Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Oxe

Oprindelig forfatter FPJ

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Oxe, 7.1.1520-24.10.1575, rigshofmester. Peder Oxes barndom faldt i en politisk og religiøs brydningstid hvis krise han dog ikke selv skulle opleve. Som 12-årig blev han nemlig sendt til udlandet under opsyn af Christian Morsing, en af tidens betydeligste humanister, og sammen med denne gennemrejste han i de følgende år Tyskland, Frankrig, Schweiz og Italien. Det vides at Peder Oxe 1532 opholdt sig i Paris og 1534-35 var han i Basel hvor han kom i huset hos den bekendte humanist Sebastian Münster. Stationerne på denne flerårige rejse var nok lige så meget bestemt af Morsings interesser som af hensynet til Peder Oxes uddannelse, men de vekslende intellektuelle miljøer kan dog næppe have undgået at modne drengen. Hvad han rent konkret lærte på sin studierejse ved vi ikke, men det kan dog slås fast at hans begavelse ikke var af sproglig art. Fransk lærte han ikke at skrive og hans tyske udmærkede sig aldrig ved synderlig korrekthed.

1537 kaldte den nye konge Christian 3. Morsing hjem for at denne kunne bistå ved oprettelsen af det nye universitet i København, og omtrent samtidig må Peder Oxe være vendt tilbage. Der forestod den unge mand store opgaver. Faderen var kommet ulykkeligt af dage i dec. 1534, og moderen døde antagelig i 1537. Da Peder Oxe i jan. 1538 blev myndig fik han ansvaret ikke alene for den store søskendeflok med også for familiens værdier.

Trods sin alder fik Peder Oxe hurtigt smag for en af adelens yndlingsbeskæftigelser, godsprocesser, og demonstrerede meget betydelige evner inden for dette felt. Peder Oxe skulle i løbet af få år vinde flere store processer og blev uden tvivl snart en både kendt og kontroversiel personlighed i det danske adelsmiljø.

Annonce

Ubestridt var Peder Oxes og hans søskendes besiddelse af slægtsgården Nielstrup ligesom Peder Oxe fortsat kunne administrere pantelenet Ravnsborg, men andre ejendomme i arven efter faderen havde en mere usikker status og blev efterstræbt fra anden side, det gjaldt både Gisselfeld og slægtsgården Torsjö i Skåne. Faderen havde 1526 købt Gisselfeld fra Henrik Gøye, et gods som den økonomisk ødelagte Henrik Gøye allerede forlængst havde pansat til sin broder Mogens Gøye, Johan Oxes svigerfar, og Otte Holgersen Rosenkrantz. Købet afstedkom en langvarig slægtsstrid idet panthaverne ikke ville afstå deres postulerede forkøbsret; 1532 fik de Oxes skøde kendt ugyldigt, og gården synes derefter at være gået over på panthavernes hænder. Havde Oxerne dermed mistet deres penge? Det ville Peder Oxe ikke affinde sig med, og da Henrik Gøyes enke var gået fra arv og gæld fik Peder Oxe i 1541 på Sjællands landsting tilkendt sig ret til at gøre indførsel i Gisselfeld mod at tilfredsstille panthaverne. Panthaverne var langtfra tilfredse med denne afgørelse og bragte den for konge og rigsråd. På højeste sted må der have været sympati for Oxernes sag for der mægledes et forlig gående ud på at Peder Oxe og hans søskende skulle komme i besiddelse af gården hvis de inden et halvt år udbetalte hele pantesummen samt 1500 mark skadegæld og fire års indtægter af Gisselfeld. Da vi ikke kender familieformuens størrelse kan vi ikke udtale os om hvor belastende dette forlig har været, blot står det fast at Peder Oxe indbetalte pengene, og at Oxerne fik overdraget ejendommen til besiddelse. Den unge Peder Oxe havde vundet en sejr og hans morfar, rigshofmesteren, lidt et mærkbart prestigetab.

Kort tid efter rettede Peder Oxe endnu et slag mod rigshofmesteren, denne gang gjaldt det Torsjö. Den skånske gård havde en tid været pantsat til Gøyerne for betydelige summer, men var dog kommet tilbage til Johan Oxe der havde indløst en del af pantesummen. Fra 1541 søgte Peder Oxe at få den resterende pantesum indløst og dermed sikre sig og sine søskende fuld besiddelse af gården. I nov. 1542 fik Peder Oxe udvirket et nyt gunstigt forlig ifølge hvilket Oxerne straks skulle komme i fuld besiddelse af Torsjö mod at tilbagebetale den resterende pantesum. Mogens Gøye var tillige forpligtet til at indfri det gods der var kommet bort fra Torsjö mens Gøyerne havde haft det, eller erstatte det med andet gods. Da den bitre rigshofmester ikke kunne bekvemme sig til at erstatte det bortkomne gods undlod Peder Oxe at tilbagebetale pantesummen. Endnu kort før sin død i 1544 beklagede rigshofmesteren sin afmagt over for Mogens Gyldenstierne, der havde ført sagen for ham. Det må antages at mellemværendet er blevet ordnet ved skiftet efter Mogens Gøye. Ved et skifte mellem brødrene i 1545 tilfaldt Gisselfeld Peder Oxe der samtidig afstod sin andel i slægtens øvrige gårde Nielstrup, Torsjö og Løgismose – sidstnævnte gård var tilfaldet Oxerne efter Mogens Gøyes død.

Det gamle Gisselfeld ved Søtorup sø har dog været en for beskeden bolig for den unge ærgerrige Peder Oxe, og han valgte at nedrive slottet og opføre et nyt et par km sydligere. Fra 1547 opførtes under stadige ændringer af byggeplanen det eksisterende, imponerende trefløjede anlæg der dog først har stået færdigt ved O.s død. Bygningen blev anlagt på en lille ø i en sø og udstyret med skydeskår og skoldehuller således at den kunne præstere et vist forsvar. Det fremgår af et epitafium over Peder Oxe at han også havde tænkt at nedrive Øster Broby kirke og flytte til den nye hovedgård; af ukendte grunde har Peder Oxe dog måttet opgive denne tanke.

Gennem mageskifter og køb arbejdede han i de følgende år energisk på at udvide og afrunde sit godsområde. Ved et mageskifte med kronen i 1556 erhvervede han næsten alt bøndergods i Broby sogn. I 1554 havde han købt hovedgården Faurholm i Nordsjælland af Andreas von Barby, en gård han 1558 mageskiftede med kronen og til gengæld fik Tølløse. Efter broderen Eskils død besad Peder Oxe en halvpart i Løgismose. Både på Tølløse og Løgismose lod han i sine sidste år foretage omfattende byggearbejder.

Peder Oxe må allerede tidligt have haft kontakt med hoffet for 1541 omtales han som hofsinde, men iøvrigt ved vi næsten intet om hans kontakter i disse år hvor hans karriere begynder. Et nylig fremdraget skandskrift mod ham fra perioden kort før hans fald 1558 anfører at det var dronning Dorothea der førte ham frem, en oplysning der finder nogen bekræftelse i det forhold at Peder Oxe 1548 fik overdraget det ærefulde hverv som leder af prinsesse Annas brudetog til Sachsen, en rejse hvori Dorothea også deltog. 1545 ses han at have varetaget kystforsvaret på Lolland-Falster, og 1547 blev han stiftlensmand sst., til embedet var knyttet Sørup som han 1549 byttede med Halsted kloster; senere overtog han igen uden vederlag administrationen af Sørup og tillige af Gedser.

1552 blev Peder Oxe optaget i rigsrådet som dets yngste medlem og blev i stigende grad inddraget i statsforretningerne. I juli 1553 deltog han i København i forhandlingerne med Hansestæderne for sept. samme år at blive sendt til Tyskland som leder af en dansk forhandlingsdelegation der skulle sikre både fred og kurfyrsteværdighed til hertug August af Sachsen, Christian 3.s svigersøn, efter kurfyrst Moritz' død i slaget ved Sievershausen 9.7.1553. I slutningen af dec. lykkedes det delegationen at formidle en fredsaftale mellem August og den politiske desperado markgreve Albrecht Alcibiades, hvorimod det holdt hårdere at sikre August den ubestridte kurfyrsteværdighed. Først den 24.2.1554 kunne Naumburgtraktaten underskrives, i hvilken Augusts fætter Johann Friedrich af Ernestinerlinjen mod en større godtgørelse gav endeligt afkald på kurfyrsteværdigheden. Med disse resultater må den danske sendelse betragtes som en succes, og kurfyrsteparret i Dresden glemte da heller aldrig Peder Oxes indsats, men det må fastholdes at æren for de opnåede resultater antagelig i høj grad må tilskrives delegationens tyske hovedkraft, den lüneburgske kansler Balthasar Klammer, en dreven diplomat og jurist der som betroet råd skulle yde det danske kongehus en række tjenester i årene 1538-63. Den diplomatiske mission sluttede med at delegationsmedlemmerne stod faddere til kurfyrsteparrets nyfødte søn, som leder af delegationen tilfaldt det Peder Oxe at repræsentere Christian 3.

Efter hjemkomsten fra Tyskland gled Peder Oxe ind i en ny trætte, denne gang med Herluf Trolle, uden tvivl en stærkere modstander end nogen af dem Peder Oxe hidtil havde krydset klinger med. Trætten gjaldt afgrænsningen mellem Herluf Trolles Hillerødsholm og Peder Oxes nye besiddelse Faurholm og blev efter at have været for kongens retterting endeligt afsluttet ved en synsforretning i juni 1555 til Peder Oxes fordel. Holmgangen mellem de to adelsmænd blotlagde partistillingen inden for den danske højadel, og viste at Peder Oxe havde stærke støtter inden for den fynske adel, mest fremtrædende var Johan Friis og Frands Brockenhuus. Omvendt har der omkring Herluf Trolle grupperet sig de medlemmer af Gøyeslægten, der var harmfulde på Peder Oxe på grund af hans manipulationer med slægtsarven, samt en række af de rigsråder der følte sig forfordelt med hensyn til tildelingen af len. Striden havde tydelige politiske overtoner, den gjaldt spørgsmålet om hofindflydelse og prestige inden for det danske adelshierarki. Foreløbig havde Peder Oxe dog trukket det længste strå for så vidt som perioden efter hjemkomsten fra Tyskland bragte Peder Oxe endnu nærmere magtens tinde.

En kort tid var han statholder i København. I året 1556, hvor kongeparret næsten konstant opholdt sig på Sjælland, befandt Peder Oxe sig til stadighed ved hoffet som rådgiver og fuldbyrder af de kgl. afgørelser. Han blev utvivlsomt i stadig højere grad kandidat til det rigshofmesterembede der havde stået vakant siden 1552.

Er der således ingen tvivl om Peder Oxes mere og mere fremtrædende position er det til gengæld vanskeligt at udtale sig om hvilken politisk linje han har stået for. Havde han egne konceptioner eller var han blot et effektivt redskab for andre? Spørgsmålet må indtil videre besvares mere undvigende end en tidligere forskning gjorde det. Det er muligt at Peder Oxe har en del af medansvaret for den førte lenspolitik der sigtede mod en fornyelse af lensmandskorpset under skærpede forleningsvilkår, men denne politik var dog blevet indledt inden han kom frem i første række. At han som fremhævet af Astrid Friis skulle have været ophavsmand til rigsrådets kontrol med landeskatterne er kun en gisning og tanken er næppe forenelig med Peder Oxes stigende gunst hos kongeparret. I den sammenhæng må det bemærkes at det kortvarige forløb af rigsrådets kontrol med landeskatterne ikke tyder på at ordningen indebar den politiske begrænsning af kongemagten som man har gjort den til.

Nået så vidt begyndte så Peder Oxes nedtur der sluttede med hans flugt fra Danmark i sommeren 1558. Det står fast at hans position var undergravet inden åbningen af den vigtige herredag i København april-maj 1557, og at årsagen hertil bl.a. må søges i hans sammenstød med Christian 3. over et mageskifte med sjællandsk jordegods. I nov.

1556 havde Peder Oxe af kronen fået overdraget 12 gårde i Bråby der lå bekvemt for hans hovedgård og til gengæld afstået syv gårde der lå temmelig spredt. Peder Oxe havde ved denne transaktion været for smart og sandsynligvis pustet sine gårdes værdi op, for Christian 3. befalede under 10.4.1557 Børge Trolle, Christoffer Huitfeldt,Peder Bille og Herluf Trolle at undersøge om det nye jordegods som Peder Oxe nu ville udlægge til kronen, i alt ni gårde i Ringsted herred, var lige så værdifuldt med hensyn til skyld og ejendom som det gods i Bråby Peder Oxe havde modtaget af kronen.

Episoden markerede at tillidsforholdet mellem kongen og Peder Oxe var brudt. Christian 3. har følt sig bedraget ved mageskiftet og har befalet at det skulle gå om. Den nye mageskifteforretning der fandt sted umiddelbart inden åbningen af herredagen i slutningen af april 1557 skete under former der var ydmygende for Peder Oxe. Det oprindelige mageskiftehold blev udvidet med to mænd, Christoffer Huitfeldt og Herluf Trolle, der ikke var Peder Oxes venner, ligesom det kan konstateres at man ved denne lejlighed for første gang på Sjælland skred til at anvende den mere nøjeregnende takseringsmetode med hensyn til jordegods som bestod i at bruge udsæden som beregningsgrundlag. Den kongelige vrede har været stor mod Peder Oxe, men i første omgang fik hans slægtninge og håndlangere kulden at mærke. Under herredagen mistede Peder Oxes svogre Hans Barnekow,Jørgen Brahe og Otte Rud hver et hovedlen, Hans Barnekow blev afløst som stiftslensmand i Roskilde af det nyvalgte medlem af rigsrådet Herluf Trolle. For svogrene var der dog kun tale om en forbigående unåde, derimod blev Eskil Oxe efter herredagen sat fra bestillingen som rentemester ligesom den yngste bror Albert, der havde været hofsinde, blev forvist fra hoffet.

Oxernes fald er senest blevet tolket som resultat af en magtkamp mellem to fløje i det danske rigsråd over udformningen af lensvæsenet og dermed statsmagten i Danmark. I denne konflikt skulle Oxerne være faldet som ofre for en mere konservativ fløj i rigsrådet. Tolkningen byggede imidlertid på en ikke holdbar opfattelse af sigtet med lensforordningen af 1557, og Oxernes fald må i stedet ses i sammenhæng med hoffets opgør med Peder Oxe. Rentemesterregnskabet for anden halvdel af 1557 viser, at Oxe nu stod uden for magtens centrum. Regnskabet registrerer kun seks ordrer fra hans side, i hovedsagen foranlediget af det sachsiske kurfyrstepars besøg i Danmark hvor Peder Oxe vel på grund af sine specielle relationer til gæsterne endnu en gang fik lov til at spille en rolle. En sidste repræsentativ opgave fik han i okt. da han på kongens vegne stod fadder ved en fyrstelig barnedåb i Mecklenburg. Efter rejsen vendte han ikke tilbage til det danske hof for at aflægge rapport men sendte en skriftlig relation og undskyldte sig med utilpashed. Hans sygdom var dog af politisk karakter og antagelig har hans venner rådet ham til at holde sig borte fra hoffet.

Nu kom fornedrelsens tid. I jan. blev Peder Oxe tvunget til at mageskifte Faurholm med Tølløse. Under mageskifteforhandlingerne ville Christian 3., der dog også var sengeliggende, ikke give Peder Oxe foretræde og lod Herluf Trolle og den nye rentemester Joachim Beck forhandle med Peder Oxe. I februar udtrådte han af rigsrådet efter egen begæring og afstod sine forleninger til Claus Huitfeldt der var blevet landsdommer på Lolland-Falster efter Peder Oxes partigænger Mogens Falster. Peder Oxe har antagelig håbet på at kunne ride stormen af ved at træde ud af rigsrådet og leve som privatmand, men kongeparret var uforsonligt. Nogen generalkvittering for sin lensadministration kunne han ikke få, og der blev foretaget grundige undersøgelser af hele hans embedsførelse. I juni blev han stævnet til herredagen for at stå til ansvar for en lang række klager over embedsforsømmelse og -misbrug som Herluf Trolle på kongens vegne fremførte. Peder Oxe turde ikke møde op på herredagen da kongen havde afvist en lejdeansøgning, og valgte at flygte fra landet, idet han overlod det til sine slægtninge at forsvare sin sag. Slægtningene kunne dog ikke standse retssagen da de ikke personligt ville hæfte for Peder Oxe. Sagen sluttede med at den nye konge Frederik 2. straks efter sin tiltræden i 1559 gjorde indførsel i Peder Oxes gods for 60.000 daler.

Hvorfor denne uforsonlighed fra kongemagtens side? Den rimeligste tolkning er at kongefamilien har følt sin position truet og lagt op til en majestætsforbrydelsesanklage. Det mod Peder Oxe rettede skandskrift der gennem dets afsløringer kan have accelereret begivenhedsforløbet skildrer alvorlige udeståender for Peder Oxes vedkommende med både Christian 3., dronning Dorothea og kronprins Frederik. Antagelig reagerede den dødsmærkede konge så hårdt som han gjorde fordi han følte behovet for en styrkedemonstration over for kræfter i adelen. Han har frygtet for kongemagtens skæbne under det forestående tronskifte og valgt at bane vejen for den unge og uerfarne tronfølger ved at statuere et eksempel over for adelen.

I de sidste dage af juni 1558 flygtede Peder Oxe fra Danmark. Den 5.7. sendte han fra Dannenberg i Nedresachsen et brev til Christian 3. hvori han søgte at rense sig for skandskriftets beskyldninger mod sig, men siden er hans spor vanskelige at følge, muligvis har han opholdt sig i Deventer i Nederlandene. Fra slutningen af 1559 kan han følges i Lothringen ved enkehertuginde Christines, Christian 2.s datters hof. Tilknytningen til det lothringske hof gav muligheder for at mobilisere mægtige fortalere og såvel kejser Ferdinand 1. som Frants 2. af Frankrig lod sig overtale til at skrive interpellationsskrifter til fordel for Peder Oxe. Alle henvendelser blev dog skarpt afvist fra dansk side, og Frederik 2. anmodede tilmed Frants 2. om at lade Peder Oxe anholde hvis han kom på fransk grund. Kongens afvisende holdning gjorde Peder Oxe desperat, og han syntes allerede 1559 at have slået ind på den vej han skulle følge i de kommende år, nemlig dels forberede sin hjemvenden gennem nye interpellationer, dels intrigere mod Frederik 2.s styre for om muligt at bringe det til fald. Peder Oxe optog nu kontakter med en række af tidens professionelle intrigemagere, såsom W. v. Grumbach og von Zitzewitz m.fl. Peder Oxe synes allerede i 1559 at have forelagt Christine en omfattende plan om et overfald på Danmark i samvirke med Lübeck og de øvrige Hansestæder. Planen spøgte også i 1560, og rygter om den skabte i foråret 1560 det største postyr i Danmark. Aftalen mellem Danmark og Hansestæderne samme år gjorde den dog uaktuel, og intrigerne synes derefter for en tid at være blevet vendt mod Sverige.

En ny mulighed for at komme hjem syntes at åbne sig for Peder Oxe gennem ægteskabsforhandlingerne mellem Frederik 2. og det lothringske hus, der pågik fra 1560-62, og hvor Peder Oxe skulle mecloptages i et evt. forlig. I juli 1562 var disse forhandlinger blevet konkretiseret så meget at et møde var blevet aftalt til 11.11. i Oldenburg mellem Christine, dennes datter Renata og Frederik 2. Til dette møde udsendtes der fra København gennem Paul von Sara den 7.7.1562 en invitation til Peder Oxe om deltagelse, dog skulle Peder Oxe indledningsvis blive i nogen afstand af det fyrstelige mødested. Da Christine imidlertid ud på efteråret begyndte at opstille nye vanskeligheder for mødets afholdelse trak Frederik 2. sig ud af forhandlingerne.

Ægteskabsforhandlingernes afbrydelse førte til at Peder Oxe på ny henvendte sig til Frederik 2. gennem mellemmænd. Både 1563 og 1564 formåede han den romerske konge Maximilian til at lægge pres på kurfyrst August for at denne skulle bane vejen for hans hjemvenden. I foråret 1564 skrev Maximilian direkte til den danske konge, og også fra den franske kongefamilies side skete der henvendelse. Alt var dog foreløbig forgæves. Meget tydede således på, at Peder Oxe varigt måtte indrette sig i det fremmede. I juni 1563 modtog Peder Oxe, der da tituleredes som kammerherre, af hertug Karl Schaumburg slot med gods som fri forlening på livstid som belønning for ydede tjenester; 1565 købte Peder Oxe af hertugen Einville slot, gods og by, og han syntes således at fortsætte den godssamling, han havde måttet afbryde i Danmark.

Den nordiske syvårskrig førte Peder Oxe ind i en række nye intriger mod Danmark, de tog denne gang deres udgangspunkt i nogle overrumplingsplaner som lejetropsføreren Veit vom Berge havde udkastet. Planerne forudsatte en koordineret krigsindsats mellem Sverige og Danmarks forskellige modstandere i det tyske område Lothringen, Hamburg og Lauenburg. En større lothringsk hær skulle rejses for spanske penge og invadere Jylland samtidig med at Ditmarsken gjorde oprør og dele af den danske adel faldt fra Frederik 2. Planerne synes at være blevet videreudviklet af Peder Oxe der under en større rejse til Nordtyskland og Nederlandene i sommeren 1564 diplomatisk søgte at forberede anslaget mod fædrelandet og havde kontakter både med Lauenburg, Ditmarsken samt med utilfredse danskere. Forgæves søgte Peder Oxe under fredskonferencen i Rostock gennem Veit vom Berge at kontakte Otte Krumpen for at vinde den gamle marsk, der var blevet ydmyget af Frederik 2., for tanken om det lothringske hus' magtovertagelse i Danmark. Vom Berge skulle berette for marsken at Peder Oxe nærede sådanne ønsker ud fra kærlighed til fædrelandet og "de gamle privilegier og friheder", en mærkelig udtalelse såfremt man forudsætter at Peder Oxe oprindelig hørte til rigsrådets "progressive" fløj. Christines påfølgende alvorlige sygdom og habsburgsk modvilje mod det lothringske intrigespil kuldkastede dog snart planerne om en invasion af Danmark og tvang på ny Peder Oxe tilbage i en mere ydmyg rolle.

I beg. af 1565 rettede han gennem det franske hof en indtrængende appel til Frederik 2. om at tillade hans tilbagevenden og gøre brug af hans evner. Den 20.9.1565 udstedte den danske konge da et lejdebrev til Peder Oxe der gjaldt for seks måneder. Peder Oxe modtog lejdet via det franske hof, og han har antagelig fået det i hænde ret sent. Brevet blev ikke benyttet, men i april 1566 kunne Peder Oxe med et nyt lejde af 24.1.1566 vende tilbage til Danmark hvor han i april under iøvrigt ukendte omstændigheder blev udsonet med Frederik 2.; han fik sine konfiskerede ejendomme tilbage og blev genindsat i rigsrådet. Ifølge Peder Oxes egne oplysninger skulle kongen have beklaget deres tidligere sammenstød og givet udtryk for at han havde ønsket en forståelse med Peder Oxe i 1562.

Peder Oxe gav sig straks til at sætte skik på sine ejendomme der havde været ude af hans hænder i så mange år, men allerede i juni begav han sig på ny til Lothringen, dels for at varetage egne sager, dels for at videreføre de i 1562 afbrudte dansk-lothringske forhandlinger. Han fik ret sent audiens i Lothringen (5.9.) og diplomatisk set blev sendelsen en fiasko.

Peder Oxe havde forpligtet sig til at være tilbage i Danmark 11.11., men det er usikkert om han har kunnet overholde denne frist, og først i dec. 1566 kan vi med sikkerhed fastslå hans tilstedeværelse i Danmark. Efter alt at dømme har han bivånet adelsmødet i Viborg i begyndelsen af dec. hvor den danske adel måtte bevilge en skat til krigens videreførelse. Den 4.12. fik han overdraget Vordingborg slot som len.

Peder Oxes hjemvenden og genindsættelse i rigsrådet er af forskningen længe blevet anskuet som et eklatant kongeligt nederlag over for rigsrådet og den danske adel. Rigsrådet skulle have gennemtrumfet hans hjemkaldelse ved at true med at nægte at bevilge skatter i den højspændte situation omkring Varbergs fald i sept. 1565. Men denne tolkning må afvises idet den byggede på en datoforveksling og en uholdbar opfattelse af Frederik 2.s forhold til de ledende rigsråder. Lejdebrevets afsendelse må i overvejende grad ses på baggrund af udenrigspolitiske kalkuler: man ønskede at foretage en vis åbning over for Lothringen for at sætte en bom for den svensk-lothringske tilnærmelse, der tilsyneladende var under udvikling, og havde til dette formål brug for Peder Oxes viden og indflydelse i Lothringen.

Siden Hans Gram er Peder Oxes tilbagevenden til Danmark blevet vurderet som et vendepunkt i den danske krigsførelse under syvårskrigen, og Peder Oxe er med varierende betoning blevet gjort til landets redningsmand i en dyb krisesituation. En række afgørende initiativer blev tilskrevet ham, således adelsskatten af 1566, lastetolden af 1567 samt forskellige administrative reformer. Nøjere analyser viser dog at der ikke er kildemæssigt belæg for at knytte Peder Oxes navn til disse reformer der også for fleres vedkommende går tilbage til perioden før hans endelige tilbagevenden. Peder Oxe var dog sammen med en række andre rigsråder involveret i indkrævningen af adelsskatten, men påfaldende nok ses han sammen med Peder Bille at have ansøgt kongen om en nedsættelse af taksten for det sjællandske adelsgods' vedkommende.

Da gamle Mogens Gyldenstierne ved årsskiftet 1566/67 ønskede at trække sig ud af det politiske liv fik Peder Oxe sin chance. Han rykkede ind på Københavns slot som medlem af det siddende regeringsråd, der dog efterhånden indskrænkedes til alene at bestå af ham og Johan Friis. I aug. 1567 udnævnte kongen ham til rigshofmester samtidig med at Frands Brockenhuus blev gjort til marsk. Det var en hurtig karriere kongens tidligere fjende havde gjort, men hans position var til en start ikke grundfæstet. Han var en mand med en fortid og måtte uden tvivl høre et og andet for sit langvarige ophold i Lothringen. Af Wusenbencz' indberetning fremgår, at der endnu i sommeren 1567 verserede rygter i den tyske koloni i København om Peder Oxes fortsatte tilhørsforhold til Lothringen. Et skarpt sammenstød med Daniel Daniel Rantzau i maj 1567 skyldes antagelig, at den rapkæftede oberst havde mindet om de dunkle punkter i Peder Oxes karriere. Målbevidst arbejdede Peder Oxe derfor på at afstive sin position. Gennem Frederik 2. fik han formidlet en udsoning med enkedronning Dorothea, og den efterhånden isolerede enkedronning greb den udstrakte hånd med den følge at der opstod helt venskabelige relationer mellem de to tidligere fjender. Også forbindelsen til hoffet i Sachsen blev genoplivet og kraftigt plejet. Det bør tillige nævnes at Peder Oxe gennem sit ægteskab med Mette Rosenkrantz nærmede sig den kreds af rigsråder der stod kongen meget nær.

Nogen revolutionerende ændring med hensyn til det danske regeringssystem kan ikke siges at markere Peder Oxes tilbagevenden. Beslutningsprocessen på centralt hold var nu som før bygget op om kongen som den, der resolverede i de opdukkende sager og besad monopol på statsmagtens brevudstedelser. Peder Oxes position som ledende rådgiver ved siden af Johan Friis og Holger Rosenkrantz er dog ubestridelig, og der er næppe tvivl om, at Peder Oxe i kraft af sin intelligens, handlekraft og ønske om rehabilitering har tilført administrationen i København en større dynamik og målrettethed end Mogens Gyldenstierne kunne præstere; lige så lidt som denne kunne han dog udrette mirakler med de begrænsede finansielle og militære ressourcer der stod til rådighed. Også i Peder Oxes tid som rigshofmester slæbte krigen med Sverige sig afsted under uophørlige vanskeligheder med den hvervede hær, og det væsentligste lyspunkt udgjorde egentlig den interne udvikling i Sverige i forbindelse med Erik 14.s sindssyge og påfølgende afsættelse.

Efter Johan Friis' død og fredsslutningen i 1570 havde Peder Oxe alene overopsynet med administrationen og det militære apparat i København, og han blev dybt involveret i de forskellige sider af krigens afvikling. Men det forhold at hoffet – og dermed hovedparten af kancelliet – skyede hovedstaden og gennem lange perioder opholdt sig på jyske slotte måtte indebære en begrænsning i hans muligheder for at øve indflydelse. Som kongens stedfortræder i rigets hovedstad havde han dog en meget bred virkeflade. Og hos mange fremmede har Peder Oxes barske og bydende væsen uden tvivl fremkaldt det indtryk at de stod ved magtens centrum.

Næsten af sig selv voksede i disse år hans godsimperium. Slægten var uddøende og efter brødrene Johan og Eskil arvede han Torsjö og halvparten af Løgismose. Da kongen i 1568 solgte den gale Peder Christensen Dyres besiddelser købte Peder Oxe og Otte Brahe godset og delte det mellem sig hvorved Peder Oxe fik halvparten i Hjelmsø på Sjælland, der dog senere blev afhændet, samt i Togerup og Tange i Skåne og på Fyn. I 1571 erhvervedes halvparten af Holmegård i Sydsjælland. Gennem hustruen fik Peder Oxe 1567 del i Vallø, og desuden bestyrede han Skarhult i Skåne for sine stedbørn.

Mest uegennyttig var hans støtte til det kulturelle liv og den sociale forsorg i København. I 1574 tildelte han byen et gavebrev på 2000 daler der skulle forrentes til gavn for trængende skolebørn og fattige, og kort før sin død henlagde han værdier til opretholdelse af otte senge i Helligåndshospitalet. En række studenter synes at have modtaget støtte til studier i udlandet af Peder Oxe ligesom han opmuntrede Anders Sørensen Vedel og Tyge Brahe i deres videnskabelige arbejde; også hustruens gamle lærer Niels Hemmingsen nød godt af hans beskyttelse.

Peder Oxes personlighed og virke lader sig af kildemæssige grunde ikke fuldt tilfredsstillende belyse men det står fast at den ældre historiografi var for ukritisk i beskrivelsen af ham og overvurderede omfanget af hans indsats. Dyrkelsen af manden kulminerede hos T. Troels-Lund der ikke blot i Peder Oxe så et finansielt geni men tillige gjorde ham til en national førerskikkelse. Påstandene om Peder Oxes initiativer og nyskabelser bygger imidlertid alene på traditionsudviklinger og kan ikke kildemæssigt underbygges. Omend Peder Oxes evner var ubestridelige må hans beslutsomhed og hårdhed derfor veje tungest i det samlede billede. Hans hovedaktiv som rigsråd og senere rigsembedsmand var en udpræget evne til at få afviklet sagerne og få tingene gjort uden smålig skelen til midler og omgivelser. Mere afdæmpet i sine senere år var han dog en slavepiskertype som utvivlsomt gjorde god fyldest gennem en række vanskelige år. Elsket af få og frygtet og hadet af mange kan det ikke undre, at der omkring Peder Oxe opstod en blomstrende flora af skrøner der endnu holdt sig ind i 1700-tallet.

Familie

Peder Oxe døde på Fr.borg og blev begravet i København (Frue k.).

Forældre: Johan Oxe (død 1534) og Mette Gøye (død ca. 1537). Gift 14.9.1567 på Vallø med Mette Rosenkrantz, født ca. 1533, død 2.4.1588 på Skarhult (gift 1. gang med Steen Rosensparre, 1523-65), d. af Oluf Nielsen Rosenkrantz (ca. 1490-1545) og Ide Munk (død 1586). - Bror til Albert Oxe og Eskil Oxe.

Ikonografi

Relief på ligsten ca. 1559 (Bråby k.). Mal. 1574 (Fr.borg). Mal. fra 1700-tallet (Gisselfeld) kan, måske med mellemled, grunde sig på 1574-maleriet, men bærer misvisende årstallet 1545. Af en lignende type som Gisselfeld-billedet er stik af J. C. Sysang, radering af A. Lillienberg, 1835, og af A. Hansen, 1850, træsnit bl.a. 1850, 1876 og 1877, litografi 1850 og 1867, og, lidt ændret, stik af J. M. Preisler, 1765 og træsnit efter tegn. af C. Aagaard, 1855, samt min. fra A. Thornborgs værksted (Fr.borg). Relief på ligsten 1575, kun brudstykker bevaret (Frue k., Kbh.), gengivet i tegn. i Resens atlas (Kgl.bibl.), formentlig med navnepåskrift forbyttet med Niels Ulfstands, død 1575, hvilket i så fald også må gælde stikkene af disse 1677. Mal. 1579 (fløjaltertavle, Gisselfeld). Fremstillet foran Tølløse på tegn. af F. C. Lund. Maske af A. Bundgaard (på Chr.borg).

Bibliografi

Kilder. Aktstykker til Bornholms hist., udg. J. R. Hübertz I-II, 1852. Danske saml. 2.r.VI, 1877-79 168-91 (P. O.s løsøre). Breve til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, udg. G. L. Wad I-II, 1893. Danske mag. 6.r.II, 1914-16 1-27 (Wusenbencz' indberetn.). Breve til og fra Mogens Gyldenstierne og Anne Sparre, udg. E. Marquard I-III, 1929-41. Hist. t. 13.r.VI, 1979 333-37 (Skandskrift mod O.).

Lit. A. N. Ryge: P. O.s liv og levnets beskr., 1765. O. F. C. Rasmussen: Optegn. om Gisselfeld, 1868. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. II, 1869-72; IV, 1868-74. L. Daae i Hist. t. II, Kria. 1872 46-110. Troels-Lund: Hist. skitser, 1876 1-109. Samme: Om P. O.s finansbestyrelse, s.å. Johan Grundtvig: P. O.s finansstyrelse, s.å. Troels-Lund: Afsluttende bemærkn. om P. O.s finansbestyrelse, s.å. Johan Grundtvig: Belysn. til striden om P. O., 1877. Troels-Lund: P. O., 1906 (optr. i forf.s Hist. fortæll. IV, 1911). Johan Grundtvig: Fr. IIs statshusholdn., 1876. A. Heise i Hist. t. 5.r.V, 1885 334-424. Astrid Friis sst. 10.r.VI, 1942-44 1-140. P. Colding sst. 637-59. Frede P. Jensen sst. 12.r.VI, 1972-73 59-92. Samme sst. 13.r.VI, 1979 311-37. A. Heise i Pers. hist. t. 2.r.VI, 1891 67 73-75. E. Ladewig Petersen sst. 14.r.IV, 1962 180-91. Kn. Fabricius i Vor fortid I, 1917 193-206 241-54 265-78. Ingvar Andersson i Scandia VI, Sth. 1933 29 33-57. P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Samme i Småskr. tilegnede Aage Friis, 1940 63-81. Sv. Gissel i Festskr. til Astrid Friis, 1963. Samme: Landgilde og udsæd på Sjælland, 1968. Albr. Eckhardt: Der Lüneburger Kanzler Balthasar Klammer und sein Compendium Juris, Hildesheim 1964 = Quellen und Darstellungen zur Gesch. Niedersachsens LXIII 70-83. Frede P. Jensen: Bidrag til Fr. IIs og Erik XIVs hist., 1978. Samme: Danmarks konflikt med Sverige 1563-70, 1982. Haakon Bennike Madsen: Det danske skattevæsen 1530-1660, 1978. Papirer iRigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frede P. Jensen: Peder Oxe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295417