Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joachim Gersdorff

Oprindelige forfattere SHei og COBA
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Joachim Gersdorff, 11.11.1611-19.4.1661, rigshofmester, rigsdrost. Født på Søbygård ved Hammel, død i Kbh., begravet sst. (Nic. k., senere flyttet til Trin. k.). Efter at være opdraget i hjemmet studerede G. 1623-29 i Sorø hvor han opholdt sig samtidig med bl.a. hertug Frederik, den senere kong Frederik III, sin halvfætter på mødrene side Hannibal Sehested og Christian Rantzau. Derpå drog han ud på den for unge adelsmænd sædvanlige dannelsesrejse i udlandet. 1630 immatrikuleredes han i Leipzig, 1632 i Leiden, 1633 i Harderwijk og Oxford. Herfra drog han til Paris hvor han opholdt sig halvandet år, dog afbrudt af en rejse hjem i anledning af faderens død. Fra Paris kom han til Lyon og Geneve, herfra til Padua hvor han immatrikuleredes 1636. I Italien besøgte han desuden Rom, Napoli og Firenze. Herfra rejste han over Østrig og Ungarn hjem. Efter hjemkomsten 1638 blev han hofjunker hos den udvalgte prins Christian og snart efter kammerjunker hos dennes hustru prinsesse Magdalena Sibylla på Nykøbing slot. Ved sit bryllup forlod han denne tjeneste (1641) og tog ophold på sin hovedgård Tunbyholm i Skåne, men han vedblev at være nøje knyttet til tronfølgerparret som rådgiver og ven. Under krigen 1644 bistod han sin svigerfar, der var lensmand på Landskrona slot, med at forsvare dette. Juni 1645 beskikkedes han til generallandkommissær for Sjælland, men afskedigedes i aug. efter fredsslutningen. Ved stændermødet i Kbh. juni s.å. underskrev han det adelige indlæg som henskød spørgsmålet om krig eller fred til rådet, og valgtes til den ene af de to skånske adelsfuldmægtige på Kbh.-stændermødet i aug. hvor han underskrev adelens fordringer om valg af landkommissærer i hver provins og om rådsembedernes fremtidige besættelse efter adelens og rådets indstilling. Febr. 1646 valgtes han sammen med Gunde Rosenkrantz til landkommissær i Skåne; de søgte begge uden held at slippe for hvervet. Juni 1646 medunderskrev han med sine skånske standsfæller det adelige fælleskrav om årlige adelsmøder i hver provins. Skønt han således i kraft af sin rigdom og anseelse, men næppe helt med sin gode vilje var blevet en forgrundsfigur inden for den adelige stænderbevægelse, bevarede han dog sin tilknytning til kongehuset hvad der fandt udtryk da prins Christian april 1647 befuldmægtigede ham til at forhandle med rådet om hjælp til sanering af de prinselige finanser. Det er også bemærkelsesværdigt at han på råds og adelsmødet i Odense juli 1647 medunderskrev adelens fællesindlæg, men ikke landkommissærernes særindlæg. Da Christian IV efter sin ældste søns død måtte bøje sig for rådet og adelen, medunderskrev G. imidlertid nov. 1647 både adelens og landkommissærernes indlæg mod ændring i lensvilkårene og for den ulfeldtske alliance med generalstaterne. Ligeledes underskrev han under forhandlingerne om hertug Frederiks valg til dansk konge foråret 1648 adelens yderliggående krav om håndfæstningen 17.4., dens memorial til rigsrådet 25.4. om adskillelse af en lang række sammenlagte len samt indlægget til rigsrådet 27.4. med bl.a. kravet om at give stænderne forfatningsmæssig kompetence. Ved adelens og rigsrådets valg af kandidater til de ledige rådspladser blev han nummer ti på adelens liste og nummer seks på rigsrådets. Når det alligevel blev ham kongen først udpegede hænger det meget sandsynligt sammen med at han var den politisk mindst kompromitterede blandt landkommissærerne; bl.a. havde han ikke deltaget i landkommissærernes stormløb mod generalkrigskommissær Knud Ulfeldt i Odense juli 1647.

På dette tidspunkt plejede han jævnligt omgang med Corfitz Ulfeldt og tilsyneladende formåede han-i udstrakt grad at vinde rigshofmesterens tillid. Da Ulfeldt dec. 1648 drog ud på sin nederlandske ambassade udnævntes G. – ifølge Otto Sperling (1602-81) på Ulfeldts egen anbefaling – til statholder på Københavns slot hvorved han i realiteten blev rigshofmesterens vikar. Jan. 1649 fik han bestalling; der tillagdes ham en løn på 5000 dir. årligt indtil et egnet len var ledigt. 1651 forlenedes han med Bornholm. – Når Ulfeldt havde håbet at finde en trofast tilhænger i G. viste han her som ellers sin mangel på psykologisk og politisk blik. G. delte den øvrige adels skinsyge mod og mistillid til svigersønnegruppen og følte sig samtidig knyttet til kongen til hvem han trådte i et lignende personligt venskabsforhold som til hans afdøde bror. De to mænd lignede hinanden ved deres lærde interesser og en ironisk underbund i livssynet, og G. vandt ved sin litterære kultur og sin vittige konversation kongen, som han vandt fremmede diplomater som fx spanieren B. Rebolledo, der ydede ham en fin kompliment ved at skildre hans væsen som mere spansk end fransk, og flamskøstrigeren Goës. Han var desuden uden at være tilhænger af en uindskrænket enevælde, der jo også ville betyde et skarpt brud med hans politiske fortid, mere monarkistisk indstillet end flertallet af sine jævnaldrende standsfæller. Det blev da på kongehusets og hoffets side han helst søgte tilfredsstillelse for den ambition som hans æstetiskorienterede og sindige naturel ikke savnede. Da Ulfeldt dec. 1649 kom hjem fra sin sendefærd fandt han at G. havde "revet fast al Autoritet til sig", og det kan anses for sikkert at G. i det spændingsforhold som indtrådte mellem rigshofmesteren på den ene, hoffet og dele af rådet på den anden side var blandt den førstes modstandere. Han skal også have været medforfatter til den efter Ulfeldts flugt som svar på dennes "Æresforsvar" trykte officielle redegørelse for Dinasagen. Mere passiv synes han at være optrådt i de fra adelen udgåede angreb på den norske statholder Hannibal Sehested; hovedmanden herfor var rigsmarsken Anders Bille. Da kongen 1652 ønskede en ny rigshofmester i den flygtede Ulfeldts sted, blev det G. som samlede rådsflertallets stemmer for sig og derpå okt. s.å. udnævntes til statens første embedsmand næst kongen. Under det gensidige mistillidsforhold mellem kongen og rådet som prægede den i indrepolitisk henseende ret golde tid efter svigersønnernes fald indtog G. en ejendommelig mellemstilling, sikkert med stærkest hældning mod hoffet, men uden at tabe kreditten hos sine kolleger og standsfæller. Overvejende passiv lod han tingene gå deres gang, fandt sig i at kongens kammerskriver Christoffer Gabel fik en voksende del i rigets finansforvaltning, og modsatte sig okt. 1658 sammen med Jørgen Seefeld og Peder Reedtz rådsflertallets proposition til kongen om at besætte de ledige kansler- og marskembeder og ikke i så høj grad at benytte fremmede rådgivere. Stærkest træder dog hans eftergivenhed over for hoffets ønsker og anskuelser frem i ydrepolitikken.

G. var hovedforhandler over for de fremmede gesandter, og hans medansvar for den politik der førte til krigen mod Sverige 1657 er uomtvisteligt. Han viste her at han manglede den virkelige statsmands evne til at bedømme forhold og situationer. Når det er sagt at Frederik III gennem Sehesteds fald unddrog sig benyttelsen af en rådgiver som kunne medvirke til en roligere omdannelse af tilstandene i Danmark så var G. hverken i den indre eller den ydre politik i stand til at erstatte halvfætteren, og han fik vistnok til sidst selv blikket op for dette. Da han som de danske forhandleres leder måtte sætte sit navn under den bl.a. af Ulfeldt dikterede Roskildefred (26.2.1658) skal han if. den engelske fredsmægler Philip Meadowe have hvisket Neros berømte ord: "Utinam nescirem literas" (Gid jeg ikke kunne skrive). Personligt var freden et hårdt slag for ham da hans fleste godser lå i det afståede Skåne. Til erstatning for det ligeledes afståede Bornholm fik han marts 1658 Kalundborg len. Den svenske konge søgte at vinde ham for sig og for en dansksvensk udsoningspolitik ved at tildele ham Bornholms indtægter for livstid, men han afslog, og hans tanke kredsede stadig om en på alliancerne med Østrig og generalstaterne støttet revanchekrig. Det svenske fredsbrud aug. 1658 var ham derfor næppe helt uvelkomment, og han havde vistnok en væsentlig andel i beslutningen om ikke at slutte en ny fred uden sværdslag og i bestræbelserne for at animere Kbh. til modstand. Han tog også virksom del i byens forsvar og red ved kongens side i stormnatten 11.2.1659, håbede også længst muligt på at opnå en bedre fred end den i Haagkoncerterne dikterede. I foråret 1660 overbevistes han dog, under indtryk af københavnernes fredsønsker, den ringe udsigt til virksom hjælp fra de allierede og svækket af en hård blærestenslid'else som ofte bandt ham til lejet, sikkert også knuget af ansvarets og ulykkernes byrde, mere og mere om at en snarlig fred var en nødvendighed. Han støttede derfor Hannibal Sehesteds mæglervirksomhed og udtalte i brev til Sehested af 5.5. sit varme øriske om "une vraie amitié" mellem Nordens riger. Under Sehesteds forhandlinger i Stockholm efter Kbh.-freden om Bornholms vederlag brevvekslede de to mænd, og det er blevet hævdet at Sehested har påvirket den på svensk forfattede politiskapokalyptiske novelle Somnium Gersdorphianum hvori G. er hovedpersonen, og som søger at påvise umuligheden af et fremtidigt dansk forsøg på at tilbageerobre de skånske provinser.

Annonce

G. hørte uden tvivl til dem som nu indså nødvendigheden af en reorganisation af rigets forvaltning og forfatning. Han delte øjensynlig -modsat sin gamle landkommissær – og nuværende rådskollega Gunde Rosenkrantz – rådsflertallets modstand mod at bevare en stor hvervet hær, men han antydede i den tale hvormed han 10.9.1660 åbnede stændermødet i Kbh. nødvendigheden af en indskrænkning af de adelige og andre skatteprivilegier og priste i stærke ord kongens fortjenester under belejringen, samtidig med at han skød en del af skylden for nederlaget i krigen over på adelen. Under skatteforhandlingerne og den påfølgende statsomvæltning som indledes med understændernes 8.10. til ham på sengen overbragte forslag om arverigets indførelse er hans holdning ikke fuldt belyst, men han udtalte i begyndelsen af okt. til den hollandske gesandt P. Vogelsangh: "I Sandhed, de Herrer, som vi har at gøre med, er Mænd af Forstand og Klogskab, og jeg finder, at der endnu er Kærlighed til Riget, og en stor Tilbøjelighed til at sætte de forfaldne Sager paa Fode igen", og hans ven Goës gav ved hans død hans "Moderation" en stor del af æren for begivenhedernes rolige udvikling. Efter Goes søgte han, dog uden held, at få kongen til at besætte de ledige rådspladser før der toges en endelig beslutning om arveriget, og lod sig 15.10. køre op til slottet for at stemme kongen gunstig for adelen, men han underskrev med sine kolleger tilbudet om arveriget (12. og 13.10.) og erklæringen om håndfæstningens kassation (16.10.), aflagde 18.10., båret i sin stol op til tribunen, arvehyldningseden og lod sig 26.10. udnævne til rigsdrost og præses i "Collegium Status" og derved til nominel chef for den nye regering hvis sjæl var den nye rigsskatmester Hannibal Sehested, og som talte ærkebiskop Hans Svane og borgmester Hans Nansen blandt sine medlemmer. Mere end regeringens hoved af navn blev han ikke i de få måneder han endnu havde igen at leve i, men kongeparret viste ham stor venlighed og besøgte ham på hans sygeleje, Frederik III endog flere gange, og han testamenterede kongen sit store og værdifulde bibliotek på ca. 8000 bd. (håndskreven katalog i Kgl.bibl.), og dronningen sine fiskedamme lige uden for byen.

G.s lærde og litterære interesser er ovenfor omtalt. Han optrådte ikke selv som forfatter (med den ovenn. mulige undtagelse), men brevvekslede med flere europæiske lærde og støttede Ole Worm og andre danske forskere. Som personlighed var han lidet skarpskåren og ikke alt for energisk, lidt af en epikuræer, med sans for livets skønheder og snurrigheder, ingen skarp og overlegen ånd, men venlig i omgang og alminde-, lig afholdt, også af sine tjenere og undergivne. Når det i hans ligtale siges at "han holdt sig alt for nobel til enten sin egen eller nogen af sines privat Interesse ved denne sin høje Kommando og store Myndighed i ringeste Maade at søge" er det vistnok sandt, men han havde det ganske vist heller ikke behov. I arv fra forældrene og medgift med hustruen fik han en betydelig godsmængde. I Skåne ejede han ved afståelsen ni godser (Tunbyholm, Smedstorp, Ingelstad, Lillö, Uderup, Legeved, Onslunde, Billesholm og Horby) hvis hartkorn ved vederlagsforretningen opgjordes til 3250 ½tdr., og for hvilke han og hans arvinger fik erstatning i det resterende Danmark (1661 bl.a. Samsø og Åkær (Hads hrd.)). Her ejede han bl.a. Tostrup og Alstrup (Fuglse hrd.), Isgård (Mols hrd.) og Søbygård (Gern hrd.) samt Berritsgård (Musse hrd.) og Palstrup (Lysgård hrd.) som han afhændede før sin død. I Kbh. besad han den tidligere bryggergård, hvor hotel d'Angleterre nu ligger, i Kalundborg Lindegården. Da han efterlod fire sønner og fem døtre, blev arven efter ham stærkt splittet.

Familie

Forældre: Caspar Christoffer G. (død ca. 1634) og Else Munk (død tidligst 1627). Gift 3.10.1641 i Kbh. med Øllegaard Huitfeldt, født 16.5.1622 på Lillø, død 11.3.1655 sst., d. af Henrik H. til Berritsgård, Hagestedgård og Lillø (1583-1652) og Margrethe Rosenkrantz (1593-1644). – Far til Frederik G. (1650-91).

Ikonografi

Stik af Haelwegh fra 1650ernes sidste halvdel efter mal. af A. Wuchters. Efter dette er alle senere fremstillinger, Haelweghs mindeblad ca. 1661, stik af J. C. Sysang, 1746, mal. af Hans Hansen (Fr.borg), træsnit 1855 efter tegn. af Carl Bloch, portrættet på Heinrich Hansens arvehyldnings-billede fra 1880 (Fr.borg), mal. af H. Nik. Hansen (Berritsgård), m.fl.

Bibliografi

Kilder. Saml. til Danm.s hist., udg. P. W. Becker I, 1847. Danske mag. 3.r.IV, 1854 fl.st. Breve fra Ove Juul i Danske saml. l.r.III, 1867-68 199-220; sst. 2.r.I, 1871– 72 163; sst. 2.r.II, 1872-73 89-134. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev III, 1888-90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959-75. Prins Christian (Vs) breve, udg. E. Marquard og J. O. Bro-Jørgensen I-II, 1952-56. Kancelliets brevbøger 1644-45, 1968. Lit. N. D. Riegels: Forsøg til Femte Christians hist., 1792 27f. Den danske adel i det 16. og 17. årh., udg. C. F. Bricka og S. M. Gjellerup, 1. saml. 1874-75 203-28.

S. Birket Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I, 1879. E. Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, 1883. J. A. Fridericia i Hist. t. 6.r.I, 1887-88 681f 703 713 720f. Samme: Adelsvældens sidste dage, 1894 (fot. optr. 1969). J. Levin Carlbom: Magnus Dureels negotiation i Köpenhamn, Göteborg 1901. C. G. Weibull i Hist. t. för Skåneland III, Lund 1908 1-170. Kn. Fabricius i Den danske centraladministration, red. Aage Sachs, 1921. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I–II. 1946-70. Laur. Nielsen: Danske privatbibl. gennem tiderne I, 1946 133-37. Carl S. Petersen i Bok- och bibliotekshist. studier tillägnade Gustaf Bernström, Sth. 1947. Udvidet optryk i samme: Afhandlinger til da. bog- og bibl.hist., 1949 116-76. Johan Jørgensen: Rentemester Henrik Muller, 1966. Jens Engberg i Fortid og nutid XXIV, 1970 388-411.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg, C. O. Bøggild-Andersen: Joachim Gersdorff i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289998