Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Corfitz Ulfeldt

Oprindelig forfatter SHei

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Corfitz Ulfeldt, 10.7.1606-26(?)2.1664, rigshofmester. Corfitz Ulfeldt var det syvende af sine forældres sytten børn. Om hans barndom og tidlige ungdom vides kun lidt. Han gik i Herlufsholm skole til 1617 og sendtes herefter trods sin meget unge alder ud på en dannelsesrejse til udlandet der varede henimod tolv år. 1618 var han immatrikuleret ved univ. i Geneve, s.å. i Orleans. 1621 var han i Bremen og London. Sept. 1625 omtales han som page hos grev Anton Günther i Oldenburg og 1628-29 var han sammen med broderen Flemming immatrikuleret i Padova. Militær uddannelse modtog han også; 1642 var han nemlig som følge af sin militære erfaring på tale som rigsmarsk.

Størstedelen af sit udenlandsophold tilbragte Corfitz Ulfeldt vistnok i Frankrig. Opholdet her synes på afgørende måde at have formet hans karakter og dannet hans anskuelser. Karakteristisk for ham var en bevidst understreget kynisme og skepsis. "Tout le monde est une farce et se gouverne par opinions" skrev han som 19-årig i sit eksemplar af Plutarchs biografier og det er karakteristisk, at François Rabelais var blandt hans foretrukne forfattere. Han beherskede fransk, spansk og italiensk og havde i højere grad end sædvanligt for unge danske adelige tilegnet sig fransk og italiensk renæssancekultur. Den franske gesandt i Kbh. Claude de Mesmes d'Avaux udtalte 1634 efter en samtale med Ulfeldt at han ikke engang i Italien "hvor der ellers er så mange kloge hoveder" havde truffet nogen der overgik ham. På den anden side er der næppe tvivl om at han ved sin elegante men udfordrende fremtræden og sine kyniske meninger krænkede standsfæller der i højere grad end han var forankret i den danske adels kulturelle traditioner og gammellutherske idealer. Hans blaserthed og skepticisme var dog mest overflade. Under denne lå en utrolig forfængelighed og brændende ambitioner som han ingen midler skyede for at tilfredsstille. Han manglede dog til en vis grad evnen til at afveje mål og midler og som en del virkelig velbegavede mennesker var han tilbøjelig til at undervurdere andre. "Il n'a pas le jugement proportionné à son esprit" var 1649 den franske udenrigsminister Briennes vurdering.

Efter hjemkomsten blev Corfitz Ulfeldt dec. 1629 hofjunker og april 1630 kammerjunker hos Christian IV. S.å. trolovedes han med kongens niårige datter Leonora Christina. Når den reelt ubemidlede Corfitz Ulfeldt kunne gøre et så glimrende parti kan det hænge sammen med det indtryk den unge verdensmand gjorde på kongen, men sandsynligheden taler dog for at partiet længe inden var aftalt mellem Christian IV og Corfitz Ulfeldts far der nød kongens særlige tillid og som denne regnede blandt sine støtter inden for rigsrådet. Muligvis har kongen også betalt den sidste del af Corfitz Ulfeldts udenlandsophold.

Annonce

S.å. (1630) døde Corfitz Ulfeldts far og selv om denne ejede et relativt betydeligt jordegods betød gælden og den store søskendeflok, at der kun blev meget lidt til hver. Corfitz Ulfeldts arv beløb sig da også kun til andele i Egeskov og Urup. Da der på grund af hans tilkommendes unge alder umuligt kunne blive tale om bryllup foreløbig forlenedes Corfitz Ulfeldt 1632 med Bohus len som han 1634 ombyttede med Møn (Stegeborg og Elmelundegård). 1635 foretog han en rejse til Paris for at blive kureret for en lidelse i det ene ben, der, dog ubevisligt, er blevet diagnosticeret som syfilitisk. Helbredt blev han aldrig og han måtte hele livet bruge stok.

1636 stod hans bryllup med Leonora Christina. For eftertiden står hans og hustruens sammenhold gennem alle tilskikkelser som det smukkeste træk i begges liv. Den indbyrdes hengivenhed blev i en vis forstand begges skæbne, idet hendes stolthed uden tvivl stimulerede hans i forvejen voldsomme ærgerrighed, mens hun på sin side altid var ubetinget solidarisk med hans handlinger og fulgte ham også i de tilfælde hvor hun selv fandt andre dispositioner klogere. Hans økonomiske forhold var endnu ved bryllupstidspunktet problematiske og den dyre indretning af parrets gård på det nuv. Gråbrødretorv betød vistnok at han måtte sætte sig i gæld. Hans karriere rettede dog hurtigt op på dette forhold. April 1637 udnævntes han til statholder på Københavns slot og fik Møn kvit og frit. 1640 forlenedes hans spæde søn Christian med Skt. Hans og Munkeliv klostre i Norge og 1641 fik Corfitz Ulfeldt desuden Hørsholm på afgift. Endelig udnævntes han april 1643 til rigshofmester, statens højeste embede.

Der er næppe tvivl om, at Christian IV's hensigt med at bortgifte sine døtre med Kirsten Munk til danske adelige og placere disse på høje politiske og administrative poster var at skaffe sig loyale støtter i konflikterne med rigsrådet og adelen. Corfitz Ulfeldts karriere var i flere henseender en kopi af Frants Rantzaus (1604-32) ti år tidligere. Hans kompetence som statholder var dog beskåret i forhold til den, Rantzau havde haft, og først fra 1639 overlod kongen ham det overopsyn med finansforvaltningen hans forgængere på posten havde haft. I denne fase af sin karriere var Corfitz Ulfeldt yderst loyal over for sin kongelige svigerfar hvis politiske linje han støttede over for rigsrådets flertal. Dette gjaldt især udenrigs- og forsvarspolitikken men også kongens udfordrende sundtoldpolitik.

Corfitz Ulfeldt fik overdraget vigtige diplomatiske sendelser, således 1640 og 1642 til England hvor han skulle forsøge en mægling mellem Charles I der var kongens søstersøn og parlamentet. 1641 sendtes han til kejser Ferdinand III i Regensburg for at sondere mulighederne for en dansk fredsmægling i trediveårskrigen der sikrede de danske positioner i Nordtyskland og begrænsede Sveriges magttilvækst mest muligt. Ved denne lejlighed udnævnte kejseren ham til tysk rigsgreve. Det materielle grundlag for denne titel var de böhmiske godser Gratlitz og Herschmannitz der havde tilhørt hans afdøde bror Frantz Ulfeldt.

Som statholder og senere som rigshofmester havde Corfitz Ulfeldt Holmens og flådens forvaltning direkte under sig. Meget hurtigt gik der rygter om uregelmæssigheder i hans administration og kongen selv synes at have haft sine tvivl om Corfitz Ulfeldts hæderlighed; 1640 beskyldte han i et brev til kansleren Christen Thomesen Sehested både Corfitz Ulfeldt og hans senere svoger Hannibal Sehested for hver "at have lagt en tønde guld (100 000 daler) i blød". Sikkert er det at Corfitz Ulfeldt begunstigede en snæver kreds af storleverandører af varer til Holmen og hofholdningen, især folk som Rasmus Jensen Hellekande, Jacob Madsen, Henrik Müller og A.B. Berns, og det er sandsynligt at returkommissioner indgik i forretningerne. Varerne ansattes gerne til overpris, men til gengæld formåede Corfitz Ulfeldt at skaffe kronen en udstrakt kredit hvad der især fik betydning under krigen 1643-45. Det var bl.a. på dette noget tvivlsomme grundlag at han i disse år skabte sin enorme formue der på et senere tidspunkt beløb sig til væsentlig mere end én mio. daler, et beløb hvis størrelse bedst illustreres ved at det oversteg statens årlige indkomst inklusive sundtolden. Denne enorme formue investeredes især i jordegods, værdigenstande og pengeudlån, bl.a. til danske adelige og borgerlige, og der opvoksede et helt økonomisk klientel omkring Corfitz Ulfeldt, der endog inkluderede rigsråder. Blandt de godser Corfitz Ulfeldt erhvervede var Bavelse og Saltø på Sjælland og Torup i Skåne, hvortil kom en del gods i Norge samt de nævnte böhmiske godser.

Efter udbruddet af krigen dec. 1643 kølnedes hans forhold til kongen. Hertil var der flere grunde. Det spillede sikkert en rolle at han nu følte sig "varm i trøjen" og selv over for kongen lagde mindre bånd på sin selvfølelse end tidligere. Under indtryk af følgerne af den hidtidige udenrigske kurs nærmede han sig rigsrådsoppositionen og fremstod fra høsten 1644 som talsmand for en tilnærmelse til Nederlandene. Endelig irriterede Corfitz Ulfeldts stadig mere åbenlyse støtte til Kirsten Munk den gamle konge. Nov. 1644 kritiserede Christian IV åbent Corfitz Ulfeldts embedsførelse, gjorde ham ansvarlig for flådens mangelfulde udrustning og anklagede ham desuden for at tage imod returkommissioner fra særlig begunstigede leverandører. Kongen kunne dog intet bevise og søgte forlig med Corfitz Ulfeldt der, efter en overgang fornærmet at have trukket sig tilbage fra hoffet, snart overtog sine embedsforretninger igen. Kongens fortsatte mistillid gav sig dog udslag i visse indskrænkninger i Corfitz Ulfeldts kompetence og der iværksattes desuden en regnskabsrevision der dog hurtigt løb ud i sandet. Til gengæld fremstod Corfitz Ulfeldt nu som rigsrådets ubestridte leder og støttet af rådets flertal arbejdede han for en fredsslutning. Ved fredsforhandlingerne i Brömsebro og de sideløbende forhandlinger med hollænderne i Kristianopel var Corfitz Ulfeldt dansk hovedforhandler. Christian IV var dog så bitter over Brömsebrofreden og Kristianopeltraktaten at han først underskrev dem efter åbent at have kritiseret hvad Corfitz Ulfeldt havde opnået. Det pinlige optrin fik til følge at Corfitz Ulfeldt, der virkelig havde gjort en fortræffelig diplomatisk indsats, krænket forlangte sin afsked hvad kongen dog ikke bevilgede. Corfitz Ulfeldt holdt sig borte fra sit embede og hoffet til marts 1646 hvor kongen beordrede ham i funktion.

Han satsede nu på at stive sin vaklende position af ved hjælp af diplomatiske successer. Han var nået til den overbevisning at Danmarks eneste værn mod Sverige bestod i en nærmere tilknytning til Frankrig og Nederlandene. I samtaler med nederlænderne og de franske mæglere under fredsforhandlingerne 1645 havde han bestræbt sig på at udnytte disses nervøsitet over den svenske magttilvækst til Danmarks fordel og nov. 1645 blev der afsluttet en almindelig venskabstraktat med Frankrig. Trods kongens modstand lykkedes det ham sommeren 1646 at få overdraget en ambassade til Holland og Frankrig. I Holland skulle han forhandle om uafklarede told- og handelsforhold; derimod tillod hans instrukser ham ikke at indgå i egentlige alliancedrøftelser. Nov. 1646 fik han afsluttet en traktat om den nederlandske Norgeshandel og om en erstatning for den 1645 ikke betalte sundtold. Traktaten var yderst favorabel for hollænderne hvad der må opfattes som et bevidst træk fra Corfitz Ulfeldts side som led i den ønskede tilnærmelse. Derimod afviste Christian IV harmfuldt Corfitz Ulfeldts hjemsendte forslag om at afløse sundtolden for nederlandske varer med en fast årlig afgift. Corfitz Ulfeldts ophold i Paris førte til gengæld ikke til andet, end at der vistes ham og Leonora Christina en smigrende opmærksomhed.

Ved hjemkomsten juli 1647 erfarede Corfitz Ulfeldt at Christian IV på ingen måde påskønnede hans indsats. Tværtimod rasede kongen over forbruget af tid og penge, og de konkrete resultater Corfitz Ulfeldt havde opnået var ud fra en snæver betragtning også små. Når kongen ikke ville indse perspektivet i en tilnærmelse til nederlænderne skyldtes dette sikkert gamle fordomme, men dynastiske interesser spillede også ind da Christian IV prioriterede kejserens støtte til en eventuel restitution af hertug Frederik (III) i Bremen meget højt. Hertil kom så kongens forbitrelse over Corfitz Ulfeldts støtte til Kirsten Munk og rivninger over finanspolitikken hvor Corfitz Ulfeldt efter kongens opfattelse ikke administrerede den juni 1646 besluttede lensreform loyalt. På sin side var Corfitz Ulfeldt fortørnet over den kompetence kongen havde indrømmet Hannibal Sehested som norsk statholder, da han heri så en indskrænkning af sin egen myndighed. Endnu en gang reagerede Corfitz Ulfeldt med at holde sig borte fra hoffet, men konflikten var nu så tilspidset at Christian IV tog ham på ordet og afskedigede ham da han okt. 1647 meddelte kongen at han ikke under nogen omstændigheder kunne varetage sit embede uden kongens tillid.

Rigsrådet og især kansleren Christen Thomesen Sehested arbejdede imidlertid for et forlig og 18.11. gav Christian IV Corfitz Ulfeldt en generalkvittering for hans embedsførelse som rigshofmester der sikrede ham mod undersøgelser af hans administration. Samtidig lovede kongen at udfri Kirsten Munk af arresten på Boller og beskar samtidig Sehesteds kompetence i Norge. Desuden fik Corfitz Ulfeldt Hørsholm len kvit og frit for sin og Leonora Christinas levetid som påskønnelse af sin "troskab og villige tjeneste". Når Christian IV trods sin vrede mod Corfitz Ulfeldt og kendskab til hans angribelige administration udsonede sig med rigshofmesteren må det ses i sammenhæng med det fuldstændige nederlag den gamle led over for rigsrådet og adelen, da han blev tvunget til at opgive 1646-lensreformen, for at bevare håbet om at få valgt hertug Frederik til tronfølger efter den udvalgte prins Christian død juni 1647. På sin side havde Corfitz Ulfeldt spillet højt spil og selv om han på ny var i funktion var hans stilling ikke mere den samme som i sommeren 1645 da han med en vis ret havde kunnet føle sig som statens herre. Forliget var i høj grad et resultat af rigsrådets mægling. Men i efteråret 1647 var det reelt ikke mere Corfitz Ulfeldt der repræsenterede rigsrådet over for kongen, men derimod rigsrådet der havde antaget hans sag. Corfitz Ulfeldt var i virkeligheden blevet en brik i spillet mellem kongen og rådet.

28.2.1648 døde Christian IV. Straks efter jog Corfitz Ulfeldt med stor brutalitet kongens elskerinde Vibeke Kruse ud af Rosenborg skønt hun var syg og sengeliggende. Allerede dagen inden havde Corfitz Ulfeldt og svogrene udtaget stævning mod tre teologer med Sjællands biskop Jesper Brochmand i spidsen fordi de havde støttet kongens forbud mod at Kirsten Munks børn besøgte deres mor. Af rigsrådet forlangte de suspension af de tre teologer, og truede i modsat fald med selvtægt. Desuden anmodede svogerkredsen om rigsrådets anerkendelse af Kirsten Munks børns ægte fødsel. Disse henvendelser afvistes bestemt af rigsrådet der dog anerkendte Kirsten Munks børns ægte fødsel, men med den vigtige tilføjelse at anerkendelsen ikke måtte være hertug Frederik og hans arvinger til nogen skade.

Svogrenes påtrængenhed i denne sag har næppe styrket Corfitz Ulfeldts position inden for rigsrådet, og forhandlingerne om Frederik III's håndfæstning synes fra rigsrådets side at have været domineret af Christen Thomesen Sehested og rigsmarsken Anders Bille selv om Corfitz Ulfeldt uden tvivl hørte til dem der arbejdede for en indskrænkning af kongens myndighed. Når Corfitz Ulfeldt der hverken har beseglet eller underskrevet håndfæstningen er blevet udpeget som ophavsmanden er det et led i enevældens mytologi, men sikkert også en afspejling af at Corfitz Ulfeldt og hans hustru ved deres provokerende optræden vakte det nye kongepars vrede og skinsyge og derigennem kom til at fremstå som kongemagtens hovedanstødssten. Corfitz Ulfeldt har tilsyneladende selv over for omverdenen koketteret med en indflydelse der ikke bekræftes af aktmaterialet.

Corfitz Ulfeldts position var efter tronskiftet ikke fri for at være prekær. Han hørte på dette tidspunkt næppe til den inderkreds i rådet der tilrettelagde dets politiske strategi, og flere af raderne var hans afgjorte fjender. Det samme gjaldt den nye konge selv om åbent brud blev afværget, sikkert som følge af Hannibal Sehesteds mægling.

Med Christian IV's død var den vigtigste hindring væk for den tilnærmelse til Nederlandene, Corfitz Ulfeldt og flertallet af råderne ønskede og febr. 1649 drog han ledsaget af sin hustru ud på en ekstraordinær ambassade til Nederlandene. For Corfitz Ulfeldt selv har ligesom i 1647 ønsket om at styrke sin egen position ved diplomatiske triumfer efter al sandsynlighed spillet ind. Denne gang opnåede han virkelige resultater. Der blev afsluttet en defensivalliance og en overenskomst om sundtoldens afløsning, den såkaldte redemptionstraktat. Alliancen med Nederlandene er Corfitz Ulfeldts mesterværk. Traktaterne indebar uden tvivl en politisk og økonomisk afhængighed af Nederlandene der indskrænkede Danmarks udenrigspolitiske handlefrihed, men den blev grundlaget for den nederlandske hjælp til Danmark 1658 der afgørende bidrog til at redde landets selvstændighed.

Efter hjemkomsten dec. 1649 svækkedes Corfitz Ulfeldts position hurtigt. Kongen underskrev ganske vist traktaterne, men uforsigtige udtalelser om den danske stats aristokratiske karakter var kommet til kongens kendskab og Corfitz Ulfeldt blev mødt med kølighed ved hoffet. For sin afrejse havde Corfitz Ulfeldt fået indsat en af sine klienter, Joachim Gersdorff, som københavnsk statholder. Gersdorff overtog i Corfitz Ulfeldts fravær de vigtigste af dennes administrative beføjelser. Kongen udnyttede imidlertid Corfitz Ulfeldts bortrejse til at beskære hans kompetence bl.a. ved at udskille det norske toldvæsen fra hans embedsforretninger. Kongen støttedes af Gersdorff der ikke gerne igen ville vige pladsen for Corfitz Ulfeldt ved dennes hjemkomst og især af den nye borgerligt fødte rentemester Peder Vibe som Corfitz Ulfeldt havde krænket med sit standshovmod. Corfitz Ulfeldt reagerede på de nye indskrænkninger af hans myndighed ved endnu en gang under foregivende af sygdom at holde sig borte fra hoffet og sit embede. Det var samme taktik han havde brugt tidligere, men i modsætning til 1647 havde hans rådskolleger ingen speciel interesse i at støtte ham; tværtimod var han en belastning for rådet og irritationen over hans fremfærd bidrog til at isolere ham blandt kollegerne.

Det varslede derfor ilde da Christoffer Gabel 16.7.1650 fik ordre til at afhente dokumenter vedrørende kronens afregning med de store leverandører hos Corfitz Ulfeldt. Dec. 1650 startede det store drama med Dina Vinhofvers anklage mod Corfitz Ulfeldt for at have planlagt at myrde Frederik III med gift. Beskyldningerne forelagdes kongen der, uden at underrette Corfitz Ulfeldt herom, iværksatte en undersøgelse. Sagen kompliceredes imidlertid da Dina over for Corfitz Ulfeldts skriftefader Simon Hennings kom med modgående beskyldninger om et mordkomplot mod Corfitz Ulfeldt. Disse beskyldninger kom til Corfitz Ulfeldts kendskab og han, der blev alvorligt opskræmt, anmodede om at blive taget under kongens beskærmelse, men først nu fik han kendskab til beskyldningerne mod ham selv. Under de påfølgende processer blev Corfitz Ulfeldt renset for alle beskyldninger og resultatet blev Dinas dødsdom og efterfølgende henrettelse (11.7.1651). Sideløbende med Dinasagen var undersøgelserne af Ulfeldts administration fortsat og allerede 13.7. iværksattes et nyt angreb idet Frederik III i en egenhændig skrivelse til rigsrådet forlangte rådernes betænkning angående Corfitz Ulfeldts embedsførelse og hans transaktioner med de store leverandører. Corfitz Ulfeldt vovede ikke at afvente undersøgelsen, men flygtede natten mellem 14. og 15.7. ud af Kbh. sammen med sin hustru og deres ældste søn og datter. Nord for Helsingør gik de om bord i en af Corfitz Ulfeldt lejet galliot der bragte dem til Holland.

Sept. s.å. dukkede parret op i Stockholm hvor dronning Kristina i henhold til Stettintraktaten 1570 tog Corfitz Ulfeldt under sin beskyttelse. Vinteren 1651-52 tilbragte han i Stralsund i Svensk Pommern og her udarbejdede han Høytrengende Aeris Forsuar der ud over at være en apologi for hans handlinger var et forsøg på at gendrive den officielle fremstilling af Dinasagen. Men da bogen tillige indeholdt angreb på politiske og administrative topfolk samt på kongen selv for at have krænket loven og endog at have overtrådt håndfæstningen følte den danske regering sig tvunget til videregående skridt imod ham. Han afskedigedes 1652 officielt som rigshofmester, og på herredagen juni 1653 blev hans gods og rørlige formue konfiskeret. Derimod blev undersøgelserne af hans administration stillet i bero, formentlig af hensyn til leverandørerne hvis kredit man ikke mente at kunne undvære.

Fra juni 1652 opholdt Corfitz Ulfeldt sig ved dronning Kristinas hof. Følere til Kbh. om forlig afvistes. Tanken om revanche beherskede ham nu helt og han gjorde alt for at hidse den svenske regering op mod Danmark. Over for omverdenen begrundede han sin adfærd med den frie adelsmands ret til at opsige sin herre troskab når hans ære var krænket. Det var et lån fra ham der finansierede dronning Kristinas afrejse fra Sverige 1654 og den nye konge Karl X Gustav lånte han omtrent 155 000 daler inklusive en lille hovedstol i Kirsten Munks navn. I pant fik han Barth amt og slot i Svensk Pommern hvor han opholdt sig fra 1655. Juli 1657 trådte han direkte i Karl Gustavs tjeneste og ledsagede ham på felttoget i Danmark. Han udnævntes til geheimeråd og fik løfte om fuld restitution i Danmark og genindsættelse i sit tidligere embede. Fra Holsten udsendte han et opråb til repræsentanter for den jyske adel om frafald fra Frederik III hvis mål det var at reducere adelen "lige ved skattebønder". Hans betydning for den svenske konges beslutning om at gå over Storebælts is er ikke klar, men Corfitz Ulfeldt var i de kritiske dage kongens nærmeste fortrolige. 7.2. medvirkede han ved Nakskovs overgivelse. Som påskønnelse af sin indsats fik han 10.2. overladt hele Langeland som pant for 300.000 daler for sig og sine efterkommere indtil summen var indfriet.

Ved forhandlingerne i Tåstrup og Roskilde var han en af de svenske hovedforhandlere og personligt opnåede han ved freden tilbagegivelse af alt sit gods i Danmark og Norge, af sønnens len og Leonora Christinas grevindetitel, løfte om erstatning for den lidte skade samt tilladelse til at tage ophold i Danmark. Som erstatning for det ved freden tilbageleverede Langeland fik han 10.3. i stedet Herrevads kloster i Skåne og Sölvesborg len i Blekinge, det sidste som grevskab motiveret med de "hulde, trogne och märkelige tjänster han ved den sidst afsluttede fredstraktat havde ydet kongen og Sverige. Han købte desuden Bosjö kloster og nogle gårde i Malmø. Omtrent samtidig erhvervede hans hustru ved skiftet efter Kirsten Munk Ellensborg (Holckenhavn) på Fyn og Lellinge ved Køge.

Corfitz Ulfeldt fik plads i den kommission der skulle organisere Skånes tilknytning til Sverige, men hans overdrevne selvfølelse bragte ham nu i strid med Karl Gustav. Han følte sig tilsidesat ved ikke at blive Skånes generalguvernør og kritiserede indskrænkningen af de skånske adelsprivilegier. Han ville "hellere leve under tyrken end under den servitut, at ingen forskel skulle gøres mellem ham og en bonde på landet". Juni 1658 udtrådte han af kommissionen og Karl Gustav fik nu en udtalt mistillid til ham, der ikke blev mindre efter det nye krigsudbrud som Corfitz Ulfeldt beklagede på grund af de trusler det indebar mod hans nylig erhvervede gevinster. Maj 1659 arresteredes han i Malmø og der nedsattes en kommissionsdomstol for at undersøge anklager mod ham for forræderiske forbindelser med den danske regering og for at have røbet stormen på Kbh.

Da han var ramt af et slagtilfælde kunne han ikke forsvare sig personligt og i stedet førte Leonora Christina hans sag. Han blev fundet skyldig i højforræderi, men nogen straf effektueredes ikke. Juli 1660 lovede den svenske formynderregering ham frigivelse og amnesti mod løfte om ikke at modarbejde Sveriges interesser. Inden han fik denne meddelelse var han, opskræmt af et rygte om at han og Leonora Christina skulle føres til Finland, forklædt flygtet til Kbh. hvor Leonora Christina der havde tilrådet flugt til Lübeck, snart indfandt sig. Trods Corfitz Ulfeldts rettigheder ifølge Roskildefreden sikrede Frederik III sig øjeblikkelig hans person og lod begge ægtefæller føre til Hammershus hvor de under opsyn af generalmajor Adolph Fuchs holdtes i et brutalt fangenskab. Efter et flugtforsøg marts 1661 der mislykkedes pga. Corfitz Ulfeldts sygdom og som medførte skærpede vilkår i fangenskabet, afæskedes de i dec. 1661 en underkastelseserklæring hvor de måtte give afkald på Saltø, Bavelse, Lellinge og en del andet gods i Danmark og Norge, alle rettigheder i henhold til Roskildetraktaten samt en gældsforskrivning på 60.000 daler. Desuden måtte de love kun at bo på Ellensborg eller hvor kongen anviste dem ophold, aldrig besøge Sjælland og ikke forlade riget uden kgl. tilladelse. Han førtes til Kbh. hvor han 21.12. på knæ måtte aflægge troskabsed til Frederik III og hans hus.

Svækket som han var på legeme og sjæl mistede Corfitz Ulfeldt nu helt sansen for proportioner. Mens han var i Kbh. tilstillede han Frederik III diverse fantastiske politiske og militære projekter. Opholdet på Fyn gav ham muligvis overdrevne forestillinger om adelens utilfredshed med det nye styre og han tumlede med forskellige planer om revanche. Da han ikke længere ansås for farlig fik han tilladelse til en baderejse og rejste juni 1663 til Amsterdam. Herfra meddelte han kurfyrst Friedrich Wilhelm af Brandenburg at han havde sager af meget stor vigtighed at meddele ham. I Brügge opsøgtes han i dec. af en udsending fra kurfyrsten der ville vide hvad Corfitz Ulfeldt sigtede til. Corfitz Ulfeldt redegjorde for utilfredsheden i Danmark med det nye regime og tilbød at skaffe kurfyrsten den danske krone. Hvordan det skulle ske og på hvilke vilkår ville han oplyse senere. Corfitz Ulfeldts udtalelser var næppe udtryk for andet end en syg mands fantasier, men den danske regering der i forvejen var opskræmt over hans søn Christians drab på Adolph Fuchs i Brügge, tog det meget alvorligt da kurfyrsten meddelte Frederik III sagen foråret 1663. Kongen anmodede nu den spanske regering i Bruxelles om at pågribe og udlevere Corfitz Ulfeldt og anklagede ham for højesteret for majestætsforbrydelse.

24.7. faldt dommen. Corfitz Ulfeldt og hans efterkommere mistede deres adelskab og alt deres gods skulle konfiskeres. Hans gård i Kbh. skulle jævnes med jorden og en skamstøtte rejses på tomten med angivelse af årsagen. Selv skulle han, hvis han blev pågrebet, henrettes, have hovedet sat på en stage og kroppen parteret. Mislykkedes dette skulle henrettelsen udføres på en billedstøtte. 13.11. fandt da henrettelsen in effigie sted på slotspladsen. Men det lykkedes ikke at fange Corfitz Ulfeldt. Efter at have tilbudt Frederik III sin tjeneste flygtede han efterlyst i næsten alle europæiske stater aug. 1663 fra Brügge og kom ved årsskiftet til Basel hvor han og fire af hans børn holdt sig skjult under falsk navn, først i byen selv, siden i den nærliggende lille by Riehen. Værst for ham var meddelelsen om Leonora Christinas tilfangetagelse. "Jeg tror dette vil få mit hjerte til at briste, thi uden hende ønsker jeg ikke at leve" skrev han til Otto Sperling. Et falsk rygte om at danske agenter var på sporet af ham fik ham til at sende sine børn bort og ved nattetid flygte op ad Rhinen i en åben båd hvor han døde uden at være blevet genkendt. Liget begravedes i et kloster i Neuenburg under falsk navn, men fjernedes senere af hans børn; hvortil vides ikke.

Corfitz Ulfeldt havde fra naturens side brillante anlæg og mange talenter, men domineredes af en overdreven forfængelighed og ærgerrighed der ofte forledte ham til at sætte alt på ét bræt. Manglen på mådehold træder klart frem i hans finansstyrelse.

At han var korrupt og berigede sig på statens bekostning var hverken unormalt eller påfaldende i 1600-tallet, men hans griskhed var selv med datidens øjne abnorm. Manglen på mådehold og tendensen til at sætte alt på ét bræt blev stadig mere udpræget efterhånden som han blev ældre, for i de sidste år hvor sygdom og mentale forstyrrelser havde tilintetgjort de sidste rester af hans proportionssans at gå over i det selvdestruktive. Fra midten af 1640'erne gav Corfitz Ulfeldt stadig oftere udtryk for adelsrepublikken som sit politiske ideal og hans reaktion mod den svenske politik i Skåne efter Roskildefreden hvor han med ét slag ødelagde sin nyvundne position kan ses som en konsekvens af dette ideal. Hans stadig mere udprægede tilslutning til dette ideal skal dog sikkert også ses på baggrund af at han heri fandt begrundelsen og forsvaret for handlinger der i udgangspunktet var dikteret af hans forfængelighed og overdrevne selvfølelse.

Familie

Corfitz Ulfeldt blev født på Hagenskov, død i en båd på Rhinen mellem Basel og Neuenburg, begravet uvist hvor. Forældre: rigskansler Jakob Ulfeldt. (1567-1630) og Birgitte Brockenhuus (1580-1656). Gift 9.10.1636 på Kbh.s slot med Leonora Christina, født 8.7.1621 på Fr.borg, død 16.3.1698 på Maribo kloster, datter af Christian IV (1577-1648) og Kirsten Munk (1598-1658). – Far til Christian Ulfeldt. og Leo Ulfeldt. Bror til Frantz Ulfeldt og Laurids Ulfeldt.

Ikonografi

Fremstillet som barn på mal. af familien 1625 (Fr.borg), efter dette stik. Mal. af Engel Rooswijck, 1638 (Fr.borg), efter dette malet portræthoved (sst.) samt tegn. af Heinrich Hansen (kunstakad.). Mal. formentlig af K. v. Mander (Söderö), efter dette kopi (Börringe kloster) og kopi af G. Vermehren (Fr.borg). I samme type med ændret krave bl.a. mal. (Fr.borg), to min. (sst.), kopi af J. Böhling, 1723 (sst.) samt træsnit af H. P. Hansen 1885 og 1891. Medaljeudkast 1652 (Fr.borg). Mal. af Sebastian Bourdou, 1653 (sst.), efter dette to kopier (sst.). Malet med åben krave (Fr.borg), efter dette radering af Magnus Petersen, 1863, litografi af E. Fortling 1865, 1867 og 1871 og træsnit 1872. Type med glat krave i senere fremstillinger bl.a. min. (Fr.borg), stik af J. Haas, 1755, af A. Hansen 1848, 1854, litografi 1850 og 1852, træsnit 1850, efter tegn. af A. Kittendorff 1855, træsnit 1867 samt litografi efter Rasmus Christiansen. Efter Haas' stik mal. af Hans Hansen (Fr.borg). Samme portrættype i J. Folkemas stik, 1746, af Corfitz Ulfeldt med Leonora Christina på skødet, også i mal. (Fr.borg), stik af J. Haas, 1754, litografi og engelsk stik. Andre min. (bl.a. Rosenborg) og min. med udkradset ansigt (Fr.borg). Primitivt træsnit. Fremstillet på historiemal. af F. B. Westphal udst. 1844, af Danqvart Dreyer, på et par tegn. formentlig af Chr. Rosenberg (Fr.borg), på tegn. af W. Marstrand og på mal. af Kr. Zahrtmann 1880 og 1899. -Skamstøtte (nu Nat.mus.), efter denne bl.a. træsnit. – P. Eller: Kgl. portrætmalere i Danmark 1630-82, 1971.

Bibliografi

Kilder. Aktstvkker og breve. Danske mag. 2.r.II, 1806 72-78 295-310; 4.r.IV, 1878 257-73; VI, 1886 349-53; 5.r.II, 1889-92 69-83 362-87; III, 1893-97 71-78 378-85; IV, 1898-1901 157-89; 8.r.I, 1957-61 81-113; III, 1967-70 269-300. Journal for politik ... udg. O.

Wolff, 1816 I 71-78 121-37 193-214 227-35; II, s.å. 42-47; III, s.å. 136-40. Hist. saml. til oplysn. i vor nord. hist. I, 1819 31-36 (optr. i Danske mag. 2.r.IV, 1823

72-78). Nord. t. for hist ... II, 1828 432-38. Hist. t. V, 1844 269-406. Saml. til Danm.s hist. under kong Fr. IIIs regering, udg. P. W. Becker I-II, 1847-57. Saml. till Skånes hist., udg. M. Weibull I, Lund 1869 72-74. Danske saml. VI, 1870-71 221-43. Saml. utg. för de skånska landskapens hist. och arkeol. fören., udg. samme VI, Lund 1877 26-70. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve IV-VII, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia, 1882-91 (reproudg. 1969-70); VIII, udg. Johanne Skovgaard, 1947 (reproudg. 1970). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II-III, 1887-90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959-75. Kronens skøder II, udg. F. J. West, 1908. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen IV-V, 1917-20. Hist. medd. om Kbh. 2.r.I, 1923-24 133-37. Kancelliets brevbøger 1630-45, 1932-68. Prins Chr. (V)s breve, udg. E. Marquard og J. O. Bro-Jørgensen II, 1956.

Beretninger. Kort oc sandferdig beretn. om den merckelig sag ... met Dina Vinhofvers oc Jørgen Walter, 1651. [Corfitz Ulfeldt:] Høytrengende aeris forsuar, Hamb. 1652. [Jac. Henr. Paulli:] Machinationes Cornificii Ulefeldii, u.å. Otto Sperlings selvbiografi, overs. S. Birket Smith, 1885 (reproudg. 1974). Leonora Christina Ulfeldt: Jammers minde og andre selvbiogr. skildr., udg. Johs. Brøndum-Nielsen og C. O. Bøggild-Andersen, 1949 (2. udg. 1960). Leonora Christina grevinde Ulfeldts franske levnedsskildr., faks.udg. ved C. O. Bøggild-Andersen, 1958.

Litteratur. Karakteristik. Chr. Molbech i Hist. t. III, 1842 313-476 og 2.r.IV, 1852 1-98 369-441. S. Birket Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I–II, 1879-81.

Enkelte sider. J.-J.-E. Proost i Messager des sciences historiques de Belgique, Gent 1880 355-79. J. A. Fridericia: Danm.s ydre politiske hist. II, 1881 (reproudg. 1972). Samme: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). H. D. Lind i Hist. t. 6.r.V, 1894-95 367-410. Sune Dalgård sst. 11.r.IV, 1953-56 313-49. Finn Friis sst. 12.r.I, 1963-66 438-62. Johs. Helweg i Tilskueren, 1913 II 1020-37. Yngve Lorents: Efter Brömsebrofreden, Upps. 1916. Åke Lindqvist: Politiska förbindelser melian Sverige och Danm. 1648-55, Lund 1944. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I-II, 1946-70. C. Weibull i Scandia XIX, Sth. 1948-49 1-35. Hans Villius sst. XXII, 1953-54 1-21. C. Weibull sst. 164-94. Johan Jørgensen: Det kbh.ske patriciat og staten, 1957. Sv. Aakjær i Jyske saml. ny r. IV, 1957-58 233-48. C. O. Bøggild-Andersen sst. V, 1959-61 24-39. Sv. Aakjær sst. 40-44. Carl Gustaf Weibull: Freden i Roskilde, Sth. 1958. Kenneth Nyström i Ale. Hist. t. for Skåneland VIII, Lund 1968 nr. 3 31-43. Jens Engberg: Dansk finanshist. i 1640erne, 1972. Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene, 1973. Papirer i Kgl.bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Corfitz Ulfeldt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298689