham. Det springende punkt bliver derfor om man vil anse L. for skyldig i landsforræderisk forbindelse med Sturepartiet i Sverige. Vil man her ikke lade sig nøjes med selve dommens vidnesbyrd – og at der blandt dommerne fandtes også nære venner og frænder af den dømte, kan ikke bestrides – så er det i virkeligheden hverken mange eller vægtige argumenter der kan føres i marken for anklagens rigtighed. Tværtimod har man med føje fremhævet det påfaldende i, at Sturernes og Hemming Gads grundigt gennemforskede papirer intet røber om en sådan forbindelse; og endnu tungere vejer det, at det svenske rigsråd efter krigens afslutning 1512 på Abraham Erikssons foranledning to gange udtrykkelig frasagde sig ethvert kendskab til sagen. At dommen var uretfærdig, derom var der inden for 1500-tallets danske historieskrivning kun én mening, først udtrykt 1524 af P. Helie som "iniqua sententia". Uanset skyldspørgsmålet betegner den store godskonfiskation under alle omstændigheder et vigtigt politisk vendepunkt, idet Hans fra da af svingede over til fortrinsvis at støtte sig på gejstligheden i stedet for som hidtil på adelen. Først opfattet som et led i den optrækkende kamp mellem de to herrestænder løftes L.-affæren ind i sin rette sammenhæng; om reformationen varsler den også derved, at det blev kongen der hjemførte løvens part af byttet.

Familie

Forældre: Peder L. (død tidligst 1466) og Margrete Thorkildsdatter Brahe. Gift 1. gang senest 1485 med Inger Munk (3 roser), død tidligst 1493, d. af Holger M. (død ca. 1470) og Inger Joachims-datter Flemming (død tidligst 1513). Gift 2. gang med Kirsten Banner (gift 2. gang tidligst 1509 med Gjord Nielsen Drefeld, død 1520), d. af Erik Andersen B. og Karen Steensdatter Gøye.

Bibliografi

Missiver fra Chr. Is og Hans's tid, udg. Will. Christensen I-II, 1912–14. Diplomatarium dioecesis Lundensis, udg. L. Weibull VI, Lund 1932–39 29–31, 39–45 54–56 82–85 101–03. – J. L. Kolderup-Rosenvinge og Chr. Molbech i Hist. t. III, 1842 575–613. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I, 1864 280–90 650–55. Chr. H. Brasen: Gamle ejere af Bregentved, 1873 83–100. C. Paludan-Müller: De første konger af den oldenborgske slægt, 1874 (reproudg. 1971) 221–31. Bille-ættens hist. I, ved W. Mollerup, 1888–93 286f 293–97. Johs. Lindbæk og G. Stemann: De danske Helligåndsklostre, 1906. Stig Iuul: Fællig og hovedlod, 1940 98–101 259. Paul Sjögren: Släkten Trolles hist. intill år 1505, Upps. 1944. Henry Bruun: P. L. og Birger Gunnersen, 1959 (reproudg. 1975) (anm. af Aksel E. Christensen og Stig Iuul i Hist. t. II.r.VI, 1960–62 362–92). Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Ingvar Andersson: Skånes hist. II, Sth. 1974. Kai Horby i Danm.s hist. II, 1980 231–34.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Bruun: Poul Laxmand i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293440