Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eiler Hardenberg

Oprindelig forfatter PCol
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Eiler Hardenberg, d. .1596, rigshofmester. Begravet i Gråbrødre k. i Horsens. Faderen faldt i Ditmarsken 1500, og H. der var yngste søn er næppe født meget før. 1530 forlenede hans slægtning biskop Joachim Rønnow ham med Dragsholm som han under borgerkrigen med stort mod og udholdenhed forsvarede mod de grevelige (1535). Skønt H. – ligesom bispen – straks havde sluttet sig til Christian III da dennes hær landede på Sjælland og tilmed en tid havde fungeret som proviantmester hos kongen (1535), mistede han dog sin forlening ved bispegodsets inddragelse (1536). Nogen egentlig unåde er der dog næppe tale om – H. blev indkaldt til rigsdagen 1536 og sammen med sin hustru indbudt til kroningen n.å. – men som bispetjener blev han blot holdt i karantæne nogle år; først 1542 fik han en større forlening (Odensegård og Skt. Hans kloster i Odense). Herfra forflyttedes han endnu s.å. til Malmøhus. 1543 eller 44 blev han optaget i rigsrådet. 1544 forsattes han til den vigtige og udsatte post som lensmand på Gotland. 1551 blev han kaldt tilbage og forlenedes med sit gamle len Dragsholm omtrent samtidig med at kongen betroede ham den vigtige opgave at være hofmester for tronfølgeren Frederik (II). Da prinsen fra 1554 fik lov til at holde eget hof på Malmøhus fulgte H. med og blev på ny lensmand dér (til 1565). Man må gå ud fra at der har hersket et godt forhold mellem H. og hans myndling, siden denne umiddelbart efter sin tronbestigelse i sommeren 1559 udnævnte ham til rigshofmester, hvorved han blev indehaver af rigets fornemste embede. Herved trådte den aldrende mand i første plan; men det viste sig at han kun havde ringe evne eller vilje til at gøre sig gældende. De ydre betingelser herfor ved hans tiltrædelse var rigtignok heller ikke de bedste. Mens hans forgænger Eske Bille (død 1552) og hans efterfølger Peder Oxe (1520–75) allerede før deres udnævnelse havde siddet inde med en meget stor myndighed som statholdere i Kbh., en stilling der gav dem den øverste ledelse af hærens og flådens administration samt betydelig indflydelse på finansstyrelsen, var H. 1559 kun lensmand på Malmøhus; nu blev han ganske vist udnævnt til statholder i Skåne hvad der gav ham den øverste ledelse af de østdanske provinsers militære og civile administration, men alligevel stillede ham under kansleren Johan Friis og statholderen i Kbh. Mogens Gyldenstierne i politisk betydning. Lejlighedsvis blev han dog kaldt til militære drøftelser i Kbh. hvor han undertiden også – sammen med andre fremtrædende rigsråder – deltog i revisionen af rentemesterens og andre høje embedsmænds regnskaber. Heller ikke i udenrigspolitikken har han øvet nogen indflydelse der rækker nævneværdigt ud over den almindelige rigsråds. Hverken i forhandlingerne med hansestæderne (1559–60) eller Sverige (1561–62) møder vi hans navn; over for den sidstnævnte magt ser vi ham – i hvert fald ved en enkelt lejlighed – slutte sig til Mogens Gyldenstiernes fredelige politik. Det vigtigste udenrigspolitiske hverv der blev ham betroet var ledelsen af et gesandtskab til Rusland hvor han skulle bevæge zaren til at anerkende kongens bror hertug Magnus' besiddelser i Livland (1562). Skønt han og de andre danske forhandlere synes at være gået til opgaven med ringe lyst løste de den dog på særdeles tilfredsstillende måde. Derimod gav H.s administration i Skåne kongen anledning til i hvert fald delvis berettiget misfornøjelse. 1562 klages der over at han havde krænket søretten ved pengeafpresning af skibbrudne og desuden udvist anden voldsomhed; men i langt højere grad mishagede det dog kongen at han s.å. på egen hånd havde afsat Trelleborgs borgmester Poul Jyde og indsat en anden i hans sted. Skønt Poul Jyde var anklaget for drab og overbevist om tyveri tvang kongen – krænket over hofmesterens egenmægtighed – H. til at genindsætte ham.

Fra den tid synes H. aldrig rigtig at have genvundet kongens gunst. Han måtte føle det som en grov tilsidesættelse at han ikke ved syvårskrigens udbrud 1563, da kongen drog til hæren, blev medlem af regeringsrådet i Kbh. men måtte nøjes med posten som den øverstbefalende og øverste proviantmester i sin provins, i den sidste egenskab underordnet hærens øverste proviantmester Jørgen Brahe (1515–65). Da kongen bad ham skaffe munition og penge til landsknægtene kunne han heller ikke holde sin krænkelse tilbage, men henviste trodsigt kongen til regeringsråderne i Kbh. hvorved han pådrog sig en meget skarp reprimande; kongen følte sig overbevist om at H. nok havde fundet udveje hvis det bragte ham selv fordel. Kongen gav også på anden måde sin vrede luft: 8.8. blev byen Lund henlagt under en anden lensmand, og 10.8. mistede H. yderligere Øvitskloster. Når H. 1564 endvidere måtte se Dalby kloster blive givet til en anden hænger det muligvis sammen med kongens misfornøjelse med hans slaphed som proviantmester i Skåne. To gange forsøgte den danske hær at gøre indfald i Sverige (i juli og okt.); men begge gange mislykkedes det væsentlig på grund af den svigtende provianttilførsel. Her påhviler der H. et særligt ansvar; han viste en så sørgelig mangel på organisatoriske evner at regeringsrådet i et brev af 30.9.1564 over for krigskommissærerne ved hæren utilsløret betegnede ham som ganske uduelig. Muligt er tiltagende svagelighed forklaringen herpå. I H.s udygtighed som proviantmester har vi antagelig årsagen til hans fald 1565. Måske har en rigsrådsdom (af 16.3.1565) der tilpligtede ham og nogle andre adelsmænd at betale kongen en stor sum penge som de havde kautioneret for H.s urolige slægtning Christoffer Urne (død 1566) været den dråbe der bragte bægeret til at flyde over. Ved denne tid var det i hvert fald at han bad kongen om sin afsked, ikke alene som rigshofmester, men også som rigsråd, mod at tilbagegive kongen Dragsholm som han havde fået livsbrev på ved sin udnævnelse til rigshofmester. Som årsag til sin tilbagetræden angav han alderdom og svaghed. 30.4. mistede han Malmøhus, men først 3.7. fik han officielt sin afsked som rigshofmester, sikkert den mindst indflydelsesrige mellen reformationen og enevælden. – H. ejede store godser, på Fyn Vedtofte (Brahesholm) og Skovsbo, med sin hustru fik han Mattrup i Jylland som han ved mageskifter gjorde til en stor ejendom. Han havde historiske og religiøse interesser og skrev selv salmer.

Familie

Forældre: Erik H. til Hvedholm (død 1500) og Anne Corfitsdatter Rønnow. Gift ca. 1530 med Karen Eriksdatter Rosenkrantz, 11549 på Gotland, d. af Erik Styggesen R. til Mattrup (død 1535) og Kirsten Nielsdatter Skram. – Far til Erik H. Bror til Jacob H.

Annonce

Ikonografi

Mal. (Gavnø) er en kopi efter et ukendt forlæg. Relief på ligsten (Klovborg k.).

Bibliografi

Kancelliets brevbøger 1551–1565, 1885–95. – Danm.s adels årbog XIV, 1897 190. P. V. Jacobsen i Hist. t. V, 1844 413–19. T. A. Becker i Orion II, 1851 20–27. C. F. Bricka: Kong Fr. IIs ungdomskærlighed, 1873 34f 61 70f 87. A. Heise i Hist. t. 5.r.V, 1885 305. Samme i Pers. hist. t. 2.r.III, 1888 151–55. P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Aage Fasmer Blomberg i Danske slotte og herregårde, udg. Arthur G. Hasso II, 1943 479–85. T. Dahlerup: Det kgl. rettertings domme og rigens forfølgninger fra Chr. IIIs tid I -11, 1959–69. -Breve i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Colding: Eiler Hardenberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290825